Sidst på formiddagen lørdag forlod vi Hilo i vores Dodge. Vi havde spist hyggelig morgenmad med Kirsten og John. Jeg fik vist ikke nævnt, at John taler et endog meget pænt dansk. De boede i Danmark de første fire år af deres forhold, og han har bestemt ikke glemt sit danske.

Vi kørte mod vest ad Big Islands nordkyst med første stop ved Akaka Falls (og Kahuna Falls), ikke så langt fra Hilo. Jeg tør godt at sige, at jeg aldrig har set så meget grønt. Det gælder sådan set hele den strækning, vi har kørt i dag. Vi skiftes til at sige 'ih'!' og 'åh!' - Det er svært at forestille sig en smukkere natur. Så, far, nu er vi måske lidt tættere på paradis.... ;-) Akaka Falls er et vandfald med et fald på 134 m. Smukt var det at se på. Klippevæggen er beklædt med lysegrønne alger, og vandet ender i et stort sort hul af lavasten. Lommekameraet åbnede taknemmeligt sin blænde. Når man går rundt i regnskoven, ser man en del planter, som man kender som stueplanter i Danmark. Her er de bare meget større, eller bladene er større.

Nu havde vi tænkt os at finde en botanisk have, som vi havde fået fribilletter til af vores biludlejningsfirma. Det gjorde vi bare ikke, for vi kom til at køre forbi. Der havde tilsyndeladende ikke været noget skilt ved hovedvejen, som vi havde regnet med. Vi gad ikke køre tilbage. Så vidt jeg ved, kommer vi forbi flere botaniske haver på vores tur videre. Så vi fortsatte til Laupahoehoe, hvor vi fandt en lille naturlig havn med et mindesmærke for tsunamiofre i 1946. Her kastede vi vores blomsterkranse i havet. Kirsten havde fortalt os, at det siges at sikre genfødsel. Man kan jo lige så godt forsøge.....!

Vi kom til vores bed and breakfast - Waipio Wayside - omkring kl. 15.30. Det ligger tæt på Waipio Valley, som vi dog gemmer til i morgen formiddag. Der er en smule havudsigt fra Waipio Wayside, men man kan ikke komme ned til vandet herfra. Huset er hyggeligt indrettet. Vi mener, at vi er de eneste gæster. Der er en dejlig terrasse, hvor det dog lykkedes Steffen at få føjet flere til sine allerede mange myggestik til trods for brug af jungleolie. Jeg har kun fået et enkelt lille stik uden brug af jungleolie, hvilket tydeligt illustrerer Steffens store popularitet blandt de små sataner. Synd for ham!

Nu har vi fået italiensk mad i den næsten eneste restaurant i den nærliggende flække, Honoka'a. Og så sidder vi og følger lidt med i flyulykken i San Franciscos lufthavn. Så en stille og rolig aften her.