Kaere med-Danere!

Hvor vi glaeder os i disse dage - iklaedt Dannebrog danser vi gaderne tynde, proever at huske andre navne end dem der Spellerberg og Hansen og graeder snot over ikke at kunne deltage i den nationalistiske folkefest landet netop nu ruller sig ud i, de mange skuffende slutrunder hurtigt glemt..

Lidt glemt har ogsaa bloggen vaeret, skammeligt er det, og nu skal vi rigtig kompensere. Sidst vi skrev var det fra skraedderbyen Hoi An, hvor vi gik lystige og relativt letpaaklaedte omkring, glade over at vaere kommet til lidt varmere temperaturer. Vi brugte en halv dags tid i den af-UNESCO-kaarede-til-at-vaere-noget-ganske-saerligt Gamle By, hvor vi besoegte templer og undrede os over de mange smaa shops, som havde stillet et bord frem fyldt med fried rice, roegelse og diverse andre vietnamesiske laekkerier. I anledning af Têt*, viste det sig, som i aar fandt sted omkring den nogle-og-tyvende januar og hvor mange vietnamesere aabenbart tillader sig naesten en hel uges ferie! Dovne b******er. Festbordet er til guderne og skal sikre butikken held det kommende aar.
Dagen efter foelte Noenne endnu engang den velkendte kriblen efter at kaste sig ud i nye kulinariske eventyr, og vi tog derfor igen paa Cooking Class, denne gang lidt udenfor Hoi An. Dagens retter var langtidskogt phô**, crispy pancake, boef- og nuddelsalat (omtrent saa laekkert som det lyder) og en anden vietnamesisk specialitet, friske foraarsruller i rispapir. Saaledes maette og berigede vendte vi tilbage til Hoi An i tide til at hente Noennes nysyede sko - det var alt vi fik ud af Hoi Ans tusinde skraeddere - og boarde vores davaerende foretrukne transportmiddel, en natbus, med kurs mod syd og strandbyen Nha Trang.

Nha Trang! Vores allerfoerste strand, temperaturen var i top, en by primaert gearet mod turisme, saerligt russere, som af uvisse aarsager flokkes netop her, og alkoholiserede backpackere, og hvor vi efter at have tjekket ind paa et populaert hostel sporenstrengs satter kurs mod sand og vand. Hvad har vi dog gjort siden vi skal have det saa godt, spurgte vi retorisk og lagde os til rette, omgivede af overpaaklaedte vietnamesere der skiftevis forsoegte at saelge os massage og mangoer. Det lykkedes os hurtigt at opnaa et par sjove solskoldninger/solcreme-maerker, og mens vi brugte nogle dage paa at arbejde maalrettet efter den perfekte tan og den staerkeste bucket*** fik vi ogsaa lige besoegt nogle ruiner fra cham-civilisationen, som engang udgjorde det meste af Central- og Sydvietnam, samt The Giant Seated Buddha, nogle vil sige den Gigantiske Siddende Buddha, en hvid, siddende Buddha, som ogsaa var stor. Nok med sol, spas og pjank for denne gang, sagde vi og hoppede ombord paa en? - natbus!, naturligvis, til Saigon, officielt kaldet Ho Chi Minh City.

Med en vis bekymring havde vi hoert trafikken her omtalt som markant vaerre end Hanoi, og ganske rigtig - Saigon er en aegte storby, den mest vestlige vi har besoegt maaske i konkurrence med Shanghai, en kombination af nuddelstande, hoejhuse, de evindelige motorcykler og franske luksushoteller. Efter at have brugt en tyve minutters tid paa at bevaege os 150 meter i morgentrafikken fik vi forvildet os ind i et kaempe supermarked to dage foer Têt, og vi skal aldrig, aldrig mere klage over den danske juleshopping. Den fejl begik vi ikke igen - i stedet holdt vi os til en lang gaatur gennem byen, cykeltaxis til floden og en aften ude i Saigons backpackerkvarter, der lignede en forvokset udgave af Bangkoks Khao San Road. Dagen efter tog vi paa en dagstur ud af byen til de beroemte Cu Chi tunneler, et kaempe underjordisk netvaerk af smaa gange og skakter som den sydvietnamesiske Viet Cong-styrke brugte som skjulested for amerikanerne under Vietnamkrigen. Efter en mere end almindelig propaganda-ish introduktionsfilm fik vi en af de originale nedgange til tunnelerne at se, hvor en spinkel person netop kunne klemme sig ned med armene haevet over hovedet. "Don't worry," forsikrede guiden os, "We've made big big one for tourists!" Super.
Med i fremvisningen var ogsaa en raekke bestialske faelder, alle bygget over samme stensikre koncept: Amerikaner falder i faelden, amerikaner bliver paa varierende vis spiddet og kan ikke komme fri. Innovative var de vietnamesere, der ogsaa havde fundet ud af at genbruge ammunition fra ikke-eksploderede bomber til kugler***. Til sidst kom altsaa hoejdepunktet, hvor vi fede turister kunne faa lov at svede og svine os til i et 100 meter langt turistbygget eksempel paa en tunnel, og indforstaaede med at det naeppe er den fedeste maaede at spendere ni krigs aar paa, begav vi os tilbage til Saigon.
Vi fortsaette i krigssporet den efterfoelgende dag, hvor vi besoegte Saigons War Remnants Museum. Vi var nu naaet frem til Têt og fik lov at opleve et anderledes, naesten oede Saigon, hvor det knapt var til at opdrive en ordentlig nuddelsuppe. Paa War Remnants Museum var der udstillet gamle tanks og krigsfly, den omgivende verdens omfattende modstand mod Vietnamkrigen og mange raedselsbilleder og -beretninger, alt sammen holdt i vanlig pro-vietnamesisk propagandastil - men stadig effektivt. Saerligt rammende var de mange billeder af krigsveteraners boern - vietnamesiske, amerikanske, australske og koreanske - foedt med voldsomme misdannelser efter deres foraeldre var udsat for den berygtede gift Agent Orange, som amerikanerne flittigt brugte under krigen.

Stadig ikke faerdige med krigens gru krydsede vi naeste dag graensen til Cambodia**** og ankom til hovedstaden Phnom Penh, hvorefter vi straks bookede en túk-túk til den efterfoelgende dag at tage os til torturfaengslet S-21 og de saakaldte Killing Fields.
Dagen starter aldrig godt, naar den starter i Tuol Sleng, kodenavn S-21, et gymnasium, der under Pol Pots regime blev omdannet til torturfaengsel for op mod 20.000 cambodianere. De allermest optimistiske forskere mener, at omkring 100 slap levende derfra. Som museum var det frygteligt virkelighedsnaert spartansk - et par tilbageblevne jernsenge, minimale celler, en haandfuld torturredskaber - og saa hundredevis af de karakteristiske nummerede forbryderbilleder, ét af hver fange, der ankom til S-21. Naeste stop lidt udenfor Phnom Penh var den stoerste af de flere hundrede Killing Fields, som var aktive landet over under Khmer Rouge. Med op til 300 henrettelser om dagen var dette enden for de naesten 20.000 S-21-fanger, som ikke doede under tortur i selve faengslet. Taender, toej og knoglerester, der ved hvert regnskyl stadig dukker op fra jorden, en massegrav fyldt med babyer og deres afklaedte moedre og et mindesmaerke bestaaende af over 9.000 kranier senere havde vi set nok, og snart efter var vi paa vej sydpaa til Sihanoukville, en strandby omgivet af uberoerte oeer, en backpackerhimmel specialiseret i strand og fest, hvor Khmer Rouge er en saga blot.

Her har vi gen-moedtes med en gruppe notoriske australske drenge fra Chiang Mai i Nordthailand og er netop ved at forberede os til aftenens og nattens Bucket Festival paa en mere eller mindre oede oe. Saaledes vores sidste to uger - snart gaar turen til maegtige Angkor Wat, inden vi om 2 ugers tid krydser tilbage til Thailand. Vi haaber morgendagens finale giver os alle noget at juble over.

Allerkaerligst
Strandloeven og AirconAddict

PS. Det tilhoerende album indeholder voldsomme billeder, saa er folk med sarte sjaele og smaasoeskende advaret.

*Vietnamesisk nytaar

**Vietnamesisk nationalret - risnudler i varmt boullion-smagende vand, gerne med lidt koed eller foraarsloeg

***Alkohol serveret i en spand eller anden stor beholder, eksempelvis syltetoejsglas eller oversavede juicekartoner. Vi har naevnt dem foer. Vi kommer til at naevne dem igen.

*****Cambodia. Et land der efter at Pol Pots kommunistiske styrker, Khmer Rouge, overtog Phnom Penh i 1975 gennemlevede fire aars uforlignlig raedsel, mens Pol Pot gennemfoerte en udrensning og terrorisering af landet der kostede naesten en fjerdedel af befolkningen livet. Det blev Vietnam, der endelig stoppede Khmer Rouge, mens det foerst i 2007 er lykkedes for en vestlig/cambodiansk domstol at begynde retssagerne mod folkemordets bagmaend.