Profile
Blog
Photos
Videos
I Noosa havde vi valgt at overnatte gratis på en parkeringsplads; dels havde en turist-agentcy-dame anbefalet det, dels var der 20 andre campere der havde taget den samme beslutning. Det var dog ikke helt smart, for lidt i 6 den næste morgen bankede det på bildøren, og en parkinspektør fortalte os (heldigvis rigtig sødt) at vi altså ikke måtte campere på offentlige steder i Queensland. Vi spillede meget overraskede, og heldigvis fik vi ikke nogen bøde :)
Så var vi vågne, og heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel - perfekt til en dag i Australia Zoo (Steve Irvins zoo). Vi smurte madpakker, og kørte forventningsfulde afsted. Da vi var kommet ind i parken, lagde vi en plan for hvilke dyreshows vi ville se. Således gik vi først mod elefanterne, for at håndfodre dem. Det var rigtig sjovt at mærke deres snabler da de skulle tage frugten ud af vores hænder - en våd, rug, behåret og overraskende hård snabel var, hvad vi følte.
Dernæst gik vi til Afrikaområdet, hvor vi så næsehorn, zebraer og giraffer der gik frit mellem hinanden. Australia Zoo bød også på en masse koalaer og kænguruer, som man kunne komme helt tæt på, klappe og fodre. Kænguruerne virkede ret sløve - for det meste lå de på siden i græsset og lod besøgende komme helt tæt på. Egentlig er de ikke specielt pæne dyr - tynde ben, og så ligner de muterede kaniner i hovedet :) Men det var fedt at komme helt tæt på! Efter et Wild-life-show med farvestrålende fugle og krokodiller spiste vi frokost, for så at se endnu flere australske dyr. En stor del af parkens dyr var krokodiller, som fandtes i alle størrelser og forskellige arter. Det specielle er, at de alle er blevet fanget af Steve Irvin selv eller hans forældre, fordi de på en eller anden måde har voldt problemer i naturen. Derfor skulle vi da selvfølgelig også se et rent krokodilleshow, hvor vi virkelig så hvordan krokodiller sniger sig ind på deres bytte under vandet, og hvor stærke de egentlig er. En lille is gav os den sidste energi til at få set resten af parkens dyr, før vi, trætte og fyldt med gode indtryk, kørte mod Brisbane.
Her ankom vi ved 19-tiden. Vi indså dog meget hurtigt, at det der med at finde et hostel, hvor man kunne få parkering til en camper, godt kunne blive rimelig svært. Stemningen blev mere og mere trykket, men fik dog et kraftigt opløft, da en kvinde med glæde kommenterede det billede af Mary og Frederik, som vi har sat op i er vindue :) Vi kørte rundt mellem utallige hostels - kun for at få at vide, at alt var optaget (hvem kunne også vide, at der åbentbart skulle være festival i de efterfølgende dage?). Vi erkendte, at vi, med risiko for en $500 bøde, nok måtte sove på en villavej lidt uden for byen. Heldigvis blev vi dog reddet af en hostelreceptionist, der nok kunne se, at vi var på grådens rand. Vi fik lov til at parkere Daisy mellem de andre biler, men skulle så være klar til at flytte os, hvis nogle af bilerne skulle ud. Vi kunne have kysset hende! Natten igennem vågnede vi ved den mindste lyd - nærmest med bilnøglerne i hånden, klar til at flytte bilen. Til vores held, blev der en plads ledig morgenen efter, og vi havde nu sikret os overnatning for resten af vore dage i Brisbane.
Vores første hele dag i Brisbane stod i solens tegn! Rigtig lækkert efter alt for mange dage med regn. Vi gik ned til South Bank Parklands, hvor der er anlagt en strand. Her lå vi det meste af dagen, før vi om aftenen tog til den nordlige del af Brisbane. Her var der fest i gaden med DJ og madboder, og vi nød den hyggelige stemning og de mange kinesere, der fejrede kinesisk nytår.
Dagen efter var det som om solen havde været på overarbejde dagen før. Den var i hvert fald ikke til at se for alle de regnfulde skyer, der gjorde alt vådt. Heldigvis klarede det op i løbet af et par timer, og vores plan om at tage i Lone Pine Koala Sanctuary kunne blive fuldført. Vi så koalaer i alle aldre, og morede os over, at der var koalabørnehaver for de små, steder kun for hankoalaer og et plejehjem for de gamle :) Stedet bød dog også på andre dyr, og Sofie var lige ved at dø af glæde, da hun endelig så et næbdyr! Til de indviede kan vi fortælle, at en far sagde til sin datter 'Look, it's Perry'. Dagen bød endvidere på et flot rovfugleshow, hvor man kunne mærke deres vingesus i håret når de fløj tæt forbi. Vi så også et imponerende fåreshow, hvor vi så hvorledes farmer og fårehund arbejder sammen om at drive får. Efter en fåreklipning mærkede vi på ulden, og selvom det måske ikke er det mest eksotiske at se, var det sjovt at se noget, der er så stor en del af den australske landbrugstradition.
Ypperligt vigtig er det at fortælle, at vi fik taget det obligatoriske 'jeg-har-været-i-Australien-så-jeg-får-taget-billede-med-en-koala'-billede. Vi blev ret overrasket over hvor stor en oplevelse det egentlig var, ligesom dens vægt overraskede os - sådan en lille hårbolle er faktisk ret så tung :)
Vores sidste hele dag i Brisbane begyndte tidligt! Vi skulle skydive, og det krævede jo et bad og lidt smuksering. Vejret var godt nok ikke optimalt (faktisk regnede det voldsomt meget) men eftersom vi ikke fik et opkald om aflysning, tog vi forventningsfulde af sted mod pick-up-stedet. Bussen kom dog ikke, og da vi selv ringede firmaet op, bekræftede de vores bange anelser - skydivet var aflyst. Det var rigtig ærgerligt, men der var jo ikke så meget at gøre, andet end at booke en ny tid - bare i Byron Bay. Da vi ikke havde så meget andet at lave i det regnfulde Brisbane, valgte vi at rykke teltpælene op en dag før tid, og kørte mod Lamington Nationalpark. Vi hold frokoststop i Surfers Paradise, før vi kom helt dertil. De sidste 30 km før vi nåede målet gik op af en bjergside. Vejen snoede sig i hårnålesving opad, men Daisy lod sig ikke skræmme af de mange blinde sving, ensporede vejstrækninger og de mange advarelsesskilte om faldende klippestykker. Vi indlogerede os som de eneste (ud over store fugle og wallabies) på en lille campingplads, hvor vi grundet vejret og temperaturfaldet (som følge af højere beliggenhed) havde en hyggeeftermiddag i bilen med læsning, kryds-og-tværs-ning og kagespisning (vi har fundet kærligheden til de australske 'Tim Tams', men endnu ikke nogle lakridser, der på NOGEN måde kan måle sig med de danske). En lille note: campingpladsen i sig selv var meget billig, men opkaldet til Queensland Government's Nationalpark-'udvalg' (nødvendigt for indtjekning på pladsen) kostede så 250kr fordi damen vi snakkede med var såååå langsom og bare rigtig gerne vil hyggesnakke... Det ville have været billigere at satse, og så betale den eventuelle bøde der måtte være kommet hvis vi var blevet opdaget :)
Da vi vågnede næste morgen var der en lille smule støvregn, men et par friske, unge piger som os skulle da ud og 'vandre' i trætoppe :) Således gik vi på hængebroer i 15m's højde i ægte junglestis-stil, hvor vi også kravlede op på nogle højere plateau'er i trætoppene. Efter en lille gåtur i nogle små eksotiske udgaver af Botanisk Have samt udsigtsnydning af bjergene og deres dale, vendte vi tilbage til Daisy og vendte snuden mod Byron Bay - må vi få nogle lækre dage med solskin! :)
- comments