Kilimanjaro (9. juni - 16. juni)

Kulde, kongelig opvartning, dårlig mave, hovedpine, ømme fødder

Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller, en bytur med veninderne, koldskål, en dyne at putte i, et stort glas iskoldt mælk, blue jeans lakridser,

Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!), en kylling-bacon bagel fra kantinen på CBS, selv at kreere ting i køkkenet gerne med brug af sifon, at spise mere frugt, en opvaskemaskine, flade ud foran fjernsynet

Med noget små øjne fik vi sagt farvel til alle de andre på trucken, hvilket egentlig var rigtig mærkeligt. Efter 1,5 måned i selskab med disse mennesker var det pludselig bare slut, og vi skulle nu videre igen på egen hånd. Vi havde besluttet os for, at vi som det allersidste, inden vi forlod trucken og kørte af sted i den jeep, som ventede på os, ville stikke drikkepengene til crew'et. På den måde undgik vi enhver form for pinlig situation, som der var opstået dengang, de andre forlod trucken i Vic Falls. Trucken rullede af sted, og der stod vi nu helt alene.

Efter at være blevet smidt af i Arusha tidligt om morgenen (kl 6.15!) og sagt farvel til resten af gruppen, blev vi mødt af en chauffør fra firmaet, vi havde booket turen op af Kilimanjaro med. Som en del af trekket overnattede vi nemlig dagen inden og dagen efter trekket på et hotel lige uden for byen dels for at lade op men også for at have et sted, hvor al vores bagage kunne opbevares i mellemtiden. Det var godt nok noget af et luksussted, som ventede os. Teltet var pakket væk (for én dag!), og vi kunne se frem til at sove i den dejligste bløde seng. Da vi ankom, fik vi ved høflig selvbetjening serveret en stor lækker morgenmadsbuffet - vel at mærke i en lækker restaurant, hvorfra vi senere kunne se, Danmark slå Holland 1-0 i EM kampen - vigtigt! Om formiddagen havde vi et møde med en anden gut fra firmaet, som skulle briefe os om trekket op af bjerget; hvad vi skulle have med, hvordan vi burde pakke det, og hvad vi havde brug for at leje os til. Han gav os også nogle fifs til, hvordan man bedst nåede toppen; såsom at gå langsomt, ikke bære for meget selv, og drikke og spise rigeligt. Egentlig det samme som på vores trek i Nepal. Vi fandt også tid til at tage ind til byen for at finde et sted at poste nogle "sidsteøjebliks" postkort samt købe lidt flere snacks til turen op ad bjerget. Der blev godt nok shoppet for den helt store guldmedalje...

Næste dag stod vi op til lækker morgenmadsbuffet kl. 7, og blev en time efter hentet i jeep af vores guide Herment samt et par af de andre fra det hold, som skulle sørge for, at vi ville nå toppen. Der er flere forskellige ruter op ad bjerget blandt andet én, hvor man sover i hytter og kan købe Colaer på vejen op, deraf navnet 'The Coca-Cola Route'. Vi havde derimod set os varm på 'Whiskey' ruten, officielt kaldet Machame. På denne rute sover man i telte, terrænet er lidt hårdere end nogle af de andre, men til gengæld skulle turen også være noget mere smuk at gå, da man starter i vest og går rundt til den østlige side af bjerget, og dermed oplever mere af landskabet. Da vi ankom til Machame-porten for at blive registreret på ruten, fik vi samtidigt mødt resten af holdet. Foruden vores guide Herment, havde vi en assistent-guide, en kok, 6 portere samt en tjener, som samtidigt også agerede porter. 10 mand! Til at starte med syntes vi, at det var helt sindssygt, at vi skulle have så mange folk med. Det virkede som om, det var en hel ekspedition, som skulle vare flere uger! Men som vi begyndte at bevæge os op ad bjerget, blev det klart for os, at der var en klar mening med, at vi kun skulle bære en lille taske, og lade porterne om at bære telte, soveposer og alt vores varme tøj for os. Desuden har nationalparken, som Kilimanjaro ligger i, strenge regler for, hvor meget en porter må bære i modsætning til i Nepal, hvor der ingen officielle regler findes. Hver porter må maksimalt bære 20 kg, og derfor bliver hver og én indvejet med deres bagage, inden trekket starter. Så med telte til alle mand, et mad-telt til os og mad til tre store måltider, hvoraf frokost og aftensmad bestod af tre retter, samt eftermiddagssnack og kaffe/the, var det pludselig lidt mere logisk, at vi behøvede så mange mand med os.

At kravle op ad Kilimanjaro er bestemt ikke nogen billig affære. Vi måtte hver punge ud med ca. kr. 13.000 for i alt 9 dage, hvoraf de 7 er på selve bjerget. Vi havde bestemt, at vi ville tage en ekstra dag på bjerget, hvilket betød, at vi ville få bedre tid til at vænne os til højden og dermed maksimere vores chancer for at nå toppen af Afrika. Det betød dog, at vi begge måtte lægge USD 200 ekstra. Men ud af alle disse penge er der faktisk ikke særlig meget, som går til operatørerne. Næsten halvdelen af pengene betales til nationalparken, og når der er trukket løn fra til både guide, assistent-guiden samt kok og portere, og alt maden er betalt, er der kun meget lidt profit tilbage.

På første dag af trekket, efter at vi lige havde fået en lille bid af vores frokost madpakke, som næsten blev stjålet af en noget aggressiv abe, som hang ud ved porten, samt fået udstedt vores trekking-tilladelse, og alle porters bagage var blevet indvejet, var det tid til at tage første skridt på vejen mod toppen. Hele første dag var næsten kun op ad fra 1800m til 3000m, hvor vores lejr lå. Landskabet var regnskov, så det var ret fugtigt og varmt at vandre i. Mærkeligt at vi havde alt vores aller varmeste tøj med på trekket, når trekket startede ud med at være virkelig varmt. Efter et par timer satte vi os ned for at spiste resten af vores madpakker, og 2 timer fra da af, kl. 15.30, var vi fremme i vores første lejr. Allerede den første aften begyndte det at være en smule koldt. Men i modsætning til i Nepal, var vi denne gang bedre forberedte. Vi havde nemlig lejet nogle dejligt varme soveposer, som skulle kunne gå helt ned til -26°C. Ikke noget med at lave samme fejltagelse som i Nepal og tage vores egne med - de havde været lort i Nepal! Porterne havde et spiste-telt med, som kun blev benyttet af os to samt vores guide Herment. Ved mødet dagen før var vi blevet fortalt, at vi ville blive behandlet som kongelige. Vi syntes, det virkede ret mærkeligt, at vi skulle opvartes og få alt båret for os, mad serveret og ingen opvask at tage. Det var meget anderledes, end hvad vi havde været vant til op igennem Afrika. Ikke desto mindre blev vores spise-telt slået op, indrettet med både bord og stole og popcorn poppet. Der var også det helt store udvalg af både the, kaffe, energidrik, kakao, mælkepulver samt varm chokolade, som kun var til os to og guiden. Og inden da skulle vi selvfølgelig lige ha' vasket hænder, som vores tjener August sørgede for blev gjort i dejligt varmt vand. Resten af trekket sørgede August for, at vi fik vasket hænder hver dag ved at give os et stykke sæbe, og så hælde varmt vand ud over vores frysende hænder.

Tidligt op næste morgen (kl 6.00!), vækket af August med en kop varm the til lige at vågne på, et overdådigt morgenmadsmåltid med frisk frugt, æg, pølser, brød samt havregrød og så af sted kl. 8.00. Det var ret klart, at vi var i Afrika. To timer til at stå op, spise morgenmad og gøre sig klar. Der var ikke nogen, som havde synderligt travlt med at komme af sted. Og vi skulle ikke engang bruge tid på at slå vores eget telt ned. Det stod porterne naturligvis for. Man skal jo huske på, at vi var kongelige på turen! Anden dag sluttede i 3878m højde efter igen næsten udelukkende at være gået opad. Det var noget mere stejlt end dagen før, og terrænet var allerede begyndt at ændre sig. Nu var der næsten ingen træer tilbage, og det var ikke længere mudret og fugtigt. Efter at have gået i bare 3,5 time var vi fremme i lejren, hvor vi sov et lille stykke tid, for derefter at få noget frokost serveret i spise-teltet. Bagefter sov vi lige lidt mere. Kl. 15.30 vandrede vi et lille stykke opad til et viewpoint, hvor man havde et glimrende udsyn over toppen af bjerget. Vi befandt os på Shira plateauet. Shira er den éne af de i alt tre vulkaner, som udgør hele bjerget. Efter på et tidspunkt at have været hele 4900m høj, sank Shira til den nuværende højde, og Uhuru Peak stod tilbage som højeste punkt.

Først fra ca. 4800m højde ville der begynde at være sne, så der var et stykke vej endnu, til hvor det for alvor blev koldt. I 3878m højde befandt vi os midt imellem skyerne, så det ene øjeblik var der et klart udsyn til toppen, og det næste var toppen fuldstændigt dækket af skyer, som samtidigt gjorde det en lille smule koldt. Allerede den første aften på bjerget, havde Søren været lidt skidt tilpas med dårlig mave, og da vi nu var endnu længere oppe i højderne, blev det kun værre. Appetitten var ikke helt i top, hvilket han da også gentagne gange fik påpeget af vores guide. Med så megen fysisk arbejde i løbet af en dag var det vigtigt at få spist en masse, så Søren måtte kæmpe lidt for at få maden ned.

Efter porterne havde slået lejren op, sørgede de for at hente vand i vandløb tæt på. For selvfølgelig placeredes lejren strategisk let i forhold til at kunne skaffe vand til madlavning, vaskning af hænder, opvask samt drikkevand. Kun i den sidste lejr i 4600m højde var der intet vand i nærheden, og porterne måtte derfor bære en masse vand fra den foregående nats lejr i 3950m højde med sig. Hver dag sørgede vores kok for at koge en masse vand, så vi kunne få fyldt vores 4 store 1,5L vandflasker op med vand til næste dag. På denne dag, i vores anden lejr, fik vi fyldt vandflaskerne op om aftenen med nærmest kogende vand. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en rigtig smart idé at få gjort om aftenen i stedet for om morgenen. Så kunne vi nemlig sidde og varme os på dem, mens vi spiste aftensmad, og umiddelbart efter, når trætheden meldte sig, og det var tid til at gå i seng, lægge en af flaskerne ned i soveposen. Det gjorde soveposen ekstra dejligt varm at falde i søvn i. I løbet af natten kunne denne de andre flasker så ligge og køle af, så vi ville vågne op til dejlig koldt vand at drikke - Genialt!

Tredje dagen var lidt hårdere end de to foregående. Dels fordi vi nu bevægede os over 4000m, men også fordi det var gået rigtig hurtigt at komme op i den højde. I Nepal var det gået mere op og ned hele tiden, sådan at man i løbet af en 4 timers trek ikke bevægede sig mere end maksimalt 500m i højden. På Kilimanjaro gik vi denne dag kun i 3 timer og tre kvarter for at nå op i 4600m højde - en forskel på lidt over 700m. Her hvilede vi et stykke tid, spiste frokost, og begav os derefter ned igen til vores lejr i ca. 3950m højde - nogenlunde samme højde som den foregående nats lejr. Vi havde det begge ret skidt i 4600m højde. Det var rigtig svært at spise noget, og vi havde mest af alt lyst til bare at sove. Men vi tog os sammen og fik spist en smule, mens Herment forsøgte at få os til at spise endnu mere. Det var virkelig rart at gå ned igen. Vi begyndte nu at bevæge os øst på mod den del af toppen, som vender mod øst, og er omkring 1000 gange nemmere at bevæge sig op ad, end de stejle klippevægge, som hele vestsiden er lavet af. Søren var begyndt at blive en smule svimmel pga. højden, så han skyndte sig ned lidt hurtigere end Mette. Da vi endelig ramte lejeren, fik vi et par baljer med varmt vand og et stykke sæbe. Så var det tid til at vaske os! Ret primitivt men dejligt at kunne få vasket lidt af laget af solcreme, snavs og salt af huden.

Hele idéen med at gå langt op for derefter at sove længere nede, er ikke enstemmigt anerkendt af forskere, for at skulle hjælpe én med at adaptere til højden. Ikke desto mindre er dette, hvad langt de fleste operatører gør. Det ville senere vise sig, om metoden havde båret frugt eller ej...

Apropos frugt - på fjerdedagen fik vi leveret friske forsyninger af blandt andet frugt. En porter blev sendt hele vejen op til 3930m højde til vores næste lejr. Godt nok brugte han en anden lidt mere direkte rute op men stadig imponerende, at en gut bærer op mod 20kg (de fleste på hans hoved!) op i den højde på så kort tid. Vores dag startede som foregående ret tidligt. Vi var ude af lejren ca. kl. 9, og begav os ad en stejl klippevæg opad. Flere steder skulle man hive sig selv op i armene. Imponerende arbejde af porterne, som var betydeligt hurtigere end os, selvom de bar på alle de kilo. Dagen bød på flere op- og nedture (ikke humørmæssigt!) langs bjerget, med det højeste punkt værende omkring 4200m. Det tog os ikke mere end 3 timer at nå frem til lejren, men vi var alligevel ret trætte. Derfor slappede vi lidt af både inden og efter frokost. Om eftermiddagen tog vi endnu en gang en lille tur længere opad for at gå ned og sove en smule længere nede. Mens vi sad i 4130m højde, var der et par grupper, som passerede os. Der var nemlig grupper, som kun havde 6 dage på ruten, og derfor skulle videre til næste lejr allerede denne dag, efter de havde indtaget deres frokost. For os virkede det brutalt at skulle gå videre på det tidspunkt. Klokken var allerede et stykke efter kl. 16, og der var stadig omkring 2,5 time til næste lejr i 4600m. Her var det meningen, at de skulle spise lidt, så lægge sig til at sove, for derefter at blive vækket til morgenmad omkring kl. 23. Omkring midnat ville de så begynde deres færd det sidste stykke op mod toppen i 5895m højde. Vi ville selv gøre det samme dog først den følgende dag. Vi skulle lige have en nat i 3930m, før vi kæmpede os op i 4600m. Lettere trætte tilbage i lejren priste vi os på det tidspunkt ret lykkelige for at have betalt os frem til en dag ekstra på bjerget - også selvom det kostede os 200 USD pr. person. Puha! Men 110 USD af disse penge går udelukkende til parken, og så skal hele holdet af portere, kok og guider jo have løn og alle én dags mere mad. Taget disse omstændigheder i betragtning virkede prisen lidt mere fair. På det givne tidspunkt og endnu mere den følgende dag, var vi dog slet ikke i tvivl om, at det var alle pengene værd. I løbet af sådan et 7 dages trek er det ret mange penge, man smider som "opholdsafgift" bare for at få lov til at være der og få sin trekking-tilladelse. Nogle af disse penge går til vedligeholdelse af parken. Dette være sig i form af folk, der samler skrald op langs ruterne, og folk som sørger for at bygge trappeafsatser langs hele den nedre del af bjerget, hvor regnskoven er, og belægningen derfor er jord samt sørge for, at vandet kan ledes væk fra stien, såfremt det regner. Apropos skrald er det dog ikke meget, man ser. I hver lejr skal porterne nemlig sørge for at veje alt deres skrald og kunne bevise, at de ved næste lejr stadig har samme mængde med! Dette gjorde de i samme bygning, hvor vi hver dag skulle "checkes ind", således at de havde styr på, hvor vi nu befandt os på bjerget, og at vores tilladelse stadig var gyldig. For andre af pengene er der ved alle officielle lejre desuden bygget små toiletskure. De er sindssygt klamme, fordi mange ikke lige kan ramme hullet i jorden - specielt ikke hvis folk har dårlig mave! Så man skulle virkelig tage en dyb indånding, før man lige satte sig derud. Når først man er over 4000m højde, gror der ikke længere træer men kun små ørkenbuske, og havde man derfor brug for at komme på toilettet, var det noget med at håbe på, at man kunne finde en stor nok sten på sin vej, som kan dække udsynet. Derfor var det nu meget rart, at man i det mindste i lejrene ikke behøvede lede efter et sted. Bare ærgerligt at man var nødt til at lade vandet så tit i den stank, fordi vi drak så mange liter vand i løbet af dagen.

Den femte dag på bjerget startede igen med the i teltet for derefter at indtage en god omgang morgenmad i spise-teltet. Det tog os kun 2t og 15min at nå op til 'Base Camp' i 4600m højde. Her lagde vi os til at hvile, efter at vi lige fik serveret en lille bid frokost bestående af en tør muffin og nogle popcorn. Heldigt at vi stadig havde en del snacks på os. Dagen før var det begyndt at blive værre med Sørens mave. Han var endda begyndt at føle en smule feber, og følte sig kold, selvom han havde masser af varmt tøj på. I 4600m blev det kun værre. Maven var rigtig dårlig, og selvom han krøb med masser af tøj på ned i hans sovepose i det ellers ret varme telt (solen varmede det op om dagen), følte han sig stadig kold. Da Mette begyndte at få en dundrende hovedpine, begyndte vi begge at tvivle på, om vi ville kunne nå toppen. Søren fik serveret en speciel grød lavet på majsmel og citron, hvilket i det mindste hjalp lidt på maven.

Vi var blevet lovet aftensmad omkring kl. 17, hvilket betød, at vi ville kunne få mindst 5 timers søvn efterfølgende. Mette ville derfor ikke lægge sig til at sove af frygt for ikke at kunne sove om aftenen. I tiden indtil aftensmaden plastrede vi begge vores ankler og hæle til med vabelplastre for at forebygge forekomsten af disse - dét skulle i hvert fald ikke stoppe os for at nå toppen. Maden blev først serveret kl. 18 efter megen utålmodig venten, og vi kunne derfor først krybe i soveposerne lidt i kl. 19. Kokken havde ellers gjort det virkelig godt hele turen ved at kreere 3 retters menuer på kun ét blus. En skam at specielt Søren ikke kunne klemme særlig meget ned af den gode mad og virkelig ærgerligt, at det blev så sent.

Præcis kl. 23 den samme aften blev vi vækket igen efter kun små 4 timers søvn. Gab! Ud i spise-teltet til varm the og lidt morgenmad. Mette sad og ventede på havregrøden, hvilket vi havde fået serveret hver morgen. Hun havde ikke lyst til toastbrød så tidligt (eller sent!!). Men grøden kom aldrig, og Mette fik derfor ikke spist noget. Søren fik serveret hans specielle grød, så han fik i det mindste noget energi indenbords. Ikke ligefrem nogen vanvittig god start. Selvom Søren havde 3 lag på benene og 5 på overkroppen suppleret af skihandsker, en hætte og en hue, frøs staklen stadig. Der var vist ingen tvivl om, at der stadig var en smule feber i kroppen. Omkring midnatstid gjorde vi os for alvor helt klar til den lange seje kamp mod toppen - på dette tidspunkt lykkeligt uvidende om, hvor hårdt det skulle vise sig at blive. Vi havde knap 1300 højdemeter at tilbagelægge, og det gik kun opad. Med nyskiftede batterier i pandelampen, masser af vand og Søren allerede med al sit tøj på, meldte vi os klar til guiden. De fleste grupper starter ved midnatstid ± en halv time for at nå op omkring solopgangstid. Da vi forlod lejren, kunne vi derfor allerede lidt længere oppe af bjergsiden se små slanger af lys bevæge sig langsomt fremad. På en stor del af strækningen går man nemlig af snoede stier og ikke direkte opad. Også da vi selv havde gået et stykke tid, kunne vi bag os se små slanger af lys nærme sig os. De første 2-2,5 time var egentlig okay, selvom det var koldt og Søren frøs. Vi var dog begge ved godt mod. Man kunne sagtens mærke, at der blev mindre ilt i luften, eftersom vejrtrækningen blev dybere og hurtigere, og man kunne nu også så småt begynde at mærke det lidt i hovedet, og også kvalmen tog fat. Ikke engang en lille Marsbar kunne snige sig ned i maven på Mette! Allerede før 5000m højde begyndte der at ligge sne og is, og den stille vind blev kun koldere. For ikke at fryse om næse og mund havde vi begge et tørklæde omkring halsen, som kunne trækkes op. Det betød dog, at man indåndede sin egen varme luft igen og igen, og det virkede især på Mette meget klaustrofobisk. Efter en 10-20 vejrtrækninger måtte hun helt febrilsk tage tørklædet ned for at få noget kold frisk luft. Dog så koldt nu, at det gjorde helt ondt i brystet at hoste, og næsen blev hurtigt meget kold. Det var nu efterhånden også blevet tid til at Mette skulle have den lejede dunjakke på samt skihandsker. Sikke flot hun blev - tjek selv billederne! Der blev taget ufatteligt mange små skridt, og tankerne kredsede hele tiden om, hvor langt der nu kunne være igen. Mette husker, at hun spurgte Søren, hvad klokken var, og svaret var 3.48. Så vi havde næsten gået uafbrudt i 4 timer. Det var stadig bælgragende mørkt, og energien var efterhånden helt i bund. Ikke lang tid efter besluttede vi os for at holde et lille hvil. Mette halvsiddende op ad Søren og med hovedet nikkende, fordi hun på det tidspunkt var ubeskrivelig træt og mest af alt bare havde lyst til at lægge sig ned og sove. Man blev hurtig kold, hvis man sad for længe, og da guiden godt kunne se, hvor det bar hen ad, tog han en rask beslutning og trak hende op med ordene om; at hvis du sidder længere nu, så når vi aldrig til tops. Søren gik med tankerne om at opgive, hvis Mette gjorde det, men hev da også sig selv op på trods af kulden og tanken om den dejlige varme sovepose nede i lejren. Det var dog ikke særlig let at gøre. Så fra da af var det udelukkende ens viljestyrke, der fik én til at tage det næste skridt. Man var nødt til at tænke på, at for hver skridt man tog, var man det stykke nærmere. Søren havde hele tiden styr på hvor langt, der var igen - eller det troede han i hvert fald. Hans nye dykkerur virker også som højdemåler, men da uret viste 5300m, troede Søren at der ville være ca. 600m igen, hvilket betød mindst 3 timer til toppen, og at vi kun havde gået lidt mere end halvvejs. Ret så deprimerende tanke. Det viste sig heldigvis ikke at være korrekt. Lidt efter vi var kommet på benene igen, begyndte vores guide at råbe til en anden guide længere oppe ad bjerget. Vi kunne næsten ikke høre hans råb tilbage, og mente derfor, at han måtte have været mange hundrede meter højere oppe. Ikke ligefrem nogen energi-booster på det tidspunkt. Men ikke længe efter igen, sagde vores guide, at vi skulle kigge op til højre, hvor man kunne se en slange af lys vandre langs bjergsiden. Han fortalte at Coca-Cola ruten og Whiskey ruten mødtes ved Stella Point, et lille plateau i 5739m højde, kun 45min fra Uhuru Peak. Det var en gruppe fra Coca-Cola ruten vi kunne se ca. 30m over os. Ikke længe efter ankom vi selv til Stella Point, og fik taget nogle fotos i fuldstændig mørke, hvor vi sidder foran skiltet påtrykt 'Stella Point - 5737m'. Vi prøvede at se fuldstændigt smadrede ud i vores ansigtsudtryk, hvilket egentlig ikke var så svært. Dog gav det en dejlig ny energi, for nu vidste vi, at der ikke var mere end ca. tre kvarter og kun omkring 150 højdemeter tilbage, før vi begge ville stå på toppen af Afrika :)

På vejen væk fra Stella Point blev der dog lagt en dæmper på det høje humør, da vi passerede en pige fra en anden gruppe, som var blevet dårlig oppe ved Stella Point. Hun ville blive nødt til at gå ned igen uden at nå helt til tops. Derfor havde vi ikke nogen intentioner om at skynde os på den sidste strækning. Intet skulle stoppe os lige før vi nåede målet! Ikke mere end 20min efter vi forlod Stella Point, begyndte solen så småt at titte frem over horisonten. Det var helt perfekt timing vi havde. Var vi gået bare en smule mere hurtigt op, havde vi stået på Uhuru Peak (Afrikas højeste punkt i 5895 meters højde) i fuldstændig mørke, som vi havde gjort det ved Stella Point. Det er nemlig ikke smart at blive i den tynde luft oppe på toppen i mere end 15-20min, og man er derfor nødsaget til at begive sig ned igen hurtigt. Havde vi derimod været langsommere, havde vi misset den fantastiske solopgang. Som vi nærmede os Uhuru Peak mere og mere, begyndte det at lysne, og farven på himmelen blev helt ubeskrivelig smuk med fantastiske røde og orange nuancer over den ellers blå himmel, og skyerne dannede en krans om bjerget længere nede. Da vi nåede skiltet, hvor en lille flok allerede var samlet, var det lyst nok til at tage billeder uden blitz - perfekt! Der var lidt kamp om, hvem som skulle have taget billeder i hvilken rækkefølge, men det lykkedes Herment at skyde et par af os, uden nogen kom med på dem. Efter at have taget lidt ekstra billeder af den fantastiske udsigt med en kæmpe gletscher på den ene side og det snedækkede vulkankrater på den anden, var det tid til at gå ned igen. Søren var i bogstavligste forstand på toppen nu og med lidt opsparet energi, blev der også plads til at vise vores guide, hvordan man laver en sne-engel på toppen af et bjerg!!

Da vi begyndte at begive os ned, mødte vi en gruppe unge mennesker, som vi også havde mødt på vejen op. Vi var blevet overhalet af dem ca. på midten af opstigningen før Stella Point, og de havde set virkelig godt ud. De havde holdt et raskt tempo, og brugt deres stave på en måde, så det så ud som om, at de nærmest løb op ad bjerget. Det havde åbenbart taget rigtig meget af deres kræfter at stave sig så hurtigt op, at de var blevet virkelig trætte alle sammen. De hev sig af sted de sidste par hundrede meter til Uhuru Peak, men de lignede mest af alt zombier, som kunne falde om når som helst. Den ene blev endda trukket af sted af en af deres guider. Vi kunne nu glæde os over, at vi var gået så langsomt op, og dermed stadig havde energi til at hoppe lidt rundt og tage nogle billeder oppe på toppen af Afrika ;)

Da vi nåede Stella Point igen, var det allerede begyndt at blive en smule varmt, fordi solen nu var oppe. Virkelig rart at føle sig gennem-varm igen efter den forfærdelige tur opad. Resten af turen ned var ret nem. Vi gik en lidt anden vej af en masse løst grus, som gjorde, at man nærmest kunne stå på ski ned af bakken. Søren gav den i hvert fald gas, og løb store strækninger ned. Ikke desto mindre tog det os næsten 3 timer at komme tilbage i lejren. Vi blev modtaget af alle porterne, kokken og August, som alle lykønskede os med at være nået toppen. Efter en kop juice krøb vi begge tilbage i teltet og sov en lille times tid. Vi havde ikke meget tid til at hvile os, og lige så snart vi havde spiste lidt mad, var det tid til at gå længere ned igen. Det tog os næsten 2,5 time at gå helt ned i den næste lejr, som var i 3000m højde. Det var lige før at det var hårdere at gå ned igen efter at have kæmpet sig op på toppen - det mente Mette i hvert fald til tider! Og da vi var fremme i lejren kl. 14.15 havde vi på døgnets 14t og 15min gået i de 11t og 15min af dem!

Fremme i lejren faldt Mette hurtigt omkuld og kunne ikke engang overskue at slæbe sig ind i mad-teltet til en gang popcorn eller vaske sig lidt med det dejlige varme vand, August kom med til os. Selv til aftensmaden var det hårdt bare at gå de få skridt over til mad-teltet, og straks efter den sidste bid var sunket, var det tilbage i teltet og sove videre. Den nat sov vi begge godt igennem, og havde nogen smidt en bombe i nærheden, havde vi været de sidste til at reagere..

Endelig sidste dag på trekket. Efter morgenmaden samlede vi hele holdet for at sige mange tak for turen, og at det ikke havde været muligt uden hver og en af dem. Især kokken fik stor ros for sin mad. Og som de uden tvivl havde glædet sig til, var det tid til at give drikkepenge. Ikke nok med at man allerede har brugt en ordentlig sum penge på trekket, så forventes det, at man giver en ordentlig omgag drikkepenge. Faktisk er der på turfirmaets hjemmeside en guide til, hvor mange drikkepenge man bør give de forskellige pr. dag, og også ham der var kommet på vore hotel inden trekket havde lige mindet os om, at vi skule huske det med drikkepenge. En anelse mærkeligt fordi vi i Danmark ikke rigtig er vant til at give drikkepenge, og såfremt man gør det, er det jo ikke noget man føler sig tvunget til. En porter tjener kun 10.000 tanzanian shillings pr. dag svarende til ca. 40 danske kroner eller ca. 6,5 USD. Det er godt nok ikke meget, når man tænker på hvilket stykke arbejde, de udfører. Det forventes, at man som gruppe (og her blev det selvfølgelig dyrere, eftersom vi kun var to til at dele udgiften) giver en porter 6-8 USD pr. dag pr. person. Guiden skal have 15-18 USD, assistent guide 12-14 USD og kokken 9-11 USD. Så uden de store matematiske færdigheder kan enhver vist hurtigt regne ud, at det blev til mange penge. I alt endte vi med at give 580 USD fordelt på de 10 mand. Av det gjorde ondt i pengepungen, men vi vidste jo, at det var en del af trekket.

Fuldstændig smadrede i hele kroppen men specielt i fødderne og knæene var der ikke andet for at komme i gang, så vi kunne komme ned til porten, hvor en jeep ville holde og vente på os for at køre os tilbage til vores hotel i Arusha. Mette med vandrestavene i hånden for at aflaste knæene og bedre kunne holde balancen på de stejle stykker nedad, var vi klar til at tage den sidste tørn mod et endt trek. Porterne sørgede for at pakke lejren sammen, mens vi og de to guider begyndte at gå. Vi nåede ikke at gå meget mere end ca. en halv time, før de første portere overhalede os med et "jambo = hej" på vejen. Og på ca. samme tidspunkt begyndte det så småt at regne. Så på med regnjakken og et regnslag til tasken og så ellers bare fortsætte. Jorden blev godt mudret og utrolig glat og bestemt ikke mindre af, at det nu begyndte at regne kraftigere. Resten af turen ned var én stor mudderpøl, men det lykkedes os efter sammenlagt 2,5 times trek at komme ned uden et brækket ben. Vi fik stemplet ud, og fik hver især et diplom på, at vi havde besteget Kilimanjaro, hvilket var ret sejt ;) I alt havde vi brugt 24,5 time op og 7,75 time ned. Tænk hvad man dog kan få lov til for 13000 kroner!

I jeepen sad vi som to zombier i de hele to timer, det tog at køre tilbage til vores hotel i Arusha. Og da først benene skulle i gang igen for at gå den lange vej ind i receptionen for at tjekke ind, havde vi noget så ondt af os selv. På hotellet stod de klar med en lille vaskeklud og et glas juice. Det var en hel befrielse at få tøjet af, som man nu havde gået i i hele 6 dage i træk, og badet var endnu mere en lettelse. Dejligt rene og ikke længere stinkende af sved mødtes vi med samme gut, der have briefet os inden trekket. Han ville høre, hvordan det var gået samt give os vores busbillet til Mombasa i Kenya, som han havde været så flink at ordne for os, mens vi var væk. Klokken 6 den følgende morgen skulle vi stå klar for at tage til busstationen, så ikke noget med at sove længe :(

Dagen på hotellet blev brugt på at ordne en masse ting i forbindelse med vores videre færd til Kenya samt diverse fornøjelser såsom mails og facebook. Tidligt om aftenen den dag lå vi i sengen og puttede og nød tanken om, at vi ikke mere i denne omgag skulle sove i telt og sovepose. Vi kunne vist heller ikke helt skjule det lille smil på læben, som vidnede om, at vi var stolte af, at vi begge havde gennemført helt til tops.. :)

Næste og sidste stop på vores 5 måneders eventyr: Kenya. Her står den på afslapning og et ihærdigt forsøg på at blive lækre brune, til vi snart vender hjemad ;)