Aloha I mennesker hoejt mod nord,
Er I lige saa blege som I plejer?

Endnu engang har vi vaeret nogle vaerre b******er der har forsoemt jer og bloggen, vi undskylder vores uansvarlige opfoersel, og forsoeger at rette op paa det med et par gode historier fra Oesten.
Vi har ellers dyrket vores modne og ansvarlige side paa det sidste, men det kommer vi tilbage til..

Da vi forlod jer sidst stod den paa tanning, australiere og sprut i bucketvis i Sihanoukville, en ganske fornoejelig kombination. Efter en uges tid havde vi dog faaet mere end nok af at sove i den samme seng (som hinanden, ikke australierne, red.) , og vi hastede derfor videre til den nordliggende by Siem Reap. Efter det vi efterhaanden anser som en kort bustur (14 timer), med et pitstop i Phnom Penh, og for halvdelen af bloggens vedkommende en overordentlig ondt-i-nakken-efter-6-timers-voldsomt-kvalme-anfald-der-kun-synes-at-kunne-mindskes-ved-at-give-sine-knae-selskab ankom vi til byen der er kendt for Angkor Wat, verdens stoerste religioese bygningsvaerk og af backpackere maaske mere kendt for Angkor What - byens disco. 24 timers soevn og et par piller fattigere, (men hvem bryder sig om det, naar man har mindst 20 forskellige slags medicin med sig)(vi skylder jer et billede af vores mini-apotek) - saadan gaar det naar man i alt har fire foraeldre i sundhedssektoren), var vi parate til at udforske det maegtige tempelkompleks Angkor.

Det projekt kan man ifoelge diverse guideboeger bruge uger paa, men vi besluttede os for et tredags-pas og kastede os herefter ud i de 1000 aar gamle ruiner. Vi lagde stille og roligt ud, ikke med selveste Angkor Wat men et par fjerntliggende templer der skulle vaere smarte paa grund af nogle ganske saerlige udskaeringer. The real attraction var for vores vedkommende dog et naerliggende dyrerehabiliteringssted med guided tour hvor vi forestillede os vi ville faa alverdens eksotiske skabninger at se. Spaendende var det da, omend hoejdepunkterne var diverse socialt utilpassede aber og nogle eftersigende ekstremt truede storke. Saaledes zoologisk tilfredsstillede gik vi tidligt i seng med solopgang over "hovedtemplet", Angkor Wat, truende den naeste morgen. I buldermoerke lod vi os derfor transportere sammen med et utal af turister til selveste Angkor Wat den efterfoelgende morgen og kunne til lyden af kameraklikken og japansk snakken nyde det imponerende syn. Vi brugte det resten af formiddagen paa at turnere rundt til de mange omkringliggende must-see templer, klatre, bestige, tage billeder, undgaa japanere og vendte tilbage til Siem Reap godt tilfredse med egen indsats. Udover en ekstra ekskursion, denne gang for at nyde solnedgangen, var det vores fulde bekendtskab med Angkor templerne.

Efter at havde brugt et par dage paa at nyde fortiden, mente vi det var tid til at nyde fremtiden, og man siger jo, at boern er fremtiden. Igennem vores australske venner havde vi hoert om et boernehjem der soeger folk til at undervise i engelsk. Vi mente nok, at det var noget vi kunne klare besluttede os for at besoege boernehjemmet, hvor vi straks blev headhuntet til en uges undervisning af den kvindelige leder "Mom". De cambodianske boern er noget af det soedeste, saa vi har nok ikke vaeret de svaereste at overtale.. Saadan gik det til at vi mandag morgen cyklede paa arbejde tidligere end vi ellers har brudt os om at taenke paa at staa op, og en halv time senere blev vi moedt af hver vores klasse, der modtog os ved i kor at raabe "Godmorning teacher, how are you today?", en gestus der skulle vise sig at vaere en fast del af hver time. En anden rutine, vi knap saa hurtigt opfattede, var at boernene ikke satte sig ned foer de fik tilladelse, hvilket medfoerte at de af og til fik lov til at staa op lidt laengere ind de var vant til.

De foelgende dage underviste vi forskellige klasser, boernene er delt op efter hvilket niveau de er paa, A, B og C, hvilket betyder at aldersforskellen i klasserne til tider vanskliggjorde undervisningen en smule - vi havde bl.a. en klasse hvor aldersspredningen laa mellem 5 og 14 aar. Da boernehjemmet ikke var saa stort (33 boern og tre faste ansatte) laerte vi baade boern og det haardtarbejdende personale ret godt at kende - sjaeldent har vi set saa glade og kaerlige boern, (for det meste) disciplinerede og begejstrede elever og voksne der formaaede at dele en god sjat kaerlighed mellem alle ungerne. Selvom vi kun havde vaeret der en uge var det med en klump i halsen og taarerne springende fra forraedderiske oejenkroge at vi til sidst sagde farvel.

Vi satte kursen tilbage mod Thailand, sidste stop i Sydoestasien inden vi flyver til Nepal 26. februar. Destinationen var oeen Koh Pha-ngan ved Thailands sydlige golfkyst, der udover strand og sol lokker med de infamoese Full Moon Parties, der hver maaned traekker titusinder af bucketdrikkende backpackere til. Selv har vi kun haft fornoejelsen af light udgaven, Half Moon Party, der dog fint daekkede vores behov for at fejre maanens faser. Den 30 timers rejse herned var ogsaa en ren fest i sig selv, da Sofie med vanlig sans for timing begyndte et 8 timers opkastningsmarathon paa en 10 timer lang bustur (om natten, uden liggesaeder). At bussen blev skiftet ud med endnu en bus og en baad gjorde bare det hele ekstra sjovt. Saa har vi vist ogsaa set nok til Sydoestasiens spaendende bakterier og er klar til at nyde Thailands paradisoeer.
Austrailierne er skiftet ud med tyskere (der ikke bryder sig om sauerkraut, kan man saa kalde sig tysker?), men ellers staar den paa solbadning, afslapning og lidt alkohol i bedste Sihanoukville-stil her paa Koh Pha-ngan. Vi er ved at opbygge en god kuloer og proever at have sympati med jer og kulderekorderne derhjemme. Tiden er ved at rinde ud, synes vi, snart staar Nepal for doeren, og saa er det kun et par dage i Qatar der skiller os fra leverpostej og Paradise Hotel.

Endnu engang tak for jeres soede interesse i bloggen - vi laeser alt fra jer, taarevaeddede og lette om hjertet!
Mange haandkys fra os Bruno og Polle