For første gang nogensinde forlod jeg América og hendes familie uden tårer i øjnene. Ikke fordi jeg havde glædet mig til at tage afsted, men fordi jeg vidste at jeg snart skal se dem igen. Dagen inden havde jeg været så heldig at finde en flybillet til 400 kroner, så der slap jeg for en nat i bus. Som kun mexicanere kan gøre det, var hverken América eller hendes mor klar til at komme ud af døren - heller ikke selvom der på det tidspunkt kun var 2 timer til flyet afgik. Velvidende om den voldsomme mængde trafik i Mexico City brugte jeg endnu et kvarter på at trippe bekymret rundt mens jeg ventede. Da vi endelig kom til lufthavnen, cirka en time inden afgang, var køen til indenrigsflyvningerne uendeligt lang og her blev selv de evigt rolige mexicanere stressede. Heldigvis inkluderede min billet, af uforklarlige årsager, VIP check-in skranke, så jeg fik lov at springe køen over og nåede heldigvis mit fly.

Ankommet i Guadalajara, som er den næst største by i Mexico, efter kun en times flyvetur, mødtes jeg med Simone, som jeg kender fra mit studie i København. Endnu en gang blev jeg overvældet af gensynet glæde. Vi besluttede hurtigt at sætte gang i boligjagten, da vi hjemmefra havde besluttet at vi gerne ville bo sammen. Tec de Monterrey, som er det universitet vi skal gå på, ligger en halv time udenfor Guadalajara - uden trafik vel og mærke! Med trafik kan det snildt tage en time. Efter at havde forsøgt at kontakte nogle af dem, som havde annoncer på nettet, besluttede vi at tage ud i nogle af de områder, hvor vi gerne ville bo. Her gik vi rundt og spurgte alt og alle om de kendte til noget. Uheldigvis lod alt til at være optaget, for dyrt eller ikke møbleret. Efter at havde brugt en hel dag med at snakke i telefon med 30+ mexicanere - hvilket også af og til var lidt af en udfordring! - fik vi endelig kontakt til en kvinde, som kunne hjælpe os. Det viste sig, at en af de vagter, som vi havde givet vores nummer til, havde givet det videre til en, som kendte en, som kendte en. Vi fik tilsendt nogle billeder og aftalte at komme derud dagen efter og se boligen, da vi lige var kommet tilbage derfra. Lidt senere på dagen fik vi tilsendt billeder af poolen og så slog vi til. Vi skyndte os derud og var slet ikke i tvivl. Efter et par dage mere på hostel, sidder vi nu i vores nye hus i Mexico. Huset ligger i et lukket område med sikkerhedskontrol, blot 15 minutters gang fra universitetet. Der er en lækker svømning pool og huset er stort og rummeligt. Vi skal bo sammen med en tysk pige og to mexicanske piger, så vi får forhåbentligt også opfyldt vores ønske om at snakke spansk derhjemme. Derudover skal det nævnes at vi har egne badeværelser OG en rengøringsdame som kommer en gang om ugen. Alt dette for under 1800 kroner om måneden - hvor heldig kan man være?! Vores roomies kommer først i næste uge, så i dag har Simone og jeg haft ro til at komme på plads. De næste to uger skal vi begge bo i Simones værelse, da mit endnu ikke er klar.

Vi har lige spist vores første hjemmelavede måltid i lang tid og det var simpelthen skønt! I morgen starter vores introduktionsuge på universitet, hvilket betyder at sommerferien slutter - hulk! Men jeg kan vist ikke klage. Efter to måneders eventyr er det, i følge mine forældre, på tide at få en hverdag igen, selvom det jo egentligt bare er starten på et nyt eventyr.

Helt vildt er det at tænke på, at jeg i morgen tager hul på 3. og sidste år af min bachelor!! Hvor blev tiden af?