Boca Brava - Stillehavs ø (PANAMA)

Næste morgen forgik stille og fredeligt - Kathrine vågnede som sædvanlig som den første, og slentrede ud på badeværelset. I køkkenet mødte hun Rosie (vores værtinde), som spurgte hvornår vi egentlig havde tænkt os at skulle videre i dag. En stadig søvnig Kathrine forklarede at vi tog det hele stille og roligt, og begav os videre engang efter morgenmad og andet. Rosie så noget forbløffet ud, og spurgte om vi ikke skulle videre til Boca Brava, som vi tidligere havde fortalt hende? Og jo, det skulle vi jo lige netop. Men bussen videre hertil går åbenbart ikke hele dagen, faktisk gik den allersidste kl. 8.30 om morgenen inden den igen begyndte at gå om eftermiddagen, hvilket ville være for sent for os hvis vi skulle nå frem til næste destination inden mørkets frembrud. Dette gav os lige i nærheden af 34 minutter fra Kathrine fik snakket med Rosie, herefter hastigt vækket Simon, kylet en bolle og en banan i skrutten, lynpakket vores rygsække, hoppet på et lift op til vejen, og til vi stod ved busstoppestedet og ventede på den meget vigtige og eneste bus. Vi nåede den!

Så herefter gik det hastigt videre i den lokale skrumlebus, hvor man kommer hinanden dejligt ved på det lille areal med de mange mennesker. Efter nogle timer skulle vi skifte bus igen, her fik Simon benene på nakken for at kunne nå at ile ned til den eneste hæveautomat i en lille flække imens Kathrine passede på bagagen, for at vi kunne have nok til de næste dage på Stillehavsøen Boca Brava. Igen et par timer efter i den nyskiftede bus, skulle vi over i en ny igen. Her havde vi lige lidt tid, inden denne kørte videre mod havnen hvor en båd skulle fragte os over til øen.

I denne venteperiode var det meningen at vi skulle ud i den lille by og finde noget snorkeludstyr til Boca Brava og vores videre udforskning af marine-livet i Centralamerika. Dette skulle vise sig at blive et værre mareridt. Efter en hjælpsom dames anvisning om, at denne snorkelbutik ville ligge "ca. en halv fodboldbanes længde i dén retning", startede showet. Med MEGET tunge rygsække og diverse håndbagage i hænderne begav vi os, trætte i hovederne, ud på jagt efter snorkeludstyr i bagende sol. Det viste sig selvfølgelig at en halv fodboldbane var svær lige at vide hvornår man havde ramt, især når der skulle drejes om diverse hjørner i ny og næ. Derfor spurgte vi jævnligt forbigående folk på gaden om vejen videre til snorkelbutikken. Det mest frustrerende var midlertidig, at ingen rigtig sagde det samme om hvor den egentlig var placeret…

Da vi endelig nåde den efter at have krydset broer, motorveje og halve fodboldbaner, fandt vi hvad vi søgte. 2 gange snorkeludstyr og 2 stks udmattede og overophedede backpackere rigere, vendte vi snuderne tilbage den vej vi var kommet fra, for at tage den sidste bus videre til havnen.

Båden gik til tiden, og vi nåede heldigvis Boca Bravas frodige omgivelser lige inden mørkets frembrud, og lige inden at restauranten, øens eneste mulighed for at få noget at spise, lukkede.

Den efterfølgende morgen vågnede vi op til en prægtig udsigt fra hostelts hævede beliggenhed - høj sol, frodige tropeøer og dybblåt stillehavs-saltvand. Vi besluttede os hurtigt for at denne ø skulle udforskes, og vi gav os ud på en dagslang gåtur rundt om øen, med hver vores Crocodile-Dundee-hatte på hovederne og det nyindkøbte snorkel-gear i tur-tasken. Vi kom bl.a. forbi to strande, hvor vores eneste selskab var en masse krabber og eremitkrebs som piblede rundt, frem og tilbage i sandet - her badede og snorklede vi i et par timer, og nød hinandens selskab, før tiden var inde til hjemturen på jungle-stierne som førte tilbage til hostelt igen.

De næste par dage gik med seriøs start på opgaveskrivning til universitetet, i hostlets ultra behagelige hængekøjer. I løbet af denne noget mere stilstående periode på et par dage, fik vi booket en hval-tur sammen med nogle andre fra hostlet, som vi kunne se frem til. Den første lille skrive/læse-periode skulle altså afbrydes af en pause med hval-zafari, snorkeltur og udforskning af uspolerede tropiske stillehavs-øer med hvide sandstrande og grønne kokospalmer - en helt i orden pause!

Da vi begav os ud på nye oplevelser et par dage senere med tur-båden, havde vi selskab af 5 tyskere, 2 amerikanere og 1 australier. Med selskab af kæmpe pelikaner gyngende på vandet på hver sin side af båden, sejlede vi ud i den lille båd med motor og guide. Efter en times tids sejltur, stoppede vi båd og motor, og lå og vuggede på vandets overflade. Der gik ikke mange minutter før mørke skygger i vandoverfladen begyndte at vise sig meget tæt ved båden. En pukkelhval-mor med sin unge viste sig at være vores selskab der midt ude på Stillehavsvandet. De store hvaler svømmede rundt om os, pustede i ny og næ ud for på ny at tage en indånding og dykke igen, og vi så endda et pr springe lidt længere ude. Det var en vild oplevelse! Kæmpe store mørke hval-dyr i vandet lige der ved siden af vores menneskepakkede lille båd.

Her stoppede oplevelserne ikke. Efter en times tids studeren og billede-tagning, fortsatte turen videre forbi flotte sandstrande hvor vi spiste frokost, og videre ud til nogle gode snorkel-spots, hvor vi blev plumpet i med snorkeludstyr og info om at det f.eks. ikke var en særlig god idé at svømme for tæt på klipperne mht. bølger, strøm og uro i vandet. Så med afstand til diverse klipper og store sten, begyndte vi ellers at udforske undervands-verdenen ved Boca Brava.

Der gik ikke lang tid før en af de tyske piger vinkede os hen til sig. Det viste sig at hun havde fået øje på en havskildpadde som lå og svømmede fredeligt rundt under os. Herudover så vi flotte koraler, fisk og andre fremmede havdyr. Bl.a. fik vi øje på en sting-ray inde ved en af strandende, som vi fik taget en masse billeder af og holdt godt afstand til. Kathrine blev også tæt herved brændt af nogle små brandmænd som vi dog ikke kunne se, men prøvede at fjerne det værste af med en kniv inde på stranden - det hjalp vist fint imod det værste. Og Simon fik gået på kokosnødde-jagt efter de bedste af de grønne (som tit er dem der smager bedst og har mest saft i sig), imens Kathrine gravede fødderne ned i det varme pudder-sand og ventede på at ømheden fra det brændte område ville aftage.

Efter en lang og dejlig dag med masser af nye dyre og marine-oplevelser rigere vendte vi hjem igen. Senere på aftenen skulle vi da også lige smage en lokal hummer fra menu-kortet.

De næste par dage på Boca Brava gik med lidt opgaveskrivning og abe-kigning. På øen er der nemlig ekstremt mange howler-monkeys, som brøler i tide og utide og bevæger sig i store flokke fra træ til træ. Inden vi forlod den tropiske stillehavs-ø helt, fik vi en dag også lejet os en 2'er kajak, så vi på egen hånd kunne bevæge os lidt rundt om de nærliggende øer og mærke vandet ordentligt. De viste sig at være en anelse besværligt at komme helt rundt om en af de store øer pga store bølger og snævre passager på lavere vand. Så vi fik sejlet en del frem og tilbage, men fandt dog nogle gode uberørte strande hvor vi kunne spise frokost, samle muslingeskaller og konkylier, og prøve lidt flere kræfter med vores nye snorkel-udstyr. Det var i hvert fald dejligt at få lidt vind i håret, sol på kroppen og få musklerne til at arbejde lidt mere end normalt - det trængte vi til.

Med en fælles mening om, at det skulle vi have noget mere af, besluttede vi os for at krydse Panama fra hvor vi var nu, og drage til den modsatte kyst i Caribien. Her ligger nemlig Bocas del Toro, som er en kendt perle i Panama, bestående af en tropisk ø-gruppe med masser af dyreliv, snorkelmuligheder og Jamaicansk lokal-kultur. Med dette som morgendagens mål satte vi kursen, og tog en tidlig morgen-båd til fastlandet, hvor dagens rejse ellers fortsatte videre med bil, bus og båd.

Bocas del Toro - Bastimentos (PANAMA)

Ved morgenmad på Boca Brava inden afrejse til Bocas del Toro, blev vi endnu engang mindet om at gennemtænkt planlægning ikke altid er så udbredt i Panamá som i Danmark. Fra Boca Brava skulle vi med en vandtaxa tilbage til fastlandet. Vi havde godt nok set at der sad to backpackere og spiste morgenmad da vi drog af sted, men da bussen på den anden side erklærede at vi lige skulle vente hurtigt på de sidste passagerer, havde vi godt nok ikke forventet at båden der lige havde sejlet os over, nu skulle tilbage og hente de to andre, mens vi to sad og ventede på fastlandet.
Vi endte således med at sidde og vente 30 minutter på et andet turistpar, som vi lige så godt kunne have fulgtes med.
Da de to andre var kommet med, gik det dog strygende. Først tilbage op til "The Panamerican Highway" (Vi aner ikke hvad den hedder på dansk), hvor vi blev smidt af i et kryds, så videre derfra op til David, Panamás næststørste by. Underligt nok viste dette stykke af ruten sig at være den mindst vedligeholdte del af The Panamerican Hgw. vi har kørt på, til trods for at landet er et af de rigeste vi passerede.
I David drog vi videre stik nord, så vi hen på eftermiddagen, kunne sætte os til rette i en båd i et caribisk hav, efter om morgenen at have sejlet på Stillehavet.
Båden var en hurtig sag hvor turisterne blev pakket tæt ned for at blive bragt til Bocas del Toro bugtens hovedø "Bocas". Sejlturen var smuk, men selve Bocas levede op til historierne vi var blevet fortalt om at den var temmelig turistet og overrendt.
Derfor sprang vi direkte fra turist-båden over i en lille firmandjolle, som med enorm fart bragte os over til bugtens mindre kendte ø Bastimentos.

Bastimentos var et helt andet syn end selve Bocas, og for første gang følte man virkelig, at man var kommet til en helt anden caribisk kultur. Folk her er sorte, har dreadlocks, spiller reggae og snakker hvad de selv kalder "a broken english". Med det skal der forstås at ingen af os to ville kunne høre forskel på dialekten hos en mand fra Bastimentos og én fra Jamaica, så længe de begge snakker engelsk, men når folk fra Bastimentos snakker med hinanden, foregår det på en helt uforståelig blanding af spansk, engelsk og caribisk dialekt, hvor ord som eksempelvis "Ras" (lort) bruges helt i samme kontekst som på Jamaica.

På Bastimentos, fandt vi op til "Hostel Bastimentos" som ligner noget Pippi Langstrømpe ville have været glad for at bygge. Hele stedet er bygget på stolper op ad en skrænt af stedets ejer Enrique. Enrique finder selv løbende på hvad han synes kunne være gode udvidelser til hotellet, og bygger dem herefter som det passer ham. Dette betyder at hostlet er fyldt med over- og underetager der snor sig ind og ud mellem hinanden. Samtidig er alt malet i stærke, iøjnefaldende farver.

Husets/husenes noget skæve struktur giver det masser af små kroge og gange, og alle steder hvor der var plads, var disse fyldt ud med hængekøjer. Dette skulle vise sig at være perfekt, da det således sjældent var svært at finde en god plads til at ligge og læse i fred.

Samtidig betød husets beliggenhed oppe på søjlerne at vi hver morgen vågnede til et kig ned over byen, og videre ud over havet, helt fantastisk smukt.

Efter vores første nat på øen, besluttede vi os for at udsætte opgaveskrivningen for en stund, så vi kunne se vores nye hjem nærmere an. Således pakkede vi en taske og begav os ud på en lille sti der krydser øen for at komme til "Turist attraktionen" Wizard Beach.
Da stien åbnede sig ud på den enorme bounty strand hvor kokospalmerne strakte sig ud over sandet mere end en kilometer til hver side, indså vi at valget om at forlade Bocas Town havde været helt rigtigt. Vi delte dette tropiske paradis med hele to andre mennesker. To fyre der sad under en palme, så langt væk fra os at vi knap kunne skimte dem.

Efter at have spist et par madder i sandet, hoppede vi i vores snorkeludstyr, og begav os ud for at besigtige verdenen under vandet.
Wizard Beach var helt sikkert ikke så fint et koral rev som noget af det vi havde set ved Boca Brava. Her var hverken pukkelhvaler eller havskildpadder, men smukt var det, og mens Kathrine legede den lille Jaque Costeau med sit undervandskamera og filmede alle de farvestrålende fisk, gik Simon på opdagelse og dykkede efter konkylier og gamle sunkne ankre.

Efter et par timer i vandet besluttede vi os for at drage videre til den nærliggende Red Frog Beach. Denne skulle være kendt for sine giftige Strawberry Poison Dart Frog (ja det hedder den!), som man efterhånden skal betale en guide for at få hjælp til at finde.
På mærkværdig vis lykkedes det os aldrig at finde stranden før vi blev nervøse for tiden og besluttede at vende snuderne hjem ad, men midt i vores søgen efter hvidt sand, stod vi lige pludselig overfor en lille rød, sortplettet frø der var på vej igennem junglen. Således fandt vi aldrig den rigtige vej videre, men en sjælden truet frø - nogle gange er den forkerte vej også god.

De næste par dage gik med læsning i hængekøjerne og madlavning i det åbne køkken med hav-udsigt, før vi igen kom på eventyr. Dette skete med Norberto og Jessica, et spansk/tysk par som ligeledes boede på vores hostel. Sammen med dem lejede vi en båd med skipper, der tog os på tur rundt om øen.

Først sejlede vi ned til Dolfin Bay, hvor vi så delfinflokke lege og jage i det kølige vand. Så drog vi ud til Coral Key, et lille skur på nogle stolper midt i et koralrev, hvor nogle lokale fodrede enorme piratfisk som vi let kunne svømme ind imellem - efterfølgende var Kathrine glad for at hun først fik at vide, at det var piratfisk efter vi var kommet op af vandet igen. Her var også alle mulige andre småfisk og mangroveskove man kunne snorkle ved.

Fra Coral Keys sejlede båden ud til Islas Zappatillas, hvor vores skipper satte os i land så vi kunne snorkle fra stranden. Her var vores helt store oplevelse en lille hule hvor Kathrine spottede en Dragefisk, en invasiv art, som er så giftig at den ikke har nogen naturlige fjender i Caribien. Da Simon dykkede ned og stak kameraet (på en stang) mod hulen, viste fisken sig også at være temmelig selvsikker, og pustede sig op mens den svømmede let ud af hulen. Det tog vi som et tegn til at lette os og se at komme videre.

Tilbage oppe i båden spurgte vores skipper om lysten var til at lede efter dovendyr eller snorkle mere. Vi besluttede at nu hvor vi havde en båd var det med at udnytte snorkelchancerne og få kigget på verden der nede.

Derfor sejlede vi til en lille mangrove ø hvor man let kunne komme til at kigge ind under de flydende træer og deres lange rødder. Det var særdeles underholdende, men turen peakede for Kathrine da hun var midt i et projekt med at filme en særlig lille fisk der havde fanget hendes øje. Pludselig gled der en stor skygge forbi i hendes øjenkrog, og da hun kiggede, var det er 3 meter lang rokke. Stiv af skræk sagde hun ikke eet ord, mens rokken gled forbi, men så kan det ellers være at der kom fart på.

Da vi senere så filmen, kunne man høre et indelukket skrig og et "SIIIIIIMOOOON!!!" før kameraet stryger afsted i et hav af bobler. Spøjst nok fandt vi senere ud af at hvad Kathrine havde set og troede var en farlig sting-ray, faktisk var en manta-ray (djævlerokke), som godt nok kan blive helt op til 7 meter fra spids til spids, men som på ingen måde er farlig. Lige siden da, har Simon været dybt misundelig på Kathrines noget pludselige sammenstød med kæmpe-rokken.

Simon fik dog andre nydelser på Bastimentos. Det viste sig nemlig at Panamá fejrer sin uafhængighed i starten af November, imens vi var på øen. Således øvede en masse af de lokale mænd og drenge sig til det store marchoptog i forbindelse med festlighederne.
Dette ledte til at Simon fik fundet et par af de involverede og fik noget undervisning i hvordan en kølle præcis skal bindes om hånden, og hvordan man kan flashe de vildeste moves, alt imens man spiller march. Simon fik aldrig helt lært hele kastelegen, men underholdende var det.

Under hele vores besøg på Bastimentos, var vi temmelig interesserede i at få fat i nogle af øens maritime goder. Det lykkedes os aldrig at få fat på de hummere vi havde hørt rygter om kunne købes billigt, men en af vores sidste dage på øen fik vi besked om, at nu kom fiskerbåden ind, og så var det altså bare med at komme af sted.

Nede ved båden havde fiskerne en lille jolle fyldt med små brede sølvfarvede fisk. Vi havde ingen idé om hvad præcist disse var, men købte alligevel fem fisk - det var ikke den store chance at tage, da fiskene tilsammen kom op på hvad der svarer til blot 15 dkk.

Hjemme på hostlet fortalte Enrique at fiskene var "Jack-fish" og at disse havde et hårdt ben på siden, som skulle fjernes før man tilberedte dem. Vi gik således i gang med at rense og slås med disse noget genstridige ben. Undervejs i kampen fik vi hjælp at et par flinke sydkoreanere, som tydeligt vidste mere om fiskerensning end vi gjorde, men var ligeså uerfarne som os hvad angik det førnævnte ben. Vi nåede således at få maltrakteret de fleste af fiskene noget, før rengøringsdamen på hostlet tilfældigvis kom forbi. Hun vendte hurtigt fisken om, skar fra den anden side og på den halve tid det havde taget os at skære benet fra, havde hun fjernet det på begge sider, mens fisken så næsten urørt ud. Noget af en modsætning til vores hullede forsøg. Alle fiskene, hullede eller ej viste sig dog at smage aldeles fantastisk, så aftenen endte skønt.

En anden yderst positiv oplevelse ved Bastimentos var Enriques baghave. Som alle andre dele af huset, lå den noget utilgængeligt, ide bag nogle huse og nede af en trappe, men da vi havde været på øen i en uges tid, tog Enrique os med på rundvisning derude. Det der havde lignet et hvilken som helst andet stykke jungle, viste sig at indeholde stjernefrugter, chilli'er og bananer, men også indtil flere frugter vi aldrig havde set før eller hørt om, her iblandt store Jack-Fruits og en lille kartoffellignende frugt, der når den blev skrællet var flammende orange og smagte som en blanding mellem en mango og hyldeblomster. Hvad den officielt er navngivet ved vi stadig ikke, men Enrique kaldte dem mangotees.

Grundlæggende var vi helt vildt glade for at bo på den lille caribiske ø, men desværre endte der med at gå ged i den. Geden bestod af ca. 40 panamánske turister fra Panamá City. De flyttede ind da vi havde boet på øen i lige under to uger, og efter et par dage måtte vi indse at deres tilstedeværd og vores opgaveskrivning simpelthen ikke var kompatibelt. Voksne som børn havde de simpelthen et andet forhold til larm og det at fylde end både caribere og danskere. Til at starte med var vi i tvivl om, om det var vores danske aner og Jantelov der fik os til at dømme de lokale efter en skæv standart, men da vi delte vores frustrationer med Enrique, fortalte han at han aftenen inden havde truet hele banden med at ringe til politiet og få dem smidt på porten hvis ikke de skruede ned for både dem selv, børnene og musikken. Desværre havde ikke engang Enriques hårde fremfærd overfor tosserne fra storbyen ret megen effekt, så vi besluttede at hvis vi ikke kunne undgå at spilde nogle dages læsning, kunne vi lige så godt gøre det i en bus på vej længere nord på. Således besluttede vi at vi næste dag ville smutte med den tidligste båd mod grænsen til Costa Rica, for at passere lige durk igennem det dyreste land på vores rute, og sigte efter surferbyen San Juan del Sur i det sydlige Nicaragua, som de to sydkoreanere vi havde tilberedt fisk sammen med, havde rost til skyerne. En fredelig sandstrand med en hængekøje kunne vel ikke være det værste sted at få skrevet sådan en opgave...

Den aften hvor vi skulle af sted, nåede vi dog at få to sidste oplevelser med i tasken fra Bastimentos. For det første var det endeligt blevet tid til det store trommeoptog som der var blevet øvet til de foregående to uger. Det startede som en torden der voksede, og da vi kom ned og fik set med, var det absolut noget andet en de noget sjusket arrangerede øvetimer vi tidligere havde været vidne til. Forrest i kolonnen der strømmede hen af den lille gangsti midt i Bastimentos, kom 5 dansere, ledet af en frontdanser med en lang tambourstav. Bag disse kom 6 marchtrommer, som skiftevis spillede improviserede solo'er og fællespartier som angav til de efterfølgende 50 trommeslagere hvilken rytme man nu skulle skifte til.

Det allermest imponerende var to af de højeste fyre der gik med hver deres storetromme spændt på maven. Hver gang kolonnen gjorde holdt, udførte de lange serier af kast med storestrommen som altid endte med at de greb trommen med halsen i den rem den hang i.

Da kolonnen nåede frem til vores hostel, mødte vi Enrique. Vi fulgtes op på hostlet, og vi gik med op til hans private område for at lave mad og sige tak og farvel. Her fik vi endeligt spurgt ind til områdets religion og tro, og om Vodoo, eller Vodun var noget Enrique kendte til. Det gik hurtigt op for os at dette var et emne vi skulle have åbnet da vi ankom, for historierne Enrique kunne fortælle var muligvis ikke altid hundrede procent velunderbyggede, eller overhovedet sande, men de var gode. Han fortalte om dengang han var dreng hvor byen ikke havde elektrisk lys. (Vi snakker før 1990) Dengang påstod han at Vodun var meget udbredt, og de lokale var bange for at gå ud om natten, da de mente at Vodun-dyrkerne rendte og lavede deres kunstner der. Han fortalte at der dengang var problemer med at nyligt begravede personers lig blev stålet på kirkegårdene for at blive benyttet i sort magi, men han fortalte også at Vodun langt fra var død. I følge Enrique har Bocas Town stadig den dag i dag en aktiv Vodun kirke, og han kunne fortælle hvordan en af hans ansatte var blevet taget ganske pænt ved røven af en lokal Vodundyrker, som havde franaret hende en god del af hendes penge.

Selv påstod Enrique at han ikke var troende, han mente ikke at Gud eller Vodun havde nogen magt, men da ordet ånd (spirit) kom op, blev talen en hel anden. Det var slet ikke et spørgsmål for ham om at det eksisterede. Ånd var noget der var og noget man kunne arbejde med. Således fortalte han at en lokal mand kunne fjernheale kvæg. Langt inde fra fastlandet kom folk travende for at få denne gamle mand på Bastimentos til at bede over deres syge dyr, og "puf", så blev dyrene raske. Den var helt sikker hver gang, fortalte Enrique. Hvis man gik ned og snakkede med denne mand blev dyrene raske, hvis ikke var det bare ærgerligt.

Med hovedet fyldt af historier om jamaicanske zombier på sukkermarkerne og i købmandsbutikkerne i Bocas, gik vi tidligt i seng for at komme med den tidlige båd nord på næste dag. Foran os ventede et par lange rejsedage og en noget usikker ankomst før vores drøm om skrivearbejde og sol på en sandstrand kunne blive realiseret.