24. Februar - Skævt skib og amerikansk bekendtskab

Dagen hvor vi forlod Ometepe. Selvom det var trist at forlade den smukke, rolige ø, følte vi os alligevel spændte og glade over det næste eventyr, som ventede på os - Kolonibyen Granada. Først skulle vi bare lige derhen. Vi havde planlagt at tage færgen til fastlandet kl. 11, det gav os tid til en stille morgen og formiddag på vores lækre hotel og tid til at nyde den formidable morgenmad. Men som vi ofte må sande i denne del (såvel som alle andre steder) af verden, bliver tingene ikke helt, som man planlægger dem, 11-færgen var aflyst. Nå. Sammen med et par andre turister (briter) nåede vi frem til, at den næste færge først gik kl. 12.30, men at vi i stedet kunne tage en anden og mindre båd over kl. 11.30, og det var endda lige lidt billigere. Vi kom om bord på dette noget mindre skib, og jeg skal ellers nok lige love for, at de fik fyldt båden til bristepunktet. Allerede da vi sejlede fra havnen begyndte mine bekymringer, eftersom båden hældede kraftigt til den ene side, og vi sad i den "lave" side. Vandet så dog stille ud, så måske var det ok. Det var bare ikke ok! Da vi kom lidt ud på søen begyndte bølgerne at skubbe til skibet, og det hældte mere og mere over mod vores side. Flere gange tog jeg mig selv i, efter ren refleks af forsøge at læne mig/presse skibet over mod den anden side, når vi ramte en bølge. Jeg prøvede at læse i en bog for at glemme det, men jeg følte at det gav mig kvalme, så jeg stoppede. Mika så imidlertid meget rolig ud, og smilte flere gange, så jeg tænkte, at jeg som sædvanlig nok bare var lidt mere paranoid end andre. Vi kom mod alle odds sikkert over søen, og det viste sig at Mika havde været præcis lige så bange som mig, og alle andre vi talte med havde det på samme måde. Pyha, at det gik godt, og at vi havde taget færgen derover. Ellers havde vi måske ikke turde tage tilbage. Det skal dog lige nævnes, at alle i båden havde redningsveste på, og at de lokale virkede til at være lidt mere rolige end os udefrakommende (dog ikke meget). Men det var stadig en meget ubehagelig oplevelse, især da man følte, at båden ikke var særligt langt fra at tippe over på vores side. I San Jorge, som byen vi sejlede til hedder, hoppede vi på en bus, som skulle tage os til Rivas, hvor vi ville fange en bus videre til Granada. Det gik bare heller ikke efter planen. Efter at have ventet 40 min. i bussen, som ikke kørte, gud ved hvorfor, fandt vi (heldigvis) ud af, at bussen slet ikke stoppede i Rivas. Vi skyndte os af, og havde i mellemtiden fået kontakt til to damer, som skulle samme vej som os. Vi blev enige om at tage en taxi hele vejen i stedet, og fik presset chaufføren ned til en ok pris. Vi skiltes i Granada, men fik den amerikanske piges navn, så vi kunne finde hende på facebook, og mødes senere på dagen. Det gjorde vi, og sammen med Marisa, som hun hedder, fik vi mad, tog på kirke-sightseeing i byen, og sluttede af med en massiv happy-hour, som ikke blot varer en time her, men nok nærmere hele dagen. Det koster ca. 15 kr. for to drinks. Efter en hyggelig aften, aftale vi at mødes næste dag hvis muligt.

25. februar - Vulkankratersø, kajakture og hygge

Tæt på Granada ligger vulkankratersøen Lake Apoyo, hvor vi tog hen fra formiddagen med vores nye amerikanske ven, Marisa, og vores nye danske ven, Claus. De var begge to på en post-kandidatuddannelse-tur og skulle tage flyet hjem senere samme aften, så vi fik lov til at være en del af deres sidste dag på deres rejser. Og sikke en lækker dag! Søen havde den perfekte temperatur, og vi fik sejlet i kajak, tog ture på paddle boards og badet så det halve kunne være nok. Det foregik sådan, at vi "lejede" os ind for en dag på et mini-resort for 6 dollars pr. næse, og så kunne man ellers slå sig løs. Mange hyggelige (sol)timer senere tog vi vores shuttle hjem til vores hostel og aftalte at mødes med Marisa og Claus til aftensmad på Granadas restaurant-gade nr. 1. Vi fik os igen et gedigent godt happy hour tilbud, der jo er absurd billigt her - bl.a. bestående af mojitos og capirinhas - inden vi sagde farvel og på gensyn til vores nye, gode bekendtskaber. En både passiv og aktiv dag var slut, og vi lagde os til at sove i vores brandvarme værelse med blæserne på fuld drøn. I morgen står den blandt andet på byvandring.

26. februar - Granada og Las Isletas

Efter en god omgang morgenmad og lækker kaffe på Garden Cafe i Granada tog vi en tur rundt i byen. To dage før havde vi allerede besøgt de største/mest famøse kirker, så i dag ville vi tage nogle andre highlights. Det blev bl.a. en gammel togstation, hvor der stadig stod gamle togvogne, vi så det livlige marked, hvor lokale købte/solgte alt fra mad, tøj og elektronik til jeg ved snart ikke hvad, og vi oplevede det symmetriske, farverige Granada. Byen er ganske malerisk og mange forskellige stærke farver, og det er da også ganske ofte, man ser et hus, der er ved at blive malet på ny. Byen er en af de ældste kolonibyer i hele Mellemamerika, hvis ikke den ældste, og man kan stadig mærke efterdønningerne af historiens vingesus, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Efter en omgang middagsmad og masser af vand (det er 35 grader og stærk sol!) tog vi på en guidet tur til Las Isletas, som er en øgruppe i Lake Nicaragua, der ligger blot få kilometer fra Granada. Vi var 6 turister, 1 guide og 1 til at styre båden. Las Isletas (vist nok: "De små øer" på dansk eller noget i den dur) består efter sigende af cirka 365 mini-øer inden for en kort afstand. Det viste sig, at en del af øerne bliver brugt til sommerhuse af nogle af de rigeste familier i Nicaragua (bl.a. dem, der ejer rom-mærket Flor de Caña, samt nogle kaffe- og sæbe-"konger"), mens andre øer var til salg rækkende fra et par hundrede tusind til et par millioner US dollars. Ud over at være utrolig flot natur, var især fuglelivet ganske rigt med over 70 forskellige fuglearter, der trivedes på de små øer. Vi så alt fra gribbe til svaler og fiskehejrer, inden vi gjorde et kort stop på Monkey Island, hvor Annette fik lov til at fodre en Spider Monkey med en kiks. Vi gik i land på en af øerne, hvor vi fik en forfriskning i form af øllen Victoria Frost (og den var faktisk ret kold, så den levede op til sit navn), inden vi satte turen mod sidste stop - et fort, der blev brugt til at holde pirater væk fra Granada - apropos historiens vingesus. Der stod stadig en kanon, og vi fik lov til at gå op på taget af fortet, hvorfra der var en ganske henrivende udsigt til en solnedgang i det fjerne ikke langt fra den stadigt aktive, men sovende, vulkan Mombacho. Det var virkelig smukt! Aftenen blev brugt på en omgang billig aftensmad og hygge på vores hostel, inden turen i morgen går til næste stop: Leon.