13. februar - Mikroklimaer og grønne bjerge

Lidt over halv ni samlede en minibus os op på vores hotel i La Fortuna og satte sammen med 4 andre rejsende kursen mod Lago Arenal. Helt uvant for vores tid i La Fortuna regnede det ikke den morgen (kom først senere på dagen), og sejlturen over søen Lago Arenal var intet mindre end picturesque! Vulkanen Arenal var endda så venlig lige at titte frem, så den fandtes altså (vi havde haft på fornemmelsen, at det var et svindelnummer på højde med Stein Baggers IT Factory for at lokke turister til). Men ikke blot sejlturen var flot - også køreturen til Santa Elena (der ligger tæt på Monteverde) var helt fænomenal. Det er ikke for sjov, området hedder Monteverde (grønne bjerge), og som vores chauffør sagde "siempre verde": Altid grønt. Der er alle betingelser opfyldt for vand, sollys, god jord osv. for vækst, og det er altså hele året rundt! Vores hostel her i Santa Elena er super hyggeligt. Det hedder Casa Tranquilo (hjem ro) og er bygget af træ - vores værelse minder mest af alt om en træhytte med en altan. Hytten er dog kommet lidt på prøve her til aften, hvor det for alvor er blæst op, men mon ikke den holder? Vejret har været meget specielt her i dag (som dog vist nok ofte er her), da det har regnet med bittesmå dråber, men har været højt solskin. Det skyldes, at det blæser så meget, at regnen blæser ind over fra bjergene omkring, og det har endvidere resulteret i en del flotte regnbuer. Som vores guide sagde i går, så er Costa Rica i høj grad præget af mikroklimaer, hvilket betyder, at det kan regne hele dagen 1 km væk, mens det lige her kan være højlys solskin. Det er ret vildt at opleve. Ellers har vi brugt dagen på at gå en tur rundt i byen samt op til et ganske fascinerende hult klatretræ på måske 50 meter, hvor man kan klatre op hele vejen inde i det. Vi valgte dog bare at kigge på andre gjorde det. Og så har vi fået lækker vegetarisk mad til middag, og selv kokkeret en spaghetti-ret her til aften på vores hostel.

14. februar - Et stoooort 5-tal

Den 14. februar startede for mig (Annette) allerede lidt over midnat, hvor jeg vågnede lettere forvirret over at være faldet i søvn tidligere på aftenen uden at have intentioner derom. Der er sket det på den her rejse, at jeg ikke en eneste gang har oplevet det, som ellers normalt sker, at man ligger lidt og ligesom venter på, at man falder i søvn. Snarere falder jeg gerne i søvn uden overhovedet at sige godnat og i går heller ikke børste tænder(!!!!!), nok fordi jeg bare er udmattet af alle vores oplevelser. Nå, men det skete altså også i går, og da jeg vågner er Mika gået i seng (fornuftigt nok), og hele vores hostel er musestille. Jeg kan imidlertid ikke sove videre uden at børste tænder, så jeg måtte have gang i pandelygten og rode lidt rundt.

Da dagen rigtigt startede var kl. omkring 7, og kl. 8 gik vi ned og spiste morgenmad (inkluderet i prisen, og ret lækker). På vej tilbage fra restauranten til vores værelse stoppede vi lige forbi receptionen, hvor der i øvrigt kun arbejder søde og hjælpsomme mennesker, og her bestilte vi lidt impulsivt en ziplining/hængebro-tur til kl. 10.30. Vi havde planlagt, at det var noget vi ville, men ikke hvilken dag, så det var SÅ impulsivt, det var ;) Turen skuffede bestemt ikke. Dvs. til at starte med, hvor vi skulle ud af gå på i alt 8 hængebroer, som var spændt op i Santa Elena-skovens trætoppe, blev vi, hvis ikke skuffede, så i hvert fald overraskede over, hvor turistet Costa Rica kan være, særligt her i et af de mest populære områder. Parken hvor det hele foregik var nemlig fyldt med folk, og stierne i skoven utroligt pænt anlagt. Vi måtte derfor følges med en masse andre (larmende) mennesker rundt på broerne, hvor vi jo havde håbet på, at se nogle af Costa Ricas dyr. Det blev ikke til mange dyr, udover lidt fugle, men til gengæld var det flot at se skoven ovenfra, og også sjovt at gå rundt på hængebroer. Lige da turen var ved at være slut, stødte vi dog (nærmest bogstaveligt talt) ind i en slange. Vi kom gående over en bro, og jeg holdte ved gelænderet, lettere højdeskræk, som jeg er, indtil lige pludselig der er en slange lige foran min hånd! Den var nok sprunget/faldet (kan slanger springe?) fra en af trætoppene, som var meget tæt på denne bro, og nu hyggede den sig på rækværket. Med denne oplevelse blev turen da lige lidt federe. Den næste aktivitet var ziplining/svævebaner. Man bliver spændt i diverse seler, ligesom når man skal klatre, og så går det ellers ud på at svæve over skoven i fuld fart. De som kender mig ved, at jeg er lidt bange for højder, og derfor var dette særligt udfordrende for mig. Men jeg var faktisk ikke så nervøs inden vi gik i gang, og det spiller også ind, at jeg er meget mere modig i udlandet, så det gik faktisk helt fint. Og det var bare en virkelig fed oplevelse! Der var i alt 13 baner, hvoraf den længste var 1 kilometer lang. På den, og på den næstelængste bane (800 m) "kørte" man to og to, så vi kunne være turen sammen. Vi fik virkelig set skoven oppefra, og på et tidspunkt kunne vi se ned på en af de hængebroer, som vi tidligere havde gået på, og nu var vi bare meget længere oppe. Inden den sidste bane, havde man mulighed for at tage et "tarzan swing", hvor man sprang ud fra en høj platform op cirka 10 meter, og derefter når rebet var strakt, gyngede frem og tilbage (jeg tror også det hedder et swing jump). Vi prøvede det begge to, og det kildede bare helt vildt i maven. Selvom jeg havde en smule kvalme på vejen op til platformen var det virkelig oplevelsen værd. Efter den sidste bane var turen slut og vi vendte tilbage til Santa Elena by. I anledning af vores 1-års forlovelsesdag, som vi ellers aftalte at fejre med ziplining-turen, besluttede vi os også for at gå ud og spise noget lækkert mad. Det vi især gik efter var at finde et sted, hvor vi kunne få et glas rødvin, som vi følte passede sig til lejligheden. Vi fandt en restaurant, som især servede bøf, og selvom det var liiiidt dyrt, gik vi derind. Vores bøffer var imidlertid så lidt stegte, at vi måtte sende dem tilbage to gange. Og som et plaster på såret fra restaurantens side (jeg følte, vi skulle give et plaster på såret, fordi vi var besværlige. Jeg har aldrig sendt mad tilbage, men de var så rå, at de var uspiselige) fik vi gratis dessert, og betalte heller ikke for vinen. Hurra, jeg elsker en god rabat. Derfor endte dagen altså ret godt, og den har bare i det hele taget været til et stort 5-tal (på Etta Cameron-skalaen).

15. februar - Bjerge, fugle og chokolade

Efter en dejlig langsom start på dagen begav vi os ud på en god hiking-tur og besteg det forholdsvist nærliggende bjerg kaldet Cerro Amigos (1860m). Vi gik hele vejen fra vores hostel op til toppen, hvilket tog næsten 2 timer. De sidste 3 kilometer gik nærmest lodret op i luften - det var virkelig stejlt (men dog en rigtig vej). Vi blev fulgt på vej af 3 lokale hunde i flere kilometer, inden de smuttede hjem igen, og vi overkom de forskellige udfordringer (glat mudder, brombasser en masse, tåge osv.). På toppen var det dog fuldstændigt skyet til, så vi fik ikke nogen udsigt, men en lækker omgang trekking. Næste stop var Stellas Bakery - en lille hyggelig restaurant/café. Vi havde læst i vores Lonely Planet-bog, at de fodrede fuglene der, og det var super hyggeligt at se på, mens vi drak vores lækre smoothies. Vi så i hvert fald 10 forskellige fugleracer - den ene flottere end den anden. Således opmuntret tog vi på besøg i en flagermus-zoo, inden vi helt impulsivt (ja, det kan lade sig gøre selv for os) tog på en chokolade-tour. Guiden var en meget nørdet og ivrig amerikaner - nu bosat i Costa Rica - og han viste ALT om chokolade. Vi fik hele historien med: De første mange, mange år, chokolade har eksisteret drak(!) man den i flydende form. Det er først for nyligt inden for cirka 80-90 år, at chokolade har fået fast form. Vi kom hele processen igennem fra start (kakaobønner) til slut (chokolade) og smagte en masse chokolade undervejs. Vi var næsten helt høje på oplevelsen, fordi det virkelig var interessant viden, så nu går vi lidt med tanken om at købe en kakaoplantage i Elfenbenskysten og begynde og udvikle den lækreste frugtige chokolade, for der er virkelig potentiale i det :) Og så er vi blevet indædte kæmpere mod firmaer, der propper palmeolie i chokoladen - nej, det skal være kakaosmør, man skal bruge! Godt ømme i stængerne lagde vi os til at sove, spændt på den næste dag - vores sidste hele dag i Costa Rica.

16. februar - Monteverde Cloudforest Reserve

Dagen startede tidligt, for vi skulle med bussen til skoven i Monteverde, og den gik kl. 06.15. Op kom vi, og vi nåede da også bussen i fin stil, den holdte meget belejligt lige ned på hjørnet (og hjørnet er tæt på, hvor vi bor). Vi var ude ved reservatet kl. 06.45, og der stod så på et stort skilt, at de først åbnede kl. 07.00. Nå. Men det var heldigvis ikke lang ventetid, dog kunne man ønske sig den slags information i Lonely Planet-bogen. Kl. 7 var vi mere end klar og med en kop to go kaffe i hånden (man er vel storbymenneske) begav vi os ind i skyskoven. Vi endte med at rende rundt derinde i 6 timer helt frem til kl. 13, og vi gik egentlig det meste af tiden, stod stille nogle gange for at kigge efter dyr. Og udover den smukke skov, fik vi også set nogle dyr, herunder det vigtigste; Quetzal fuglen, som kun lever i den slags skyskov, som Monteverde er. Den er fantastisk smuk, især hannen, som har en slags grøn hanekam, og en virkelig flot lang hale. Vi var vildt heldige, for vi så den virkelig tæt på. Vi havde sådan håbet, at vi ville se en, og bum, så var den der pludselig lige foran os. Vi så nok i alt fem lige der, men de fløj hurtigt længere op i træerne, og blev sværere at se. Derudover så vi en masse coaties, som er de her næsebjørn/vaskebjørns/hvad-ved-jeg-agtige skabninger, som vi også så på vores jungletur i La Fortuna. De er bestemt ikke sky, og de rendte rundt på de større stier i skoven, og man kunne komme helt tæt på dem.

Vi tog bussen hjem derude fra kl. 14, nu endnu mere trætte i benene end i går, og vi har brugt resten af dagen på at slappe af og klargøre os til den meget spændende (måske næsten for spændende) bustur til Nicarugua, der venter os i morgen. To be continued.