17. februar - Transport er det nye sort

Så blev det tid til den store bustur. Det er egentlig ikke, fordi ruten fra Monteverde er så lang, men det var mere det med, at vores rutebeskrivelse kun var blevet givet mundtligt og at fyren på vores hostel. Vi havde også læst nogenlunde det samme på nogle mere eller mindre troværdige blogs, men det var altså ikke til at vide 100%, om det ville virke at tage en bus midt om natten, stige af i en grøftekant, og derfra vinke en ny bus ind til siden. Allerede da vi kom op til stationen i Monteverde, lysnede det dog gevaldigt, for der var minsandten tre andre, som også skulle med bussen. Vi havde ellers ikke set et eneste andet menneske hele vejen op til stationen. Vi faldt i snak med to piger, som også skulle hele vejen til Nicaragua, og som havde fået nogenlunde samme beskrivelse af ruten på deres hostel, og derfra så alt lidt lysere ud. Vi endte med at følges med Katinka (Holland) og Amalia (Sverige) hele vejen, og det var meget rart, at vi var fire. Den første bus var to timer om at køre 40 kilometer pga. ekstremt dårlige veje og det faktum, at der ikke findes stoppesteder, men at folk derimod bare stiller sig ved vejen, og chaufføren holder ind. Det giver ret mange stop, kan jeg godt fortælle dig. Derudover var der intet i bussen som virkede automatisk, og chaufføren måtte trykke på alle mulige forskellige knapper til at: Åbne døren, tænde lyset, venstre vinduesvisker, højre vinduesvisker.. Endelig nåede vi frem til La Irma, hvorfra vi altså skulle "fange" bussen mod Liberia eller grænsebyen Peñas Blancas. Det var faktisk et rigtigt stoppested mod alle odds, og vi ventede nok 45 min. før vi kom med en bus til Liberia, hvorfra vi kunne skifte til bussen mod Peñas Blancas. Hele turen derop tog nok 5 timer. Ved grænsen var der (jeg fristes til at sige som sædvanligt) kaos. På Costa Ricas side blev vi ledt af nogle damer ned til et lille kontor, hvor vi betalte udgangsgebyr (8 dollars for at komme ud af landet), dernæst i kø blot for at få "declaration"-listen, som udfyldtes, og dernæst i kø igen, for at aflevere den, og få stemplet vores pas. På dette side af grænsen var der i øvrigt en hel lejr af hjemløse, som havde slået telte op og lagt madrasser ud, det lignede at de boede der meget permanent, og det var ubehageligt og sørgeligt at se. Efter dette gik vi måske en halv kilometer over grænsen til Nicaraguas side. Man mærker tydeligt at Costa Rica ikke har noget militær, når man krydser grænser herfra, for både på turen til Panama og her til Nicaragua er det massivt opbud af militæret lige på den anden side af grænsen, jeg tror måske vi kunne tælle 30-40 soldater bare sådan lige umiddelbart, som stod klar på den anden side. Grænsesystemet her var var om muligt endnu mere forvirrende, for ikke at tale om, at processen slet ikke gav mening. Først blev vi ledt over til en lille pavillon, hvor Katinka viste sit pas, og vi alle fire fik udleveret en lille skævt udklippet lap papir, som vidst nok var noget med sundhedstjek at gøre. Denne seddel fik vi aldrig brug for igen. Derudover viste vi nok vores pas til 6 forskellige mennesker inden vi var ovre grænsen og kørte vores bagage igennem en scanner, hvilket foregik så hurtigt og forvirrende, at jeg er ret sikker på, at ingen rent faktisk kiggede på de scanningsbilleder. Endelig var vi ovre, og vi fik forhandlet os til en god pris på en taxa, som sparede os fra en times transport. Vi blev sat af ved vores hostel og tog afsked med pigerne. Her på hostellet har vi vores eget værelse, en pool og morgenmad. Vi bor måske 100 meter, hvis ikke mindre fra vandet, og San Juan Del Sur er en dejlig ferieby. Vi brugte resten af dagen på at finde noget mad, og få vores tøj afleveret på vaskeri. Nu skal vi bruge de næste dage på at slappe helt af og nyde solen (her er 30 grader og solskin hele dagen).

18. februar - Badning og det lidt ærgerlige

Efter intet mindre end 10 timers søvn vågnede vi mere friske, end det havde været tilfældet dagen før til en ok omgang morgenmad bestående af frugt (vandmelon, banan og papaya), pandekage med syltetøj og juice samt kaffe. Formiddagen brugte vi på lige at ringe hjem og sige goddaw, og så smuttede vi lige en tur i poolen, inden vi hentede vores vasketøj på et nærliggende hjørne. Det skulle desværre vise sig at blive en ganske ærgerlig oplevelse. Noget af tøjet manglede (vi har ikke helt overblik over hvad endnu), noget af tøjet var misfarvet, og det blev 2-3 gange dyrere, end vi havde aftalt dagen før. Men det var de komplet ligeglade med, og den ene dame valgte endda at tage vores tøj som "gidsler". Hvis ikke vi betalte de 650 cordobas (cirka 160 kr), så kunne vi godt vinke farvel til vores tøj. Meget utilfredse gav vi efter, og fik vores tøj, og vi skred fra de højtrøstede, uretfærdige vaskedamer. Øv. Men som en amerikaner, der har boet i byen i 7 år, som vi mødte lige efter sagde: "Nogle folk er søde i San Juan Del Sur, og andre er ikke. Hvis man kan holde sig væk fra de dumme, er det bedst. Men sket er sket, og så er det bare at komme videre". Det var egentlig meget rart at høre, for vi er jo ikke vant til at blive snydt i Danmark, sådan som man måske er i andre lande. Derfor gør det også ekstra ondt på os, men vi er allerede så småt kommet os over det, og vi ved, at vi en dag kommer til at grine af det. Og så var det jo kun 160 kroner, så værre var det heller ikke. Det værste var måden, de behandlede os på - og så endda mens deres børn hørte med. Stakkels børn der ikke lærer, hvad der er rigtigt og forkert eller kunne skelne mellem god og dårlig opførsel. Efter et par timer var vi dog faldet ned igen, og vi har det jo fint, så ingen skade sket. Og fremover får vi kun vasket tøj på vores hotel - det er helt sikkert. Kl. 12 lokal tid skulle Manchester United og FC Midtjylland spille kamp, så vi slog os ned på en lokal restaurant og bestilte en øl og en sandwich, mens vi så kampen med den overraskende vinder. Derefter gik vi hen til byens bedste bager 'Pan de Vida' (livets brød) og købte det lækreste stenovnsbrød i mands minde, og så fik vi os også en delikat omgang italiensk is, inden vi hoppede i Stillehavet. Stranden i San Juan Del Sur er ganske udmærket, men rygtet går på, at der er bedre strande lidt længere nordpå, så der tager vi hen i morgen. Vi fik en panini til aftensmad, og dagen sluttede af med en drink (capirinha til Mika og daiquri til Annette). Selvom vi desværre blev snydt, så var det nu alligevel en rigtig god dag, og Nicaragua har indtil videre været et hit! Til sidst vil jeg lige bemærke, at der er overraskende mange ATM's og vaskerier i denne her by. Det skal de åbenbart ikke gå ned på. Så deeeet godt nok.

19. februar - Playa Maderas, eremitkrebs og solnedgang

Der ligger en strand en halv times kørsel nord for San Juan Del Sur ved navn Playa Maderas, som efter sigende skulle være en gedigen lækker strand. Den kunne sagtens leve op til sit rygte, skulle vi senere finde ud af. For at få hele strandoplevelsen med valgte vi at skifte hostel til et nært Maderas. Det var lidt dyrere, end vores oprindelige, men til gengæld er standarden også langt højere. Det er nærmest et resort med lækker stor pool og egen hytte. Helt klart et af de bedste steder, vi har boet indtil videre. Vi besøgte stranden Maderas af to omgange, der er særligt famøst for sin fine sand og brusende bølger, som et stort antal surfere nyder godt af. Første gang fra 11-tiden og en del timer frem (vi fandt et godt sted i skyggen), og senere fra kl. 16 til og med en flot solnedgang kl. 17.51 med et glas cubra libre i hånden. Desuden overværede vi et specielt fænomen bestående af et utal af eremitkrebs, der på samme tid søgte mod havet: Et seværdigt syn. Aftensmaden stod på hhv. kyllingeburger (Mika) og cheeseburger (gæt hvem den anden er). En perfekt afslutning på en afslappende dag i det nicaraguanske. I morgen går turen til vulkanøen Ometepe, og det ser vi MEGET frem til :)