Profile
Blog
Photos
Videos
Allersidste dag på vores rejse! Vi må hellere bruge den fornuftigt. Altså hedder den stranden hele dagen lang for at blive ekstra brune til, når vi kommer hjem - vi kan ikke have, at vi kommer hjem blege. Så ud med vores nye strandhåndklæder på det bløde sand med strandpromenaden bagved og det larmende hav foran os.
Det er kun anden gang, vi ligger på stranden ud af de seks dage, vi har været her. Hvilket må sige at være en fejl, men vejret har ikke været godt nok til at gøre det. Det har regnet en del. Regnvejrsdagene er blevet brugt på hotellet og på at se Jesusstatuen på toppen af bjerget. Der var mange turister, som der er sådan et sted, men vi fik mast os frem i mængden og fik taget et af de obligatoriske billeder foran ham med armene strakt ud til siden. Udsigten var fantastisk deroppe fra. Man kunne se hele byen med dens mange flotte strande. Man kunne også få øje på det store stadion, Maracanã, som vi var inde på og se Mexico mod Spanien forleden dag. Man skal jo se en fodboldkamp, når man er i Brasilien, og jeg behøves vel ikke at sige, hvad vi synes om det.
Men i aften går turen så hjemad i efter snart et halvt år i udlandet. Efter et halvt år væk fra Danmark bliver det godt at sætte sine ben på dank grund igen imorgen. Hjem til en god dansk sommer. Hjemveen var så småt begyndt at kunne mærkes og efter en masse nudler, pasta og tørt hvidt brød, bliver det godt at få noget leverpostej og rugbrød, et glas kold mælk og her på det seneste har min mund længtes efter en dejlig, frisk jordbærtærte. En anden ting, der bliver godt, er at kunne gå en tur stille og roligt uden at blive spurgt om en túk túk og en taxi eller for den sags skyld om, man vil købe noget hash - det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange gange vi er blevet spurgt om det...
Så i morgen kommer vi hjem med længere hår, lidt brunere - forhåbentligt -, rygsækken fyldt til randen med tøj og souvenirs og bagagen fyldt med mange gode oplevelser. Kameraet er fyldt med billeder fra fire kontinenter, og så er det vist også på tide at skifte vores sko, som er blevet godt hullede efter at gå jorden rundt. Omkring 35 hoteller er det blevet til i alt, men den næste seng, vi skal sove i, er trods alt den bedste af dem.
Turen har også været en god forberedelse til studiestart, da det er blevet til 12 læste bøger for hver. En rekord for os begge som ikke bliver slået lige foreløbig selv om, der sandsynligvis kommer til at være meget læsning i det næste kapitel af vores liv.
- comments