Lørdag
Lisbeth, som er 70 år, er Steffens kusine. Hun flyttede til USA i 1967 med sin daværende mand, en læge fra Peru, som er Anne Maries far. De boede i New Jersey i mange år. Senere blev hun gift med David. De købte huset på Whidbey Island og flyttede dertil. David døde af kræft i hjernen i 1995.
Anne Marie hentede os på hotellet omkring kl. 10.30. Vi kørte til Mukilteo, hvorfra vi sejlede til Whidbey Island. Det tog et kvarters tid. Vi ankom til Lisbeths hus omkring kl. 13.30. Og sikke et sted! Det ligger ned til en lille bugt og har en fantastisk udsigt! Inden frokosten spillede Lisbeth et lille stykke Chopin på det flygel, som David fik sejlet hertil fra Danmark. Det gjorde hun rigtig godt! Man kan vist godt kalde hende en multikunstner. Huset er fuldt af hendes egne malerier og haven af hendes små statuer af sten. De balancerer uden nogen form lim - hun kalder det zen. Egentlig er hun uddannet sygeplejerske. Lisbeth er et af denne verdens gode mennesker!
Vi spiste på terrassen - glutenfri frokost til ære for Anne Marie. Det var lækkert og hyggeligt. Udsigten kunne man ikke blive træt af! Fra terrassen ser man nemt blå hejrer, isfugle og hvidhovede havørne. Steffen lærte at spille Angry Birds..... - nu vi er i kategorien - Lisbeth afdækkede vores personligheder med Marcel Prousts Spørgsmål..... Anne Marie fortalte om sin tidligere boss, der pruttede højlydt ved enhver given lejlighed..... Først på aftenen kørte vi en kort tur til stranden med en ny smuk udsigt, og derefter gav Steffen og jeg middag på en restaurant i Coupeville.
Jeg vågnede efter et par timer, desværre med en voldsom hovedpine som dén, jeg havde i ugerne inden afrejse. Hvorfor??? Jeg ved det ikke..... Måtte tage morfin to gange, inden jeg kunne holde det ud. Øv, det var lige det, jeg ikke håbede på! Jeg håber, at det var sidste gang på denne rejse!
Søndag
Dagen startede så smuk, som nogen dag kan. Skyfri og stille. Jeg drak kaffe på terrassen, til de andre stod op. Hovedet havde det fint nok nu, men morfinen havde givet mig kvalme. Men det var medicin nok at sidde og nyde udsigten!
Vejret er ekstremt varmt nu i hele det vestlige USA. På Whidbey Island betyder det 23 grader, i Seattle i dag 32 grader, mens der i Death Valley er over 50 grader! Hvordan man kan overleve det, er mig en gåde. Jeg var tilfreds nok med temperaturen på Whidbey.
Efter morgenmaden kørte vi på tur til Deception Pass helt mod nord, og derefter til Rosario Beach, som ligger på fastlandet. Jeg blev køresyg på grund af kvalmen og måtte ofre på vejen. Nå, men begge steder var der fantastisk smukt! Jeg henviser til mine billeder. Hjemme igen lavede Lisbeth lækker laks.
Anne Marie kørte os tilbage, nu til vores hotel Skyway Inn i lufthavnen, hvor vi havde planlagt at bo, så det er nemt, når vi i morgen tidlig flyver mod Honolulu. Det gør vi kl. 8.45. Så vinder vi yderligere tre timer, og det betyder, at tidsforskellen til Danmark bliver 12 timer. Nemt ikke?
Jeg har været glad for at besøge Seattle og omegn. Det korte ophold her yder nok ikke helt byen retfærdighed, men så er der jo anledning til at komme igen. Jeg ville også gerne se noget mere af staten Washington, ikke mindst den tempererede regnskov. Men ih, hvor jeg nu glæder mig til Hawaii!!!