Profile
Blog
Photos
Videos
Søvnen overmandede mig omkring kl. 20. Vågnede første gang kl. 22, så kl. 0.30 - begge gange med en fornemmelse af, at det måtte være næsten morgen.... Det lykkedes mig at sove til kl. 4, og det var også fint. Det gjorde underværker med noget søvn. Steffen sov lidt senere og vågnede kl. 6. Vi tog den med ro og købte lidt morgenmad i et meget velassorteret supermarked lige om hjørnet.
Det lykkedes mig at få udskiftet mit SIM-kort og med noget besvær at få det nye aktiveret, så nu har jeg et amerikansk telefonnummer frem til den 12. juli. Omme i Samoa har jeg igen mit danske nummer, og det koster sikkert kun ca. 500.000 kr. i sekundet at ringe dertil.... ;-)
Mit nummer er: +1 206 619 1926.
Vejret var solrigt fra morgenstunden, og temperaturen sneg sig i løbet af dagen helt op på 30 grader, hvilket er meget for Seattle. Vi kan jo lige så godt vænne os til varmen, som bliver standard fra på mandag.
Glade begav vi os afsted mod havnefronten og derfra til Pike Place Market, som er en blanding af mad og souvenirs til salg. Det eneste jeg købte, var en dejlig, saftig fersken. Vi har vist ikke rigtig fået omstillet os til den vestamerikanske tidszone, for vi blev ikke sultne samtidig, så vi spiste frokost ad to gange.... Derindimellem gik vi under jorden med Bill Speidel's Underground Tour - én times rundvisning i det gamle Seattle, under jorden! En glimrende oplevelse, både informativ og underholdende. Amerikanske guider ér bare gode! Som Steffen sagde, de var næsten stand up'ere.
Når man går rundt under jorden, går man faktisk i det, som engang var bygningernes stueetage. I slutningen af 1880'erne ønskede man at hæve grunden, så den ikke var så udsat for oversvømmelse, og så fyldte man simpelthen bare op, så den kom en etage op.
http://www.undergroundtour.com/index.html
Kl. 16 mødtes vi med Steffens søde grandniece Anne Marie foran hendes arbejde. Hun arbejder som fondraiser på en privat skole. Anne Maries mor, Lisbeth, er Steffens kusine. Det er hende, som vi skal besøge på Whidbey Island lørdag/søndag. Anne Marie, som ikke taler dansk, viste os først rundt på skolen. Det var interessant at se og høre om - jeg har i grunden aldrig været på en amerikansk skole. Der var skøn aircondition!!! Derefter gik vi på Van Trapp's ølstue og snakkede videre. Der var megavarmt!!! Anne Marie kørte os så tilbage til Queen Anne-kvarteret, hvor hun også selv bor. Her bød hun os på thai-mad.
Jeg synes, at jeg begyndte at vrøvle lidt til sidst...:-) Lidt træt igen måske, men det er der jo råd for. Vore veje skiltes omkring kl. 21. Anne Marie henter os lørdag formiddag og kører os til Whidbey Island. Den glæder jeg mig til at se!
- comments
Mor og far En rigtig afvekslende dag!
Hans Chr. Jeg prøver at spare op Søren,så jeg kan ringe et milisekund til dig på Samoa.
Søren Det vil jeg se frem til, HC!