Dag 5 og 6
Dag 5.
Da jeg i sin tid bestemte mig for at jeg skulle til sydamerika, stod det helt klart, at Inka Stien og Machu Picchu, skulle være en del af min rejse. Inka Stien er den bjergvandre tur, som forbandt de to vigtigste byer i Inka riget, Cusco og Machu Picchu. Cusco var hovedstaden i Inkariget, og Machu Picchu var den hellige by.
Den del af Inkastien, som man kan vandre på er ca. 45 km lang, og går over 3 bjergpas, hvoraf det højeste er 4250 meter højt. Vandreturen tager 4 dage, og undervejs sover man i bjergene i telte. Vejret i bjergene kan være hårdt med regn, sne og temperature ned til 0 grader om natten. Jeg var derfor noget spændt på hvor hårdt det ville blive. Når man man kommer til Machu Picchu bliver man belønnet med en fantastisk udsigt over denne forsvundne by, som først blev genfundet i 1911. Det lykkedes aldrig spanierne at finde den, selvom de søgte efter den i lang tid, da de mente den var fyldt med Inak Guld.
Jeg var derfor meget spændt da jeg stod op kl. 5 for at gøre mig klar til turen. Jeg skulle afhentes kl. 6 på hotellet, men man kan ikke helt regne med tidspunkter her i Peru, så klokken var næsten 7, da jeg blev afhentet.
Jeg var den sidste der blev afhentet, så bussen var fyldt med de øvrige deltagere. Gruppen bestod af Peter og Anders fra Danmark. 2 unge fyre på 23 år. Anderes er fra Kbh, og arbejder som kontoransat i politiet ved Vestegnens Politi. Jeg omtaler ham derfor som min sekrtær, når vi skal forklare nogen, hvad vi arbejder med i danmark.
Peter kommer oprindelig fra Hjallerup, men er flyttet til Herning på grund af en kæreste. Han er uddannet tømre, men har sagt sit job op, for at kunne rejse i 10 uger. Når han kommer hjem, skal han læse til bygningskonstruktoer. De er begge nogle super fine fyrer, og vi svingede lige med det samme.
I grupper var der også et ungt Belgisk par, Kelly og Fredrik. De er begge ca. 28 år gamle. De er også rigtig søde og flinke, og Kelly kan godt tage noget gas. Frederik, er dog ikke helt så kvik, så det er ikke altid han fanger vores sjofle jokes.Det gør Kelly tilgengæld, og hun er god til at give igen:-)
De sidste to personer i gruppen var et Hollandsk par på ca. 45 år,. George og et eller andet jeg ikke lige kan huske. George er politibetjent i Holland, så vi havde en masse at snakke om under hele turen. De var begge rigtig flinke.
Desuden var der 7 personer til at bære vores telte, mad og øvrigt udstyr. En af disse personer var desuden uddanet kok, og skulle derfor tilberede vores mad på hele turen.
Alle disse personer var "indfødte", og talte hverken engelsk eller Spansk. De stammede fra Inkaerne, og talte derfor stadigvæk dette sprog.
Til at styre det hele var der to guider. Frederik og Pablo. De var begge to unge fyre på 25 år, og talte begge godt engelsk. For at blive turguide, skal man gå på universitetet i 3 år. De var rigtig flinke, og fulde af sjov og spas.
Før vi kunne starte turen skulle vi køre 1,5 time i bus, ad snoede og humplede bjergveje. Da vi havde kørt halvvejen skulle jeg selvfølgelig tisse. (Den lille blære har jeg åbenbart arvet efter min far, han kan jo ikke køre til bageren unden at stoppe for at tisse på halvvejen.) De mange bump og sving gjorde det bestemt ikke til en sjov køretur, og da vi til sidst ramte et ca. 500 meter langt brosten stykke, så var jeg seriøst lige ved at tisse i bukserne. Da vi endelig nåede frem til vores destination, sad jeg med vand i øjene, og bussen nåede ikke at holde stille før jeg var sprunget ud af den. :-)
Inden vi begyndte at vandre blev der spist morgenmad på en restaurant. Pasta med kødsovs. Lækker morgenmad :-) selvfølgelig var der kokoblade i pastasovsen. Det er åbenbart umuligt, at slippe for de blade i dette land :-)
Herefter begav vi os mod Inkastien, hvor vi skulle igennem et tjekpoint. Da vi pacerede tjekpointet fik vi enda et stempel i vores pas, hvor der stod"INKA Trek". Cool :-) Alle bærerne skulle også iggen dette tjekpoint, hvor de skulle have vejet deres baggage. Efter nye regler måtte de nemlig ikke bære mere end 25 kg. Tidligere bar de op til 50 kg. Det så nu stadigvæk helt vildt ud når man så en lille mand fra Peru i sandaler, som slæbte på en rygsæk som var større end ham selv. Selv om de slæbte på så meget, så småløb de afsted på ruten.
Peter, Anders og jeg fandt hurtig sammen, og fulgte ad hele vejen, mens de andre var en del langsommer end os. Det var en fantastisk fed gåtur med super fede udsigter ud over de forskellige bjerge og dale. På vjergskråningerne gik der geder, køer og heste. Vi så desuden papagøjer, som fløj forbi i dalen under os.
Turen som var på ca. 12 km, var letter kuperert, men ikke særlig hård. Vi gik i ca. 4 timer, og undervejs pacerede vi 3 Inka ruiner. Hver gang vi nåede til en af disse ruiner blev vi nødt til at vente på de andre, så vores guide kunne fortælle omkring ruinen, og Inkariget. Det var lidt sjovt, for det var det samme han sagde hver gang:-) enten var det et tjekpoint, eller et hvilested og når der var en firkantet bygnib var det enten et posthus eller er opbevaringsrum til sidste begyndte vi at lave grin ned det, og gik og udpegede posthuse på hele ruten :-)
Langs hele inkastien er der lavet tjekposter og hvilesteder, og mindre byer. Der ligger derfor flere hundrede ruiner spredt ud over Inkastien, og derfor er der jo en del posthuse at udpege Bjergene og ruinerne gav en perfekt baggrund til vores fotos, og derfor var kameraet fremme heletiden. :-) Vores ynglingsmotiv var en stor lort, som vi fandt midt på stien.. Den lignede næsten et kunstværk med striber og runde former. Vi brugte meget tid på at diskutere, hvilket dyr, der havde lagt denne lort, og hvad dette dyr måtte fejle siden den lagde den slags mærkelige lorte. Jeg har desværre ikke kunne oploade dette foto, da jeg tog det med mit camera og ikke med min Iphone, men så har i jo noget at glæde jer til, når jeg kommer hjem :-)
Under hele turen var vejret meget omskifteligt. Det ene øjeblik skinnede solen, og vi kunne gå i T-shirt, og det næste øjeblik regnede det, og vi måtte finde jakker og regnjakker frem. Tror jeg fik taget min regnjakke af og på ca. 30 gange på den tur. :-(
Da vi nåede til vores lejer havde bærerne alleredde sat vores lejer op. Vi skulle bo i 2-personerstelte. Da jeg rejste alene fik jeg mit eget telt, hviklet var dejligt, da jeg så kunne rode lidt mere i teltet :-) Jeg er jo ikke den mest rydelige, så det var nok meget heldigt, at jeg fik et telt for mig selv.
Teltlejren var blevet opsat ved en stenbygning, som virkede som koebmand, køkken og toilet. I køkkenet løb der ca. 20 stk. marsvin rundt på gulvet. Grunden til at de gik her, var at så blev de ikke stresset, og derved blev kødet bedre, når de skulle spises :-) Marsvin er nemlig en stor delikatesse her i Peru. Nu har jeg jo for vane, at spise lidt underlige ting, når jeg rejser, så mon ikke også at jeg skal prøve et grillstegt marsvin :-)
Da de sidste ankom til lejeren var der Te tid. Der blev servert popkorn og kiks til teen, så det var et helt lille måltid. Jeg behøver vel ikke skrive, at det var koka the, som de serverede. På grund af regenen og kulden blev jeg nødt til at overgive mig, og drikke deres the. Tænkte det var bedst at få noget varmt at drikke, så jeg kunne undgå at blive syg. :-)
Efter teen var der aftensmad. Utroligt hvad den kok kan fremtrylle under disse forhold. Maden bestod af en trerettes meny, med suppe, pasta, og æble med kanel til dessert :-) Det smagte vildt godt :-)
I træerne rundt om vorest telte fløj der kolibrier rundt og bestøvede blomsterne(eller hvad de nu gjorde ved de blomster) men det lykkedes mig desværre ikke at fange dem på et foto, da de var sindsyg hurtige. Det så vildt imponerende ud, når de svævede i luften, og stod helt stille, mens derers vinger baskede afsted, i et vildt tempo.
Da solen gik ned blev der kulsort, og meget koldt. Derfor gik vi i seng kl. 2000, da vi måtte i soveposen for at kunne holde på varmen :-) Jeg var nu også så træt at jeg faldt i søvn øjeblikkeligt, og det på trods af at der gik et æsel lige uden for mit telt. Det var nu så hyggligt at falde i søvn til lyden af et stort grimt dyr, der tygger på græs :-)

Dag 6.
Trods kulden om natten (ca. 4 grader), havde jeg ingen problemer med at sove. Jeg vågnede dog frisk og udhvilet kl. 5. Så kunne jeg jo bruge den næste time på at læse, mens bærerne tilberedte morgenmaden. :-)
Kl. 0600 blev vi officielt vækket. Det skete ved, at der blev råbt :"Senior", og så blev teltet åbnet, og man fik stukket et krus med kokathe i hånden. Man kan virkelig ikke undgå de kokablade i dette land. :-) Men det var nu meget rart med en varm drink, inden man skulle ud af den varme sovepose :-(
Da vi var faerdig med at pakke vores rygsække, stod morgenmaden på bordet. Den bestod af pandekager med banan og chokolade:-) Damm det smagte godt :-) Mens vi spiste morgenmaden havde bærerne pakket alle teltene sammen, og vi var derfor klar til afgang kl. 7.
Dagens etappe var klart turens hårdste. Vi havde sovet i 2900 meters højde, og skulle vandre op til 4250 meters højde . Lige fra starten, og indtil toppe gik det opad. Det meste af vejen var det trappetrin, men enkelte steder fladede det så meget ud, at det var en grus sti uden alt for mange trin.
Jeg lagde ud med at følges med Peter og Anders, men alleredde efter 5 min gang krævede de en pause, og jeg kunne høre og mærke på dem, at mit tempo, var alt for hårdt, til at de ville kunne følge med. Vi besluttede os derfor for at jeg bare skulle gå mit tempo, og så kunne vi mødes på toppen.
Jeg begyndte herefter, at gå rigitg hurtigt. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne bruge det som træning. Derfor fandt jeg et tempo, hvor jeg kunne mærke, at min puls var høj, men ikke så høj, at jeg ikke ville kunne holde til toppen. Jeg begyndte straks at indhente grupper af folk på bjerget. På et tidspunkt indhentede jeg ogsa 4 lamaer, som gik op ad bjerget uden nogen ejer til at følge dem. Jeg var nu ikke helt tryg ved at skulle overhale dem, på den smalle sti, men de angreb mig da heldigvis ikke, selv om jeg syntes den ene kiggede ondt på mig:-)
Den første del af ruten foregik gennem et skovområde, med træer og vandfald. Det var derfor eb rigtig smukt, men ogsaa varmt del af ruten. Vejret var på dette tidspunkt perfekt med sol, og varme.
Da jeg nåede op i 3600 meters højde holdt jeg min første pause. Indtil da havde jeg tvunget mig selv, til at fortsætte, trods mine lunger og ben skreg om pause. Det var værste, når trinene blev for høje. Så kunne jeg slet ikke styrre min puls og min vejtrækning. Måske er det fordi mine ben er så korte, at jeg ikke kunne lide de høje trin. :-). Jeg havde dog ingen problemer med højden. Flere fra min gruppe havde alleredde hovedpine og kvalme, da de nåede op til 3600 meters højde.
Efter den korte pause, fortsatte jeg mod toppen. Da jeg nåede op til 3800 meter pacerede jeg den sidste bod, hvor det var muligt at købe vand og slik. Jeg valgte dog at fortsætte uden at holde pause, da jeg ikke følte mig specielt sulten eller tørstig på dette tidspunkt. Desudden havde jeg en plan om at gå til toppen, og så gå ned igen, for at mødes med Peter og Anders.
Da jeg nåede op i 3900 meters højde pacerede jeg den sidste bærer, og var nu den forreste af alle 500 mand, som befandt sig på dette bjerg . Vi var på dette tidspunkt kommet så højt oppe, at der ikke længere var beplantning, og stien gik nu op ad de bare klippevægge.
De sidste 300 højdemeter var hårde. Trappetrinene var høje og stejle, og man kunne virkelig mærke, at luften var meget tynd her. Alligevel tvang jeg mig selv til at fortsætte. Da jeg var ca. 50 meter fra toppen tog jeg min rygsæk af og gemte den i noget buskads oppe på klippesidden. Efterfølgende gik jeg det sidste stykke vej mod toppen Jeg nåede toppe efter 2 timer og 15 min, hvilket min guide efterfølgende fortalte mig, var det hurtigste en turist nogensinde havade klatret op på.
På toppen tog jeg et par fotos inden jeg begav mig ned af. Vejert var stadigvaek godt med sol og varme. Det var dejligt let at komme ned af bjerget, og jeg småløb hele vejen. Det var både sjovt og farligt, at løve ned af alle trappetrinene. Men nu gik det heldigvis godt :-)
På vej ned kunne jeg rigitg nyde de fede udsigtet til de omkring liggende bjerge. Flere af dem havde sne på toppen. Jeg standesde også op et par gange og fik taget nogle fede fotos. :-)
Da jeg var nede i 4000 meters højde mødte jeg den første af bærerne. Han var meget imporneret over, at jeg alleredde havde været på toppen. Jeg var nu mindst lige så imponeret over, at han kunne være nået så langt op på bjerget med den kæmpe rygsæk, som han havde på ryggen.
Nede ved "købmanden" i 3800 meters højde mødte jeg Peter og Anders. Peter havde det ikke så godt. Han havde haft kvalme og hovedpine den sidste time. Vi aftalte, at de skulle begynde at gå mod toppen, og så ville jeg komme og indhente dem senere.
Jeg fortsatte efterfølgende med at løbe ned af bjerget. Da jeg nåede ned til 3600 meters højde, mødte jeg de sidste 4 i gruppen, samt de to guider. Specielt den kvindelige hollænder var meget presset. Jeg fik derfor hendes rygsæk på ryggen og sammen gik vi op til "købmanden" i 3800 meters højde. Da jeg startede med at gå op igen fortrød jeg et kort øjeblik, at jeg var gået ned af bjerget igen. Pludselig kunne jeg mærke, at min ben var blevet trætte, og at jeg ikke havde den samme lethed, som første gang jeg besteg bjerget:-( Der var dog ikke så meget at gøre ved det, og jeg måtte jo så bare kæmpe resten af vejen op. Havde jeg vidst det på forhånd, så havde jeg nok ikke løbet helt så langt ned af bjerget:-;
Da vi nåede op til "købmanden" besluttede jeg mig for at jeg havde fortjent en cola og en Snickers. Der var dog ikke tid til at nyde colaen, da vejret havde skiftet voldsomt, og det var derfor koldt. Der regnede kraftigt, og det blæste.
De andre fra gruppen var dog så trætte, at de ville blive ved "købmanden" i 20 min for at samle kræfter. Dette gad jeg ikke vente på, da jeg frygtede, at jeg ville blive syg, hvis jeg stod stille. Derfor fortsatte jeg mod toppen igen.
På vej op ad det sidste stykke mødte jeg 3 norske piger/damer(40-45 år) 2 af dem havde det meget dårligt, mens den sidste var i ret god form. Jeg fortsatte derfor mod toppen sammen med hende.( hun hed Tone og var 42 år, hun dyrkede en dek sport, og var derfor i ret god form) De sidste 300 højdemeter var hårde første gang, men det var ingen ting i forhold til hvor hårdt det var denne gang. Til sidst gik vi 20 trin og holdt 20 sek. pause. I 4000 meters højde overhalede vi Peter og Anders. Peters hovedpine var blevet meget værre og han kæmpede for ikke at kaste op. Men han var dog ikke så syg, at han ville overlade sin rygsæk til mig. Han vidste nok, at han ville komme til at høre for det på resten af turen, hvis han gjorde det.
Lige inden toppen skulle jeg hente min rygsæk, som lå gemt i buskadset ca. 20 meter oppe af en skråning. Da jeg kravlede der op fik jeg pludselig en krampe i låret:-( Jeg kunne næsten ikke komme ned igen, fordi jeg ikke kunne få krampen til at gå væk. Heldigvis kunne jeg med hjælp fra nordmanden få strakt mit ben ud, så krampen endelig forsnvandt, og så kunne jeg selv kravle ned:-) Redet af en nordmand hehe..
Tone og jeg nåede toppen, da der var gået ca. 4 timer og 20 min. Vejret var på dette tidspunkt helt vildt. Der haglende og blæste på samme tid, og tempratyren lå på ca 4 grader men vinden gjorde at set føltes som 10 minus grader. Selv om vi iklædte os 2 jakker, regnslag, hue, og vanter, så frøs vi stadigvaek helt vildt. Det hjalp heller ikke at lave englehop :-(
Peter og Anders nåede toppen, da vi havde ventet i ca. 20 min. Straks efter begydte Peter Ander og jeg at gå ned af, på den anden side af bjerget. Den stakkels nordmand måtte forblive på toppen og vente på hendes veninder. Hun kom til at vente i ca. 30 min mere, og var hvis helt stivfrossen, da de endelig nåede op.
I takt med at vi kom længere og længere ned, blev vejert bedre og bedre. Der blev lunere, og det regnede ikke helt så kraftigt, men regnen standsede dog aldrig helt. Selve nedturen var hård fordi man skulle koncenterer sig hele tiden. Desuden var trinene glattte, fordi det regnede så meget.
Da vi nåede ned til lejeren, var teltene slået op, og vi kunne komme i noget tørt tøj, og ligge os i soveposerne. Inden jeg lagde mig ind i soveposen, var jeg nede og bade i floden. f*** det var koldt, men bagefter føltes det dejligt. Peter skulle tage et foto af mig, mens jeg badede i floden, men han er ikke lige det største tekniske geni, så jeg var rimlig presset af det kolde vand, og måtte til sidst råbe:" få så taget det foto". Da han endelig fik snøvlet sig færdig med fotoet, kunne jeg ikke længere mærke mine tæer :-)
Efter et par min i soveposen, var jeg heldigvis lun og tør igen. Ca. 2 timer senere ankom de sidste fra vores gruppe til lejeren, og vi kunne spise frokost:-) Der gik yderligere 3 timer før alle var kommet ned fra bjerget. Efter frokost skulle jeg lige spille smart og hoppe op på en stor klippe, så de andre kunne tage et foto af mig, men jeg var nok lidt for frisk og optimistisk, da jeg hoppede der op, for det endte med at jeg fik krame i maven. Det blev vist en ynkelig positur jeg fik på det foto.:-)
2 time efter frokosten var der eftermiddags the med popkorn, og kiks, og 50 min efter var der aftensmad. Vores måltider den dag blev derfor noget komprimeret :-)Jeg var derfor meget mæt og fyldt som en spærreballon, da jeg vaklede ind i teltet for at sove.
Inden jeg gik i seng, var lige nede i nordmændenes lejer. De to som havde haft det dårligt havde heldigvis fået det meget bedre. Det havde hjulpet, at vi var gået så langt ned af bjerget. Her i lejren(3600 meter) var der meget mere ilt i luften, end der var oppe på bjergpásset.
De fortalte at de boede på svalbard i norge, hvilket ligger meget tæt på nordpolen. Jeg glemte desvaerre at få udvekslet facebook adresser, det kunne ellers have været spændende at komme til Svalbard engang. Der er både isbjørne og hvaler. Om sommeren er det lyst hele døgnet og om vinteren er der mørkt hele døgnet. :-) Der røg den mulighed for en billig ferie. Også dumt jeg ikke tænkte på at få deres facebook.
Kl. 20 sov jeg som en baby.

Fra vi naede toppen af bjerget og indtil næste morgen regnede det konstant. :-( Heldigvis holdt mit telt tæt.