Profile
Blog
Photos
Videos
Igen i dag er det lykkedes mig ikke at lave så meget. Den lange tur langs stranden stjæler hurtigt nogle timer midt på dagen. Det er egentlig lidt sjovt at sidde her og prøve at regne ud, hvad dagens timer egentlig er blevet brugt på. For det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg spiste morgenmad i morges, hvilket ikke tager specielt lang tid. Så håndvaskede jeg et par t-shirts og hængte dem i solen, og derefter begav jeg mig ud på min tur langs stranden med mit kamera om halsen. Jeg har taget en masse billeder af alt og ingenting og bare hygget mig i solen. Det tog halvanden time at komme ind til supermarkedet denne gang, men det gør jo ingenting, når man har en hel dag. Jeg spiste et æble og en snack derinde, inden jeg vendte om og gik tilbage igen. I alt tog turen nok omkring 3 timer. Jeg spiste frokost, da jeg kom tilbage og tog derefter min bog med hen på gaden 'hvor det sner', satte mig på en bænk og læste en times tid. Nu skal jeg snart tænke på aftensmad, hvilket ikke bliver så svært. Jeg fandt ud af i går aftes, at ud af de 5-6 restauranter byen har, er der kun 3 der har åbent. Jeg ved ikke, hvad grunden til det er, men det gør det meget nemt for mig at finde et sted at spise. Den restaurant jeg spiste på i går hedder Zenbah og har det omtalte backpacker tilbud. Den anden restaurant er et pizzeria, der virkelig ikke ser særlig ren eller hygiejnisk ud, og det tredje sted overstiger, hvad mit budget tillader mig at bruge på aftensmad. Så jeg tror godt jeg ved, hvor jeg skal spise aftensmad i aften
Jeg har stort set pakket alle mine ting sammen og er klar til afgang i morgen. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke bookede flere nætter her, for det er virkelig dødens pølse og alt for kedeligt i længden at være her. Jeg forstår ikke den canadiske gut, jeg snakkede med i går, der vil finde arbejde i et halvt år her i byen. Hvor??? Spørger jeg bare… der er jo intet i denne by!! Desuden fandt jeg i formiddags ud af, hvor meget stedet døjer med tissemyrer i køkkenet. Det er virkelig ikke særlig lækkert, men det beder man vel selv om, når man vælger ikke at have vinduer eller døre, men bare åbninger. Jeg glæder mig virkelig til at komme videre og har sikret mig, at det hostel jeg skal bo på i Airlie Beach har sikkerhedsbokse, bagageopbevaring, vinduer og døre, der kan låses og internet. De reklamerer med, at internet er gratis, men lad os nu se. Intet i dette land er gratis, så der er sikkert noget lummert ved det tilbud. Jeg har uanset hvad tænkt mig at finde ud af, om det er muligt at få det trådløse internet på usb-stik, så jeg kan være på internettet lidt længere tid ad gangen og flere gange i løbet af en dag, hvis jeg har lyst.
Til information savner jeg rugbrød. Rigtig meget allerede!!! Det er noget bøvl at vokse op i et rugbrødsspisende hjem og dermed blive afhængig af det, når det stort set ikke findes andre steder i verden. Mit system kan godt mærke, at det ikke har fået den dosis rugbrød, det er vant til. Min mave og jeg er allerede ved at være træt at toastbrød. Hver gang jeg skal til at spise min frokost bestående af toastbrød, er det som om, jeg ikke længere er så sulten. Jeg regner med at finde alternativer til toastbrød, når jeg på et tidspunkt opholder mig længere tid samme sted. Men lige nu er der godt nok lang tid til 18 november, hvor man igen kan få rugbrød….
Nå, nu begynder denne opdatering vist at blive en sludder for en sladder - som egentlig er meget hyggelig at sidde og have med mig selv Men jeg runder af for nu. Jeg skal ikke så meget andet end at læse i min bog her til aften og så i seng.
Kan I have det dejligt alle sammen.
Knus Mette
- comments
Din far :-)
Mor Hej Met. Ja, Tiden går jo, også selv om den måske ikke synes at gå med ret meget. Fint at du får taget en masse billeder, og det med rugbrødet, ja, jeg håber du finder noget som kan erstatte det.. Glæder mig til at høre nyt, nå du kommer længere sydpå. Knus fra Mums.
Rikke Lyder til du har det godt Mette... dejigt at høre... Rikke