Pearl Harbor blev angrebet af japanerne den 7. december 1941. Det kom fuldstændig bag på amerikanerne. Flere tusind mennesker mistede livet, heraf de fleste unge mænd i landets tjeneste.

Vi tog bussen dertil fra morgenstunden. Der er masser at se. Vi havde kun købt billet til mindesmærket for det amerikanske krigsskib USS Arizona. Det gjorde vi for flere måneder siden til den charmerende pris af $ 1,50/stk. Det generelle mindesmærke er dog åbent for alle uden billet, så vi brugte først noget tid på at kigge os omkring dér. Vi var enige om, at det var holdt på et forholdsvis sobert plan, ikke så overdrevet amerikansk som man kunne have frygtet. Nu hvor vi fejrede den amerikanske uafhængighedsdag i Pearl Harbor, fandt vi det dog passende, at et lille kor stillede op med patriotiske sange. Se fx den amerikanske nationalsang:

http://youtu.be/KQ2AfAapyqs

Vibratoen får for fulde gardiner! Man kan i hvert fald ikke beskylde dem for ikke at synge dybfølt....!

Den begejstrede læser/seer/lytter kan fortsætte her:

http://youtu.be/0LPzWqNsMjY
http://youtu.be/hPkHM5PLOmY

Så var det blevet tid til mindesmærket for USS Arizona! Vi fik først vist en film om baggrunden for angrebet på Pearl Harbor. Dernæst blev vi sejlet ud til mindesmærket, som ligger på vandet over krigsskibets vrag. Det var fint! Og så var turen slut. Vi spiste en kop portugisisk bønnesuppe, inden vi tog derfra.

Vi besluttede os for at tage en tur i regnskoven, nærmere betegnet Manoa Falls. Det tog kun 15 minutter at køre med bussen fra Honolulus centrum til Manoa. Samtidig kørte vi fra fuld sol til næsten overskyet vejr. Det er vist nærmest en naturlov her, at der ligger skyer over bjergene, og det er også i bjergene, at der falder mest regn. Mens der i Honolulu kun falder omkring 600 mm regn årligt, falder der i bjergene kun 20 km væk over 6.500 mm. Vi kunne mærke fugtigheden, straks vi steg af bussen. Vi troede egentlig, at vandfaldet lå en lille smuttur fra vejen. Det viste sig dog, at vi skulle lidt længere, og så opad, og så ad en mere og mere smattet sti. Det var det værd, for der var smuk natur! Og det lykkedes os at gennemføre uden at sætte os på vores respektive, men dog ikke uden at få mudder op ad benene.

Sådan var der så igen gået ni timer, siden vi tog hjemmefra. Vi købte salat med hjem fra supermarkedet. Det passer - for mit vedkommende - bedre til det varme klima, som stjæler min appetit. Til gengæld indtager jeg min egen vægt i væske.

I morgen (fredag) flyver vi til Hilo på øen Hawai'i, som faktisk kun kaldes Big Island, så det vil jeg også gøre. Dér - altså på Big Island - skal vi være til på torsdag. Vi bliver hentet i lufthavnen af Steffens antropolog-kollega, Kirsten, omend vi selv kan køre. Fra i morgen får vi nemlig bil, og jeg får chauffør... ;-)

Vi ses dér!