Det første der slog mig var, at det var sygt varmt. Jeg svedte tran selvom jeg blot lå i en hængekøje i skyggen kun iført mine badeshorts. Jeg er bestemt ikke bygget til høj luftfugtighed og temperaturer omkring de 40 grader. Heldigvis holder man siesta midt på dagen, så det var først sidst på dagen at vores første aktivitet skulle starte. Vi skulle gå en tur rundt i området, hvor vi så et par howler monkeys, blue macaws, en caiman rede og nogle fugle.

Om aftenen spillede vi fodbold i 35 graders varme. Holdene var rojas vs. Morenos eller de rødhårede mod de mørke, og naturligvis tabte udeholdet, der jo var sat sammen af os 3 turister, der i den grad led under de varme forhold, så de mørke sydamerikanere havde en klar hjemmebanefordel, men vi havde det ret sjovt.

Om aftenen stod det på en nattur rundt i en truck, så vi kunne se dyrelivet om natten, hvor de er mest aktive. Vi så en capybara, der er et stort rottelignende dyr, og ellers så vi mange caimans, der er et fascinerende syn i mørket, da deres røde øjne er meget klare, når man lyser på dem i mørket. Dog er jeg ikke så imponeret over Pantanals dyreliv. Det er ikke lige så fedt, som det man kunne se på pampassen i Bolivia, men det var til gengæld fedt at vi kunne se Sydkorset på den klare nattehimmel. Jeg har ikke set dette stjernebillede i 6-7 år, og derudover så jeg et stjerneskud på den flotte og klar stjernehimmel i mørket. Endelig havde vi en god fest om aftenen med lejrbål og capirinhas, der er den brasilianske nationaldrink, og de er rigtig gode, når nætterne er lune og luftfugtigheden høj. Vi skulle i øvrigt overnatte i en hængekøje, hvor vi havde et lille tæppe, der kunne dække os, men der var masser af myg, som det var svært at dække sig imod!

Det burde egentlig være wet season her i midten af januar, og dermed skulle der have været masser af regn og vand i floderne, men pga. klimaforandringer, så er det i stedet for tørt, meget varmt og fugtigt nu.

Dagen efter skulle vi ud og ride i området, hvilket ikke var det store sus. Vi så ikke ret meget interessant, og de to greater rheas, som vi så fra distancen var vel højdepunktet på denne halvkedelige ekskursion.

Kongen af piratfiskeri

Den sene eftermiddagsaktivitet bød på piratfiskeri. Vi skulle gå ud i søen iført strømper og lange bukser, da piratfiskene godt kunne bide, hvilket man godt kunne mærke i mindre omfang, når de snappede ud efter tæerne. Jeg var suverænt den bedste til at hale aftensmaden i land, da vi skulle spise de piratfisk, som vi fangede om aftenen. Jeg havde jo også prøvet at fange piratfisk i Bolivia, så det gjorde måske forskellen, for Mike, en af australierne, var bestemt ikke videre heldig, da det lige pludselig var en caiman, der bed på hans snøre! Jeg behøver vist ikke at sige at den kamp var tabt, og maddingen, der bestod af kød og fiskeline hurtigt var væk. Vi fiskede i øvrigt med en bambus pind, hvor der var monteret en fiskesnøre i enden.

På turen tilbage til farmen, så vi lidt flere dyr, hvilket inkludere Greater Rheas(en studseart), capybaras, caimans og mange fugle. Aftensmaden stod som nævnt på piratfisk. Det er sjovt at smage, men der er ikke meget kød på, og man sidder konstant og fedter rundt med de mange ben, der er i fisken, og det er ikke noget jeg nogensinde ville købe på en restaurant.

Det var vores sidste aften på Passo Do Lontro farmen, og kl. 2 om natten skulle vi forlade farmen for at nå til Campo Grande, hvorfra vi skulle flyve til Sao Paulo, som virkelig er en kæmpe by, hvilket bliver endnu tydeligere, når man ser den fra luften. Efter et par timers venten i lufthavnen kunne vi komme på et fly tilbage til Rio, hvor vores Gap-tur skulle slutte.