Dag 16.
Den 10. februar 2013 Ruaha River- Iringa(Tanzania)

Klokken 7 stod vi op, hvorefter vi pakkede teltene ned og spiste morgenmad. Efter morgenmaden skulle alt baggagen pakkes ind i lastbilen, og da det var min gruppes tur til at udfører denne opgave, blev jeg nødt til at kravle ind i bagenden af lastbilen. Her stablede jeg baggagen, mens de andre løbende rakte mig baggagen. Da der var sindsygt varmt i bagagerummet, gik der ikke længe før jeg var gennemblødt af sved :-( Det bad jeg havde taget før morgenmaden var derfor ret spildt :-(

Da alt var pakket og lastbilen låst, dukkede Jaison selvfølgelig op bærende på hans taske, som han ikke lige havde fået afleveret. Han var endda i samme gruppe som mig, og burde derfor havde hjulpet med at pakke lastbilen. Som jeg beskrev igår, var han lidt underlig og gik sommetider rundt i sin egen lille verden. Han blev derfor hurtig tilgivet, mod at han lovede at hjælpe mere til næste gang :-)

Efterfølgende kørte vi i ca. 4 timer indtil vi nåede vores næste campingplads. Vi var lidt spændte på hvordan campingpladsen mon ville være, da det var første gang at selskabet benyttede denne campingplads, Tidligere havde de benyttet en anden campingplads, som lå lidt tætter på en mindre by, men sidste gang de havde befundet sig på denne campingplads, havde de været udsat for væbnet røveri. De turde derfor ikke længere at benytte denne campingplads, hvilket vi var ret glade for :-)

Den nye campingplads viste sig heldigvis at være en rigtig fin campingplads med gode toiletter og badefaciliteter. Campingpladsen lå ude midt i bushen, og den engelske dame, som ejede campingpladsen startede med, at advare os mod slanger, da de ofte blev set på området. Hun forklarede også, at vi ikke måtte gå helt ned til floden, da der boede en enkel flodhest. Hun forklarede, at den samme flodhest 10 år i træk havde besøgt campingpladsen i regnperioden, hvilket var lidt underligt, da floden normalt ikke var velegnet til flodheste, da der var for meget strøm.

Den engelske dame som ejede campingpladsen virkede rigtig flink, og besvarede gladeligt alle de spørgsmål vi havde om området. Hun tog det også meget pænt, at James havde påkørt porten ind til området, så den var knækket. Istedet for at blive sur brugte hun bare det afrikanske slogan TI =This Is Afrika :-) Ting Sker. :-)

Sebastian og jeg satte efterfølgende vores telt op, på en nøje udvalgt plads. Pladsen blev udvalgt ud fra hvor chancen for en kølende brise var størst, samt chancen/risikonen for slanger og ederkopper var mindst:-) Da vi havde fundet en perfekt plads, hvilket krævede to gange flytninger af teltet, påbegyndte vi den store tøjvask. Jeg havde på dette tidspunkt stort set intet rent tøj tilbage, og det var derfor dejligt, at vi var kommet så tidligt frem til lejren, at det var muligt at vaske tøjet og samtidig nå, at få det tøret af solen.

Mens tøjet hang til tørre, spiste vi frokost i en lille hytte med stråtag. Frokosten bestod af en stor buffe, med 3 slags kød, og 2 slags kartofler, samt diverse tilbehør. Til desert var der kage med karamel budding :-) Det smagte alt sammen fantastisk i forhold til de sandwichewr, som vi normalt fik til frokost. Der skulle nok heller ikke så meget til for at slå smagen af tørt hvidt toastbrød med en skive skinke og lidt ost. :-( Eftersom maden smagte så godt, spiste jeg nok lidt mere, end jeg burde. :-( (Hilsen den lille tykke dansker)

Efter frokost var der 14 af os, som sammen med en guide begav os ud på en ca. 3 timers lang vandretur. Turens højdepunkt var en kløft som var formet af en flod, som havde skåret sig gennem den bløde sandsten, hviket havde efterladt et månelandskab af smukke høje søjler i forskellige røde farver. :-) Efter kløften fortsatte vi til toppen af et bjerg. Da vi stod på toppen kunne vi se, at der så ud til at regne i området omkring campingpladsen. Vi krydsede derfor fingre, for at de tilbageblevne havde sørget for at lukke vores telte, da vi havde efterladt teltene åbenstående og uden regnslag. :-(

På vej tilbage mod campingpladsen fik vi forevist det hus, som ejeren af campingpladsen boede på. Det var et virkelig lækkeret hus på ca. 200 m2, med lækre badeværelser og stuer. Det var åbenbart en rigtig god forretning at drive en campingplads i Tanzania. Hun havde ansat 4 stk. tjenestefolk i huset, og det var derfor ikke svært at se lighedspunkter mellem hende og Karen Blixen :-)

Da vi nåede tilbage til campingpladsen kunne vi se, at der havde regnet ret kraftigt, da der lå store vandpytter på vejen. Heldigvis var der blevet sørget for at regnsikre vores telte. Vasketøjet hang desværre stadigvæk hvor vi havde hængt det, og var derfor endnu mere vådt, end da vi havde hængt det op:-( Vi måtte derfor indse, at det ikke ville være muligt at få tøjet tørret denne dag, og at vi sikkert ville være tvungen til at starte forfra igen den næste dag .-(

Inden aftensmaden var der tid til et bad. Jeg havde de sidste par dage døjet meget med den vabel, jeg havde fået mellem to tæer. Jeg havde følelsen af , at det var blevet værre, og jeg frygtede derfor, at der var gået betændelse i tåen. Jeg tænkte derfor, at jeg blev nødt til at sætte den i blød. Desværre havde jeg ingen brunsæbe, men Sebastian mente, at alm. shampoo havde den samme effek. Jeg tog derfor et 30 minutters langt bad, mens jeg stod med foden i en vaskebalje. Problemet var bare at vandet kom fra floden, og derfor ikke var helt rent. Dette sås tydeligt i den gule vaskebalje, hvor vandet så brunt og uhygiejnisk ud. Umiddelbart kunne man ikke se, at det var misfarvet, når det kom ud af hanen, men den gule bund i vaskebaljen synliggjorde. Jeg valgte dog at løbe risikoen med det brunde vand, og samtidig krysede fingre for, at vandet ikke ville gøre skaden værre :-(

Aftensmanden blev spist ved lejerbålet, og bestod af suppe med brød og salat. Mens vi spiste ankom der en anden Gap-gruppe, som var på vej den modsatte vej af os.(Johannesburt- Naiarobi). De valgte at parkerer deres lastbil ca. 30 cm fra indgangen til vores telt, og alle vores anstrengelser for at finde en god plads, var derfor spildte:-( Til vores skræk fortalte de, at de alleredde skulle forlade campingpladsen den følgende morgen kl. 0430, da de skulle køre dirkete til Dar Es Salam. Eftersom vi alligevel ville blive vækket af gruppen, når de gik igang med at slå deres telte ned, besluttede vi os også for at køre på samme tidspunkt. Det havde ellers været planen, at vi ville sove længe (kl. 5), men når vi alligevel ikke ville kunne sove, kunne vi jo lige så godt komme af sted.

Vi tilbragte efterfølgende et par timer ved bålet, hvor vi snakkede, grillede marsmellows og fortalte røverhistorier. Det Canadiske par Jason og Terasa viste sig at være pyromaner, som ikke kunne få flammerne høje nok. De hentede konstant brænde, som de kastede på bålet mens de foralte historier om, hvor store bål de lavede, når de campede i nationalparkerne i Canada.

Jeg tror ikke jeg har beskrevet dem før, så her får i lige lidt info. De var begge ca. 30 år gammel. Teresa arbejde til daglig som sygeplejeske, mens Jason arbejde som kranfører ved en mine i nord Canada. De var lidt et sjovt par, som altid holdt sig for sig selv, og som jeg derfor ikke havde snakket så meget med. De rendte altid rundt med hver sit kæmpe spejlrefleks kamera om halsen, og tilbragte osseaner af tid på at tage fotos af de samme ting. Ud over deres spejlrefleks havde de også hver sit kompakt kamera. Jeg havde dog aldrig set dem benytte disse kameraer, da de store spejlreflekskamera altid hang om halsen på dem, og derfor altid var ladt og klar til at benytte.

Jeg syntes det var ret fjollet, at de gik og tog fotos af de samme ting, og på et tidspunkt havde jeg spurgt dem om de regnede med at gå gra hinanden, når de kom hjem fra ferien. Til dette havde de svaret :"Hvorfor", hvorefter jeg havde sagt, at det ville blive let at dele deres fotos, når nu de havde to af hver ting :-) Selvom de trak på smilebåndet, fornemmede jeg at de nok ikke havde syntes, at det var sjovt, og at humor måske ikke lige var deres stæke side .-)

Mens vi sad ved bålet hørte vi babygråd fra træerne rundt omkring os. Ejeren fortalte at det var en abe art, som hed Bush Babys, hvisk skrig lød som barne gråd. De skulle dog være ret søde at kigge på, da deres øjne fyldte ca. 30 procent af ders samlede krop :-) Desværre så vi ikke nogle, men deres skrig gav genlyd hele natten :-)

Mens vi sov trygt sørgede personalet på campingpladsen for vores sikkerhed. Ejeren af campingpladsen, hvade beordret alle de ca. 20 ansatte til at bevogte campingpladsen hele natten. På trods af at der havde været bevægnet vagter på alle de campingpladser, som vi havde besøgt, havde jeg på intet tidspunkt følt mig utryg. Faktisk havde jeg kun oplevet det afrikanske folk som venlilge og hjælpsomme, og havde derfor svært ved at tro på, at der reelt var en trudsel for overfald og røveri på denne campingplads.