Den her går ud til dig, Olivia. Jeg har anskaffet mig et nyt kenyansk nummer, som jeg vil benytte mig af de næste fire måneder: +254 0706 558 994, så hvis jeg ikke besvarer mine sms'er, så ligger de (højst sandsynligt) på mit danske SIM-kort. Ellers er de gået tabt et ukendt sted i Afrika

Lige nu sidder jeg i vores fællesrum Rafiki (swahili for ven) og lytter til et samsurium af chikadernes sang, de andres boldspil og fælles sang akkompagneret af akustisk guitar. Vi hygger igennem med masser af snak, brætspil, gåture, volleyball og film i fritiden på platformen. Der går helt højskole feeling i den, så jeg får rig mulighed for at "trappe ned" efter Krogerup.

Der er simpelthen sket SÅ meget siden sidste blogindlæg. Tiden er fløjet af sted, men alligevel føles det som om, vi har været her mere end blot en uge, fordi dagene har været spækket med nye og spændende oplevelser. I forbindelse med en session omkring "poverty and inequality" på platformen besøgte vi fattige mennesker på landet (læs: lige på den anden side af hegnet til Daraja!) og i slummen i Nanyuki. Det gjorde særligt indtryk på mig, at vi mødte en kvinde som boede alene i en primitiv lerhytte in the middle of nowhere. Hendes eneste indtægtskilde var produktion af vin lavet på majs, som hun solgte væsentlig billigere end den vin, man kan købe i supermarkeder. Det var så stærkt, at selv en fuldvoksen mand ville dejse om efter blot to glas! Produktionen er dybt ulovlig, men som desperat kvinde vovede hun alligevel pelsen. Det viser sig desværre at være en god forretning for hende. Mange kenyanske mænd har så mange problemer, at de vælger at drikke sorgerne væk, hvorfor både de og deres familier må undvære et måltid mad. Stemingen var en anden i slummen, men de dårlige livsvilkår havde de til fælles. Vi blev mødt af en kvalmende stank og skrald overalt, hvorfor jeg omgående fik associationer til Roskilde Festival. Disse mennesker kunne dog ikke bare forlade rodet efter en uges intens druk, men er bundet til stedet. Det er deres hjem, og de har ikke andre muligheder. Mary, som er opvokset og bosat i slummen, viste os rundt derinde og gav mig et helt nyt syn på slummen. For hvad man ikke kan se med det blotte øje, og hvad der bestemt ikke bliver vist i medierne, er det enorme fællesskab og sammenhold, som hersker i slummen. Dermed ikke sagt, at det er et paradis uden kriminalitet, stoffer og alkoholmisbrug, for det er tilstedeværende i det noget hårde miljø. Det mest inspirerende var næsten, at de ikke ønsker sig at være ofre, sådan som majoriteten ser dem. Der er mange sociale problemer, men flere af dem har selv valgt et liv der og kunne ikke forestille sig et liv noget andet sted.

Om aftenen tog vi alle ud at spise på en restaurant i Nanyuki. Det var et kød orgie af en anden verden. Vi var fjorten kødædere af sted, og da vi spurgte en af tjenerne, hvor meget kød han ville anbefale os at bestille, svarede han fjorten kilo!? Kenyanerne spiser uhyre store mængder mad og i et usandsynligt hurtigt tempo. Hvis ikke man spiser konstant, og hvis man sover lidt i timen, er ens tallerken pludselig forsvundet. Spiser man ikke, så er man færdig. Bum. Ikke så meget pjat med at sidde og hygge over maden. Vi tog på en bar efterfølgende, hvor klientellet var et noget andet, end jeg er vant til fra Koldings pulserende byliv. Engelske militærbasemænd og afrikanske prostituerede. Det var meget specielt at iagttage dyrernes jagt efter byttet (hvis man benytter sig af en afrikansk safari metafor), se dem nedlægge byttet og forsvinde derfra efterfølgende. Vi havde en skøn aften, hvor mzunguerne rockede dansegulvet MED de afrikanske prostituerede. Det rygtedes også i byen. Dagen efter smuttede vi forbi Nickies fruitshop (vores swahili lærers ven med fordelagtige priser), og han gav os sit nummer, så vi kunne give ham besked, næste gang vi indtager Nanyukis byliv.

Vi var med i den lokale kirke i søndags, og det var noget af en oplevelse. Nu er det definitivt slut med danske folkekirker for mit vedkommende. De er simpelthen for konservative og regelrette. Kirken var en meget ydmyg bygning, som også bliver anvendt som undervisnings - og mødelokale. Ingen prangende hvid bygning med Jesus på korset og bibelske scenarier i glasvinduerne. Starttidspunktet var angivet i african time, så folk kom bare dryssende, når det passede dem. Døren stod åben under hele gudstjenesten. Alle var lige i kirken, så præsten har ikke førsteret til at bidrage med indslag. Det virkede temmelig ukoordineret; som om folk rejste sig og sang og optrådte med sang og dans, når de havde lyst. De brugte ikke salmebøger, for hele menigheden kunne sangene by heart. Kvinder sad og ammede offentligt uden en snert af blufærdighed. Børnene puslede lidt rundt omkring i kirken, men ingen tyssede på dem eller kiggede anklagende. De var bestemt også langt mere tålmodige end jævnaldrende danske børn. Faktisk små voksne som tager sig af de yngre børn i landsbyen. Alle deltog på sin egen måde. Vi blev spurgt lige inden vi trådte ind i kirken, om vi havde en sang at bidrage med. Så vi stod sytten blege mzunguer foran meningheden og skrålede "Buster", fordi det er den sang, der sidder bedst, når vi synger sammen til lyden af den akustiske guitar. Det eneste som ikke just tiltalte mig ved kirkebesøget var, da en præst fra den nærliggende kirke huskede menigheden på, at gud var den højeste, og at han var højere end familien (og deres behov for mad på daglig basis). Lærke og jeg sad bag de to mest nuttede piger i kirken. De smilede begge et kæmpe colgate smil og charmen lyste ud af deres kønne brune øjne. Den ene lagde sin lille brune hånd i min, og jeg smeltede. Det billede kunne snildt være blevet brugt som logo i den imaginære kampagne "unite the world". Eller noget i den stil. Vi underholdt pigerne lydløst i kirken, og fik os derfor et par nye "veninder". Nu glæder jeg mig om muligt endnu mere til at starte mit arbejde på skolen i Mombasa