Profile
Blog
Photos
Videos
Hold nu op tiden flyver jo af sted og nu er der pludselig gået næsten 14 dage siden jeg sidst skrev. På søndag er det oven i købet en hel måned siden jeg kom… Alt går stadig rigtig godt og selvom en del af livet hernede er blevet hverdag fx i fht. arbejde og indkøb og den slags, oplever jeg stadig en masse spændende ting ind i mellem.
Lørdag for et par uger siden inviterede Daniel mig med til en af hans venners fødselsdag. Om eftermiddagen mødtes folk i en park, hvor der blev grillet og senere på aftenen havde fødselaren lavet en aftale med en bar i midtbyen, hvor alle hans gæster kom gratis ind. Om aftenen havde jeg fået lov at tage min kollega fra ambassaden Sidsel med. Det var en rigtig festlig aften, hvor vi fik snakket en masse spansk, danset en masse og og mødt nogle søde mennesker.
I starten af sidste uge havde jeg besøg af min kusine Rocío. Hun kom da jeg havde fået fri fra arbejde og hun havde fået fri fra sin praktikplads. Jeg serverede det de hernede kalder "once", hvilket svarer til en slags five o'clock tea (lidt mærkeligt, at man kalder det "11"…?). Vores once bestod af te samt nybagt brød (købt hos en lokal kiosk) med forskelligt pålæg til så som mortadella, paté, ost og ikke mindst manjar, som er kondenseret mælk i smøre-form. Det var rigtig hyggeligt at have besøg og selvom vi ikke ses så tit, havde vi en masse at snakke om.
Onsdag eftermiddag fik vi på ambassaden at vide, at vi, hvis vi ville, kunne holde fri om torsdagen, da det var en chilensk helligdag. Dette passede perfekt med, at der hver onsdag holdes et arrangement for udvekslingsstuderende kaldet "Miercoles Po". Derfor benyttede Sidsel, nogle af hendes rommies og jeg os af dette og tog ind mod centrum for at komme til fest. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået denne idé, så vi endte med ikke at kunne komme ind til arrangementet, da der var alt for mange mennesker. Da vi indså, at vi ikke ville komme ind besluttede vi os i stedet for at gå rundt i Bella Vista-kvarteret for at finde en bar/et diskotek, hvor vi kunne feste. Det endte dog med, at vi bare gik rundt i 3 timer uden at finde et sted, men gåturen var rigtig hyggelig og jeg fik mulighed for at spise min første "completo italiano" (en chilensk hotdog med pølse, avocadomos, hakkede tomater og mayo) inden jeg tog hjem, så jeg var glad
Torsdag, som var en uventet fridag, blev brugt på at sove længe og om eftermiddagen havde Sidsel og hendes engelske roomie Emilie inviteret mig med til en gratis koncert i en stor park i midtbyen. Da vi havde været derinde i et par timer gik det pludselig op for mig, at hovednavnet som skal spille senere - var et chilensk band ved navn Los Jaivas, hvis musik jeg har hørt igennem min opvækst. Jeg var ellevild og det endte også med at være en fantastisk oplevelse. Los Jaivas fejrede den aften deres 50-års "fødselsdag" som band i selskab med over 70.000 glade mennesker deriblandt lille mig, der var overlykkelig for at få være der!
Fredag aften var jeg inviteret til fødselsdag hos en fyr hvis kæreste Alejandra, jeg var faldet i snak med til fødselsdagsfesten ugen forinden. Festen fandt først sted i kærestens lejlighed og senere havde han lavet en aftale med en bar (det er åbenbart meget normalt). Endnu engang var det en rigtig hyggelig aften og jeg mødte endnu flere søde mennesker.
Dagen efter blev jeg inviteret på tur af en jeg mødte til festen, som ville vise mig sit yndlingssted i Santiago. Det viste sig at være Cementerio General, som udover at være en almindelig kirkegård også er hjemstedet for flere kendte chileners gravsteder. Vi så bl.a. Salvador Allende (tidligere præsident), El Gato (sanger fra Los Jaivas) Victor Jara (chilensk folkesanger, som blev myrdet under diktaturet) og Violeta Parras (chilensk folkesanger) gravsteder. Derudover så vi et stort mindesmærke med navne på folk som forsvandt og/eller blev myrdet efter militærkuppet i 1973. Det var en stor oplevelse at se alle disse steder og samtidigt var det meget fredfyldt at gå rundt på en af Latinamerikas største kirkegårde.
Søndag var en rigtig dovnedag, men jeg fik alligevel taget mig sammen til at løbe min første tur i kvarteret. Her fik jeg med egne øjne at se, at de lukker flere store veje af og bruger dem som cykelstier, som en del af et spændende initiativ, der skal få flere folk til at cykle mere.
Den sidste uges tid er temperaturen steget en del, så jeg fryser ikke længere så meget
I går aftes var jeg ude og spise empanadas med Sidsel, Essi (en finsk pige) og Sidsels to rommies Emilie og Mauricio (chilener). I dag har jeg holdt fri fra arbejdet, da jeg skulle ind til midtbyen og ordne nogle papirer i fht. visum. Som frygtet kom det til at tage næsten hele dagen… I aften skal jeg mødes med min fætter Gerardo.
Det var vist alt for nu… Over and out!
- comments
Krina Ha ha, nu kan jeg rigtig være med på en lurer. Så bliver det næsten som at snakke med dig hver uge. Glæder mig allerede til fortsættelsen... Og husker jeg rigtigt, at det er ved at blive sommer dernede? Din snedige laban, sådan at stikke af fra det danske efterår :)
mijana Du skal være mere end velkommen til at lure søde Krina ;) Du har helt ret på snedig vis har jeg planlagt det sådan at jeg kommer til at opleve både forår og sommer igen ;)