Her igen en update efter nogle begivenhedsrige dage i det Columbiske højland:
For en uge siden afsluttede vi vores ophold i Bogota med et besøg i bjergbyen Zipaquirá's Saltkatedral, ifølge stedets egen information, det største vidunder i Columbia.Katedralen består af tolv kapeller i varierende størrelser, fra små indhak til dagligdags bøn, til huler på størrelse med en boligblok, hugget ind i klippevæggene af minearbejderne. Kapellerne er forbundet i en lang gang, der ender i den enorme Katedral i hulens bund med tre kollosale rum.Kirken startede blandet minens saltarbejdere, der skabte rum for at bede i forbindelse med deres farlige arbejde, og greb om sig til en størrelse vi sjældent har set.Vi var vildt betaget af stedet. Noget mindre af vores såkaldte engelske guide og de mildesttaget kulørte oplysninger af klipperrummene. Noget sjovere var oplevelsen som "minearbejder" som vi ikke forventede meget af, men det viste sig at være ganske sjovt at hugge salt ud af klipperne, selv om Simons halve oversættelser af guidens spanske forklaringer gav et spændende touch.
Dagen efter saltminerne, blev vi enige om at have set nok til storbyens ræs og hoppede på en bus til landsbyen Villa de Leyva 5 timer nord for Bogota. Her ændrede omgivelserne sig drastisk, og storbyen og de frodige bjerge blev udskiftet med kaktusser, skorpioner og hvidkalkede huse i bedste Zorro-stil. Faktisk har stedet dannet kulisse for en spansk indspining af helte-myten kaldet "La Rosa y la Espada". Efter at have udforsket den lille landsby med de kæmpe store sten der udgjorde vejene til fodgængere såvel som motorcyklister og bilister, blev vi enige om at begive os på en heik op i de flotte bjerge som omgiver Villa de Leyva. På den noget stejle og rimelig udfordrende tur i det knastørre terræn, fik Kathrine slåsset med skorpioner og Simon med en kæmpe-bille som han redede fra myrre-døden - noget af et eventyr!! Til sidst blev vi belønnet med en udsigt som man vidst ikke engang kan sig at noget kan hamle op med i de nordiske eller Europæiske lande.
Efter en cerveza og en cane lazo (lokal specialitet bestående af varm anislikør/aguaardiente, sukker og kanel) drog vi videre sydpå og ned af bjergene til endnu en lille søvnig Koloni-tids by: Barichara.
Vi ankom til Barichara en sen eftermiddag kun med en bestilling på det billigste hostel vi kunne finde, at forholde os til. Det viste sig at dette sted samtidig var det smukkeste sted at indloggere sig i byen. Prisen skyldtes at det lå i udkandten af byen, hvilket betød 5 min. til fods indtil den centrale plads. Fra vores lille asketiske rum med et udendørs, privat toilet(det lyder smart, men er ikke problemfrit i aftenernes insekt-storm) havde man udsigt til en bred bjergdal hvor gribbene svævede dovent rundt dagen lang, og vores værter var et par jævnaldrende hippier der besvarede et hver forespørgsel med et "tranquillo"...Det var først den følgende dag at vi opdagede at byens sande skønhed lå på den anden side af den bjergkam byen lagde sig op ad.Her kunne man virkelig fornemme bjergenes størrelse og vi fornemmede hvordan det var at være i andesbjergene - troede vi.
Efter en aften med lidt for mange øl og heftige domino spil med de lokale, mødte vi den følgende dag byens engelsklærer, som mere eller mindre uopfordret antastede os udenfor den lokale kirkegård.En tilfældig snak endte i en tur rundt i byen hvor både landets politiske situation og byens rustrøde jord blev inddraget - og det var ikke før vi igen stod og omtalte andesbjergenes storhed at Juan Carlos (som engelsklæreren hed) nævnte at det vi troede var de enorme andes bjerge, i virkeligheden var udløbere og for kleje til at kunne regnes for egentlige andesbjerge. 
Ud over at irettesætte vores forfejlede geografiske antagelser gav Juan C. et spændene indblik i columbiansk selvforståelse og hans kamp for og tanker om hvordan man kan undervise columbianere bedre i engelsk, var spændende at høre.Der ud over var hans forståelse af columbianerne som opdelt imellem de tjekkede, disciplinerede, stramme og kolde bjergfolk overfor kystens løse, frie, følelsesladede beboere en spændende tanke, og om end den var svær at acceptere i en indkarneret akedemiker-forståelse, er det ikke desto mindre en tanke vi efterfølgende har mødt på vores vej op til kysten.Vi afsluttede besøget i Barichara med byens obligatoriske tur til Guane. En lille søvnig landsby 6 km borte med et interessant lille palæontologisk/arkæologisk museum.6 km kan her lyde af ikke særligt meget, men når det er i bjerge er det både temmelig meget længere og temmelig meget smukkere at gå sådan en tur.Museet viste sig at være spændende, om end Simon var lettere kritiske overfor guidens påstande om de lokale indianeres slægtskab med vikingerne.Rigtig sjovt blev det dog da vi kom ud af museet og mødte en flink ældre herre der insisterede på først at lærer os om chicha'ens fortræffeligheder og så at kører os tilbage til Barichara. Han drak hedigvis ikke selv noget af den stærke drik der laves af de lokale bønder af majs, vand og rester fra sukkerproduktionen og som gradvist får lov at fermentere over dage, så det går fra en tyktflydende væske vis smag ellers minder om øl, til en udrikkelig substans hvis eneste gode er at det kan gøre dig høne fuld for et par kroner.Idag er vi så ankommet med natbussen til Santa Marta, en af de første spanske grundlæggelser i den nye verden. Selve byen er ikke helt så bjergtagende som man kunne håbe, men den er et godt udgangspunkt for mange kortere rejser. Den helt store trekking-tur tager vi på imorgen, hvor vi de kommende 4 dage går tur retur i regnskoven til den forladte indianerby - "Ciudad Perdida".