I sidste blogindlæg, som efterhånden er temmelig længe siden, lovede jeg at skrive noget mere om safari i Maasai Mara, undervisning på en lokal skole og mødet med en HIV positiv person, så det kommer naturligvis i det følgende (blandt meget andet).

Valget om hvorvidt jeg skulle vælge at bestige Mount Kenya eller tage på safari i Maasai Mara delte mig i to. Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne vælge noget fra!? (typisk mig ikke at ville gå glip af noget). Jeg fandt dog et kompromis; tre dages safari og en endags tur til Mount Kenya. Jeg har på ingen måde fortrudt min beslutning. Safari var fantastisk! Det var en gammel barnedrøm som gik i opfyldelse. Turens højdepunkt var så afgjort, da vi holdt picnic på savannen mens eksotiske dyr som giraffer, zebraer og gazeller vandrede vildt omkring. Køreturen derhen var virkelig lang, men vi kørte heldigvis i to matatuer, så vi havde rigeligt med plads. Vi kom også næsten derhen uden nogen problemer på vejen. Efter vi havde spist en lækker frokost, holdt der pludselig kun en matatu foran restauranten i stedet for de to, vi var ankommet i. Vi undrede os til en start, talte til ti (det er jo Afrika), ventede lidt mere og så meldte jokes sig på banen; hvor meget tror I, de kan sælge min bagage for? Efter laaaaaaange ventetiden henvendte chaufføren sig til os og fortalte, at den ene matatu var til reparation. Vi måtte derfor klemme os sammen i en enkelt. Jeg var så heldig at få en plads forrest sammen med alle kartoflerne, som rullede rundt ved mine fødder. Typisk afrikansk at have masser af tid og ikke lige informere os om, hvad der egentlig foregår Resten af turen gik dog som planlagt. Vi overnattede i luksuriøse telte, spiste lækker krydret mad og så en helt masse fantastiske dyr og den smukkeste natur (jeg har smidt et lille udvalg af billeder op i albummet her på bloggen). Jeg havde selvfølgelig anskaffet mig en smækker safarihat til lejligheden og drak tonic vand for at undgå malariamyggene. Safari er klart noget, jeg vil anbefale alle at opleve!

På platformen har vi haft en både lærerig og givende session omkring HIV/aids. I den forbindelse fik vi besøg af David, som bor i lokalområdet. Han er HIV positiv og har en virkelig tragisk historie i bagagen. Han blev smittet ved et sidespring, så da hans diagnose blev stillet, begik hans kone selvmord. Han var derfor pludselig alene om at opdrage deres datter. Hun har skullet bøde for sin fars "ulykke" ved at blive mobbet i skolen. Han har ikke forklaret hende om sin sygdom, da han endnu ikke mener, hun er gammel nok. Det at hun bliver mobbet, siger dog meget om synet på HIV/aids (i hvert fald hvordan det var for få år siden i Kenya). Fordi folk er så religiøse hernede, ser de sygdommen som guds straf til mennesket. Denne noget konservative opfattelse udmunder i meget stigma. David og en gruppe andre HIV positive forsøger dog at ændre på dette ved at tage rundt og oplyse om sygdommen på bl.a. skoler i håb om at nedbryde fordomme og dermed forbedre tilværelsen for de smittede. Hans aktive arbejde har heldigvis ændret folks negative syn på ham og hans familie. Det forløb han har været igennem, har også ændret hans egen opfattelse af sin situation. Det er interessant for en ikke-troende dansker, hvordan så stor en del af befolkningen lader bibelske forklaringer vægte højere end de videnskabelige undersøgelser.

Vi har også iagttaget undervisning på en lokal skole, hvorefter vi selv skulle undervise den samme klasse den følgende dag. Jeg var sammen med tre andre piger i en fjerde klasse, hvor de i "science" lærte om tænderne. De var hele 46 elever stuvet sammen i et alt for småt klasselokale (sjovt jeg kalder det lokale, det var et træskur placeret direkte på den bumlede jord). Deres lærer var en nydelig dame i høje hæle. Dette var en stor kontrast til skolens faciliteter og elevernes lasede skoleuniformer eller mangel på samme. Der var høj disciplin og stor respekt for læreren. Om det skyldes hendes væsen og evner som lærer, eller det faktum at skoleinspektøren ikke er bleg for at vandre synligt rundt med en kæp, er næppe til at sige. Undervisningsmetoden er simpel; læreren står ved tavlen, mens eleverne kopier derfra til deres kladdehæfter. Læreren beder ofte eleverne færdiggøre hans/hendes sætninger i kor. Jeg tænker, det er en måde at holde dem beskæftiget på, når nu de er så mange i klassen. Det kan umuligt være en måde at udfordre dem intellektuelt på, eftersom "svaret" er fuldstændig åbenlyst for enhver. Timen var præget af enormt mange gentagelser og løbende opsummeringer. Enkelte gange bliver elever valgt ud til at besvare et spørgsmål. Det er så det samme spørgsmål, de skal besvare. Man skulle jo nyde bryde fællesskab ved at fremhæve en enkelt elev. Følgende sætninger bliver overraskende ofte brugt: "are we getting somewhere"? og "are we together"? Det må være enormt hårdt ikke at være en bogligt stærk elev i et sådant skolesystem. Jeg vil i hvert fald ikke bebrejde kenyanerne, hvis de hurtigt bliver skoletrætte. Vi forberedte derefter selv undervisning til en times "science". Timen gik meget godt bortset fra det faktum, at vi langt fra havde planlagt undervisning nok. Vi havde grebet faget kreativt an ved at fylde time med en helt masse lærerige sange. Eleverne morede sig, men kiggede undrende på os, fordi vi stort set ikke benyttede os af tavlen, som jo normalt er deres adgang til viden. Derfor var vi nødt til at improvisere noget tekst, som de til sidst kunne nedfælde i deres hæfter. Denne oplevelse var en god reminder om, at man sagtens kan tilføje elementer af det, som man opfatter som gode læringsmetoder, men at man ikke bare kan erstatte de kenyanske metoder uden videre.

Nogle dage senere lavede vi community work på den samme skole. Det var meningen, at vi skulle have hjulpet med at bygge videre på nogle klasselokaler, men de havde ikke liiige fået skaffet det nødvendige vand, så da vi nåede frem, blev vi i stedet sat til at flytte tunge materialer og skære grene af træer med en traditionel maasai kniv. Trods det noget ensformige og til tider meningsløse arbejde, hvor flere af os fik associationer til Sisyfos-myten, var humøret overraskende højt. Det var virkelig befriende med noget fysisk arbejde. Det kørte bare derud, mens folk sang Bikstok Røgsystems "Fabrik" som tema for dagen (arbejd, arbejd!). Inden vi tog derop spurgte en af drengene entusiastisk, om man selv skulle medbringe sikkerhedshandsker eller ej. Vores afrikanske træner Moses trak bare på smilebåndet og svarede pænt, at han nok ikke skulle regne med at have den slags sikkerhedsforanstaltninger til rådighed. Dette viste sig at være sandt. Der var ingen form for sikkerhed på byggepladsen på trods af, at det var på en skole med en masse børn løbende frit omkring. Førend vi var kommet ordentligt i gang med arbejdet, var det lykkedes en noget uheldig fyr fra vores hold at træde et søm op i foden! Det skabte en midlertidig lidt stram stemning omkring arbejdet, men også en enorm respekt for det fysisk hårde arbejde som uhyre mange kenyanere besidder.

På platformen har vi desuden arbejdet med udformning og af projekter og workshops. I den forbindelse planlagde og udførte vi en workshop for nogle lokale unge. Vi havde ikke særlig lang tid til at planlægge det, men det blev alligevel en overraskende stor succes. Min gruppe og jeg valgte emnet "gender inequality", hvor vi lavede en paneldebat med uddelegerede roller, hurra for det danske skolesystems kreative indlæringsmetoder som pludselig kom os til gode På den måde var det lettere at få dem i tale, når nu de ikke nødvendigvis repræsenterede deres egen holdning. Det er også en god måde at sikre sig, at alle kommer på banen, hvilket kan være en fordel med de til tider generte kenyanere. De roste workshoppen og deltog aktivt, så vi så alle mere frem til den følgende weekends youth forum.

Youth forum er en dag hvor platformens beboere og unge fra lokalområdet og Nanyuki sammen diskuterer forskellige relevante, som oftest, politiske emner. I år var temaerne governance, leadership og negotiation. Dagen var delt ind i forskellige workshops; line of decision, tegning, forum teater, brainstorm og selvfølgelig en helt masse engerzisers (kyllingelegen). Og post its ej at forglemme ;) Det var en udfordring at komme i snak med de unge, men utrolig sjovt når samtalen først flød. Det er altid spændende at diskutere med nogen, der har så forskellig en baggrund. Om aftenen tog vi i byen i Nanyuki, hvor vi håbede at feste med en masse af deltagerne fra youth forum. Det var dog ikke tilfældet, men hold nu op en fest vi havde! Vi minglede igennem med både kenyanere og britiske soldater og dansede til den lyse morgen. Nanyukis pulserende byliv kan anbefales til alle festglade sjæle, som holder af at give den gas på dansegulvet (uden først at drikke sig mod til og derfor blive hjernedødt fulde. Læs: fest i Danmark)

Og til sidst den længe ventede swahili miniparlør:

Jambo = hej (primært til turister)

Mambo vipi? = en cool hilsen blandt unge

Habari gani? = hvordan har du det?

Asante kwa chakula = tak for mad (de bliver simpelten SÅ glade, når man udtrykker sig på swahili)

Lala salama = sov godt

Hakuna matata = ingen problemer

Ninakupenda = jeg elsker dig

Sitaki tafadhali = nej tak jeg gider ikke købe flere af dine solbriller (sagt på en utrolig høflig måde)

Rafiki = ven

Jina langu ni Nanna = jeg hedder Nanna

Ninatoka Denmarki = jeg kommer fra Danmark

Kwaheri = farvel

Soda baridi bila balafu = en kold sodavand uden isterninger (hernede skal man bede om kolde drikkevarer!)