Profile
Blog
Photos
Videos
Bushwalk Mission Beach
Anden dag på Mission Beach. Var stadig ikke helt kommet mig over at jeg dagen forinden havde hoppet ud af et fly. Det er jeg faktisk stadig ikke, jeg forstår ikke helt at jeg har gjort det… Og hvorfor jeg gjorde det! Men det var sejt, i kan fra nu af kalde mig Flyver-Reggae!
Det regnede. Der er intet at lave i Mission Beach. Jeg fandt "vandreskoene" frem og drog med ud i den vilde natur for at spotte Cassowarys. Til dem der endnu ikke har hørt om Cassowarys kan jeg fortælle at Cassowaryen er en stor fugl i familie med Emuen. Den kan ikke flyve og den er en truet dyreart. Den kan blive næsten to meter høj, kan løbe op til 50 km i timen og som min nye helt Barry Divola så flot beskrev den, så ligner den et kryds mellem en emu og en dragqueen!
Det er en lidt sej fugl, i hvert fald hunnerne. Hun Cassowarysne går nemlig ud og finder sig en toyboy Cassowary! Herefter bliver hun gravid, ligger sine æg og smutter! Så står den stakkels toyboy Cassowary med alt ansvaret for disse æg og derefter for opdragelsen af Cassowary-babyerne alt imens at mor Cassowary er ude for at finde en ny toyboy, blive gravid og gentage seancen! Mission Beach er et af de steder hvor der er bedst chance for at spotte dette usædvanlige væsen. Så blev i så meget klogere!
Det regnede mere… Ordet Regnskov fik en helt ny betydning. Jeg er jo ikke den store fan af vandre ture, så det passede mig fint da Safari-Joe sagde at vi kunne klare turen fra bilen af. Vi kørte til et bolig område hvor der var mange Wallabies kiggede lidt på dem og kørte mod Regnskoven. Sprøjtede myggespray all-over og vandrede lidt ind i skoven. Her lå der 3 Casowary æg. Fake Casowary æg! Bare lagt der for at vise turisterne hvordan disse æg ser ud. Kiggede på div. farlige planter. Bl.a. "Wait-a-While" som er en plante/træ med lange grene der hænger og dingler. Alle grenene har små kroge som fanger dig. Som navnet antyder skal man vente lidt og så kan man komme fri igen…
I regnskoven var der super frodigt (!) og kunne ikke lade være at sidde og grine lidt for mig selv hver gang dette ord kom ind i mit hoved! Åh Skatter jeg mangler dig… Sagde CITROOON og tog et ensomt Skatter billede J
Tilbage til bilen og nu mod en Bananfarm. Havde endnu ikke spottet Cassowarys, men da vi ankom til farmen var der skam en far Cassowary og to Cassowarybabyer! Det regnede ret meget men fik da taget et par billeder. Folk købte deres billige bananer og så tilbage til vores hostel.
Om aftenen havde jeg tænkt mig at gå tidligt i seng. Men så mødte jeg nogle Irske fyre der fik lokket mig med på druk spil. Var ca. 15-20 mennesker der spillede med, mest europæere. Jeg havde ikke noget alkohol, og det skal man åbenbart have til druk spil - herre plat! Nassede noget goon fra min nye Svenske veninde Susanne. Nu sidder du sikkert og tænker goon, hvad i helvede er nu goon og hvor er Rikkes vodka? Præcis hvad jeg tænkte: "Where are you vodka? Its me Reggae" Men lige lidt hjalp det, jeg var langt om længe røget med på goon vognen.
Goon er papvin, tror jeg… På pakken står der at ingredienserne er 220 og 202, så er ikke helt sikkert hvor meget det har at gøre med vin når det kommer til stykket! Goon er urimeligt populært blandt backpackerere (og aboriginals)! Det er noget billigt sprøjt der gir onde tømmermænd. Mange backpackere render om aftenen rundt med en sølv pose som indeholder goon, stort set ingen beholder papæsken som vinen jo som regel befinder sig i… Denne pakke kan laves om til en kasket og når goonen er drukket bliver posen lavet om til en hovedpude. Lidt luft og så er det en top kvalitets hovedpude som helt sikkert ikke har bedbugs! Ergo du får en billig brandert, en ny kasket OG en hovedpude for næsten ingen penge. Uden tvivl en Win-Win situation! Der er også en druk-leg der hedder "Slap the goon". Denne leg går ud på at hænge en pose goon op på et tørrestativ. En slår til goonen hvilket får tørrestativet til at dreje rundt og den person der ligger/sidder hvor goonen ender, skal drikke. Vip hovedet tilbage og åben munden, genialt… Hvis man altså ligger inde med et tørrestativ!
Tilbage til druk spillet. Her var der pludselig kommet en ny regel på bordet. Hvis man fik to af det samme slags kort, skulle man gå planken ud. Over poolen var der nemlig en planke hvor man kunne "slås" men hinanden. Selvfølgelig fik Rikke to dronninger og måtte gå planken ud. Havde min bikini på så det var ikke det store problem. Regnede heller ikke med at blive våd, da jeg jo er super sej til at gå på line. Men så var det at en af de danske tvillinge fyre synes at det gik lidt for godt, vippede planken og Rikke røg plask i vandet! Han vidste dog ikke at jeg var dansker så ham og hans bror måbede lidt da jeg ga' ham en sviner på dansk… Resten af aftenen var vi "like this"!
Inden længe var vi alle i vandet. Det gik åbenbart ud på at skubbe så mange i vandet som muligt. Super farligt, men det var vidst kun mig der bekymrede mig om det! Alderdommen længe leve!
Næste dag var check ud fra Scottys, Mission Beach og retning mod Cairns! Farvel til Mission Beach og farvel til deres "Big Thing" som ikke kunne være andet end en kæmpe Cassowary!
- comments