I oenskes hjerteligt velkommen til 2012! (nogen af os har jo vaeret her en seks timers tid laengere..)

Vi beklager at have forsoemt jer - et helt land og endnu aar er kommet og gaaet uden at I har hoert fra os, men nu skal det vaere slut. Sidst I laeste med var vi i Nordthailand paa graensen til Laos, og vi kastede os kort efter opdateringen ud paa en halsbraekkende tur ned gennem bjergene, der gav begrebet "haarnaalesving" en helt ny betydning, en syv timers lang rejse i den thailandske nat, kun akkompagneret af lyden fra vores minivan der skred ud i endnu et skarpt sving og de jaevnlige braeklyder fra en af vores rejsekammerater. Efter et par timers soevn i den thailandske graenseby Chiang Khong boevlede vi lidt med det sydoestasiatiske graensebureaukrati og krydsede den legendariske Mekong-flod (et par gange, det skal ikke vaere for nemt jo) foer vi endelig befandt os i Laos. Straks foelte vi os mere trygge; vi var tilbage i kommu-land, hvor stjerner og roedgule flag med hammer og segl prydede bygningerne.
Med selskab fra to NZ-piger AKA kiwis spenderede vi syv hylemorsomme timer i en soevnig graenseby og yderligere 14 fabelagtige (natte-)timer i en (ikke-sove-)bus og naaede saaledes frem til Luang Prabang.
Luang Prabang er en lille men meget stemningsfuld by, tydeligt praeget af tiden som fransk koloni, der snor sig langs Mekong-deltaet og rundt om Phu Si*-bakken, hvorfra vi den foerste aften noed en uforlignlig solnedgang over bjerg, by og flod med pigerne fra New Zealand**, for vores vedkommende foerste gang vi rent faktisk kunne foelge solen forsvinde sekund for sekund. Ellers noed vi Luang Prabangs mekka af laekker mad, flodidyl og vejende kommu-flag et par dage inden vi med stor baeven begav os mod Vang Vieng.

Vang Vieng - stedet hvor moegbillig sprut serveret i spande moeder Mekong-floden og vestlig junkfood akkompagneret af "FRIENDS" paa hver en toemmermandsvenlig restaurant i den lille by. In other words - naturligvis vores nytaarsdestination. Vores forventninger var endeloese mens vi blev transporteret paa tvaers af underskoenne Laos' fantastiske bjergskraaninger. Langs vejen med stejle skraente i baghaven er almindelige laonesere er bosat i diverse primitive hytter, muligvis for at undgaa de mange ueksploderede bomber der siden Vietnamkrigen har vaeret spredt udover landet.. Men ak, tilbage til festen! Det er ikke svaert at laere sig doegnrytmen i Vang Vieng: Man vaagner ved en 10-tiden og kravler ned til naermeste morgenmadsbar, bestiller en frugtshake og et overdaadigt morgenbord, laener sig tilbage og stener til en 2-3 afsnit "FRIENDS" inden man ved middagstid prajer en ventende tuk-tuk og saetter kurs mod floden og de omgivende barer med dunkende musik, buckets og dansende/syngende/svoemmende/paa-hinanden-tegnende vesterlaendinge. Og naeste dag starter galskaben forfra.

Hvor hardcore vi end betragter os selv maatte vi sande, efter en nytaarsaften der, med faa lidt vildere variationer, til forveksling mindede om det ovenover beskrevede, at Vang Vieng havde besejret os, og at det var tid til at bevaege sig videre inden vores "FRIENDS"-cyklus paa den lokale restaurant startede forfra.
2. januar paabegyndte vi saaledes den over 30 timer lange rejse mod Hanoi, Vietnam med et pitstop i Laos' hovedstad Vientiane, som vi oplevede det meste af via vores hidtil mest sindssyge tuk-tuk-tur gennem byen for at naa sovebussen, en tur der kostede en rejseven kasketten og som involverede en voldsom beef med en forankoerende cement-tromler, i vores oejne en farlig konflikt, naar man selv er en tuk-tuk - lektie laert, f*** aldrig med en cement-foerer hvis du ikke er en ualmindelig erfaren tuk tuk-foerer! Men frem naaede vi i god behold og blev stuvet sammen med vores rejsekammerater og et ukendt antal asiatere i en noget alternativ sovebus. Heldige os, vi endte naturligvis bagerst i bussen, hvor fem sovepladser var stuvet sammen paa ca 2 x 2,5 meter, og omgivet af semifremmede drenge, med armene trukket godt ind til kroppen, gik turen mod Vietnam. Godt og vel 27 timer, tre lig-i-ske-kammerater og en skraemmende bekendtskab med en vietnamesiske graense som mest lignede en tro kopi af det beskrevne landskab fra "The Road" ankom vi til et regnfuldt men travlt Hanoi.

Her befinder vi os nu, midt i planlaegning af ture til Halong Bay og nordlige Sapa, mens vi droemmer os lidt sydpaa til strand og varmere temperaturer, for vejret i Hanoi kan til forveksling ligne det danske, med 11 grader og lidt for meget regn til det er rigtig morsomt.

Kaerlighed og sandsynligvis dobbelt saa meget varme som hos jer

Nonny og Maskinen

*Boer udtales meget omhyggeligt.. tihi
**Tyve dage inde i vores rejse havde vi moedt rejsende fra alle kontinenter, Antarktis undtaget (so far!). Indtil videre er vores observation dog at Sydoestasien primaert er befolkede af hollaendere og australiere***
***New Zealaendere gaar aandssvagt meget op i ikke at vaere australiere. Tsk, siger vi.