27. februar - Adios Granada og hola León!

For første gang på rejsen hørte vi ikke vækkeuret om morgenen, da ørepropperne var proppet langt ind i ørerne og ellers var "vant" til en generel støj fra de to blæsere på værelset, der dog ikke var direkte generende, når man bare skulle sove. Det gjorde dog ikke noget, for vi havde ikke travlt, og vi vågnede af os selv en halv time senere kl. 07.30. Da vi checkede ud halvanden time senere kiggede jeg (Mika) under vores senge for en sikkerheds skyld for at undersøge, om vi havde glemt noget. I stedet fandt jeg en "sød" kakkerlak. Hvor længe den havde boet under min seng, tør jeg ikke tænke på, men sådan er det jo bare nogle gange her i Mellemamerika. Vi tog en såkaldt microbus (en bus, der er lidt mindre end end normal bus) fra Granada til hovedstaden Managua, hvor vi skulle skifte til en anden bus. Buskontrolløren fik lige hevet os på i sidste sekund, inden bussen kørte, så det var fint. Han sagde højlydt ud af bussen "Managua, Managua, anagua, nagua, agua, gua, gua, gua, gua, ua, a", så folk lige kunne hoppe på, hvis nu de fik lyst til det. Bussen var en express-bus, hvilket vil sige, at den i Danmark ikke ville have holdt én eneste gang, men nu er det jo Nicaragua, så express-bus hernede betyder, at vi "kun" holdt ind 25-30 gange på den halvanden time, det tog at nå den lidt kedelige hovedstad, Managua. Herfra tog vi en overraskende komfortabel minibus videre til León, hvilket tog lidt over 1,5 time. Vi tog lokal transport for at spare unødvendige omkostninger, og hele turen på over 3 timer (med ventetid næsten 4 timer) blev lidt under 20 kr pr mand! Hvis vi havde taget en shuttle, som de fleste turister nok gør, ville det have kostet 100 kr. Så vi var meget godt tilfredse med vores valg, da turen var ganske smertefri. Da vi så ankom til León var vi åbenbart i så godt humør, at vi da lige valgte at gå hele vejen fra busstoppestedet i den ene ende af byen til vores hostel, der ligger lidt i den anden ende. En gåtur på 30 minutter i en varme over de 30 grader og solskin, men det gik egentlig godt, og det var godt at være en rigtig backpacker. Vores hostel kaldt Posada la Gordita koster 50 kr. pr. mand. pr. nat, så vi havde ikke de store forventninger, men blev positivt overrasket. Damen Monica der driver stedet taler flydende engelsk (hun er muligvis halv canadier), hun er meget hjælpsom, værelset er ikke så varmt igen, og der er morgenmad med i prisen, men det manglede da også bare :) Efter at være kommet godt på plads tog vi en tur ud i byen, der er den mest intellektuelle i Nicaragua. Der ligger et berømt kunstmuseum, som vi lige kunne nå at bruge 1,5 time på, inden de lukkede. Her så vi en midlertidig udstilling med maleren Joan Miro og malerier/kunst fra hele Mellemamerika samt noget europæisk renæssance-kunst - i høj grad med Jomfru Maria (de fleste er jo katolikker her). León adskiller sig fra Granada ved at være mere en by for borgerne, hvor Granada havde et poleret centrum og mange turister. De to byer har i øvrigt været i strid med hinanden nærmest lige siden, de blev bygget i 1524, hvortil man i midten af 1800-tallet valgte at placere Managua derimellem som hovedstad. Begge byer er fede på hver deres, men også på den samme, måde. Det er svært at forklare helt præcist. Aftenen tilbragte vi i biografen, hvor vi så den nye Zoolander 2 - ganske underholdende og heldigvis med engelsk tale :)

28. februar - At kælke på en vulkan

Dagen stod på den "berømte" volcano boarding, som er en af den slags ting, som skal prøves her i Leon, og som i korte træk går ud på, at slæbe et lettere ombygget bræt op på en vulkan og så "kælke" ned af siden på vulkanen. Skørt lyder det, og det var det sådan set også. Men også rigtigt sjovt. Vi blev hentet på vores hotel kl. 8, Nicaragua-tid, hvilket betyder tyve minutter over. Vores guide Henry var rigtig dygtig, og ville gerne fortælle os en masse om vulkaner og alt muligt andet. Ude ved vulkanen fik vi udleveret brættet, som vi skulle bruge til at komme ned fra vulkanen, og det skulle vi så bære op til toppen, hvilket var lidt en udfordring, fordi det blæste en del og brættet let blev taget af vinden. Men opgaven var dog overkommelig, da vulkanen ikke er mere end ca. 700 meter, og vi startede også lidt oppe. Henry ledte os desuden en anden vej end mange af de andre grupper, så vi blev mindre udsat for den kraftige vind. Turen ned af vulkanen tog måske 2 minutter (det tog 45 min. af komme op), og selvom det ikke var den vildeste, hurtigste tur, så var det rigtigt sjovt. Efter denne tur tog vi hjem og tog et tiltrængt bad, vi var helt sorte af vulkanstøv. Resten af dagen har stået på afslapning, is-spisning og anden slags spisning, og med at lægge planer for de kommende dage og uger på vores rejse.

29. februar - Aladdin og hjemmelavet is

Vi checkede ud fra vores hostel om morgenen, men fik en reservenøgle, så vi kunne komme og slå os ned senere, når vi skulle vente på vores shuttle mod El Salvador, der først gik mellem 01.30 og 02.00 om natten. Med det in mente tænkte vi, at vi ville have os en stille og rolig dag, så vi ikke var alt for smadrede, inden den 10 timers bustur primært om natten. Højdepunktet (i mere end én forstand) for León var næste punkt på dagsordenen: Nemlig at komme op på katedralens kridhvide tag og gå rundt. Det var en nærmest eventyrlig oplevelse taget ud fra Aladdin, og udsigten var også formidabel ud over byen og til de nærliggende vulkaner. Apropos vulkaner vågnede vi med et sæt natten til denne dag kl. lidt over 01.00, da en vulkan forholdsvist tæt på gik i udbrud. Det kæmpe brag var ret skræmmende, men vi havde heldigvis fået fortalt, at det er ret normalt, og der ingenting sker ved det. Efter den gode oplevelse på katedralens tag tog vi os en iskaffe på en cafe med air-condition (det kan blive op mod 37 grader disse dage, så det er pæææænt varmt), og derefter tog vi os en overraskende god sharwarma på et populært tyrkisk sted i centrum af byen. Det blev også til en hjemmelavet is - den bedste af slagsen: En af isene var lavet med chokolade, skumfiduser og nødder. Ikke dårligt :) Og aftensmaden stod på stegt lam, salat, tortilla gallo pinto (ris og bønner) til den nette sum af en 20'er pr. mand. Det er godt med gode råd fra vores hostel-bestyrerinde. PT sidder vi bare og venter på, at vi kan komme med den shuttle til El Salvador, men så kan man jo lige skrive lidt blog og hygge sig med wifi, netflix and chill, bøger osv. her i den ret så store foyer på vores hostel. Vi ses en anden god gang, Nicaragua! Du har slet ikke skuffet!