Dag 6.
Den 31. januar 2013, Nairobi/Kenya-Arusha/Tanzania.

Klokken 05:30 blev jeg vækket af alarmen, hvorefter jeg stod op og pakkede mine ting. Aftenen før havde jeg bestilt en taxi til kl. 0600, da jeg skulle køres til et hotel i den modsatte ende af byen, hvor jeg skulle påbegynde min gruppe rejse.

Taxien holdt klar, da jeg var færdig med at pakke. Jeg fik faktisk fornemmelsen af, at han måske havde holdt der hele natten. Jeg havde nemlig på intet tidspunkt hørt at taxien var ankommet, og det på trods af, at jeg havde vindue direkte ud til parkeringspladsen. Det underlige var at vagten heller ikke vidste, at den var ankommet, hvilket var mærkeligt, da han skulle åbne porten før nogen ville være istand til at køre ind på hostles parkeringsplads. Chaufføren virkede også søvnig, og jeg mener derfor, at det var overvejende sandsynligt, at han havde sovet på parkeringspladsen. Punktlighed var åbenbart noget de gik rigtig meget op i her nede:-)

Jeg havde haft en ide om, at det ville koste ca. 2000 Schillings, at blive kørt til hotellet, Jeg endte derfor med at blive snydt, da vi havde følgende samtale:
Mig: " Hvad koster det"
Ham "Tusindeeeee Schillings"
Mig:"ok"( sagt inden han var færdig med at tale)
Ham: " og et hundrede shillngs"

Jeg kunne ikke lade være med at grine over, at han havde taget røven på mig, og syntes derfor han fortjente de ekstra 100 (ca. 6 kr)

Da jeg nåede frem til hotellet, var der stadigvæk 45 minutter til jeg skulle mødes med gruppen. Jeg valgte derfor at spise morgenmad på hotellet, selvom det kostede 5 gange så meget som på hostlet :-(

Kl. 0700 mødte jeg min nye gruppe, som bestod af ialt 24 personer. Guiderne var et kæreste par fra Sydafrika, som hed James og Jessi. De var begge ca 30 år og virkede umiddelbart til at være rigtig friske.

Der var ikke tid til at blive og lære de andre at kende, da vi skulle skynde os ud i lastbilen, så vi kunne undgå den værste morgen trafik. Jeg skal nok fortælle om de forskellige i gruppen, når jeg løbende får lært dem at kende.

Lastbilen mindede meget om, den lastbil jeg havde kørt med i sydamerika. En stor lastbil, som var bygget om til en bus. Bag i bussen var der et baggagerum, hvor vores bagage, telte og køkkenudstyr blev opbevaret. Det var ret god plads mellem sæderne i lastbilen, så man behøvede ikke at sidde klemt. Jeg havde først sat mig på det bagerste sæde ved et bord, indtil de andre advarede mig om, at det var en meget dårlig plads, når der var bumper på vejen. En del af gruppen havde allerede kørt med lastbilen gennen Uganda, og var derfor lidt foran på point i forhold hvad man skulle og hvad man ikke skulle med lastbilen. Jeg har pt. ikke overblik over hvor mange der kender hinanden i forvejen, men umiddelbart lyder det som om, ar mindst 6-7 af dem har rejst sammen i Uganda.

Da det ikke var en god idet, at sætte sig på bagsædet, valgte jeg istedet et sæde i midten af bussen. Jeg endte derfor med at sidde ved siden af en dansk pige med Koreanske rødder. Vi snakkede engelsk til hinanden i ca 2 minutter, før det gik op for os, at vi begge var fra Danmark. :-) Jeg blev nok lidt snydt, af hendes asiatiske udseende, og tænkte slet ikke tanken, at hun kunne være dansker :-) Maiken som hun hed var 27 år, og arbejde som laborant ved Novo Nordisk. Hun var ikke mere end ca. 150 cm høj, og hun havde de smalleste øjne jeg nogen sinde havde set. Flere gange var jeg i tvivl om hvor vidt hun sov, eller om vi stadigvæk havde gang i en samtale. Jeg kunne simpelthen ikke afgøre om hun havde lukket eller åbne øjne :-) Hun virkede dog rigtig flink, og det var rigtig hyggeligt, at bruge den lange bustur på at snakke dansk:-)

Efter 4 timer nåede vi til grænsen til Tanzania. Her skulle vi først tjekke ud af Kenya, hvilket gik let og smertefrit. Efterfølgende tjekkede vi ind i Tanzania, ved først at betale 50 dollars for et visa, og efterfølgende blive registreret ved hjælp af en digital fingeraftryks maskiner. Det tog ca. 10 sekunder før fingeraftrykkene var affotograferet. Man kunne godt ønske sig at vi havde det samme udstyr på Aalborg politigrd, hvor det normalt tager ca. 20 minutter at optage fingeraftryk :-( Jeg havde nok ikke lige forventet at det var her i Afrika jeg skulle finde nyt og brugbart teknologi :-)

Efter yderligere to timers kørsel, nåede vi en mindre by i Tanzania, hvor vi foretog indkøb til de følgende dage. Inden vi kørte videre lykkedes det mig at finde noget Wifi, hvorefter jeg skypede med Carina og mine forældre. :-) Det var rigtig dejligt, at få hilst på dem alle, da jeg de følgende dage skulle på savanen, og derfor helt sikkert ikke ville være i nærheden af internet. Jeg fik også hævet nogle penge, mens jeg var i byen, og wupti så var jeg halv millionær. 500.000 tanzania valuta.(kender ikke navnet endnu), blev hævet til en samlet værdi af ca. 2000 danske kr. :-)

Da vi nåede til byen Arusha gjorde vi holdt ved et muserum, hvor de bla. prøvede at lokke os til at købe en juvel der hed Tanzanit. Har aldrig før hørt om juvelen, men den skulle efter sigende være lige så værdifuld som diamanter, da der kun findes en enkel mine i verden. Stedet måtte være meget berømt, for der hang flere fotos af Bill Clinton,s besøg af stedet ca. 10 år tidligere. Museet var nu ikke noget for mig, så istedet fandt jeg et sted i solen, hvor jeg kunne nyde det gode vejr. (ca. 30 grader).

Herefter kørte vi til Campingpladsen Snake Farm ved Aursha, hvor vi satte vores telte op. Jeg endte med at dele telt med en tysker, hvis navn jeg desværre ikke kan huske :-(Han virkede umiddelbart som en flink fyr, og var forbløffende god til engelsk, hvilket tyskere normalt ellers ikke var.

Da teltene var oppe kunne jeg lige nå en løbetur, inden det blev mørkt. Efter at Jessi havde beroliget mig med, at der "sikkert" ikke var løver i området valgte jeg at løbe væk fra hovedvejen og ind på savannen. Jeg fandt et lille mudderspor lavet af geder og køer, som jeg fulgte længere og længere væk fra vejen. Jeg lod mig selv berolige med, at så længe jeg kunne se geder og køer i området, måtte det betyde, at der ikke var store katte. Jeg kunne dog ikke lade være med hele tiden at holde øje med fodaftrykene i mudderet. Heldigvis så jeg ingen katte poter:-) Det var en fantastisk løbetur, selv om det var meget varmt. Jeg løb forbi flere gedehyrder, som alle vinkede til mig. Jeg kom også forbi to mindre Massai Landsbyer med huse opført i mudder. Hele oplevelsen af savannen, gedehyrderne og de glade massai folk, gjorde løbeturen til noget helt specielt. Jeg var derfor næsten "høj" under hele løbeturen, og tænkte flere gange, at dette simpelthen var for vildt til at være sandt .-)

Da jeg kom tilbage til campingpladsen nåede jeg et hurtigt bad inden der var gruppemøde. Under mødet var der en præcentations runde, hvorved jeg fandt ud af at der var endnu en dansk pige på turen. Har dog ikke fået snakket med hende endnu, så ved ikke andet en at hun hed ?? Nu kan jeg pludselig ikke huske hvad hun hed... Måske Tanja eller Heidi.. Nå i må få svaret en anden dag:-)

Under mødet blev vi også briefet om de forskellige opgaver, som skulle udførers på lastbilen. Det mindede meget om de opgaver, der havde været i Sydamerika. Rengøring af lastbilen, hjælp til madlavninen, pakning af lastbilen osv.

Efter mødet var der aftensmad i form af en stor babecue.:-) Det smagte rigtig godt, og jeg tror desværre at aftensmåltidet gjorde, at jeg heller ikke fik tabt mig noget denne dag :-( Carina havde endda dagen før under en skypesamtale sagt, at mine kinder bestemt ikke så mindre ud. :-( Til mit forsvar var det bestemt ikke let at være på kur i dette land. Hver gang lastbilen holdt stiller i trafikken, kom der en neger dreng og åbnede vinduet, mens han stak forskellige lækkerrier direkte op i ansigtet på en. Selvom man rystede på hovedet, blev de ved med at vifte lækkerrierne lige foran mit ansigt. De havde åbenbart erfaringer med, at folk kunne fristes, selvom de umiddelbart ikke har lyst til at købe noget :-( Ikke fair. :-( Det lykkedes da også en, at få mig overtalt til at købe to poser nødder, på trods af, at jeg flere gange sagde nej, mens jeg rystede på hovedet.

Tiden efter aftensmaden blev brugt på at skrive denne blog, samt pakke til de følgende dage, hvor jeg skulle på en tre dages Safari. Jeg glødede mig helt vildt til at komme på min første rigtige safari. Jeg var dog også lidt bekymret, da jeg havde fået oplyst, at vores teltlejer, blev sat op midt ude på savannen, og at området ikke var indhegnet. Man må derfor ikke have mad i teltet, da løverne sommetider kom helt ind i lejren om natten:-) Spændende men også lidt grænse overskridene:-)