Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har slet ikke kedet mig så meget i dag, som jeg frygtede jeg ville gøre. Jeg sov næsten 11 timer i nat og vågnede først kl. 9.45. Jeg må virkelig have trængt til at sove igennem. Jeg skyndte mig op, så jeg kunne sige farvel til skotterne, som rejste til Port Macquarie kl. 10.00. Vi har aftalt at mødes, når jeg kommer til Sydney og drikke en øl eller to sammen. De skal bo der de næste 6 måneder og arbejde.
I formiddags kom der en ny pige på mit værelse. Hun er fra England og rejser i 3 måneder ligesom mig. Hun flyver hjem samme dag som mig, bare fra Cairns. Hun fortalte mig om det hostel, hun boede på i Sydney, som ligger lige ved siden af busstationen. Hun boede der meget billigt i 5 dage og var meget tilfreds med det. Hun bookede gennem det rejseselskab, der hedder Travel Bugs og fik lidt rabat. Der ligger et Travel Bugs kontor på hovedgaden her i Byron Bay, så jeg besluttede at tage ind og snakke med dem, når jeg alligevel skulle ind på posthuset i løbet af dagen. Jeg talte med en meget venlig og hjælpsom mand derinde - med en stor manke af dreadlocks i håret - og han hjalp mig med at få booket en uge på dette hostel, Home Backpackers i Sydney. Det kostede mig 138 dollars (ca. 828 kr.) for 7 nætter, hvilket indtil nu er den billigste overnatning, jeg har haft. Her i Byron Bay har jeg også betalt 138 dollars, men for 6 nætter. I Sydney får jeg en overnatning mere til samme pris. Og det smarte ved det hele er, at manden ved Travel Bugs kunne klare betalingen manuelt på kreditkortmaskinen, så jeg ikke skal bruge mine kontanter på at betale, når jeg kommer frem. Det er simpelt hen så smart! Home Backpackers har desuden en del fordele: Det ligger lige ved siden af busstationen, så transport til og fra alle seværdighederne er meget nemt; jeg kommer til at bo på et pige-værelse; der er bad og toilet på værelset; der er en sikkerhedsboks til at låse mine værdigenstande ind i; og så er der gratis internet - i tilfælde af, at Vodafone ikke skulle virke i Sydney. Men det regner jeg nu stærkt med, at det gør. Den britiske pige var meget glad for at bo der de 5 nætter hun var der, så det tager jeg for gode varer. Dermed bliver overnatning i Sydney slet ikke den store udgift, jeg frygtede det ville blive. Nu ser det ud til, at kontanterne slår til, indtil visakortet når frem. Juhuu!
Efter bookingen ved Travel Bugs gik jeg en tur i byen. Det har slet ikke regnet så meget i dag, som det var spået, men det har været overskyet, og så har det blæst helt vildt. Det føltes som en grå og almindelig oktober/november dag hjemme i Danmark, hvor det rusker i træerne og man pakker sig ind i tæpper og drikker varm kakao. Det føltes næsten som at være hjemme, bortset fra at jeg ikke havde en sofa at putte mig i. Jeg købte et par souvenirs fra Byron Bay og kiggede ellers i butikker, men købte ikke noget. Byron Bay er en typisk turistby, så priserne er skruet en ekstra tand i vejret. Jeg satte mig på en café og drak en kop varm kakao, mens jeg begyndte at læse om alle de ting, jeg gerne vil lave i Sydney. Der er rigtig meget, og det skal presses ind i programmet, hvis jeg skal nå det hele på 7 dage. Ellers må jeg booke et par dage mere og sprede det lidt ud. Det kan godt tænkes, at jeg gør det bare for også at have tid til at nyde byens atmosfære. Jeg er trods alt en storby-pige, der befinder mig bedst i storbyen
Her til aften skal der ikke ske noget. Jeg skal enormt tidligt i seng, for jeg skal op kl. 04.15 og se solopgangen ved Cape Byron i morgen tidlig. Der er netop ankommet en tysk pige på værelset, som gerne vil med derop, og pigen jeg har boet med indtil nu vil eventuelt også gerne med. Så klokken 04.20 tager vi afsted. Det tager ca. 30-40 minutter at komme helt ud til fyrtårnet, og vi skal igennem et stykke skov, så vi skal afsted i god tid. Desuden er det anbefalet, at man er der ca. en halv time før selve solopgangen klokken 05.35 for at få det smukke morgenlys med på billederne. Derfor skal jeg i seng senest klokken 22.00 i aften. Og så skal jeg ellers på hovedet i seng igen, når vi kommer tilbage.
Der er ikke meget mere at fortælle om i dag. En grå og trist septemberdag i Byron Bay er ved at være ovre. Det er ikke lige stedet, man bliver hængende længe, når vejret er som det har været de sidste 4 dage. Her er jo intet at lave i dårligt vejr. Jeg glæder mig til at komme videre til Port Macquarie på lørdag og glæder mig enormt meget til at komme til Sydney næste onsdag!
Kan I alle have det skønt så længe!
Morten - du må have en rigtig rigtig god fødselsdag fredag. Jeg ringer i løbet af dagen!
Knus Mette
Ps: Billledet er fra Australiens østligste punkt.
- comments
Mor. Hej Mettchen! Gode billeder, du får taget. Er det den tyske pige, der har taget dem? Fint, at du har lavet en aftale med skotterne, som jo virkelig var til stor hjælp, da det gjaldt. Jeg glæder mig til at læse om solopgangen. Knus, Mums.