Det er ikke fordi, jeg kommer ud for særligt mange nervepirrende, dramatiske og utrolige ting som orkaner eller politikerskandaler. Men jeg mener stadig, det er på sin plads med lidt opdateringer fra Italien, hvor diskussioner om tandbørstning, lektier og tv-tid stadig er det helt store.

Den største nyhed er uden tvivl, at jeg skal med familien til New York om et par dage, tirsdag d. 5. november. Det er jeg glad for, men det var absolut ikke en beslutning der kom nemt til mig, og jeg grublede og overvejede i lange baner, før jeg fortalte Guendalina, at jeg ville tage med. På positivsiden var, at jeg kunne komme på en efterårstur til New York, nyde stemningen, få et afbræk og få endnu en god oplevelse sammen med børnene og familien. På negativsiden var så lige det dér med, at jeg selv skulle betale flybilletten, at det faldt lidt uheldigt sammen med søskendebesøg i Rom, og så følte jeg mig lidt skeptisk anlagt ved at tage på en forholdsvist spontan tur til New York med en familie, som ikke engang er min egen. Efter at have tænkt over det i et par dage havde jeg egentlig gjort op med mig selv, at der ville blive ingen skøn amerikanertur til mig, men det fik en ti minutter lang telefonsamtale med min mor ændret på. Hun hjalp mig med at liste fordele og ulemper, og så var det pludselig som om fordelene vejede tungere end ulemperne. Da jeg øjeblikket efter fortalte Guendalina, at jeg ville tage med, gav hun mig et stort kram, og da børnene hørte, at jeg skulle med, udbrød de også i skrig og jubel og kram til alle sider, og så føltes det jo som den ganske rigtige beslutning, jeg havde truffet. Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg glæder mig rigtig meget nu, og jeg tror, det bliver så dejligt med lidt nye omgivelser, da det er stortset det samme, jeg foretager mig hver eneste dag her. Og er der så ikke et ordsprog, der lyder, at man kan spare penge, når man bliver gammel? Hvis ikke, så burde der være det.

Derudover kan jeg nævne, at jeg er begyndt på italiensk kursus. Det er netop startet i tirsdags og foregår hver tirsdag og torsdag fra 15.30-17. Undervisningen finder sted i nabolandsbyen Bracciano, og jeg skal derfor tage en bus frem og tilbage, hvilket allerede har givet lidt problemer. Én dag kom bussen ganske enkelt ikke, så jeg ikke kunne komme til Bracciano i rette tid og en anden dag strandede jeg i Bracciano i regnvejr, og hvis ikke jeg havde tomlet hjem, skulle jeg have ventet i halvanden time på en ny bus. De kommende to uger kan jeg af gode grunde heller ikke komme til undervisning, men derefter er det min plan at tage stærk revanche, så jeg kan lære nogle flere smukke, italienske gloser, end dem jeg har opsnappet allerede. Jeg er startet på det allerlaveste niveau, og jeg er på hold med folk fra Bangladesh, Ukraine, Eritrea og Indien, så der er tale om en vældig international klasse. Mon ikke det nok skal blive interessant?

Jeg tror faktisk, at det var alt med nyheder fra Italien. En lidt sølle omgang, det beklager jeg. Børnene er stadig søde, selvom jeg nogengange har lyst til at kværke dem. Hunden Vasco er i bedring og har nu energi nok til at hoppe op ad mig af ren gensynsglæde hver eneste dag. Mama Guendalina er stadig flink og rar, og jeg spiser alt for meget pasta og hvidt brød.

Til gengæld har jeg lært at spise mozzerella og oliven.

Så kan man vel på sin vis også sige, at der sker banebrydende ting hér i Trevignano Romano.