Ind i mellem slår det mig, hvor forunderlig en størrelse tid egentlig er. Nu er der gået to uger siden sidst, men for mig virker det på én gang som meget længere tid og som meget kortere tid. Længere tid, fordi jeg overhovedet ikke kan begribe den mængde oplevelser, jeg får på så kort tid, og samtidig kortere tid, fordi jeg ikke forstår af det hele går så hurtigt! Men det er selvfølgelig ikke et nyt koncept, at tiden går hurtigt, når man har det godt!

Sidste gang jeg skrev, var jeg lige flyttet hen til Ashley og stod foran første uge hos ham. Jeg kan nu konkludere, at de to hjem er meget forskellige. Hvor moderen er mere afslappet og fokuserer på, at drengene trods alt stadig er drenge, er faderen mere striks og har en lang liste af gøremål til drengene hver dag. Så med hvert hjem skal jeg også gribe tingene og drengene an anderledes, men ikke desto mindre er det stadig en fantastisk udfordring og spændende oplevelse. Jeg prioriterer at være sammen med drengene udover mine "arbejdstider", så de rent faktisk oplever følelsen af, at jeg investerer i dem, samt at jeg fremstår som et gennemgående element i deres hverdag.

Der er gode og dårlige dage med drengene; nogle dage gør de alt det modsatte af hvad jeg beder dem om, og andre dage behøver jeg ikke engang at spørge. Så alt i alt er de ligesom alle andre 7 og 11 årige . Dog bliver alle dage afsluttet med et knus, så det er nu ret positivt.

Jeg er så småt ved at opbygge venskaber hernede, så tirsdag den 22. oktober mødtes jeg med Jessica for at bage macaroons (og ja, de lykkedes på første forsøg!), onsdag mødtes jeg med Jessica og hendes veninde fra England, Phoebe, til en pige-aften, hvor vi tog ud og spiste billig pizza, og torsdag mødtes jeg til kaffe med Greta. Det er skønt, at jeg rent faktisk begynder at have et socialt liv hernede, som også har nogle gengangere nu. Det gør det også muligt at lave nogle ting i weekenderne, tage på weekendture og så videre, for nu har jeg nogle at gøre tingene med - og det er bare sjovere, end at gøre det alene.

Fredag er som tidligere nævnt "flytte-dag". Hver fredag pakker vi alle drengenes og mine ting sammen, smider det i bilen, og så henter jeg drengene fra skole, tager til svømning og så kører vi til det andet hjem. Det er specielt at bo to steder, men det er nu fint nok - jeg smider bare alt mit tøj og alle mine ting i en kuffert, og så er det det. Jeg kan mærke, at det er langt mere forvirrende for drengene!

I weekenden havde Bron og Rob inviteret mig med til Patonga, en lille by oppe på Central Coast. Her har Robs chef et sommerhus, som ligger lige ud til vandet, som de kan låne, når de vil. Huset ligger på den anden side af en sø, så vi blev nødt til at ro over på den anden side af vandet for at komme over til huset. Det i sig selv gjorde, at i og omkring huset var der fuldstændig roligt og fredfyldt, og derudover var der bare helt utroligt smukt. Vi gik en tur og spiste fish'n'chips på stranden til frokost. På stranden var vi også så heldige at se en pelikan fodring, da Patonga også er et rehabiliterings reservat for pelikaner der er blevet påført skader. Blandt andet var der en pelikan, som var blevet skudt med en pil gennem vingerne, og de havde også fået indleveret en anden pelikan, der havde fået hældt syre ned gennem næbet og halsen. Det er frygteligt!
Resten af weekenden blev egentlig mest brugt på afslapning, fiskeri og badning - overskriften var afslapning, og det blev efterlevet til fulde. Det var virkelig hyggeligt at få lov til at indgå i familien og at lære dem bedre at kende!

Efter weekenden var vi igen hos Bron. Onsdag aften kørte jeg ind til centrum, til en bydel kaldet Surry Hills, hvor jeg mødtes med en masse andre unge danskere for at se og høre den danske kunstner, Oh Land. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor jeg igen mødte mange nye mennesker. Torsdag havde jeg fundet billige billetter til Sydney Aquarium, så der tog jeg ind med Jessica og hendes veninde, Rebecca. Sydney Aquarium minder meget om en australsk udgave af Kattegat Centeret egentlig, men det var en rigtig hyggelig dag! Fredag var der igen store flyttedag, så i skrivende stund er vi hos Ashley.

Dagen i går (lørdag) blev brugt i centrum af Sydney med en gruppe søde piger. Nogle af os danske piger havde bestemt om for at lave noget sammen, og jeg endte med at få lokket Rebecca og Jessica med - selvom de var bange for at vi kun ville snakke dansk!
Vi mødtes i Surry Hills, hvor der er et marked den første lørdag i hver måned. Det var et hyggeligt lille marked, meget lignende Vrå marked faktisk, men jeg endte da med at få købt to bøger. Efter markedet gik vi til Hyde Park, hvor vi købte noget sushi og spiste det i parken.

På vejen til Hyde Park havde vi en lille, sjov oplevelse; jeg gik og fortalte pigerne om, at jeg havde hørt, at man fik en bøde på $65 for at krydse vejen for rødt lys på fodgængerfeltet. Idet vi kommer til et fodgængerfelt ser vi to politimænd, og jeg vælger at spørge dem, om det er rigtigt, hvortil den ene siger; "Ja, det er rigtigt. Og her har vi én nu!", hvorefter den anden politimand sætter efter en ung mand, som var ved at krydse gaden. Den unge mand så ret skuffet ud, da han fik overrakt bøden på $65.

I Hyde Park gik vi på Hyde Park Barracks Museum, som man i den grad må sige er en alsidig bygning. Gennem tiden er den blevet brugt til mange forskellige ting, men oprindeligt var den bygget til at huse mandlige fanger fra England. Mellem 1819 og 1848 blev mandlige fanger fra England nemlig fragtet til flere steder i Australien, blandt andet Sydney, hvor de skulle arbejde deres straf af ved at hjælpe med at opbygge den nye britiske koloni. Derfor blev der fragtet flere tusinder fanger til Australien i disse år, hvilket egentlig er lidt ironisk, når man tænker på hvor svært det i dag er at komme ind i landet!

Bygningen er egentlig bygget til at huse 600 fanger, som hver især havde den personlige plads af 1*1,8m, hvilket var det én hængekøje fyldte. Selvom huset kun var ment til at huse 600 mænd samtidig, var det ikke sjældent at der var helt op til 1300 mænd samtidig!
Senere blev bygningen hjem for det kvindelige immigrations"depot"; altså et sted hvor blandt andet irske piger blev fragtet til under en stor økonomisk krise, hvorfra de så kunne være heldige at blive ansat et eller andet sted i eller omkring Sydney som hushjælp eller lignende.

Efter museet fandt vi vej til et årligt optog her i Sydney, som netop blev holdt i Hyde Park. Hvert år holdes der nemlig "Zombie-walk", hvilket egentlig består i at offentligheden kan tilmelde sig, klæde sig ud som zombier, og gå med i optoget. Optoget holdes af "Australia's Brain Foundation", og det afvikles med henblik på at skærpe opmærksomheden omkring hjernesygdomme.

Aftensmaden blev indtaget på den danske restaurant, Akvavit, her i Sydney, hvor det er muligt at få både danske hotdogs (påstår de i hvert fald, vi syntes nu ikke at de smagte lige så godt!), æbleskiver, Tuborg og Carlsberg, frikadeller og smørebrød. Vi har allerede lavet en aftale om at tage tilbage og spise frokost der en dag, så vi kan smage deres smørebrød!
Mens vi sad og spiste, kommer en af bestyrerne ud og udbryder: "Min søster er forlovet! Champagne til alle!" Så vi takkede pænt, sagde tillykke og scorede et gratis glas champagne Desserten spiste vi på en chokolade bar kaldet Max Brenner, hvor de har alle afskygninger af ting med chokolade i. Der er nok nogle derhjemme, der sidder og trækker på smilebåndet nu, for ja, jeg var absolut i himlen! Det er absolut ikke sidste gang, jeg skal derind!

Dagen i dag er blevet brugt på afslapning, brunch med drengene og Ashley og en tur på marked for at købe grøntsager og frugt, og aftenen bliver brugt på intet mindre end tre Skype-dates, blandt andet med min fantastiske nevø og niece, som jeg efterhånden savner ret meget!

Det er svært at finde tider til at skype, fordi vi pludselig har 10 timers forskel fra Danmark, så det kræver en del koordinering, men hver gang det lykkes er det SÅ dejligt at høre fra jer derhjemme.

Den næste måned bliver i den grad fuld af oplevelser, eftersom alle weekenderne er booket med ture; næste weekend går turen til Hunter Valley (en vin region), weekenden efter Gold Coast og weekenden derefter Canberra. Jeg er her jo kun én gang, så jeg udnytter tiden til det fuldeste! Jeg er stadig hel tosset med at være her, og jeg nyder hver eneste oplevelse jeg får, hvert eneste menneske jeg møder og hver eneste dag jeg har i det her fantastiske land!

Jeg tænker på jer alle sammen. Tak for de beskeder, jeg får undervejs - I aner ikke hvor meget det betyder, når I tager jer tid til at skrive til mig!
Jeg håber, at I alle sammen har det godt, og tak fordi I følger med på mit eventyr.