Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 23 - 8. november: Vi var seje og lejede en scooter! Meget god idé, indtil det (fem minutter efter vi var taget afsted) begyndte at regne helt sindssygt meget! Sabine kørte scooteren (siden jeg ikke har kørekort, turde hun ikke lade mig køre...) og hun var ikke helt tilfreds med måden de kører på her. Vi blev selvfølgelig også dyttet af en del gange, af utålmodige bilister.
Våde og kolde kom vi frem til vores mål med turen, nemlig Trang An. En vietnamesere kom frem og klappede os på håret. Man føler sig lidt som et dyr eller noget herude. Han valgte så også at lægge sin hånd på min mave og spørge "baby?". Det syntes Sabine var meget sjovt!
Vi stod og ventede i lang tid, før vi endelig kunne komme i de små robåde som vi skulle sejle rundt med. Der var virkelig en flot natur (lignede Halong Bay meget, bare ikke ude ved havet). Vi sejlede også igennem mange grotter, som var så lave, at vi næsten ikke kunne være der.
Det begyndte at regne igen, så efter turen valgte vi bare at tage tilbage til hotellet og slappe af.
Dag 24 - 9. november: Det regnede stadigvæk og vi havde ikke rigtig noget at lave, så vi sov længe. Meget længe endda. Havde egentlig en billet med nattoget ned til Da Nang, men så skulle den der tyfon jo åbenbart ramme lige der, så vi valgte at tage op til Hanoi igen og afvente stormen der istedet. Der var kun hard seats tilbage og de var virkelig hårde. Det var faktisk bare en træbænk. Men turen tog kun lidt over to timer, så det var ikke så slemt.
Dag 25 - 10. november: Kedelig dag. Udover at vi var ude at spise lå vi egentlig bare på hotellet og læste bøger, trænede lidt og lavede ingenting. Tyfonen var nu degraderet til en tropisk storm og det var altså ikke særlig slemt overhovedet.
Dag 26 - 11. november: Idag var vejret bedre, så jeg valgte at gå en lille tur i Hanoi. Er stadigvæk ikke så glad for byen, men den var i hvert fald ikke ligeså slem som sidst.
Om aftenen tog vi nattoget ned til Da Nang. Damen vi købte billetterne ad, rystede på hovet og sa "no, no, no, you don't want to" da jeg ville købe den billigste billet. Det var en hard sleeper level 3, hvilket udover at skulle være meget hård, skulle være så tæt på loftet at man nærmest ikke ville kunne ligge der. Jeg købte den alligevel. Det er jo en del af oplevelsen, at rejse som og med de lokale. Da vi kom ind i toget blev jeg meget positivt overrasket. Sengene var ikke ligeså hårde som jeg havde troet og syntes ikke der var pladsmangel. Sov faktisk rigtigt godt! Virker til jeg har arvet min farfars sovehjerte (tak!). Sabine købte den nedenunder, med mere plads. Hun sov vist ingenting overhovedet...
- comments