Jeg troppede op på Red Planets kontor i Uyuni til aftalt tid inden min Saltørken-tur, men jeg fik at vide at jeg skulle komme tilbage halvanden time senere, da de ikke lige havde benzin på firhjulstrækkeren!

Så turen til Saltørkenen var altså blevet udsat indtil de kunne skaffe benzin, hvilket lykkedes efter chaufføren havde været på det sorte marked for at købe benzin. Det er vist denne type ting der er daglig dag i Bolivia. Jeg tvivler på at det ville ske mange andre steder at de ikke lige har benzin på bilen, så hele holdet af turister må vente, men omvendt er det ikke helt overraskende i dette land.

Vi kom dog af sted ca. 2 timer senere og første stop var togkirkegården udenfor Uyuni. De gamle tog blev brugt tidligere, da der var meget minedrift i området, men da minerne lukkede, blev togene anvendt af de lokale til andre formål, men de er aldrig blevet vedligeholdt, så i dag er det en stor bunke vrag. Togene blev dog anvendt til optagelsen af Sundance Kid.

Næste stop var i den lille by Colchani, hvor vi skulle se, hvordan de ved håndkraft forarbejder salt. De havde nogle store saltdynger, og så kom det ellers igennem en maskine, hvorefter saltet blev puttet i poser, der blev forsejlet med ild.

Derefter kørte vi videre til et salthotel, der rent faktisk er bygget i salt. Det var et imponerende syn med borde og stole bygget i salt. Væggene var naturligvis også lavet i salt. Det var stort set kun dørene og taget, der ikke var i salt. Det må være saltet der gør det, men der er et imponerende lysindfald, der havde en gul farve, i salthoteller. Saltørkenen dækker 12.000 kvadratkilometer, og den opstod, da to tektoniske plader stødte sammen, så der opstod et jordskælv. Oprindeligt var der en sø, der hvor der er saltørken i dag, men som følge af skælvet og den nye geografi det medførte, så skyllede vandet til hver sin side, så derfor er der intet vand i dag.

Saltfladerne er ret imponerende, og de har et karakteristisk mønster med en stribe rundt i kanten, der er dannet af vand og oxygen, der læber rundt omkring saltfladerne. Det er også et imponerende syn og stå og kigge udover denne saltørken, hvor det kan være svært at se, hvor himlen og horisonten mødes, da der ikke er nogen vegetation. Der er nogle enkelte bjerge, som de i regntiden i øvrigt bruger som navigationspunkt, da man ikke kan se vejen på grund af vand. Ellers ser de på, hvor solen er på himlen, og bruger den til at navigere.

Vi havde et stop ved Isla Incahuasi, der også kaldes for fish island, fordi denne saltø åbenbart skulle ligne en fisk. De kalder det en ø, fordi den er så højt beliggende at det bliver til en ø i regnsæsonen, når resten af saltørkenen er dækket af vand. I øjeblikket er der ikke en dråbe vand, så det har intet at gøre med en ø. Der er dog masser af kaktusser på denne ø, og disse kaktusser har trange kår her i den tørre sæson, da der ikke er meget vand, som de optager igennem deres pigge, og så ophobes vandet inde i selve kaktussen, der forsøger at spare på det vand den kan opsamle om morgenen til resten af dagen. Den største kaktus vi så var en 9 meter høj kaktus i dette inkahus(Incahuasi betyder inkahus på quechua).

Derefter var det tid til at se solnedgangen over saltørkenen og de omkringliggende bjerge. Det var ret flot, og en speciel oplevelse. Mens vi ventede på solnedgangen kom vi til at tale om vores oplevelser på dødsvejen i La Paz, som vi alle havde cyklet. Og til vores store overraskelse kunne vores guide fortælle at den unge japaner, der var det sidste dødsfald på ruten ikke var sket for fem måneder siden, som vi alle havde fået fortalt, men at det var sket for kun få uger siden. Måske de ikke lige følte at de vilde fortælle hele sandheden, og skræmme turisterne væk!

Om aftenen overnattede vi på et salt hotel, hvor sengene var bygget i salt, og så var der ellers smidt et par madrasser på. Ellers havde det været et ret hårdt underlag! Væggene var også bygget i salt, og det var en sjov oplevelser at bo på et salt hotel.

Flamingoer og farvede laguner

Anden dagen på turen startede med at vi skulle krydse jernbanesporet, der er rammen for togtrafikken mellem Uyuni og Chile. Det er øde område, så der var ikke lige en vej, selvom der er masser af firhjulstrækkere i området, men vi måtte springe ud af bilen, så Faustino kunne krydse jernbanen, og så kunne vi hoppe ombord på den anden side.

Derefter mødte vi en mand i ørkenen, der havde en defekt brandstoftilførsel til sin bil, så han havde sovet i bilen om natten, da han ikke kunne reparere den. Vores chauffør, Faustino forsøgt at skrue på nogle ting i motoren, men det hjalp ikke, så vores bidrag til staklen var en æske kiks og 2 liter cola. Det var bestemt ikke et sted, hvor man ønskede at overnatte, og det gav et perspektiv på hvor farligt ørkenen kan være, da det er stegende varmt om dagen, men hundekoldt om natten.

Vi kørte videre og forbi de farvestrålende bjerge, og kom frem til Volcan Ollague, der er en aktiv vulkan, der sendte en mindre mængde røg til vejrs.

Derefter passerede vi en række laguner. Den første var Laguna Canaya, hvor vi så de 3 slags flamingoer, der lever i dette område. Det er James Flamingo, Andes flamingoen og den chilenske flamingo. Der var dog ikke mange andean flamingos i denne lagune, men vi fik derimod set en del af denne sorthalede og noget større flamingo i den næste lagune vi passerede, der var Laguna Hedionda eller smelly lagoon, som vore guide, Alvaro, døbte stedet, da der lugtede en del.

Efter at have kørt forbi yderligere et par laguner kom vi til verdens højest beliggende ørken, Siloli-ørkenen i 4700 meters højde. Det var lidt sjovt at stå i en ørken, der er omringet af sneklædte bjerge. Det hænger altså ikke sammen med ørken og sne! Men sådan er det åbenbart i den højest beliggende ørken, da nætterne er så kolde at det giver mulighed for snefald, når der falder nedbør.

Næste stop var arbol de piedra, der var en stenformation, der lignede et træ. Derudover var der en række andre klippeformationer, som vi kunne klatre på. Derudover var en del af klipper champignon formede, da den stærke vind former klipperne, men da toppen af klipperne besidder en stor koncentration af jern, så kan vinden ikke file toppen ned, så derfor får klipper denne svampeformede figur.

Dagens sidste stop var den røde lagune, hvor der var utallige antal flamingoer. Derudover havde lagunen, som navnet antyder en meget rød farve, hvilket stammer fra de røde alger, der findes i søen.

Laguner i nye farver

Efter en overnatning ved den røde lagune skulle vi op kl. 4 næste morgen for at nå alle dagens aktiviteter. Første stop var Morning sun geyser, hvor vi så solopgangen over gejserne. Det var generelt et flot syn at se solen stå op over ørkenen. Det var pissekoldt og minusgrader, så det galt om hurtigt at komme tilbage til bilens varme. Jeg ved ikke om det var kulden eller den tidlige start på dagen, der forårsagede at en japaner i 2008 faldt i gejseren og dødede.

Lige inden vi nåede til gejserne krydsede vi et pas i 5200 km, hvilket var det højeste punkt på hele turen. Derefter kom vi til Laguna Chalvity og Polques Hot Springs, hvor vi kunne få varmen ved at bade i den varme kilde. Det var rart med et lille bad, da vi ikke kunne bade dagen forinden, da hostelet var så simpelt at der ikke var brusere.

Derefter passerede vi Salvador Dali rocks, der var en række klippeformationer midt i ørkenen, der skulle kunne ligne noget, som han kunne finde på at male. Dali har dog aldrig selv været i denne ørken, men de hævder at han var inspireret af billeder fra stedet.

Efterfølgende kom vi først til den hvide lagune, der ikke overraskende var hvid, og derefter stoppede vi ved den grønne lagune, der var et imponerende syn. Desværre bliver denne lagune mindre og mindre, og vil forsvinde formentlig indenfor få år - måske allerede indenfor det næste år. Geologerne mener lagunen bliver mindre, som følge af det jordskælv, der var i Chile sidste år, hvor en masse minearbejdere blev fanget i en mine. Man mener at dette kraftige skælv har skabt et hul under lagunen, og derfor mister den vand. Det er generelt et spektakulært område, da de har både en gul, sort og den mystiske lagune. Det er forskellige mineraler og alger, der skaber disse forskellige farver.

Derefter kom vi frem til den lille grænseovergang mellem Bolivia og Chile, hvor den fantastiske tur sluttede, og hvorfra vi skulle tage en bus videre til San Pedro de Atacama i Chile. I San Pedro måtte vi vente halvanden time på at komme ind i Chile, da det tog lang tid for dem at tjekke alle vores rejsepapir, pas og alt bagagen. Jeg mødte to danskere på bussen til San Pedro, og det sjove var at de begge havde studeret på AAU indtil for nylig. I San Pedro sagde jeg farvel til min gode gruppe inden jeg måtte bruge en del tid på at finde mit hostel. Selvom det er en lille flække jeg er kommet til, så kender de lokale tilsyneladende ikke deres egen by, og de var ganske uenige om, hvilken retning jeg skulle gå for at komme til Portal del inca, hvor Backpackers San Pedro er beliggende.