Det er lidt et chok at komme fra Bolivia til Chile, da det sidstnævnte land er rimelig anderledes fra Ecuador, Peru og Bolivia(med Peru som det rigeste, mest velorganiserede og turistet af de 3 lande), der alle minder en del om hinanden rent kulturelt, hvad de spiser, levestandard og hvordan de ser ud.

Mange ting er dog anderledes her i San Pedro i Chile. Skiltene ud for restauranter er helt anderledes, og det er med andre ord nogle andre retter de spiser her. Derudover er der badeforhæng, toiletpapir og sæbe på badeværelserne, hvilket ikke altid var tilfældet, og lidt af et særsyn i specielt Bolivia. Vejene er bedre og asfalteret, og det virker som om der er flere, der taler engelsk og derudover har chilenerne tilsyneladende råd til at rejse rundt i deres eget land. I de andre 3 lande var der stort set aldrig "lokale" med på de ekskursioner, som jeg har været på, så dermed er velstandsniveauet højere i Chile, der vist er et rigt sydamerikansk land på grund af der findes mange råstoffer i undergrunden. Jeg skal også lige vende mig til at prisniveauet er markant anderledes end, hvad jeg har været vant til!

En dåsesodavand koster 7 kr. og en lille pose pasta koster 6 kr. Jeg kunne vel købe det billigere i Netto!

Så for første gang i over 2 måneder har jeg selv lavet mad. Det er simpelthen for dyrt at købe de ude i byen i dette land. Derudover er hostelet indrettet med køkken i modsætning til de fleste hostels, som jeg har boet på indtil videre, hvor der var ingen eller spartanske køkkenfaciliteter. På positivsiden er brødet i Chile, der er langt bedre end det tynde brød, som jeg har spist de sidste to måneder.

Chile virker som et meget mere organiseret land og velfungerende samfund. Dog er der valuta noget specielt, da den ikke har stor værdi, og således måtte jeg hæve 150.000 chilienske pesos den første dag i landet.

De farvestrålende Laguna altiplanicas

Der er ikke det store at lave i den lille turistede flække San Pedro de Atacama. Grunden til turisterne kommer til byen er på grund af dens beliggenhed, og de mange muligheder der er for udflugter i området omkring byen.

Min første ekskursion fra San Pedro gik til nogle højslette laguner. Jeg var lidt i tvivl om det var den rette beslutning, da det kunne minde en del om det jeg havde set i Salar de Uyuni, hvilket var super imponerende.

Første stop på denne tur var Jere dalen tæt på Toconao. Denne grønne dal er lidt af en undtagelse i dette område, hvor der ellers ikke er meget dyre - og planteliv. Det er en lille oase her midt i en af verdens tørreste områder. De lokale bønder dyrker planter og frugter(blandt andet så vi figentræer) på denne lille grønne plet. De styrer blandt andet det sparsomme vand i området ved at de har nogle led, som de kan åbne og lukke, og således kan de styre vandtilførslen til de områder, som de ønsker. Vi talte med en bonde, som vi fik lov til at tage billeder af for prisen af 200 pesos.

Dette grønne område forventes dog at forsvinder over de næste årtier, da sandet har overtaget, og tildækker træerne, da der ofte er sandstorme i området. Derudover bliver træerne smadret af, når der falder klipper ned over træerne. Så på et tidspunkt må den aldrende bonde og hans kollegaer fra Toconao nok finde et andet erhverv.

Derefter gik turen videre til Laguna Chaxa, hvor der findes de 3 slags flamingoer (chilean flamingo, james og andean flamingo), men jeg var ikke videre imponeret over lagunen og flamingoer efter at have set tonsvis af flamingoer og laguner i den bolivianske saltørken. Derudover så vi en fug, der hed noget med Chaci, som er en endemisk fugl, der kun lever her i Atacama ørkenen.

Var Chaxa lagunen ikke videre imponerende, så lykkedes det den unge guide at imponere mig, da han tog os til det næste stop, der var Laguna miscante, som er en blå lagune, der er beliggende med mange flotte vulkanske toppe omkring. Det var et imponerende syn!

Derefter så vi laguna miniques, der er forbundet med Miscante lagunen under jorden, men denne lagune er mere grønlig, da den ikke er så dyb, og derfor kan man se mere mudder, der gør søen mere grønlig. Derudover er der vist nogle mineraler og alger, som også giver noget farve.

På turen tilbage mod Toconao kunne vi nyde det smukke golde ørkenlandskab med de farvestrålende vulkanske spidser inden vi stoppede ved den lille kirke i Toconao.

Det er et barsk ørkenlandskab, som jeg befinder mig i, og der er ikke langt til Antofagasta, hvor der sidste år blev kørt flere etaper af dakarrallyet her i den chilenske ørken.

Jeg fik også set endnu en forskel på Bolivia og Chile, da vores guide konstant mindede os om at vi skulle huske sikkerhedsselen, hvilket er lidt sjovt, da de har gode asfaltveje i landet, og jeg lige kommer fra Bolivia, hvor vi ofte kørte på sand og grusveje, og hvor chaufførerne sjældent anvendte selen, selvom der var dårlige og hullede veje.

Stjernekiggeri i ørkenen

Om aftenen tog jeg på Stargazing tour på det lokale observatorium, hvor en canadisk astrolog ved navn Las skulle fortælle os om himlen, stjerne, planeterne med videre. Der var vildt mange informationer, og til tider også for mange. Dog lærte han os hvordan man kan finde stjernebileddet the southern cross, som kun kan ses fra den sydlige halvkugle. Der er to sorte pletter på himlen, som man anvender og derfra kan man gå ned i en trekant, og så skal man kunne se sydkorset(Dog er det kun muligt kl. 4 om morgenen i øjeblikket!). Det er lidt sjovt at se himlen her, da man kan se cassiopaia og orions bælte som derhjemme, men ser man i den anden retning er himlen fuldstændig anderledes, og der er nogle stjernekonstellationer, som vi ikke kan se på den nordlige halvkugle. Dog tror jeg astrologer har drukket tæt eller røget en pind, da de har navngivet nogle af disse stjernebilleder, hvor de kan se en ged og en hest og en halvfisk, og lignende underlige ting, som jeg absolut ikke kunne få øje på!

Blandt de mere interessante ting jeg lærte var, at sirius er hundestjernen. Den har fået dette navn, da den er et vigtigt punkt i stjernebilledet, der forestiller en hund, der står på hovedet. Halen stikker bagud og benene kan findes ovenover sirius tjernen. Ellers lærte vi at planeter er det(stjerner) der står klarest på himlen.

Det var også lidt sjovt at han kunne fortælle at de varme stjerner har et blåligt skær, mens de kolde stjerner har en rødlig farve, og dermed er de lige modsat af det system, som vi normalt bruger f.eks. på badeværelset, hvor rød er den varme hane, mens blå er den kolde. Men sådan er det nu engang.

Efter den lange seance hvor astrologen fortalte og forklarede var det tid til at se stjerne og månen igennem observatoriets mange teleskoper. Højdepunktet var at se månen gennem et teleskop, hvor man kunne se dens mange kratere.

Atacama ørkenen er et perfekt sted for astrologer, da der er 325 klare nætter om året, og derfor er man også i gang med at bygge Alma, der bliver verdens næststørste observatorium (det største observatorium ligger i Schweiz).

Den golde månedal

Dagens ekskursion gik til månedalen. Første stop hed vist Valle de Marte, hvor vi havde udsigt til en række vulkaner. Nogle af dem manglede "toppen", som var blevet blæst af i massive vulkanske udbrud. De har nogle rimelig aggressive vulkaner i dette land, og det er derfor man kan se nogle mærkelig formede flade toppe på vulkanerne i området i modsætning til de kegleformede vulkaner, som man normalt ser. Landskabet er totalt gold. Der er ingen dyre eller planteliv i dette område af Atacama-ørkenen. Det er stort set kun sand og klippeformationer.

Næste stop var dødens dal, hvor vi så endnu et imponerende goldt landskab med de mange vulkanske toppe i baggrunden. Derudover var der en sanddyne, hvor der blev sandboardet på. Der er flere forklaringer på, hvorfor dalen hedder valle de la Muerte. En af dem var at Gustavo Le Paige, en belgier, der ikke var super skarp ud i det spanske sprog, og han skulle have fået kaldt dalen for noget, der af de lokale blev opfattet som Muerte(død), og der af navnet. En anden forklaring er, at der er en del mennesker, der er omkommet i forsøget på at krydse den varme og ufremkommelige dal.

Derefter kom vi ind i selve månedalen, hvor der var 3 stop. Det første var ved Tres Marias, hvilket var en klippeformation, der skulle forestille de 3 Maria'er. Dog er der i dag kun 2 og en halv Maria'er, da der var en turist for et par år siden, der ville tage et billede, mens han kravlede rundt på en af Maria'er, og det medførte at klippen brækkede midtover.

Derefter skulle vi en tur i Amfiteateret, hvilket også var en klippeformation. Det var en høj klippevæg, der altså skulle forestille et amfiteater. Sidste stop var det sted, hvor vi skulle se solnedgangen over månedalen. Vi gik op til et højt punkt, hvor vi havde udsigt ned over det fuldstændige golde landskab, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor man mener dette skulle ligne månen. Der er simpelthen intet liv her i verdens tørreste ørken, men det var et sjovt syn at se et så goldt sted.

En kold morgen ved El Tatio Gejserne

Dagen startede kl. 4, da jeg skulle med bussen den lange tur til El Tatio gejserne, der er verdens højest beliggende gejserområde i 4300 meters højde. Vi skulle nå frem til solopgang, og gejserne skulle være flottest, når det er koldt og minusgrader, da dampen fra gejsere er højere og mere imponerende.

Jeg skal love for at det er koldt her i ørkenen kl. 4. Vores guide sagde der var minus 6 grader, da vi ankom til området, og det er ret koldt, når alt mit vintertøj ligger i Danmark. Efter at have set farvestrålende gejsere i bl.a. Yellowstone, så var dette gejserfelt ikke videre imponerende. Der var ingen mineraler eller alger til at give gejserne farve, og derudover var der heller ikke nogen super store gejsere. Dog var det meget sjovt at de tilberedte de æg vi skulle have til morgenmad ved at koge dem i gejserne. Først kunne vi anvendte de gejserkogte æg til at varme vores hænder, og det var en særdeles effektiv måde at få varme i hænderne. Derefter kunne vi pille skallen af æggene, og spise dem.

Efter gejserne var det tid til en tur i de varme kilder, der eksistere side om side med gejserne, og jeg så frem til at få noget varme i kroppen, men det var nogle mærkelige hot springs for de var ikke videre varme, og da vi endelig fandt et hot spot i kilderne, så var det simpelthen skoldende varmt, så det var enten eller. Enten kunne man sidde i en af de kogende områder, og halvvejs blive brændt, og ellers kunne sidde i et koldt område, der ikke var en varm kilde værdig.

På vejen tilbage stoppe vi i en lille flække, hvor højdepunktet var den gedeost empanada, som jeg fangede til frokost. Jeg har savnet god ost i lang tid, da de ikke kan lave ordentlig ost i Ecuador, Peru og Bolivia. Ellers så vi nogle Vicunaer og vilde lamaer på vejen tilbage til San Pedro.

Saltholdige Laguna Cejar

Det var tid til afslapning på hostelet inden jeg kl. 16 skulle på en ny ekskursion. Det er simpelthen så mange muligheder her i dette specielle ørkenområde, og så meget jeg gerne vil, så det er nødvendigt med to aktiviteter om dagen. Atacamaørkenen er et spændende område, da man som nævnt kan se verdens højeste gejsere, se golde månelandskaber, bestige vulkaner, se saltminer og højslettelaguner, sandboarde i de høje sanddyner og meget mere. Min sidste udflugt i San Pedro-området var en tur til Cejar Lagunen, der har et saltindhold på 30%.

Jeg kendte ikke steder på forhånd, da Lonely Planet ikke nævner denne lagune, men jeg fik det anbefalet af en brasilianer(og jeg følger ofte de anbefalinger, som jeg får med på vejen), men det var en sjov oplevelse. Man skal ikke stikke hovedet under det saltrige vand, da det ikke er rart at få i øjnene. Dog var det heldigvis ikke nemt at komme under vandet, da saltet bærer en oppe, og man kan flyde i vandet uden man skal gøre en indsats for det. Som man kan se på billederne, så kan ligge op sove i lagunen. Dog anbefales det at man ikke er i det saltholdige vand i mere end 20-30 minutter, da saltet ikke er godt for kroppen. Jeg ved ikke hvor saltholdig det døde hav i Israel er, men jeg kunne forestille mig at denne lagune minder om det Døde hav.

Endelig har man ikke lyst til at være alt for lang tid i vandet. Den ene årsag til dette er at lagunen ikke er super varm, hvilket jeg ellers havde forventet, da solen er brændende varm. Den anden grund er langt mere irriterende. Jeg ved ikke om der er nogen, der har prøvet at proppe salt op i bagdelen. Det er der sandsynligvis ikke, så jeg kan fortælle at det er ganske kløende og ubehageligt. Derfor var det også rart at næste stop ikke var langt borte. Dette stop var "saltørkenens øjne". De er to små laguner, der er placeret midt i saltørkenen, og de ligner to øjne. De to laguner er forbundet under jorden, men de var ikke super imponerende. Dog var det lækkert at springe i vandet og få vasket saltet af kroppen.

Sidste stop var Laguna Tebenquiche, hvor vi kunne nyde chips, kiks, en pisco sour og en varm kop kaffe, mens vi ventede på solnedgangen over ørkenen. Mens vi ventede kunne se et underligt skue af en gruppe af personer, der havde taget opstilling ude midt i lagunen og hånd i hånd stod de og mediterede eller noget lignende. Jeg ved ikke hvad det gik ud på, men de stod der i rigtig lang tid, og det lignede en sektleder, der var ved at "helbrede" eller hjernevaske om man vil en række klienter. Anyway vi fik set vores solnedgang, så vi kunne komme tilbage til hostelet, hvor den stod på bytur.

Det er et rigtig godt hostel, som jeg har boet på, hvor jeg har mødt mange interessante personer fra forskellige dele af verdenen, og da vi har tilbragt de sidste par dage sammen, og i morgen bliver skilt fra alle vinde, da mange af os forlader San Pedro, så skulle vores sidste aften sammen tilbringes i byen.

Det er dog lidt specielt at gå i byen i San Pedro, da nattelivet allerede slutter kl. 1. Derudover har de fået den sære ide at man ikke kan drikke alkohol uden at have mad på bordet. Spiser man ikke, så har de ret til at smide os ud af baren, så derfor bestilte vi nogle små mini pizzaer sammen med vores øl. Chilensk øl er slet ikke så dårligt, så det enten med at den festlige brasilianer Silvio og jeg efterhånden fik drukket os godt fulde inden vi blev smidt ud, da stedet lukkede. Det var en god aften, og en god måde at tage afsked med hele banden.

Efter et par begivenhedsrige dage i verdens tørreste ørken var det tid til at komme til Argentina og Salta næste morgen.