Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har jeg faktisk formået ikke at lave ret meget. Det der med slet ikke at lave noget en hel dag, er jeg ikke særlig god til. Jeg troede faktisk, at jeg var god til ikke at lave noget. Det plejer jeg at være derhjemme. Men det er nok noget andet derhjemme, hvor man bare kan smide en film i dvd'en og ligge på sofaen en hel dag. Det kan jeg ikke her, så jeg bliver rastløs rimelig hurtigt. Derfor sad jeg og lavede en plan, mens jeg spiste morgenmad. Jeg er nødt til at fylde min dag ud med en plan, ellers keder jeg mig for meget. Så dagen i dag begyndte med at spise morgenmad i meget lang tid, mens jeg snakkede med en tysk kvinde på omkring 40 år, som er ude at rejse i et år. Hun forlod Hamborg i juni, og vender først tilbage næste år til juni. Jeg spurgte hende, om ikke det var hårdt at være væk hjemmefra så længe, men hun har hverken mand eller børn, så hun siger, at hun ikke rigtig har noget at savne derhjemme. Hun sagde sit job gennem 10 år op og rejste til Hongkong. Derefter har hun rejst lidt rundt i Asien, hvorefter er hun kommet til Australien og slutter med 6 måneder i New Zealand. Jeg synes det er imponerende at kunne rejse rundt i et helt år alene - ikke at arbejde og dermed have en fast base i en periode, men at rejse rundt fra sted til sted og kun opholde sig et sted i en uge ad gangen. Det tror jeg ikke, jeg kunne. Det ville være alt for ensomt og flyvsk. Desuden har jeg for mange mennesker hjemme i Danmark, som jeg ville savne for meget i et helt år. Men hun har ikke noget imod at være så meget alene og opleve en hel masse uden at dele det med nogen. Det synes jeg er imponerende. Vi havde en god snak, og hun fortalte mig om det trådløse internet, hun har købt for 3 måneder ad gangen. Det hedder Optus og er et usb-stik, som giver adgang til internettet i hele Australien (måske undtagen ude i outback'en). Man betaler 80 dollars for 3 måneders trådløst internet overalt. Der er vist en butik i Airlie Beach, som sælger denne form for internet, så sådan et usb-stik skal jeg lige have anskaffet mig, når jeg kommer til Airlie Beach på torsdag. Det er noget billigere, end at købe internet på time- eller dagsbasis, som jeg har gjort indtil nu. Total smart!! Jeg håber det kan lade sig gøre!
Efter morgenmaden smurte jeg mig ind i solcreme, pakkede alle mine værdiggenstande ned i min rygsæk og begav mig ud på en meget lang gåtur langs stranden ind til supermarkedet, som ligger ved siden af busstationen i den lille by 5 km. fra Mission Beach. Det er en rigtig god lang tur, hvor man kan nyde den smukke og lækre strand og få lidt sol samtidig. Det jeg skulle købe i supermarkedet (batterier og tandpasta) kunne jeg sagtens have købt i det lille supermarked i Mission Beach, men jeg ville gerne have en rigtig lang tur ud af det - så går dagen også med noget fornuftigt Jeg købte en kop iskaffe uden for supermarkedet og sad og kiggede lidt på det ikke-eksisterende liv, der foregår i byen. Folk kommer ind og handler og kører igen til den by, de nu bor i. Det er sådan set alt, hvad der sker. Jeg gik hjem igen langs stranden og var tilbage omkring kl. 14.30 og spise frokost, mens jeg fulgte lidt med i Find Nemo, som var blevet sat på dvd'en igen. Derefter gik jeg hen til den lille gade, hvor restauranterne og barerne ligger og fulgte med i livet her. Der er nogle få lokale folk, der går rundt her og snakker med hinanden om alt og ingenting, og så er der de få turister, der allerede er kommet til feriebyen. De går en tur langs stranden, finder en restaurant og spiser sen frokost, inden de laaangsomt bevæger sig tilbage til deres ferielejlighed. Det er som om tempoet helt automatisk sænker sig gevaldigt, når man opholder sig i denne by, og pludselig var klokken 17.30, uden at jeg havde opdaget det. Jeg gik tilbage til mit hostel og opdaterede min blog, indtil jeg blev sulten. Her til aften gik jeg hen til en af restauranterne og spiste. Jeg havde ikke lyst til at spise toastbrød med humus igen
De havde et backpacker tilbud på en af restauranterne, som jeg benyttede mig af, og det var faktisk rigtig god mad. Det var dog grænseoverskridende at bestille bord og mad helt alene og sidde og spise helt alene. Det er vist første gang nogensinde, jeg har gjort det. Jeg sad og læste avis, mens jeg spiste, så det ikke var alt for ensomt og trist at se på for alle andre på restauranten, som var enten i par eller grupper.
Så lykkedes det alligevel at få en dag til at gå med ikke at lave ret meget. Det er også planen i morgen, hvor jeg tager ned til stranden med mit kamera og tager en masse billeder. Stranden er virkelig smuk, og der er en hel masse at tage billeder af. Så det bliver fotodag i morgen, og så må jeg finde ud af, hvad jeg ellers skal finde på. Jeg glæder mig faktisk lidt til at komme videre herfra og lave noget igen. Jeg er ikke god til ikke at lave noget. Og de få dage jeg skal være i Airlie Beach skal bruges på at komme ud til Whitsundaysøerne. Og derfra videre til Brisbane, som er den 3. største by, og hvor jeg skal på sightseeing og være turist igen. Det glæder jeg mig til.
Det var alt for nu… Hav det dejligt!
Knus Mette
P.s. Jeg fandt et stykke koral fra Great Barrier Reef på stranden i dag, som jeg tog med mig hjem. Det ligner en stor sten med huller i, men man kan se forskellige mønstre i den, og den har lilla og røde farver i sig. Den er ganske flot og bliver min souvenir fra Great Barrier Reef og Mission Beach.
- comments
Tanten Sødeste Mette Det er ensomt at rejse alene og ikke have nogen at dele sine oplevelser med. Men jeg tror på at man lærer rigtig meget af at skulle klare sig selv. Glæd dig til Whitsundaysøerne og Brisbane. Mener der er en kæmpe kunstig strand midt i byen :-) Tak for din dejlig blog, det er næsten som at være der selv.
Mor Hej Mettchen! God og detaljeret læsning om 'kunsten at lave ingenting'. Og en rigtig spændende snak du har fået med den tyske kvinde. Lad os håbe det med internettet kommer til at virke. Stort knus herfra. Jeg har sendt en mail til dig, hvori du kan læse lidt om hverdagen i den danske gymnasieskole. Knus Mums.
Din far Hej Mette, ikke fordi jeg skal beklage mig, men jeg modtager kun en mail hveranden dag på, at du har skrevet i din blog. Hvis ikke man er lidt opmærksom, får man ikke læst dem alle. Dagen i går fik jeg ikke besked om, så der får du ingen kommentarer! Men du flytter dig kan jeg se, både fysisk og psykisk. Cairns var dog en kedelig by efter din beskrivelse, men du har nok ret i, at det er ferieområder. Løkken er også uendelig trist om vinteren. Det kræver nok et specielt sindelag at rejse alene, men det lader til at du er ved at lære det og når der ikke er nogen at tale med, må man forsøge at 'snitte' sig ud af krisen. (Kan man virkelig det, få svaret imorgen:-)) Mange hilsener herfra jeg er på vej i byen med mine sydafrikanske gæster, som skal være i Danmark i denne uge. Vi skrives. PS. Det er altså nogle svære regnestykker, jeg skal lave for at kunne skrive til dig:-) PPS. Du er stadig den foretrukne blog:-)
Yndlings-kusinen Hej kusinen! Kender alt for godt det med ikke at vide hvad man skal begive sig til! Men det er jo sundt at kede sig nogle gange og jeg håber at du alligevel får et godt indtryk af Australien! :-) Det er vildt hyggeligt at læse dine blogs og hvis du får købt sådan noget internet kan vi jo lige chatte på facebook ;-) Herhjemme var der en lækker elektriker i dag ;-) Kys din yndlings-kusine. <3
Yndlings-kusinen PS. Yndlings-kusinen er selvfølgelig pernille ;-) Det ved du vel også godt!!
Mette Far: Hvad mener du med, at det er nogle svære regnestykker du skal lave for at kunne skrive til mig?? Den forstod jeg ikke lige. Yndlings-kusinen: Selvfølgelig ved jeg godt, at det er dig Filf - hvem ellers finder på at kalde sig selv yndlings-kusinen :-) Tanten: Synes du også elektrikeren var lækker? Mor:Der er ikke noget mere spændende end den danske gymnasieskole :-)
Tanten Pernille var alene hjemme med den lækre elektriker HMMM Så jeg håber at få ham at se på et andet tidspunkt. For at få lov til at skrive til dig skal vi regne et lille regnestykke ud. Fx 3+2. Pernille er overbevist om at det er for at tjekke at det ikke er et dyr der skriver til dig :-) Men nej det er for at sortere spam fra. I dag skal jeg regne 2+1 ud :-)
Mette Ahh... Det regnestykke. Det skal jeg også lave hver gang jeg skriver en kommentar til jeres kommentar. Det er fint nok for at undgå spam. Men det er nogle latterlige regnestykker :-) Mit regnestykke i dag hedder 3+2.