Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 27 - 12. november: Da vi ankom til Da Nang mødte vi to danskere, som vi delte en taxi med til Hoi An. Det viste sig at de var medicinstuderende i Odense, så vi havde meget at snakke om! Vi fandt et hotel og gik en tur i byen, som var meget hyggeligere end Hanoi.
Sabine ville gerne få syet en kjole, men da vi så hvor mange flotte ting de havde og hvor billigt det var, kunne vi ikke rigtig lade være med at bestille lidt mere tøj. Efter alle butikker vi havde været inde i havde vi begge to bestilt tre kjoler hver og også lidt andet tøj. Oups!
Om aftenen mødte vi danskerne igen og fik en drink og en øl, som ikke engang kostede en krone. Det er så billigt her i Vietnam! På vej hjem blev vi dog ret bange, da masser af klamme rotter løb rundt over det hele. Ad!
Dag 28 - 13. november: For en gangs skyld var der godt vejr her i Vietnam, så vi besluttede os for at leje cykler (som dog var alt, alt for små) og cykle ud til stranden. Det var en cykeltur på ca 5 km og jeg syntes virkelig det var dejligt at komme ud at lave noget igen, efter alle dage på hotelværelset. Det var en dejlig strand, men meget undervandsstrøm, så fik desværre kun badet lidt.
Efter nogle timer var vi nødt til at cykle tilbage og prøve kjolerne, hvilket vist var ret godt, for de havde lavet Sabines kjoler alt for store og mine alt, alt for små.
Vi havde også fundet en rigtigt dejlig restaurant med helt fantastisk mad. Det endte faktisk med at vi ikke spiste andre steder overhovedet. Vi smagte flere lokale retter og det var helt klart noget af det bedste vi har fået på rejsen indtil videre. Ejeren havde også en meget sød, lille datter, som åbenbart var meget glad for Sabine, så hun holdt os selskab meget af tiden.
Dag 29 - 14. november: Endnu en gang skulle vi prøve kjolerne, som nu begyndte at sidde ret godt, og endnu en gang lejede vi cykler og cyklede ud til stranden. Vi nåede dog kun lige at skifte til bikini og så begyndte det ellers bare at regne og tordne. Så meget for den strandtur! På vej hjem kom vi også til at fare vild, samtidig med at det bare stod ned i stænger, så vi blev ret våde og kolde. Men så fik vi da set lidt mere af byen!
Om eftermiddagen havde vi hentet alt vores nye tøj og så mødtes vi igen med danskerne, spiste lidt mere lokal mad og så skulle vi med nattoget videre mod Nha Trang.
Dag 30 - 15. november: Jeg havde overtalt Sabine til at købe hard seat-sovepladser igen. Turen gik fint, men ved 7-tiden om morgenen, ca. en halv time før vi skulle være fremme i Nha Trang, rystede og larmede toget helt pludselig meget. Toget stod så stille i otte timer og vi fik ingen information overhovedet. Først lige før vi endelig begyndte at køre igen, fandt vi ud af, at toget var blevet ramt af en stenlavine og at lokomotivet og den første vogn var afsporet og veltet... Men nu er vi i det mindste fremme i Nha Trang!
- comments
Farfar Vi glæder os til at se alt det fine tøj på!!!!!