20. februar - Så blev det Ometepe

Dagen hvor vi skulle "flytte" fra San Juan Del Sur eller nærmere betegnet Playa Maderas og til øen Ometepe, som ligger i Nicaragua sø. Noget vi har glædet os rigtigt meget til. Inden vi nåede så langt, startede vi dog lige dagen med en lækker omelet på vores meget dejlige hotel, en dukkert i poolen, og lidt solbadning og læsning i solen (vi er jo på ferie). Så blev det tid til afgang, og det første stykke af turen kendte vi, for det var tilbage til San Juan Del Sur, hvor vi kom fra i går. Herfra skulle vi med en bus til byen Rivas. Vi var så heldige, at der holdte en bus lige da vi kom. Ofte kan man vælge flere forskellige transportmuligheder, de steder vi kommer. Bussen er som regel den billigste, men bestemt ikke den hurtigste. Alligevel synes jeg, at det er oplevelsen værd at tage med, fordi man virkelig fornemmer, at man er kommet langt væk hjemmefra på sådan en tur. I Danmark er alting og folk generelt meget ærlige, punktlige og ordentlige. Og det samme kan siges om vores transport (selvom nogle vil mene at fx DSB kunne oppe sig). Her er intet ordentligt eller punktligt. Her er ingen stoppesteder, intet system for, hvornår man skal betale, eller hvem der tager imod pengene, og al bagage bliver bunket op bagest i bussen uden system. Til gengæld er der heller ikke ret meget hygge i en bus i Danmark. Tænk om man skulle smile til en fremmed eller langt værre, sætte sig ved siden af en, man ikke kender, hvis der er andre sæder tilbage. I en bus i Mellemamerika føles det som om, at alle kender hinanden (det gør de måske også, men de smiler altså også til mig), der bliver spillet (lidt vel) høj musik (spansk schlager eller "zumba-musik"), og der er altid en flink herre til at hjælpe de gamle damer (og mig) ind og ud af bussen med en hjælpende arm. Og det fungerer altså alligevel. Men måske især fordi vi ikke har travlt.

Efter bussen til Rivas, fulgte endnu en bus til San Jorge, hvorfra færgen til Ometepe afgik. Færgen passede meget godt ind i det ovenfor beskrevne manglende system. Der var slet ikke pladser til alle, og folk sad lidt tilfældigt rundt på gulvet. Dog var der heldigvis redningsveste til alle, og der gik faktisk en fyr rundt og sørgede for, at folk havde dem på. Da vi stod af færgen løb vi også tilfældigt ind i hollænderen Katinka, som vi havde fulgtes med til San Juan, måske ser vi hende igen en af dagene. Igen i aften så vi en fantastisk solnedgang, hvilke vi i det hele taget har været yderst velsignede med alle dage i Nicaragua. I morgen har vi booket en tur med guide op på den største vulkan på øen, det bliver rigtigt spændende.

21. februar - En vild vulkan: Op- og nedture i overført og bogstavelig forstand

Kl. 07.00 stod vi klar ude foran tour-arrangøren Monkey Tours, og blev senere mødt af et ungt fransk par og to tyske veninder. Det var gruppen, der skulle op på den største af de to vulkaner på Ometepe kaldet Volcan Conception på lidt over 1600 meter. Efter en lille tuk-tuk-tur var vi ved udgangspunktet. Vores guide var tydeligvis lige stået op og skulle lige børste tænder, inden vi skulle afsted. De første 45 minutter var forholdsvist plane. Derefter gik det ret stejlt opad i 2 timer igennem junglen. En af tyskerne havde svært ved at klare det massive(!) tempo, som guiden satte, men det tog han sig ikke rigtigt af. Generelt blev turen desværre ret skæmmet af, at vores guide nærmest ikke gav os pauser. Det eneste han var interesseret i, virkede det til, var at komme så hurtigt op og ned som muligt, så han kunne få fri. Han havde meget lidt forståelse for, at vi gerne ville tage billeder, eller bare gerne ville nyde naturen. Så det var lidt en nedtur i overført betydning. Da vi nåede trægrænsen kunne man vælge, om man ville forsøge at nå toppen af vulkanen eller ej. Det franske par, jeg, Annette og en amerikaner fra en anden gruppe, der viste sig at være skovfoged i Californien, ville forsøge os med at nå toppen af vulkanen. På det tidspunkt var vi alle godt trætte efter sprinten op til trægrænsen, men nu havde vi jo betalt for at komme op på vulkanen, og det virkede tillokkende at nå toppen, som det jo gør. Men vejen derop var ret ekstrem. Det foregik off-road, hvor vi gik i de baner, hvor vandet løber ned af vulkanen. Der var mange rullesten af lava fra helt små til meget store, og så gik det STEJLT opad. Franskmændene var nede at ligge et par gange, men slog sig ikke videre. Læg oven i det til, at det blæste meget kraftigt - indimellem så kraftigt, at man nærmest ikke kunne holde balancen og blev nødt til at sætte sig ned. Og læg oven i det til, at sigtbarheden var cirka 3-4 meter. Der lå desværre en tyk dyne af sky hen over vulkanen, så vi havde absolut ingen udsigt, og var nærmest helt isoleret. Fra trægrænsen var der ifølge vores guide 2 timer til toppen, men efter vi havde gået en halv time, sagde guiden, at der var 3 timer til toppen, og han sagde det helt seriøst. Hvorfor nu det? Ville han have os til at give op, så han kunne komme hurtigere hjem? Hvor langt var der reelt til toppen? Det var meget demotiverende at høre - især da der absolut ingen udsigt var. Vores guide var i det hele taget på ingen måder informativ, og han var meget svær at kommunikere med, da han kun talte spansk. Heldigvis kunne en af franskmændene flydende spansk, men lige lidt hjalp det. Et par minutter efter 3-timers-meldingen møder vi så en gruppe, der har givet op og er på vej ned igen. En dame fra gruppen har revet hele sin højre arm op, og siger "good luck" til os om at nå toppen. På det tidspunkt ved vi reelt ikke, hvor mange timer, der er til toppen. Da vi endelig holder et hvil snakker vi lidt frem og tilbage i gruppen. De andre var friske på at fortsætte, mens vi var mere tilbageholdende. Vi havde gået i høj(!) fart op af vulkanen i 3,5 timer allerede nærmest uden hvil, og vi skulle jo også ned igen. Ville 4 timers ekstra trekking være risikoen værd? Det var en meget svær beslutning, men jeg (Mika) sagde stop, selvom jeg da gerne ville have nået toppen. Det var især ærgerligt, fordi hele gruppen så var tvunget til at gå ned, da guiden ikke kunne lade os gå selv. Men de andre i gruppen bar ikke nag, og jeg tror egentlig heller ikke de var vildt utilfredse, for de virkede selv ret smadrede. Vejen ned blev også med express-fart, selvom vi kom forbi 2 forskellige abe-racer, fugle og smuk natur. Heldigvis forsvandt skyerne ved trægrænsen, da vi kom dertil igen, og vi fik en fantastisk udsigt ud over Ometepe. Men det var der desværre ikke så meget tid til at nyde pga. vores lynhurtige guide. 7 timer fra vi begyndte var vi tilbage, hvor vi startede. Vi var virkelig trætte, meget beskidte og ok solbrændte. Det var en tur med op- og nedture, men vi var nu glade nok for, at vi ikke skulle have været på farten i måske 4 timer mere. Vi havde trods alt også gået fra cirka 0 højdemeter til omkring 1400, vil jeg tro, vi nåede til. Franskmændende var så utilfredse med den uempatiske guide, at de klagede, og endte med at få halvdelen af pengene tilbage. Vi gjorde det også eftertrykkeligt klart, men pengene havde vi ikke behov for at få igen. Efter den både mentalt og fysisk hårde tur, var det tid til at tage vores store rygsække på ryggen og gå tværs igennem byen Moyogalpa for at finde vores nye hostel kaldet Soma. Sådan er det jo, når man er backpacker! Efter et tiltrængt bad fik vi en omgang plato del dia (dagens ret) på en lokal restaurant for 70 cordobas (svarende til cirka 17 kr), og så tog vi ned til søen, som Ometepe af omgivet af, og så den skønneste solnedgang endnu engang. Her til aften har vi hygget på vores hostel og set 9. afsnit af Bedrag. Og så tror jeg ellers nok, vi kommer til at sove rimelig godt i nat :) Det var en super fed tur på vulkanen, som vi på ingen måder fortryder, men desværre gik det ikke helt, som vi havde forventet. Sådan er det bare :)

22. februar - Scooter-banden

I dag blev dagen, hvor vi lejede en scooter og cruisede rundt på den nordlige del af Ometepe, faktisk tog vi hele vejen rundt om den største af vulkanerne - Concepcion. Jeg har aldrig troet, at jeg (Annette) ville komme til at leje en scooter, da jeg synes man skal være tilpas modig og måske også en lille smule cool for at gøre den slags (men jeg har jo Mika, og han er begge dele). Dog viste det sig, faktisk ikke at være særligt farligt at køre på sådan en, hvis man selvfølgelig kører ordentligt, og jeg ved egentlig heller ikke, om jeg følte mig specielt cool, som vi susede rundt der med vores røde hjelme på scooteren Ole (eller Olé), som vi kaldte den. Men det var under alle omstændigheder virkelig sjovt, og virkeligt dejligt at være uafhængig af transport, som man skulle vente på og overveje, hvornår man skulle nå. På den her måde, kunne vi køre lige hvor vi ville, og lige hvornår vi ville. Vi startede ud med en fin vej, som går lige ude for vores hotel, og efter de første 5 minutter, kunne jeg slappe helt af (jeg sad bag på). Men så var det, at vejen pludselig ikke var så fin længere, men i stedet blev forvandlet til den ondeste grusvej (grusvej på en vulkanø betyder ikke så meget grus, som store og små lavasten, der støver, triller og hopper om ørerne på én). Min privatchauffør Mika klarede dog opgaven med bravour, selvom det tog os næsten en time at tilbagelægge blot 15 km. Efter de 15 kom vi til en af de andre store byer på øen (altså udover Moyogalpa, som vi selv bor i); Altagracia. Her købte vi noget vand og fortsatte så ellers mod Ojo de Agua, som er en flod med det klareste, lækreste vand, som nogen så meget smart har valgt at omdanne til et slags friluftsbad (og her skal tænkes lækkert friluftsbad). Her var altså den lækreste, store pool midt i en skov med palmer og træer rundt om. Her nød vi nogle timer med at svømme og læse i vores bøger. En lille tur herfra bragte os til Playa Santa Domingo, som er en af de lækreste strande på øen. Her spiste vi først noget mad og en lækker smoothie på en vegetar-restaurant som lå lige på stranden, og derefter tog vi en tur på stranden og vi var selvfølgelig ude at bade et par gange igen. Vandet i Nicaragua-søen er meget varmt og lækkert, og vi havde det sjovt med at lege i bølgerne. Efter stranden kørte vi yderligere et stykke ned mod den sydlige del af øen, men det var mest bare lige for at kigge, og derefter susede vi videre mod Punta Jesus Maria, som er en tange af sand ud i vandet, hvor man ifølge vores bog (jeg ved altså ikke helt om det passer) kan gå op mod en kilometer ud i vandet uden at det bliver dybt. På denne tur var jeg blevet chauffør, og selvom jeg til min store fortrydelse overhovedet ikke bryder mig om fart og motorer og den slags, var det faktisk virkelig sjovt at køre. Punta Jesus Maria gav os et fantastisk udsyn over begge vulkaner, og vi nød den efterhånden aftagende sol og varme her. Tilsidst kørte vi mod Moyogalpa igen, hvor der skulle fyldes benzin på dyret (det er scooteren). Vi spiste en is ved byens store kirke inden vi kørte det sidste stykke til vores hotel. Aftenen gik med et bad, aftensmad og en meget træt Mika (for en gangs skyld), som kastede sig i seng kl. 21, og jeg var altså dermed den sidste som sov den aften. Men han havde altså også klaret den besværlige grusvej. (Red Mika: Super du skriver det Annette. Du falder virkelig hurtigt i søvn de andre aftenener. Et stort lol herfra)

23. februar - Dovendyr

Det var ikke helt afgjort fra starten af, at i dag skulle være en doven-dag. Vi havde skam snakket om nogle forskellige aktiviteter. Det var dog blevet klart for os allerede i går, at den planlagte kajaktur ikke ville blive optimal, da den flod vi havde påtænkt at sejle i åbenbart ikke har meget vand tilbage, og man derfor var nødt til at stige op og gå noget (en del) af vejen. Og da turen ville blive lidt dyr, synes vi ikke, det var det værd. Derfor var vi allerede dér lidt i vildrede over, hvad vi så skulle foretage os. Men jeg vidste nærmest lige da vi vågnede, at det her ville blive en dag i afslapningens tegn. Vi var begge ømme, mest i benene som er blevet hårdt prøvet med vulkan-hike og sol, og i det hele taget trængte vi nok bare til en rolig dag. Vi spiste lækker morgenmad på hotellet Hospedaje Soma (som er inklusiv i prisen og nok det bedste vi har fået indtil videre), og vi sad længe ved bordet, hvor vi bl.a. også fik booket overnatning i Granada, hvor vi skal til i morgen. Senere tog vi ned til byen, hvor vi gik på netcafé (mit første besøg på sådan en nogensinde), og lagde billeder op fra vores tur indtil nu. Vi fik os en rigtigt lækker frokost og bagefter så vi fodbold (Barcelona/Arsenal OG Bayern Munchen/Juventus, begge kampe kørte på én gang). Vi gik tilbage på hotellet og fandt nogle hængekøjer i haven, hvor vi brugte de næste par timer på bare at ligge. Så gik vi endnu en gang ned til byen for at få en sidste solnedgang på Ometepe med. Herefter fandt vi et hyggeligt sted at spise, og det blev endnu hyggeligere, da hele byen pludselig led under et større strømsvigt, der varede i 45. min., og som mørklagde stort set alt. Vi fik i stedet stearinlys på bordene, og maden lavede de over gas, så det fik vi alligevel. Vi kunne se stjernerne rigtigt tydeligt over den mørklagte by, og det var faktisk rigtigt hyggeligt. Efter de 45. min vendte strømmen tilbage, og vi vendte tilbage til vores hotel. Nu glæder vi os til i morgen, hvor turen som sagt går ti Granada.