Det slog mig pludselig, at der er en helt masse sjove detaljer om vores primitive boligforhold og om afrikanerne som folk, som jeg slet ikke har fået delt med jer.

Som tidligere nævnt bor vi in the middle of nowhere midt i et øde og goldt landsskab, hvor vand er en sjælden vare. Vi deler vandforsyning med den omkringliggende landsby, hvorfor der på ingen måde er plads til vestlige luksus vaner såsom skoldhede lange bade. Vandet bliver opvarmet af solen, så hvis badet ikke skal være en ubehagelig survivor udfordring, bør man bade efter frokost. Og selvfølgelig kort. Det overskydende vand opsamles i spande, som kan bruges til at skylle ud i de ligeså primitive toiletter efter mottoet: "If it yellow it´s mellow, if it´s brown flush it down". Folk foretrækker derfor "hullet" - det ultimative samtaletoilet, som er en lækker udgave af toiletterne på Roskilde. Man lærer dog hurtigt at bakke ind på toiletterne, så ens pandelygte ikke afslører ubehagelige kryb i krogene. Jeg har endnu ikke prøvet det selv, men et besøg på hullet med åben dør er det nye sort på platformen, da man derfor kan nyde den uspolerede og uberørte stjernehimmel imens. For at teste de forvænte vesterlændinge yderligere, eller fordi det nu engang er de afrikanske forhold, er der kun strøm og internetadgang mellem kl. 18:00 og kl. 22:00, som skal deles med de 16 andre på platformen. Man minimerer dermed sine overspringshandlinger markant og opdager pludselig, hvordan menneskeheden har klaret sig før fri adgang til internet. Hvor banalt det end lyder. Endnu et primitivt forhold ved platformen er at alt skrald samles og smides usorteret i et stort hul, hvor det så brændes med jævne mellemrum.

Jeg vil beskrive østafrikansk mad med fire ord: smagløst, bastant, mættende og skabt til at blive skovlet ind i skrutten. Ved første øjekast ligner det alt sammen hinanden og smager nogenlunde ens, men som dagene går, kan man sagtens afgøre hvorvidt det er githeri, ugali, uji eller chapati. Man bliver også overraskende glad for maden, da det langt fra stemmer overens med de skrækhistorier, man har hørt. Maden på Daraja er størstedelen af tiden vegetarisk, hvilket er overraskende lækkert og tilfredsstillende, når blot man får et skud kød i Nanyuki i ny og næ (kød er primært hvad man kan bestille, når man er ude at spise og bestilles i kilovis). Maden er ikke krydret med meget andet end sukker og salt. Til morgenmad får vi bl.a. hvide boller (med streg under hvid) som er proppet med sukker. Med en klat glasur og et stykke vingummi på toppen havde det været toppen af poppen til en dansk børnefødselsdag. Et helt særligt krydderi på platformen er de uendelig mange myrer som ved et tilfælde ender i gryden. Man orker ikke rigtigt at pille dem fra, men det er jo også en delikatesse på NoMa, så hva´ fanden.

Trafikken i Kenya er insane på godt dansk. De kører i den venstre side af vejen, hvilket man lige skal vænne sig til, og de overhaler på de mest umulige steder og øjeblikke. Jeg har opdaget at paniske udtryk som "s***" og "f***" er internationale og ikke særligt diskrete, når chaufføren er kenyansk. De svarer dog som regel bare tilbage med bred latter. Og sikkerhedsseler er for svanse. Det billigste transportmiddel er matatuer, som er en rutebil krydset med en forvokset varevogn. De svigter gerne en gang imellem, men så skal der bare hældes en solid mængde vand på motoren, og så er de godt kørende igen. Man er tæt stuvet sammen og holder ofte ind til siden for at samle god knows who med, så pladsen bliver endnu mere trang. Noget der har overrasket mig meget er, at de har usandsynligt mange vejbump på de kenyanske veje. De er dog ikke varslet, så måske de er mere farlige end til gavn. Spritbilisme er åbenbart også et udbredt problem, da der ikke er en fastsat promillegrænse ved lov - det er nemlig et krænkende indgreb i bilisternes frihed. I de større byer kan man blive offentligt transporteret af såkaldte boda bodaer, som er motorcykler som man får et lift bagpå. Vi er dog blevet advaret mod at benytte os af disse, da sikkerheden ikke er i top (surprise!). Kenyanerne er dog utroligt høflige i trafikken. En dag fik vi et lift på ladet af en bil som transporterede sand. Vi kravlede bare op og kørte med. Det var næsten ligesom at blive student igen bare uden høj musik og sprut i stride strømme.

Lige apropros høflighed fra afrikanernes side, så har jeg flere gange oplevet, hvordan hvide mennesker i Nanyuki udnytter afrikanerne. Jeg så en hvid kvinde bede en kenyaner bære hendes varer ud i bilen uden antydningen af, at det var for meget at forlange. Flere af de lokale holder tilbage for en i butikken, når man passerer hinanden. Derudover oplevede vi på egen krop, hvordan sorte og hvide mennesker behandles forskelligt, da vi købte SIM-kort i en butik. Der var en afsindig lang kø, men alligevel blev nogle fra platformen hevet foran i køen. Det er så svær en situation, for man vil jo ikke behandles hverken dårligere eller bedre end de lokale. Alligevel får man meget opmærksomhed. Folk stirrer og børnene vinker og råber "mzungu" (hvid mand) efter en. Det sværeste er, når desperate butiksejere hiver en ind i deres butik alene fordi ens hudfarve udstråler rigdom og velstand.

Til slut lidt om afrikanernes væsen og kommunikation. Noget som kom bag på mig er, at det er yderst disrespektfuldt at kigge nogen direkte i øjnene, hvis de kunne gå under kategorien som ens mor eller far eller er en autoritet. Der findes også et helt bestemt håndtryk, som er tilegnet ældre mennesker, da disse er øverst i hierarkiet i samfundet. Derudover er swahili det eneste afrikanske sprog, som har et ord for "please". Folk lever traditionelt i stammer, hvor de deler alting. Derfor er det ikke unormalt, at folk låner ens ting uden at spørge først. Dette er bestemt ikke uhøfligt i afrikansk terminologi.

Det blev endnu engang en roman. Næste indlæg kommer bl.a. til at handle om undervisning i science på en lokal skole, workshop med lokale unge, mødet med en HIV positiv person og safari i Maasai Mara