Dag 7 og 8 Inkastien og Machu Pichu

Dag 7
Det var lidt trist at vågne til lyden af regn mod teltet. Det havde regnet kraftigt hele natten, og jeg havde været bekymret for om teltet mon kunne modstå den megen regn. Heldigvis var det kun i fodenden af teltet, at der var en smule vådt. Tanken om at jeg snart skulle ud og vandre i det kraftige regnvejr var bestemt ikke tiltalende

Det hjalp dog lidt på humøret, da jeg kl. 05:30 fik overrækt en kop kokathe. Ved ikke om det var den varme væske, eller efekten fra kokabladene der hjalp på humøret. 

Da rygsækken var pakket var det tid til morgenmad. Morgenmaden bestod af boller med syltetøj, og varm havregryn drik. Det smagte faktisk rigtig godt.

Efter maden begynde vi på dagens vandretur. Dagen bød på ialt 16 km vandring, og undervejs skulle vi op over 2 bjergpas. Vores teltlejer lå i 3600 meters højde, og det første bjergpas lå i 3950 meters højde. Den første times vandring gik derfor kun opad.

Jeg valgte at blive sammen med Anders og Peter, og sammen gik vi stille og roligt opad det første bjerg. Opturen var kold og våd. Der regnede så meget, at stien havde forvandlet sig til et vandfald. Det betød desværre at vores sko og strømper blev gennemblødte.  Vores tøj var selvfølgelig også gennemblødt. Når det regner så meget, så hjælper en regnponcho ikke meget. 

Da vi nåede toppen fik vi følgeskab af vores guide Pablo og den norske kvinde fra dagen før. Oplevelsen fra dagen før gjorde at hun valgte at følges med os ned af bjerget uden at holde pause på toppen. Hun var vist godt klar over, at det ville blive alt for koldt igen at skulle vente på hendes veninder

Det var ret svært at gå ned af trinene, når vandet væltede ned over trinene, men det lykkedes at komme ned i den første dal uden at brække noget. Vi var dog tæt på at falde et par gange, men fik heldigvis genvundet ballancen.

I den første dal var der en stor Inka borg. Pablo brugte ca. 10 min på at fortælle om borgen, men tror ikke rigtig, at der var nogen, der lyttede efter. Vi ville alle bare videre så hurtigt som muligt, da det var møg koldt at stå stille i det våde tøj i regnen. Derfor var vi gode til at nikke bekræftende uden at lytte til hvad han sagde. Da han sluttede af med at spørge om der var nogle spørgsmål råbte vi alle i kor:"nej". Hvorefter vi straks begyndte at gå videre for at sikre os, at han ikke pludselig kom i tanke om at han havde glemt at fortælle noget

De næste 45 min gik det igen stejlt opad inden vi nåede dagens sidste bjergtop. På toppen lå der selvfølgelig endnu en ruin, som vores venlig men utrolig langsomt talende guide skulle fortælle en masse om.  det var sku en kold fornøjelse at høre om. Specielt fordi han blot endnu engang sagde at det enten var et posthus eller en lager bygning

De sidste 8 km ned til vores lejer forgik i løb ned af de mange trin. Nu ville vi bare ned af det bjerg i håb om at vejret var bedre når vi kom længere ned af bjerget. Den næste lejer lå i 2600 meters højde, så vi skulle ca 1000 højdemeter ned af bjerget. Derfor var der en reel mulighed for at vejret var bedre der nede.

Da vi var ca. Halvvejs nede nåede vi ned til en subtropisk jungel. Indtil da var da ingen vegitation rundt om Inkastien. Det var rigtig flot at bevæge sig ned gennem junglen, og træerne gav lidt læ for regnen. Man kunne også mærke at temperaturen var steget en smule. Den højere temperatur sammenholdt med at vi løb ned af trinene gjorde, at vi ikke længere frøs.

Da vi næsten var nede i lejren havde vi valget mellem at gå direkte til lejeren eller gå en omvej på ca. 20 min, og derved komme til endnu et inka site. Nu da vi ikke frøs valgte vi selvfølgelig omvejen. Det var helt sikkert også omvejen værd. Det var en af de mest imponerende inka ruiner vi havde set. Den blev også ekstra spændende, da vi fandt ud ad, at ruine var beboet af søde lamaer. 

Efter omvejen gik vi det sidste stykke vej til lejren. Lejren lå lige op ad junglen, så det var med at huske, at holde teltene lukket, så der ikke kom slanger eller ederkopper ind i teltene

Mens vi var i lejren blevet vejret bedre, og det holdt endelig op med at regne. Solen begyndte enda at skinne. Vi satte os derfor op på taget af en toilet bygning og nød solen og udsigten ud over bjergene. Vi prøvede også at tørre vores tøj på taget, men det lykkedes desværre ikke, da solen forsvandt bag en bjergtop. Tøjet var nok også bare alt for vådt:-(

Da de andre fra gruppen ankom ca. 2 timer efter vores ankomst, blev der serveret frokost. Vi var sku også blevet noget sultne på dette tidspunkt, da det var ca. 8 timer siden vi sidst havde fået mad.

Efter frokosten besøgte vi en gammel Inkaby, som lå lige ved siden af lejren. Den var så endnu mere imponerende end den sidste ruin vi havde set. På en af terasserne ved ruine gik der en Lama og græssede. Jeg observerede den på ca. 50 meters afstand, og jeg gjorde efterfølge Peter opmærksom på lamaen, hvorefter han hårdnakkethed påstod, at det var en ged og ikke en Lama.Vi måtte helt hen til dyret, for at få afgjort diskussionen. Til sidst måtte han dog bøje sig og indrømme, at det var en Lama. Han var ikke meget for at indrømme at han havde taget fejl, da han syntes det var lidt pinligt at han ikke kunne kende forskel på en ged og en Lama. Såecielt fordi han er landmands søn og har jagttegn.

Han et sku en rigtig sjov fyr, som sommetider siger de mærkeligste ting. Under aftensmaden faldt snakken på bryllups traditioner, vores guide fortalte bla. at en kvinde i Bolivia skulle kunne skrælde en kartoffel i et stykke, uden at skrællen knækkede. Ellers kunne hun ikke blive gift. Så fortalte hollænderne, at i Holland blev der ikke gjort så meget ud af brylluper mere, og at flere bare blev gift hjemme i deres hjem, da man kunne"leje" en fra kommunen til at vie dem. Da Peter hørte dette udbrød han på engelsk :" i Danmark kan man leje en dværg". Anders og jeg var selvfølgelig flade af grin, mens Peter argumenterede for, at det var meget relevant det, som han netop havde sagt, fordi man typisk lejede en dværg til en polterarben. Derfor havde det relevans til bryllup snakken. Han er sku sjov:-)

Kelly fra Belgien blev helt tris, da hun hørte man kunne leje en dværg, og vi måtte berolige hende med, at han ikke skulle bruges til at kaste med. Det berolige hende lidt, men jeg tror hun tænkte at Danmark var et forfærdeligt land

Efter aftensmaden var der blevet tid til at sige farvel til vores bærer, da de ville forlade os meget tidligt den næste dag De skulle nemlig nå et tog alleredde kl. 5. I den anledning havde vi indsamlet drikkepenge til dem. Pengene lå i 3
2 stk. konvolutter. 1 stk. Konvolut med 420 kr. til de 6 stk bærer og 1 stk. konvolut med 80 kr. Til kokken. Det var Anders da fik"æren" af at overrække konvolutterne. Den første der skulle have var kokken. Anders overrækte ham smilende konvolutte, og der blev sagt et par rosende ord om kokkens kogekunst.

Herefter var det bærernes tur til at få overrakt deres konvolut, og det var så her, at det gik op for Anders, at han havde givet kokken de 420 kr istedet for de 80 kr, som han skulle have haft. Det var derfor en meget trist kok, der måtte aflevere hans konvolut tilbage. Denne fejl fik selfølgelig ikke lov at gå ubemærket hen, og Anders fik at høre for dette resten af aftenen. 

Aften sluttede også fantastisk da jeg for første gang i 3 dage kunne producere en lille ofregave til toilet guden. Den var dog alligevel ikke helt så imponerende som den vi havde set på stien 2 dage før, men alligevel var det stort endelig, at få gang i maven( ved godt Carina syntes jeg er barnlig nu)

Peter og Anders fik også gang i deres maver for første gang på denne tur. Derfor var vi i et vældigt humør, da vi gik tilbage tul teltene for at sove. Peter og Anders's humør skiftede dog hurtigt, da det gik op for dem, at de ikke havde lukket deres telt. Dette fandt jeg selfølgelig morsomt, og jeg kunne da lige bidrage med en par historier om slanger og ederkopper, som elskede en varm sovepose, eller en rygsæk. De gennemgik alt deres baggage inden de turde ligge sig til at sove

For at få mit tøj tørt lagde jeg det våde tøj i bunden af min sovepose i håb om at min kropsvarme ville kunne tørre tøjet i løbet af natten. Det var godtnok lidt fodkoldt i starten, men jeg faldt alligevel Isøvn med det samme

Dag 8.

Kl. 0330 blev jeg vækket af bærerne og fik endnu engang overrækt en kop the. Mens jeg drak theen kunne jeg desværre konstater at regnen trommede kraftigt mod teltet Heldigvis var mig tøj i soveposen blevet tørt , så helt skidt var det da ikke.

Denne morgen var der ikke morgenmad, men vi fik istedet udleveret en snaxkpose indeholdende nogle kiks og en appelsin. Det er åbenbart ikke kun dyr Peter har svært ved at skelne mellem, for han påstop i langtid, at det var et æble, som var i posen. Han ændrede først mening, da Anders og jeg skrællede vores"æble"

Da vi var færdig med at pakke vores rygsæk starte vi på vandreturen. Vi skulle kun gå i ca. en time inden vi ville ankomme til solporten, hvorfra der ville være udsyn ned over Machu Pichu.

Først skulle vi dog vente i kø ved en port, som fungerede som sidste kontrolpost på Inka stien. Porten åbnede først kl 0530, så vi fik lige 1,5 times pause inden vi kunne komme igang med sidste etappe.

Guiderne havde fortalt, at sidste tur ville blive et kapløb, da alle gerne ville komme først, så de kunne få taget nogle fotos, inden der vrimlede med turister.

Mens vi stod og ventede holdt det op med at regne, og vi kunne pakke regnponchoen væk. Så var det også nemmere at løbe, når engang porten åbnede 

Kelly og Frederik fik også en positiv overraskelse, da vi stod og ventede, idet en ærlig guide redede deres ferie. Han havde fundet deres pas, penge og kreditkort på toilettet, og han var så venlig at aflevere det hele

De var ikke engang klar over at de havde glemt tingene. Lidt skuffende gav de ikke guiden en findeløn, hvilket vi andre fandt mærkeligt. Uden pas og penge, ville de have været i store problemer. Det ville derfor havde været på sin plads med en belønning

Da porten blev åbnet kl. 0530 begyndte folk straks at småløbe for at komme først. Der gik dog ikke længe før de fleste slog over til gang, mens andre helt standsede op, for at få vejret.

Der var ca. 30 personer foran os inden vi startede, men der gik alligevel ikke mere end 10 min før Anders og jeg var de forreste.

Peter kom ikke lige med, da vi overhalede en stor gruppe, og han blev derfor fanget bagved gruppen på et smalt sted, hvor han ikke længere kunne overhale. Da han endelig slap fri var Anders og jeg langt foran.

Anders og jeg løb/gik så hurtigt, som det var muligt. Efter 30 min løb var vi nået til solporten. De sidste 5 min kravlede vi op ad trin, der var så stejle, at man skulle have hænderne til hjælp for at komme op.

Da vi nåede toppen, var det et skuffende syn der mødte os. Vi kunne nemlig ikke se noget, da der var total tåget

Vi var derfor ikke sikre på at det var det rigtige sted, og fortsatte derfor med at gå ned af bjerget, i håb om at udsigten kom rundt om det næste hjørne. Den kom bare aldrig, og efter 10 min måtte vi indse, at vi havde været det rigtige sted. Vi måtte derfor gå op igen for at mødes med den andre. 

Da vi nåede toppen igen var de andre lige ankommet, og vi gik sammen ned ad trinene indtil vi nåede ned i den imponerende Inka by.

Nede i byen var der så tåget, at man kun kunne se ca. 30 meter frem for sig. Alligevel kunne man godt fornemme, at bygningskomplekset var imponerende.

Inden vi skulle på guidet tur i byen fik vi lige tid til at besøge et cafateri ved indgangen til Machu Pichu. Priserne var dog vildt opskruet, så vi nøjes med en sodavand til 26 kr. Lidt vildt at vi kun betalte 10 kr. For en sodavand på Inkastien. Der måtte de jo bærer alt op med håndkraft, hvorimod de kunne transportere alt til cafateriet i bil. Derfor fandt vi prisen på 26 kr. vildt opskruet. Havde det været omvendt med priserne kunne vi have set fornuften i det. Derfor blev vi sku alligevel for nærrige til at købe noget mad selvom vi var vildt sultne. Men to af os, er jo også jyder, så intet unormalt i det

Efter cafeterie besøget havde vi en to timers guidet tur i komplekset. Tror helt sikkert, at det han fortalte var spændende, men jeg var sku ikke så opmærksom, da jeg stadigvæk var meget skuffet over, at jeg ikke havde fået taget et godt foto af Machu Pichu

Da rundturen var færdig valgte de andre fra gruppen af forlade. Machu Pichu, for istedet at tage en bus ned til Agua Calientes, som er en hyggelig by, der ligger ca. 8 km fra Machu Puchu.

Anders, Peter og jeg havde dog ikke opgivet, at få det FOTO. Vi vidste jo også at vejret er meget omskifteligt i disse bjerge. Det havde vi da fået af mærke de sidste 3 dage, hvor vejret havde skiftet konstant.

Vi gik derfor op oven over byen og satte os til at vente på at vejret skulle blive bedre. Mens vi sad her kom der en ældre Sydamerikansk dame hen mod mig. Måden hun gik på så meget mærkelig ud, og jeg blev sku lidt skræmt. Hun nærmede sig ved at tage sidelænse skridt. Det så vildt mærkeligt ud. Da hun var helt hende ved mig, sagde hun noget på spansk, mens hun lagde armen omkring mig. Jeg blev efterfølgende opmærksom på en yngre sydamerikansk kvinde son stod med et kamera, og det gik nu op for os, at den ældre kvinde blot ønskede at blive fotograferet med mig.

Hvorfor fandt vi aldrig rigtig ud af. Enten var det mit blonde hår, eller også troede hun bare jeg var en berømthed. Ligemeget hvad så var det vildt underholdende og underligt. Jeg spurgte den unge, om det var fordi jeg var så smuk, hvilket hun svarede "yes"til. Hendes engelsk var desværre så dårligt, at vi aldrig fik svar på hvorfor de ville fotograferes med netop mig.

Da vi havde ventet i ca. en time skete der det mirakuløse, at skyerne lettede, og pludselig så vi hvor stort og imponerende dette kompleksa var. Det var et fantastisk syn. Den næste time blev det fotograferet på liv og løs. Tror vi tilsammen tog 300 fotos. Det var dog ikke hele tiden vi kunne tage fotos. Vejret skiftede hele tiden fra total tåget til helt klart.

Vi var helt euforiske, da vi begav os mod udgangen. Det vat bare så fedt, at vi var blevet i tågen, og var blevet belønnet med nogle fantastiske fotos. Ved udgangen fik vi et Machu Pichu stempel i passet. Utroligt, at de giver den slags stempler i et officielt dokument. Næste gang jeg kommer til Fårup sommerland, så vil jeg også høre, om de ikke har et stempel, jeg kan få i mit pas

Istedet for at tage busen ned til Agua Calientes valgte vi at løbe ned af trapperne der førte fra Machu Pichu, og ned til dalen, hvor Aqua Calientes ligger. Tanken om de fede fotos gjorde, at intet kunne slå os ud. Heller ikke da det begyndte at vælte ned med vand de sidste 3 km ind til byen.

Da vi nåede byen var der en time inden vi skulle mødes med resten af gruppen. Den time brugte vi til at besøge de varme kilde som har givet navn til byen. Det var vildt dejligt at ligge i den 40 grader varme vand, mens regne væltede ned. Skønt at blive vasket for første gang i 4 dage. Bare ikke så fedt, at skulle trække i det samme våde tøj igen

Til frokost mødtes vi med de andre, de var meget misundelig over vores fotos. Jeg er ret sikker på at de fortrød, at de ikke også var blevet på bjerget. Efter frokosten blev det sagt farvel til Georg og hans kone, som skulle med et andet tog. De var nu nogle rigtig flinke Hollændere, og kommer da heltsikkert til at savne deres selskab.

Inden vi skulle med toget var der lige tid til at gå på suvunirs jagt. Desværre kunne jeg ikke finden en fotoramme til køleskabet, som jo er den enste type suvunirs som jeg gider eje. 

I toget kom vi til at snakke med en stor gruppe englændere, som havde været på sammetur. I gruppe var et lesbisk par, hvor den ene var politibetjent og den anden var fængselsbetjent. Så der var jo nok at snakke om Det blev også aftalt, at vi skulle mødes med den anden gruppe på en bar i Cusco senere på aftenen, så vi kunne fejre, at vi havde overlevet Inkastien.

Tilbage på hotellet var det en fornøjelse at få et varmt bad og noget rent tøj på. Det var virkelig også tiltrængt. Jeg lugtede bestemt ikke af lagkage. 

Da vi havde aftalt at mødes med gruppen ved mac d, var det jo naturlig, at spise aftensmaden på dette fantastise sted

Bagefter gik vi på bar/disko, hvor vi mødtes med den anden gruppe. Det var en kæmpe gruppe på 16 personer, hvoraf de fleste var fra England, men der var også et tysk og et østriske par. Det blev derfor hurtigt festligt.

Der gik dog ikke så længe før trætheden meldte sig. Peter og Anders var de første der måtte give op, og tage hjem. Belgierne og jeg gik kort efter. Kloken var vist ikke mere end 1, da vi tog hjem, men jeg var godt smadret. De 5 mojitos havde nok også gjort deres effektUden for baren blev der sagt farvel. Det blev aftalt, at vi skulle holde kontakten ved lige på facebook. Jeg har heller aldrig været i Belgien, så rart med en kontakt der nede

Da jeg kon tilbage på hotellet smed jeg mig på sengen og faldt i søvn øjeblikkeligt. Det var nu dejligt igen at sove i en seng