Vores helt eget værelse i lang tid og endda med tv, plus billigere end hvad vi tidligere har boet på i Peru. Det var, hvad vi boede på i Nazca for 2 dage. Første dag var forbeholdt The Nazca Lines, så efter råd fra internettet tog vi en taxa ud til lufthavnen, hvor de forskellige flyve-bureauer holdt til. Desværre kunne vi ikke forhandle os ned i pris, da den var ens os alle, men da vi - så dumme som vi er - havde glemt vores pas på hotellet, tog vi det bureau, som inkluderede transport indtil byen for at hente det og tilbage igen.
Flyveturen var en halv time lang og foregik i et lille fly med plads til seks personer med pilot. Flyveturen var noget turbulent, og til tider føltes det som om, vingerne stod lodret, når vi skulle se og fotografere tegningerne nede på jorden. Tegningerne var ikke så store som forventet, men de var stadig et kønt syn.
Da vi kom hjem fra flyveturen, besluttede vi os for at tage ud og prøve noget lokalt mad, da det var lang tid siden. Vi fandt en restaurant, som var fyldt op med lokale og bestilte, hvad de spiste. Men det viste sig at være rimelig uappetitligt, da der i suppen til forretten svømmede en afhugget kyllingefod rundt og til hovedret blev der serveret en stor uspiselig og udefinerbar knogle. Som trøst købte vi nogle Oreos med hjem og spiste dem til en film på hotellet. Til gengæld fandt vi noget bedre lokal mad dagen efter hos en gadesælger på hjørnet. En ret som på spansk hedder Papa Rellena, hvilket er kødstuvning inde i en stegt kartoffel med løg, mayonnaise og chilisovs; én til morgenmad og én til frokost og så var vi tanket op til at sandboarde ude ørkenen. En kæmpe fire-hjuls-drevet ørkenracer hentede os på hotellet og kørte os sammen med fire andre turister ud i ørkenen, hvor vi fik en rundtur i den blandt sanddyngerne. Som i en forlystelse i Djurssommerland susede vi op og ned, så det gav sus i maven (optur!). Den stoppede oppe på et sandbjerg. Her fik vi tildelt et sandboard hver, som er et bræt lavet ud af træ med fire remme, to til hver fod - simpelt er bedst. Så skulle vi ellers bare køre ned ad sandet lige meget hvordan, stående, siddende eller liggende. Det vigtigste var bare at komme ned. Efter godt og vel en times leg i sandkassen kørte vi hjem igen, og akkurat, som da vi var mindre, havde vi sand over det hele: i hår, mund, øjne, bukser og lommer. Et godt, langt bad var på sin plads.

Efter Nazsa og i de sidste alt for mange dage har været i Lima, hvor vi har ventet og så ventet lidt mere. Ventet på at vi skulke flyve fra Peru til Rio. Et par gåture er det blevet til, men ellers er tiden gået med at spise burgere, rigtig mange burgere og alt for mange pommes frites. I dag er endelig blevet dagen, hvor vi skal flyve. Så nu skal vi kun vente lidt endnu før, der er boarding til vores trejde sidste flyvetur for denne omgang.