Første uge som au pair er nu overstået, og selvom jeg ikke havde regnet med at jeg skulle arbejde som au pair under min rejse, så må jeg indrømme, at jeg er blevet virkelig glad for det!

Jeg flyttede ind sidste søndag, hvor jeg flyttede ind hos moderen, Bronwyn.
Moderen, Bronwyn, og faderen, Ashley, er skilt, hvorfor drengene og jeg bor skiftevis en uge hvert sted. Bron bor i Glenorie med hendes kæreste, Rob, mens Ashley bor i Castle Hill. Drengene hedder Jai og Zack, og de er henholdsvis 11 og 7 år gamle.

Den første uge er i høj grad blevet brugt på at falde til ro, lære familien og kende og finde ud af hvordan alting fungerer. Familien stiller en bil til rådighed, som så er "min" bil så længe jeg er hos dem. Drengene har mange aktiviteter efter skoletid, så mange af dagene henter jeg dem fra skole, tager dem med hjem for hurtigt at få eftermiddagskaffe og lave lektier, kører dem til teeball, baseball, spejder, mandarin eller svømning, for derefter til sidst at tage dem med hjem, lave aftensmad og sørge for at de får et bad.

Det lyder måske som om der er mange ting, der skal laves, men egentlig er det ret hyggeligt, netop fordi drengene er så gamle som de er, så vi hygger os og snakker sammen undervejs. Langt hen af vejen er de velopdragne drenge, dog har de deres øjeblikke; men så igen, hvem havde ikke det som 7 eller 11 årig? Generelt virker hele familien rigtig sød og rar, og de har alle sammen taget så godt imod mig!

Når drengene er i skole har jeg fri, så min fritid bliver brugt på diverse sjove ting. I onsdags mødtes jeg med en af Jais skolekammeraters au pair, Greta, som kommer fra Italien. Vi tog ind til Castle Towers, et shopping center, hvor vi fik købt de småting som jeg manglede, og så spiste vi frokost sammen. Torsdag tog jeg ind og træne, og fredag mødtes jeg med en amerikansk au pair, Jessica, som jeg havde fået kontakt til over Facebook. Vi mødtes og spiste frokost, og snakken gik hurtigt. Vi skal være sammen igen i morgen, hvor vi skal bage macaroons. erudover har vi også aftalt, at vi vil køre til Hunter Valley, et dal med en hel masse vingårde, en af de næste weekender sammen et par andre au pairs, som Jessica kender.

Fredag efter svømning kørte drengene og jeg så til Castle Hill, hvor vi nu skal tilbringe en uge hos Ashley. Jeg har fri i weekenderne, så lørdag tog jeg hen for at træne tidligt om morgenen, og så satte jeg ellers kursen mod indre Sydney, hvor jeg skulle mødes med nogle andre unge danskere. Det er nemlig sådan at den danske kirke i Sydney, Frederikskirken, hver måned arrangerer sociale events, hvor vi danskere, som er i Sydney, kan mødes. Denne gang stod programmet på "lawn bowling", som er et spil australierne spiller meget, vist nok specielt de ældre. Egentlig minder det mest om en blanding af petanque og bowling; hver spiller har fire bolde, og så gælder det om at kommer tættest på den lille kugle ude på banen. Dog kræver det en vis mængde teknik, da bolden er specielt formet, så den "kurver" på banen. Altså kan du ikke bare trille bolden og ramme efter den lille kugle, for så rammer du ved siden af.
Det var egentlig meget sjovt, specielt fordi det igen er et nyt aspekt af den australske kultur.

Til eventet mødte jeg givetvis en masse unge danskere, hvor jeg kom til at snakke med fire af pigerne, som alle sammen rejser alene hernede også.
Eftersom Operahuset skulle fejre dets 40-års jubilæum dagen efter, om søndagen, valgte vi at følges derind.

Efter vi var færdig med "lawn bowling" besluttede jeg mig for at køre i IKEA, da jeg alligevel var ret tæt på det. Hvor IKEA i Danmark er udelukkende en møbelbutik, har IKEA hernede nemlig også en madafdeling med diverse godter fra Skandinavien; blandt andet bland-selv slik, ribsgele, ristede løg, sild i alle afskygninger, knækbrød og sidst men ikke mindst rugbrødsblanding! Jeg købte fire rugbrødsblanding - så kan jeg i hvert fald klare mig den næste måneds tid

Søndag morgen mødtes jeg med de danske piger, Anna, Siw, Siw og Kathrine, ved Operahuset. I anledningen af jubilæet var der åbent hus, så vi kom ind og se Operahuset indeni - helt gratis! Én ting er, at Operahuset udefra er et storslået bygningsværk, men det er det bestemt også indefra. Udenfor var der også en stor fejring med fødselsdagssang, taler fra diverse mennesker, blandt andet fra Utzon-familien, samt fødselsdagskage. For hvad er en fødselsdag uden kage? Så selvfølgelig havde de hyret en af Australiens bedste kokke, Matt Moran, til at lave fødselsdagskage, hvilket betød at der blev serveret intet mindre end 6000 cupcakes til alle os, der var mødt op.

Efter at have været lidt nationalistiske (australske fordi det er vores hjem lige nu, danske fordi det er dansk design) besluttede vi os for at hygge os lidt længere tid, så vi gik en tur på marked i The Rocks, som er en gammel bydel i indre Sydney. Her er der hver weekend marked med en masse små hyggelige boder, der sælger alt lige fra smykker til køkkenudstyr, træudskæringer til australsk produceret madvarer. Afslutningsvis blev den meget hyggelige formiddag afsluttet med sushi til frokost - når det ligefrem er billigere end i Danmark (som noget af det eneste), blev vi enige om at vi nærmest var tvunget til det. Ja, det er sørme "hårdt" at være ude at rejse.

Eftermiddagen blev brugt på at være på marked for at købe kød og grøntsager, samt i supermarkedet for at få købt de sidste ting til aftensmaden gennem ugen. Eftersom jeg laver aftensmaden til drengene og jeg har jeg selv bedt om at få lov til at handle - det er bare lettere (og sjovere) at lave mad, når man selv kan bestemme, hvad man skal lave.

Nu har jeg været på "vejen" i Australien i en uges tid, og selvom jeg ikke havde regnet med det, så er jeg faktisk ved at vænne mig til det. Jeg priser mig stadig lykkelig over min GPS, for nøj, hvor er det svært at finde rundt, når man kender absolut INTET til byens opbygning! Der har været mange sjove episoder undervejs, hvor jeg eksempelvis har tændt for viskerne, når jeg skulle blinke (de sidder omvendt), hvor jeg har glemt hvor gearstangen sidder, hvor jeg har været ved at sætte mig ind på passagersædet, samt hvor jeg har skulle tænke hårdt og længe over hvilket side af vejen, jeg skulle køre i. Da jeg i lørdags kørte på nogen af de mere befærdede veje i Sydney, må jeg indrømme, at jeg var ved at tisse i bukserne af skræk. Tre-banede veje inde midt i byen, hundredevis af biler, køer hele tiden; det endte med at tage mig 25-30 minutter at køre 7 kilometer! Men det er nu også en fed oplevelse, og jeg nyder friheden ved at have min egen bil. Jeg sender en lille tanke hjem til jer i Danmark, når jeg skal tanke bilen; $1,42 pr. liter benzin, hvilket svarer til cirka 7 kroner.

En af de mere ubehagelig aspekter af at rejse i Australien er skovbrandene, "bushfires". Eftersom vi oplever et rekord-varmt forår med temperaturer over 35 grader og mangel på regn, har vi desværre også fået en hel del "bushfires". Der har været over 100 brande samtidig, og brandmændene hernede kæmper døgnet rundt for at få ilden under kontrol, for at redde folks liv og for at redde folks hjem - alt imens de selv sætter deres eget liv på spil. Det er dybt tragisk at se hvordan folks liv på et splitsekund kan ændres så drastisk, og det er skræmmende, fordi det er så tæt på, og pludselig er der mennesker, som jeg rent faktisk kender eller min "familie" kender, som er involverede. I torsdags var der en brand blot 3-4 kilometer fra vores hus i Glenorie, hvorfor Bron ringede hjem til mig fra kontoret og bad mig om at sætte drengene i bilen og køre tidligere til mandarin undervisning - hvis nu.. Brandene spreder sig så hurtigt, og de siger, at det er den største "bushfire"-krise i New South Wales nogensinde. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan sommeren bliver, hvis ikke snart vi får noget regn! Indtil videre er der en mand, som er død i ilden, og det er kun takket være det kæmpe arbejde brandmændene gør. Udover de brandmænd, som arbejder som brandmænd til daglig, er der også flere hundrede frivillige brandmænd, som er uddannede specielt til skovbrandene.

Det sidste nye er, at man i dag frygter at to eller tre af de kæmpe store brande, som er i Blue Mountains, grundet varmen og blæsten kan ende med at sprede sig og dermed slå sig sammen i dag. Billedet til bloggen i dag er et af de billeder som fylder nyhederne hernede for tiden, for selvom resten af verden måske ikke hører så meget om det, så er der virkelig mange brande og derfor stor dækning af det hernede.

Jeg er i sikkerhed, og der er ikke noget at frygte - skulle der komme noget som helst tæt på os, så har Bron instrueret mig til at smide drengene og hundene i bilen og komme væk. Alt i huset er ting og kan erstattes, men det kan vi ikke.

Langt om længe har jeg jo også fået en fast adresse nu, hvilket gør det lidt lettere at finde tid til at Skype med folk. Hvis nogle skulle ønske den, så er min adresse (hos Bron):

Mia Steen Hebbelstrup
58 Cattai Ridge Road, Glenorie, 2157,
NSW, Australia.

Jeg har det godt, og jeg er stadig helt tosset med Australien! Jeg håber, at I alle sammen har det rigtig godt!