Opmærksomhed følge, eller land fly

Efter nogle gode dage i Antigua var vi alligevel mere end klar til at hoppe på flyveren til Managua i Nicaragua hvor varmere vejr og efter et par dage også det første strandbesøg ventede. Lykken (eller manglende held... eller okay, måske manglende opmærksomhed) spillede os dog et puds.
Vi havde bestilt en taxa til to timer før vi skulle være i lufthavnen, selvom turen kun havde taget en time den anden vej. Da taxaen ikke var dukket op efter en halv time, piplede den første perle af nervøsitetens sved dog frem på panden af de to altid-i-god-tid-og-velforberedte statskundskabere. Vi fik fat på en erstatning, men måtte med stadigt stigende puls se til mens den ellers glidende morgentrafik tog form af HC Andersens boulevard kl. 08.30 (ja, myldretiden er et par timer senere for de dovne Københavnere). En planlagt ankomst 3 timer før flyet lettede blev således til at vi løb ind i afgangshallen med tasker på 40 minutter inden. Med de bedste hundeøjne vi har lært bønfaldt vi damen bag skranken om at få os ombord, umiddelbart upåvirket af dette tog hun sig god tid på skærmen og løftede i ny og næ et øjenbryn og bad om at gense vores billetter inden hun gav os beskeden: i kommer ikke ud og flyve idag. Lidt fordi flyet allerede har boarded færdigt, men mest fordi jeres billetter ikke er til idag. De er til om en måned.
Vi kiggede på hinanden og den latterlige situation kunne ikke frembringe andet end et smil på læben. Vi ventede 3 timer i lufthavnen i håb om at få plads på et andet fly, men da dette ikke lod sig gøre tog vi istedet ind på et hostel i guatamala City.

Dagen efter landede vi heldigvis glade og helskindede i Managua, hvorfra vi dog direkte til Leon. Førstehåndsindtrykket af Nicaragua er at det virker en smule fattigere end guatamala, der er fx mange blikhuse i dårlig stand langs vejene. Og nå ja, så er det også 10 grader varmere og fyldt med myg.
I Leon brugte vi den første aften på at gå rundt i byen og følte os ekstremt heldige da der på torvet blev sat en stor scene op, og vi tænkte vi skulle overvære en sjælden festival. Vi fik dog at vide fra damen på vores hostel at der åbenbart altid er noget at fejre, og scenen ofte sættes op flere gange ugen og tages ned igen, selvom der skal være show dagen efter (det var vi som effektivitets-eksperter lidt fortørnede over).
Dagen efter var vi på volcano boarding, hvor vi gik en virkelig smuk og mindre diarré-ramt tur op ad Nicaraguas senest aktive vulkan, og derfra klædte vi os i gule sikkerheds dragter og skulle så kælke ned af vulkanen. Noget der frembragte et mildt angstanfald hos os begge, men som vi endte med at synes var vanvittigt sjovt. På turen mødte vi to søde norske piger på 31 (hvilket var vigtigt for mia, der er en smule manisk panisk over sin forestående 25 års fødselsdag), der fortalte de havde salsa aften på deres hostel. Det skulle de ikke sige to gange og som de fødte latinoer vi er begav vi os derover for at udfolde vores uudnyttede salsa potentiale i de danske kartoffel hofter - og det blev det i den grad. Mia fik en lettere nervøs partner på 1,40 cm, så det var i sig selv et show, men det egentligt show begyndte først da Sofie, eller skal jeg sige Sofie salsa Pam kom i intet mindre end finalen. Nu venter vi bare på hun bliver kendt, så hun engang kan komme med i vild med dans.
Efter 2 fine dage i Leon var det tid til turens første strandbesøg, og vi har i de sidste 3 dage boet på et øde lille paradis sted, der hedder surfing turtle lodge, hvor dagene er forsvundet i en blanding af gåture ved stranden, solcreme, en masse læsning, yoga, gode drinks og solnedgange. De to norske piger har også været her og vil måske mødes med os senere på turen, så det er hyggeligt.
Og Uh, lige en opdatering til dette oplæg! Et par timer inden vi forlod stedet klækkede æggene med små baby skildpadder som de beskytter for rovdyr endelig, og vi fik lov til at være med til at sætte dem fri så de gik ud i havet.