Titicaca.
Sydamerikas største sø. 200 km lang og 100 km bred. En kæmpe sø i Sydperu, som også grænser op til Bolivia. Indhegnet af bjerge på alle sider og med flydende menneskebyggede øer kaldet for uros. Lyder som et storslået syn (ikke?) Nej ikke rigtigt...

Efter Cuzco tog vi en bus ned til byen Puno, som ligger ved Titicaca søen, og sammen med tre andre fra United Kingdom bookede vi en tre timers sejltur på søen via hotellet. Desværre viste det sig at være et stort show for turisterne. Vi kom på en båd med 20 andre turister og blev sejlet ud til den første ud af tre uroer. Uroen bestod af 100 m^3 ildelugtende og fluebefængt halm, hvorpå der stod en række små metalhuse camoufleret af halm, som man kunne overnatte i, hvis man ville... På denne ø sang de en genneminstrueret sang på fire forskellige sprog til ære for os, hvorefter de tvang os ud på en halm båd og sejlede os en tur rundt om deres (halm)øbo. Kun for at kræve 10 soles fra hver for deres anstrengelser. Den anden ø, vi blev sejlet til, var en flydende kiosk, hvor vi fik et kvarter til at købe deres varme te og friturestegte brød. Men vi hoppede ikke på den. De måtte ikke vinde; så vi gik kolde og sultne tilbage i båden. Den sidste ø var den værste af dem, den var nemlig så elendig, at jeg ikke kan huske den... Jeg kommer i det hele taget lidt i tvivl om, vi overhovedet besøgte tre elle om det kun var to. Nå men pointen er i hvertfald at noget, som kunne have været smukt og storslået, var blevet ødelagt af alt for mange turister samt et lokalsamfund, hvis eneste formål var at få så mange penge ud af udlændingene som muligt.

Skuffede tog vi til Arequipa. Skuffelsen forsvandt dog hurtigt, da byen formåede at betage os med dens små ensrettede og brostensbelagte gader. (Hotellet gjorde også sin del ved at have en PS3) Vi blev der længere end planlagt i hvertfald. I løbet af vores lille uge i byen var vi også på to udflugter: El Misti og Colca Canyon. El Misti var en vulkan, som vi skulle bestige på to dage. Den første dag var piece of cake - muy fácil. Vi gik et par timer op ad bakke og nåede til Base Camp efter middag. Anden dagen viste sig dog til at blive noget af en udfordring. Klokken 2 om natten blev vi vækket af guiden og fik lidt brød og te, som forsvandt ned i vores sultne maver til den lille smule suppe og spaghetti, som vi havde fået dagen før. Efter en time begyndte vi på opstigningen. I nattens mørke gik vi stille og langsomt i guidens fodspor op ad vulkanens skrænt, men der gik ikke lang tid før, højden steg os til hovedet. Først gik det ud over synet og balancen, da vi begyndte at føle os svimle og rundtossede. Det man mest af alt havde lyst var at sidde på en sten og hvile med hovedet mellem benene og lukkede øjne. Guiden pressede dog på, og det blev kun til korte pauser. Langsomt i takt med at solen lige så stille stod op bag bjerget og kastede skygge ned over byen, kom vi tættere og tættere på toppen. Efter syv lange timers bestigning nåede vi til, hvad vi troede var toppen, og kastede os ned på jorden med armene strakte ud til siden. Fuldstændig færdige og udmattede stirrede vi op i himlen med dunkende hoveder. Højdesygen var blevet til en realitet, og de sidste par timer var det eneste, man kunne tænke på den hamrende pine inde i ens hoved. Færdige var dog ikke helt med at klatre. Vi manglede 200m for at nå toppen. Med tunge ben begyndte vi at gå opad igen. Men for hvert tiende skridt var vi nødt til at ligge os ned os og slappe af. Flere gange skete det, at vi faldt i søvn af bare udmattelse. Det sidste stykke tog nok - uden af vide det - lidt over en halv time for os, men til sidst nåede vi toppen. I 5800 meters højde faldt vi sammen velvidende om, at vi ikke skulle gå højere op. Udsigten blev ikke engang nydt, og det var kun få blikke, der blev kastet på vulkanens krater, som var synligt kun et lille stykke væk. Efter meget få billeder tog vi nedad igen i håb om, at hovedpinen ville gå væk. Så hurtigt og effektivt skøjtede vi lige ned ad bjergets skrænt, da det løse sne og porøse sand fungerede som et rullebånd nedad. Ned kom vi endelig efter 5 timer, og et par få timer senere sad vi på McDonalds og nød en velfortjent BigMac, som kur mod vores højdesyge og dehydrering.

Vores anden tur bestod i princippet af en 16 timers lang bustur til en nationalpark og tilbage igen. Inde i nationalparken var der en del stop, men det var kun korte stop. Til gengæld var det pæne steder med spektakulære udsigter. Et af stederne var der udsyn til Colca Canyon, hvor man kunne se store Condors flyve rundt fra klippe til klippe. Et andet sted var i 5000 meters højde, hvor der var stablet små sten i tusindvis ved siden af i hinanden på et ørkenligende grund, og bjerge heriblandt El Misti stod i horisonten. Men bortset fra det så man det meste af nationalparken fra et bus-sæde gennem en vindue.

Nu har vi forladt Arequipa, da det var ved at blive sidste chance, hvis vi også skal nå at se The Nazca Lines og sandboarde på vejen op til Lima. Næste stop er Nazca, hvor vi skal være i en dag eller to.
-Der nu kun seks dage til vores fly flyver fra Lima.