Dag 5.
Den 30. Januar 2013. Navaisha-Nairobi

Jeg ved ikke om det er fordi jeg var blevet gammel, eller om den forgående dag bare havde været lidt for hård, for hele natten døjede jeg med kramper i ben, arme, mave, ryg og endda kæben :-( Da det endelig var lykkedes mig at finde en stilling, hvor jeg kunne undgå kramperne, ringede vækkeuret :-(

Jeg havde nu ikke behøves at sætte uret, da naturens fuglekor netop var gået i gang med at larme for alvor. Ud over kramperne og fuglelarm var min søvn også blevet forstyrret, af en luftmadras, som åbenbart var punkteret :-( Træls at have slæbt en defekt luftmadras med hele vejen til Afrika. Specielt fordi jeg vidste, at jeg var for nærrig til at smide den ud, hvilket indebar, at jeg ville komme til at slæbe rundt på den hele ferien :-(

På grund af alle de ovenfor nævnte udfordringer, følte jeg mig bestemt ikke udhvilet, da vækkeruret ringede kl. 0700:-( Jeg havde dog ikke andet valg, end at stå op, da jeg dagen før havde planlagt en cykel safari sammen med Revik.

Vi havde aftalt, at vi ville stå op kl. 7, og efterfølgende cykle når vi var færdig med at pakke. Jeg havde dog ikke forventet, at man kunne være så langsom og sløv som Ravik. Jeg var færdig kl. ca. 0715, men Ravik var ikke klar før en time efter, da han først skulle have en kop kaffe og en smøg. Tror aldrig jeg har set nogen drikke en kop kaffe så langsomt. Han brugte ca. 30 minutter, og for hver langsom slurk han tog, blev jeg mere og mere sur indvendig. Mest af alt havde jeg lyst til at sige til ham, at hvis han ikke fik fingerne ud, ville jeg cykle alene. Jeg valgte dog at tie stille, og istedet holde min vrede inde i mig selv :-(

Da vi endelig forlod campingpladsen, blev min tålmodighed sat yderligere på prøve, da han hoppede af cyklen og begyndte at gå, allerede da vi nåede den første lille bakke. Han hoppede dog ret hurtigt op på den igen efter jeg spurgte ham: "Er din cykel i stykker", Jeg var dog ikke i tvivl om, at det ville blive en meget lang dag :-(

Jeg ved ikke om der ikke findes cykler i Israel, eller hvad grunden ellers var til at han var så langsom til at cykle. Fakta var at min gamle mor kunne have cyklet hurtigere end ham.(også uden el cykel) Dette hjalp selvfølgelig heller ikke på mit humør, så for ikke at brænde helt af, valgte jeg at cykle i forvejen til nationalparken Hells Gate.

Da Ravid ca. 20 minutter senere end mig nåede nationalparken besluttede vi os for at køre den store rundstrækning i parken(18 km) Parkbetejenten sagde godt nok, at ruten var meget kuperet. Denne oplysning burde nok have fået mig til at overvejet at vælge den lille ruten istedet, men i min 20 minutters pause havde jeg helt glemt, hvor dårlig Ravid var til at cykle. Der gik dog ikke mere end 5 min før jeg igen blev mindet om det:-( Da vi mødte den første bakke i parken steg han af cyklen og begyndte at trække den. Dette fortsatte han med at gøre til vi nåede toppen ca. 5 stejle killometer senere :-( Mine spørgsmål om cyklens tilstand syntes desværre ikke at have nogen virkning længere. :-( Jeg fik derfor cyklet et par gange op og ned inden Ravik endelig nåede toppen.

Det fede ved nationalparken var at den bestod af nogle grusveje, som var anlagt på kryds og tværs af en stor savana. Dette betød, at vi cyklede lige forbi store flokke af Zebra, Gazeller, Antiloper og Vortesvin. Hvis jeg skulle komme med et kvalificeret gæt, ville jeg gætte på at vi så mellem 3500-5000 vilde dyr:-)

Det sjoveste dyr var helt klart Vortesvinet. Det var fuldstændig som at se Timon og Pumba, når man så et vortesvin komme steppende tværs over savannen. Dyret havde det samme dumme og tomme udtryk , som Pumba har i tegnefilmen. Det blev ikke mindre komisk af at de stak deres hale lodret i vejeret, når de begyndte at løbe :-) Jeg kunne derfor ikke lade være med at trække på smilebåndet hver gang jeg så et vortesvin.

Det var utroligt så tæt, som jeg kunne komme på dyrene inden de begyndte at løbe. Hjortene var de mest sky, og det lykkedes mig sjældent at komme tættere på en ca. 30 meter. Zebrande var derimod ikke så sky, og på et tidspunkt cyklede jeg faktisk lige forbi en zebra, som stod mid på vejen. Jeg blev så overrasket over at den ikke flyttede sig, at jeg faktisk var ved at styrte, da jeg ikke lige kunne finde ud af om jeg skulle bremse, eller bare satse på at den ikke var aggresiv. Jeg valgte det sidste, og heldivis forblev den på stedet, mens den stirrede dumt på mig :-)

I al den tid vi var i parken mødte vi kun 6 turister. Man kunne derfor uforstyrret nyde synet af de mange dyr :-) Vi mødte heldigvis ingen løver. Utrolig nok var man så optaget af synet af de mange dyr, at man slet ikke tænkte over risikoen for at møde en løve. Der stod godtnok i Lonely Planet, at det var flere år siden, at der sidst var set løver i området, men National Parken var jo ikke indhegnet, og jeg var ikke helt sikker på at løverne var klar over, at de ikke var velkommen:-)

Halvejs på rundstrækninge mødte jeg en massai dreng som vogtede får og geder. Da jeg alligevel skulle vente på Ravid valgte jeg at standse for at snakke med ham. Han var ca. 10 år gammel, og alligevel var alle hans tænder brune. Det forhindrede ham dog ikke i at smile fra øre til øre, da han fandt ud af at jeg ville snakke med ham. Han snakkede desværre kun Swahili, så det var ikke let at kommunikerer med ham. Jeg fik dog hurtig forståelsen af at han meget gerne ville prøve min cykel, idet han hele tiden pillede ved styret og pegede på cyklen.

Vi byttede efterfølgende udstyr, så han fik cyklen og jeg istedet fik hyrdestokken. Jeg gik efterfølgende igang med at genne rundt på fårene, mens den lille Massai kriger gjorde nogle ihærdige forsøg på at cykle. Det lykkedes ham da også at skabe fremdrift på cyklen, men han havde ikke lige forstået konceptet med at dreje rundt på pedalerne. Istedet brugte han højre fod til at træde ned, hvorefter han trak højre fod baglæns, til han igen kunne træde den ned. Jeg forsøgte at forklarer ham, hvordan han skulle gøre det, men på trods af at han sagde Yes, Yes, blev han ved med at gøre det på den samme forkerte måde.

Inden vi forlod ham, fik jeg Revik til at taget et fotos af den store sorte cykelrytter og den store hvide fårhyrde :-) Herefter fortsatte vi cykelturen rundt i parken. Ca. halvejs kom vi til nogle kløfter med vulkansk aktivitet, som havde givet navnet til parke (Hells gate) Vi parkerede derfor cyklerne på en parkeringsplads, og begyndte at gå mod kløfterne. Ved indgangen til kløften blev vi mødt af en Parkbetjent, som sagde at det var klogt, at købe en guide, da det ellers var umuligt, at finde vej. Guiden kostede 90 kr, hvilket vi fandt vildt overdrevet. Vi nægtede derfor at hyre en guide, og gik istedet ned i kløften på egen hånd :-) Der gik dog ikke længe før vi fortrød, at vi ikke havde købt en guide. Det var simpelthen umuligt at finde den rette vej til kløften, da der slet ikke var sat skilte op. :-( Vi valgte hele tiden en sti som endte blindt. Vi besluttede os for at vi ville prøve en sidste sti inden vi ville gå tilbage og købe en guide. Utrolig nok førte denne sti ned til vandet, som vi efterfølgende kunne gå langs med. Nede i kløften mødte vi en massaidreng på ca. 10 år. Han fulgte os efterfølgende igennem den resterende del af kløften, mens han fortalte om de forskellige varme kilder, som vi gik forbi under turen.
Da vi var færdig med turen betalte jeg ham ca. 12 kr. for hans hjælpsomhed. Det var ellers ikke min plan af give ham penge, da man ved at gøre dette, var med til at afholde ham fra at gå i skole:-( Jeg valgte dog alligevel at give ham pengene, da jeg syntes hans svar på :" Hvorfor er du ikke i skole", var helt genialt. Han svarede nemlig, at han ikke var i skole, fordi hans far var ude og købe nye sko til ham. Jeg syntes at denne undskylding var så sær, at den fortjente en belønning :-) Mit lille møde med Massai drenge, blev selvfølgelig foreviget med et foto.

Efter gåturen som tog ca. en time begyndte vi at cykle mod udgangen. Under vejs cyklede vi forbi en 30 meter høj klippe, som kunne bestiges ved hjælp af klatring. Da jeg alligevel skulle vente på Ravid, som igen var håbløs bagud, kunne jeg jo lige så godt bruge tiden på at bestige klippen. :-)

Da jeg var nået ca. 10 meter op på klippen fik jeg igen kramper i maven. Heldigvis stod jeg på dette tidspunkt på en lille afsats, som muliggjorde, at jeg kunne lave en udstræksøvelse:-( Efter kramperne fik jeg det dårligt, og havde fornemmelsen af at jeg var ved at gå sukkerkold. Jeg var defor ikke i tvivl om, at det var klogest at klatre ned hurtigst muligt. Da jeg nåede ned på jorden fik jeg det heldigvis bedre. Jeg kunne dog godt fornemme, at jeg var i energiunderskud. Jeg havde også kun drukket en juice, en colo og spist 10 mariekiks i løbet af de 5 timer vi havde været på cyklerne. Heldigvis var der kun 10 km til Campingpladsen.

Mens jeg sad ved klippen og ventede på Ravid fik jeg øje på nogle kæmpe rotter/gnavere, som boede i klipperne De lignede et kæmpe marsvin, og jeg vil gætte på at de vejede ca. 15 kg. Jeg håbet jeg senere i dagbogen kan give jer navnet på dyret:-)

Da Ravid endelig nåede frem til klipperne havde jeg fået nok af at vente. Vi/jeg blev derfor enige om, at jeg bare skulle cykle direkte til campingpladsen uden at vente mere på ham. På turen hjem til Campingpladsen begyndte jeg at få smertefulde kramper i lårene. Jeg var derfor en meget lettet mand, da jeg endelig nåede frem.:-)

Efter meget langt varmt bad, fik jeg pakket mine ting, og efterfølgende spiste jeg frokost på campingpladsen. Under maden drak jeg 2 stk. cola og 1,5 litter vand, da jeg slet ikke var i tvivl om, at jeg var i kæmpe væskeunderskud. Det var et helved at spise, da jeg uafbrudt blev ramt af krampe anfald. Først i benet, og da jeg efterføgleden rejste mig op for at strække benet ud, fik jeg krampe i maven. Sådan fortsatte kramperne stort set uafbrudt :-( Jeg var derfor noget bekymret da jeg gik til hovedvejen for at fange en mini bus. Tanken om at skulle sidde fastklemt, i flere timer virekde bestemt ikke tiltrækkende.

Inden jeg forlod campingpladsen sagde jeg farvel og tak til Ravid, da han havde valgt at blive på campingpladsen nogle ekstra dage:-) Det havde været dejligt at have ham at følges med de første par dage, men jeg var også meget lettet over at vores veje skulle skilles. Vores måder at være på var vidt forskellige. Han var lidt for doven og lad efter min smag, og jeg havde sikkert lidt for meget krudt i røven efter hans smag:-) Det var derfor det helt rette tidspunkt at splitte op:-)

Den først bustur til byen Narvaisha gik planmæssigt, og det lykkedes mig endda, at finde en stilling, hvor jeg ikke fik kramper. Da jeg nåede Narvaisha endte jeg i en ny mini bus, som skulle køre mig til Nairobi. Desværre var det ikke en direkte bus, som jeg havde planlagt. Dette betød, at den standsede ustandselig, og at jeg flere gange måtte skifte plads :-( Da vi var halvejs, skulle jeg endda skifte bus. :-(

Det var derfor næsten mørkt da jeg endelig nåede til Nairobi. Det havde oprindelig været min plan at løbe de ca. 8 km fra busstationen til mit hostel, men jeg kunne mærke, at mine ben var total flade. Det var derfor urealistisk, at jeg med en tung rygsæk og ømme ben ville være istand til at nå til hostlet, inden det blev mørkt. Jeg var derfor ikke svær at overtale, da en motorcykel taxi forslog, at han kunne køre mig til hostel. Jeg orkede faktisk ikke engang, at prutte om prisen, og hoppede derfor direkte op bag på Motorcyklen, da han sagde at det kostede 500 schillings(ca. 30 kr)

Det var helt sikkert sidste gang, at jeg kørte med en motorcykel taxi i Afrika. Tror seriøst, at det er det farligste jeg nogensinde har gjort på mine rejser. Jeg følte flere gange at jeg skulle dø, mens han zigzag'ede ud og ind mellem bilerne som holdt i stangtrafik. Flere gange kørte vi modsat ensretningen, og flere gange måtte han nødopbremse, da personer i bilkøen pludselig åbnede en sidedør. Jeg var derfor en meget lykkelig mand, da jeg nåede helskindet frem til hotellet :-) Det gjorde derfor mindre, at jeg fik de vildste kramper, da jeg svingede benet over motorcykelsædet, for at komme af motorcyklen. Faktis var jeg bare glad for smerten, da den forsikrede mig om, at jeg stadigvæk var i live :-)

På hostlet fik jeg tjekket ind på mit nye værelse, og kunne med stor glæde konstaterer, at de ting jeg havde efterladt på hostlet stadigvæk var der .-) Jeg brugte aftenen på at oplade alle mine elektriske apperater, samt indrette mit værelse, til tørre rum, så jeg kunne få tørret noget vasketøj :-)
Mit nye værelse var knapt så fint som det forige jeg havde haft. Langs loftet var der store huller, som førte direkte ud i den åbne natte himmel. Med lidt god vilje kunne de faktisk sælge rummet som:"romantisk værelse med godt indeklima og direkte udsyn til stjernerne:-)" På grund af de store huller var værelset fyldt med myg, og andet kryb. Da jeg ikke orkede at gennemgå hele værelset for kryb satte jeg i stedet mit medbragte myggenet op. Så fik jeg også endelig brugt det. Jeg har nemlig haft myggenet med både i Asien og sydamerika, men aldrig fået det brugt før nu.

Det eneste positive ved værelset, var at jeg havde min personlige vagt lige unden for min værelses dør. Vagten på hotellet brugte nemlig denne mellemgang som opholdsstue, mens han ventede på at der skulle ankomme personer til hostlet, som han efterfølgende kubbe lukke ind. Jeg følte mig helt Royal, når jeg åbnede døren til mit værelse og så vagten, som sprang op fra sofaen, mens han forsøgte at se vågen og agtpågivenhed ud. :-) Det var nu ret tydeligt, at han havde nappet en lur istedet for at udfører sit arbejde som vagt:-).

Om aftenen lykkedes det endda at få internet forbindelse. Der blev derfor uploaden en dagbog og skypet med Carina. Hun følte sig dybt forurettede over at jeg i den første dagbog havde skrevet, at hun bestemt ikke havde lyst til at tage ned i lufthavnen. Jeg vil derfor godt rette denne felj. Hun syntes. Faktisk at det var helt fantastisk at komme op kl. 0500,

Carina min skat. Jeg beklager meget, at jeg har fået dig til at fremstå som en sur kæreste:-) Håber jeg har gjort skaden god igen:-).