Så er hun tilbage.

Jeg har trukket det lidt med at skrive dette blogindlæg, for jeg vidste det ville blive meget langt. Men nu tænkte jeg "nu skal det være" så det blev det.

Det handler selvfølgelig om den legendariske og længe ventede GREAT OCEAN ROADTRIP! Denne tur blev foretaget i selskab med de skønne tøser Wendy, Jordan, Sheyna og Vera, tre af hvem også var med mig på vandring i the Grampians, jf. tidligere indlæg.

Tidligt fredag morgen afhentede vi vores lille minicamper, der som I kan se på billederne egentlig bare var en alm bil udstyret med et fold-ud telt på taget. Fordi jeg var den eneste over 21 måtte jeg skrive mig op som fører af bilen og som konsekvens heraf også køre den. Gudskelov for automatgearet, som tillod mig at koncentrere mig fuldt om mantraet "hold til venstre hold til venstre". Overraskende hurtigt fik jeg vænnet mig til de omvendte vejbaner, og snart cruisede vi derudaf langs motorvejen med høj musik på anlægget og solen ind gennem vinduerne.

Første glimt af kysten var Torquay, hvor vi stoppede op og beundrede den smukke udsigt og bølgernes bragen. Det skulle dog snart blive endnu mere fantastisk, for længere henne den snoede vej udfoldede Great Ocean Road sig i al sin pragt og vælde, hvor hvert nyt sving afslørede et landskab endnu smukkere end det forrige. Billederne her på bloggen taler ved for sig selv. Til frokost blev jeg opmærksom på fænomenet peanutbutter+nutellasandwich. En ganske velsmagende kombination, som jeg dog senere skulle blive meget træt af.

Efter en kop kaffe i surferbyen Apollo Bay gik turen opad gennem grønne bakker og senere regnskov mod Beech Forest, hvor den kendte "treetop walk" findes. Vi ankom nøjagtig 15 min efter de havde lukket. I mellemtiden var det blevet et forfærdeligt vejr, og regnen hamrede imod forruden da jeg prøvede at navigere vores lille bil igennem stormen i den begyndende skumring. Et benzinstop i Lavers Hill gav os foruden en fuld tank to varme og ganske gratis tærter fra den flinke stationsindehaver. Herefter fortsatte vi ned imod vores campingdestination: Johanna Beach.

Undervejs klarede vejret op, og en spontan indskydelse sendte os ned igennem en meget smal og snoet vej til Melba Gully, sankthansormenes hjemsted. Kolonier af de små dyr lyste op i mørket som en stjernehimmel, og det var som at vandre i en magisk skov til lyden af vandfald og vinden i de store bregner.

Da vi endelig nåede Johanna Beach var mørket totalt. Vi varmede en delikat curry på vores lille gasblus og trak og så tilbage til teltet på taget med en pose rødvin og en pakke timtams. Den nat sov vi fem mennesker i et telt til tre personer. Det var tæt.

Næste morgen gik turen tilbage mod Beech Forest. En halv time oppe af vejen måtte vi stoppe op, for et træ var væltet ned over vejen i løbet af natten. Hvad gør man? Hjælpen var heldigvis nær: "I'll just go back an' get my chainsaauw" sagde manden i jeepen bag os, og det gjorde han så. Efter ca. 10 min var træet skåret op og ryddet af vejen og vi kunne fortsætte.

Gensynet med treetop walk blev kort: To fra gruppen syntes det var for dyrt, så vi ændrede hurtigt destinationen til en gratis vandring gennem regnskoven til Triplet Falls, et fantastisk tredelt vandfald.

Og så gik turen tilbage til kysten, hvor klippeformationerne 12 Apostles, The Arch og London Bridge ventede. Vi tog også en tur forbi Bay of Martyrs, hvor vi endelig havde adgang ned til stranden, til min store begejstring. I Warrnambool kiggede vi efter hvaler, men fandt ikke nogen. Herefter tog vi til Port Fairy, hvor vi grillede pølser ved stranden. Rødvin og timtams blev endnu en gang indtaget, denne gang til lyden af bølgeskvulp og mågeskrig.

Næste dag var målet Portland og en fire timer lang vandretur langs kysten. Undervejs forcerede vi Victorias højeste punkt inden vi fandt frem til sælkolonien. Ud af de 650 sæler der skulle have været der, så vi kun 4. De var til gengæld i godt humør, og sprang og legede i bølgerne. Kort tids vandring efter sælkolonien krydsede en wallaby vores sti, efterfulgt af endnu en wallaby. Kameraerne kom selvfølgelig straks frem, men efterhånden som vi kom længere ned af stien så vi at det vrimlede med wallabies, og kort efter sluttede en flok store røde kænguruer sig til.

Enden på stien var en forstenet skov, som viste sig ikke at være en rigtig skov men et geologisk fænomen hvor sandstenene var formet så de til en forveksling lignede træstammer. Herefter vendte vi om, efterhånden godt gennemblødte af regnen som kom og gik. Hele vejen havde vi spejdet efter rethvaler, men uden held. På det sidste stykke af stien dukkede en random fremmed mand frem af buskene: "Har I set nogen hvaler". Vi svarede nej. "Vil I se en?". Vi fulgte efter ham og han pegede ned mod vandet. Få meter fra kysten svømmede en lille rethval, helt tydelig at se i det klare vand. Fantastisk syn!

Herefter gik turen tilbage af Great Ocean Road. Undervejs gjorde vi holdt ved Wreck Beach, hvor ankeret af et gammelt skibsvrag stod i smuk siluet til en fantastisk solnedgang.

På vejen tilbage steg spændingen pludselig, da vores benzinlampe tændte med 40 km til Apollo Bay. Vi satte vores lid til en benzintank på vejen. Det viste sig ikke at være til at finde. I stedet kørte jeg kilometer efter kilometer igennem en skummel mørk og tåget regnskov mens panikken i bilen steg støt. Vi så nærmest ingen huse og kun få andre biler. Jordan, som er meget kristen, bad i 10 min i træk omme på bagsædet. Og nogen må have hørt det, for pludselig drejede vi ind på Shell i Apollo Bay uden at være gået i stå en eneste gang. Lettelsen var enorm og blev fejret med en stor pizza.

Den aften fik vi et tip om en parkeringsplads ved stranden hvor vi (kun lidt ulovligt) kunne campere. Det var vores held, for frygten for en bøde sparkede os tidligt ud af fjerene så vi kunne nyde synet af en fantastisk solopgang mens vi indtog vores nutella og peanutbuttersandwiches på stranden. Det sidste stykke tilbage til Melbourne gik stærkt, og senere på dagen sad vi igen i vores respektive auditorier og tog noter til diverse forelæsninger, stadig med tonerne af australsk countrymusik klingende for vores indre øre og mange fantastiske billeder printet på nethinderne.

The Great Ocean Road - ja det lyder flot, og vi blev i hvert fald ikke skuffede!