Morgenen efter sidste blog indlæg stod vi tidligt op for at drage på vandretur mod et af Columbias største trækplastre, den (tidligere) forsvundne by: "Ciudad Perdida". Turen blev dog en smule forsinket grundet vores manglende indsigt i Columbiansk tidsforståelse.
Indtil da havde vi erfaret at eksempelvis bussers ankomsttider, ikke er noget man kan regne med, som andet end et meget optimistisk gæt. Men vi blev noget overraskede over at den løse tilgang til tid var mere udbredt.
Aftenen før vi skulle afsted havde vi bedt om at få vores tøj vasket, da vi ellers ikke havde rent tøj at trecke i. Rengøringsdamen der skulle stå for sagerne var da også meget villig til at betjene os. Hun så intet problem i at vi skulle afsted den følgende morgen - Det kunne sagtens nås...
Den følgende morgen var vi begge noget overraskede over at intet af vores tøj var at finde på tørresnoren. Rigtig spændene blev det, da vi spurgte til sagerne og rengøringsdamen smilende svarede, at det skulle vi ikke bekymre os om - hun skulle netop til at vaske sagerne nu..

Det er muligt at Santa Marta er et varmt og solrigt klima, men i sidste ende fik vi lov til at gå trecking-turen i halvvådt tøj. Samtidig gjorde forsinkelsen at vi, vores ti rejsefæller og vores guide blev godt og vel halvanden time forsinket, hvilket samtidig havde den spændene konsekvens at vi blev fanget i (og fik lov til at se) afslutningen på Santa Martas handicap-cykelræs. Således godt rundtossede kom vi af sted mod ruinbyen i bjergene.

Turen lagde ud med tre timer i en proppet firehjulstrækker. (Man tror det ikke, men sådan én kan åbenbart indeholde 12 mand!!) Turen endte i en lille landsby hvorfra vejen snævrede ind til et smalt stisystem.
Her fra startede de følgende fire dage til fods.

Da vi havde brugt en god del af den første dag på køreturen (og rengøringsdamer og cykelsport) var første dags etape relativt kort. Udsigten skiftede utroligt hurtigt fra landsbyliv med hunde og høns over alt, til vild højlandsjungle og store udsigter. Vandringen forløb godt og problemfrit indtil ca. en time før vi ankom til det første overnatningssted. Her skiftede vejret i løbet af få minutter fra tre dryp til noget der ville få danske skybrud til at ligne støvregn. Vandet fik samtidig de røde ler veje til at ændre karakter til våde vandrutchebaner. Utroligt nok var mængden af mudderbadning relativt begrænset, men man følte sig stadig som noget af en tosset turisttype, da en af de lokale lige mente at han hellere måtte hjælpe én sikkert ind til siden så han selv og fem muldyr kunne smutte forbi.
Dagen sluttede i en lille enkel lejr under halvtage med den columbianske klassiker: Ris, (flad)Stegt-grøn-banan (ikke tomat), udkogt bønnesovs og et-eller-andet stykke kød. Sengene var en madras med et myggenet og vi sov som sten (en stor og en lille) inden for få minutter.
Anden dag af turen gik først over, og derefter igennem vandløb, hvor vi bl.a. fik underholdt resten af gruppen da vandet viste sig at blive så dybt, at Kathrine måtte op på Simons skuldre så tøj og rygsæk ikke blev helt sjasket til. Så fik vi frokost og kunne bade i floden, før gåturen fortsatte.
Efter frokosten gik turen forbi flere af de lokale Kogi (ikke cookie) indianeres lejre. Vores meget snaksagelige guide fortalte her bl.a. om brugen af og ritualerne omkrig koka-bladene i området. Generelt var Daniel, som guiden hed, meget interesseret i at give så god og dyb en forståelse af sit land, og af de indianere der boede i området, som muligt. Alt lige fra politik til indiansk sexpraksis blev åbent beskrevet.
Aftenen sluttede i en lejr for foden af bjerget hvorpå Ciudad Perdida ligger.

På turens tredjedag brugte vi formiddagen på at bestige de 1200 høje, smalle, glatte trin op til indgangen til Ciudad Perdida.
Legenden fortæller at byen blev (gen)opdaget for ca. halvtreds år siden af en bonde og hans søn, der var på gåtur ude i bjergene. De fandt den smalle trappe og kom som de første i flere hundrede år til byens indgang.
Her blev de nervøse over stedets mystiske karakter og labyrintagtige udformning, og frygtede at de skulle blive væk hvis de gik ind i byen. Derfor vendte de sammen tilbage til deres hus og hentede deres hunde.
Tilbage ved Ciudad Perdida slap de hundene løs, og da hundene efter et stykke tid vendte pænt tilbage regnede de det for sikkert at gå ind. Hvis det gik galt kunne hundene jo trods alt finde ud og hjem igen.
I byen fandt bonden og hans søn store mængder gamle guldskatte og besluttede derfor at vende tilbage til deres landsby for at hente hjælp til at få guldet ud. da de således var i færd med at hente guldet hørte faderen et skud - hans søn var blevet dræbt af andre skattejægere, som ville have guldet for sig selv. Hvor vidt faderen undslap er myterne ikke enige om, men guldskattene fortsatte i alt fald med at skabe grundlag for mord i området i et forsøg på at holde guldets hemmelighed hemmelig, i en sådan grad at området blev kaldt dødsskoven. Til sidst blev en af de lokale træt af problemerne og valgte at informere myndighederne, som derefter skred ind og som i dag ejer Ciudad Perdida, der nu er under den Columbianske regerings kontrol.
Da vi nåede toppen af bjerget brugte vi et par timer på at blive vist rundt blandt ruinerne af Daniel. De nuværende rester af byen består primært af dens brolagte gader og brede runde fundamenter som de lerklinede, palmeblads-tækkede huse har stået på. Da byen var på sit højeste, ca. samtidig med at Columbus fandt land længere nord på, var den hovedstad for Tayrona riget, der strakte sig imellem Sierra Nevada bjergene og helt ned til kysten hvor nutidens Santa Marta ligger. Daniel fortalte os at man bl.a. har fundet ud af dette fordi Tayronaerne ikke kunne lide at bruge jordstier og således brolagde alle deres veje med store flade sten på samme måde som deres hovedstad, men samtidig har man fundet ud af at en af de store sten der umiddelbart ligner en tilfældigt efterladt klippe tæt på indgangen til byen, faktisk er et kort over Tayronaernes verden hvor rillerne viser veje og kyster i riget, og hullerne byer og bjerge.
Nær deres politiske centrum viste Daniel os at en lignende sten var blevet brugt som kort over byen. Denne havde haft den ekstra funktion at fungere som undervisningsredskab for tilflyttere. Daniel fortalte at Tayronaerne, som en sikring mod angreb, havde lagt sten i byens veje. Hvis disse sten blev betrådt, udløste det et højt smæld der kunne advare om den fremmedes indtrængen.
Vel nede fra byen benyttede vi det resterende af dagen på at vandre tilbage til den foregående dags middagshvil. En relativt hård tur med vilde mængder regn, der dog pudsigt nok reparerede Simons mave som havde været skræntende siden den foregående aften.
Sidstedagen var planlagt til at skulle være en relativt lang march som man kunne vælge at være hård og klare på én dag, eller slappe af med og dele i to dage. Fra starten af turen havde vi besluttet at fem dage blot ville betyde for megen ventetid, men da Kathrine i løbet af natten havde overtaget Simons helbredsproblemer skulle sagen genovervejes. Effekten af sygdom hos Kathrine var dog alt andet end et ønske om at få lov at ligge og hvile. Hun blev stenhård i blikket, sagde ca. tre ord den første halve dag og marcherede som havde hun fanden i hælene. På den måde ankom vi til opsamlingsstedet fint foran tidsplanen.
Her blev vi samlet op af en temmelig hjemmelavet jeep/bus som tog os tilbage til Santa Marta, hvor himmelen i mellemtiden havde åbnet sig og vandet stod 30cm højt i byens gader - ikke akkurat det man ønskede sig med gennemsvedt tøj og sko fyldt med flodvand.

Alt i alt en fantastisk fed og uforglemmelig tur, med en masse søde nye mennesker og udfordrende junglevandring.