Namibia (29. april - 10. maj)

Ørken, lange strækninger, ekstremsport, safari med masser af dyr, slå telt op og ned, San folket

Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller, en bytur med veninderne, koldskål
Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!), en kylling-bacon bagel fra kantinen på CBS, selv at kreere fancy ting i køkkenet gerne med brug af sifon

Anden nat i teltet var mindst lige så kold som første. I løbet af dagen når temperaturen godt deropad for så at dykke voldsomt hen over natten, så med vores tynde soveposer lå (og ligger stadig) vi med lange underbukser og en tyk trøje for at holde varmen. Men det har da også sin charme ;) Vores første formiddag i lejren gik med afslapning ved poolen, som Søren med sit nye dykkerur erklærede for 19 grader koldt - eller varmt om man vil. Mette skulle i hvert fald ikke nyde noget af det, så hun solede sig bare. Efter frokost kørte vi 4 timer for at nå til aftenens lejr nær Fish River Canyon - Afrikas største kløft og verdens næststørste efter Grand Canyon. Her gik vi en tur (alle 10), alt imens solen langsomt gik på hæld, og der blev knipset en hel del billeder. Selve solnedgangen blev observeret fra et viewpoint med en cider i hånden.

Tilbage i lejren havde vores kok Patrick sørget for endnu en gang lækker aftensmad, som på ægte lejrskolevis blev ryddet af ved fælles hjælp. Opvasken foregår i baljer - først en balje med sæbe og svamp, dernæst en balje med desinficerende middel i, hvor man lige dypper sit service i og til sidst en balje blot med vand. Selve tørringen foregår ved at vifte såvel service som potter og pander i luften, indtil det er helt tørt. Det ser en anelse dumt ud, når alle 10 mand står og svinger armene for at få tingene tørre, men hvis der stadig var vand på, ville tingene hurtigt blive beskidte af al den støv, der hvirvles op, når man kører gennem ørkenen.

Den følgende dag havde vi mange timers kørsel foran os. Derfor måtte vi stå op 5.30, pakke teltene sammen, indtage morgenmaden, vaske op og vifte samt pakke trucken for at rulle af sted kl. 7.00 ad Namibias utroligt lange lige strækninger med sand til begge sider, så langt øjet rækker. Når vejen aldrig drejer, og landskabet ikke ændrer sig, kan man hurtigt blive ret søvnig, så vores guide Bob fra England samt chauffør Daniel fra Ecuador har konstant musik på for at holde sig vågne. En gang imellem blev sandet dog betrådt af en flok vilde zebraer, strudse eller antiloper, hvilket for truckens passagerer var en stor begivenhed. Senere på vores tur gennem Namibia så vi dog masser af disse tre dyr, så ret hurtigt blev der ikke noget specielt ved at spotte netop dem. Derimod gik jagten ind på løver, giraffer, elefanter, leoparder, geparder og næsehorn.

Efter 10 timers kørsel med et par toiletstop (hvor man som pige virkelig ville ønske, man var en dreng, da det ikke ligefrem vrimler med buske i ørkenen!) og et stop til indkøb af frokost og snacks nåede vi frem til Sesriem. Ret smadrede efter den lange køretur, og fordi vi den efterfølgende dag skulle op kl. 5.00, gik alle i seng umiddelbart efter aftensmaden, dvs. omkring kl. 20.00. Grunden til at vi skulle så tidligt op var for at se solopgangen fra den meget berømte Dune 45 - en ca. 150 meter høj sandbanke i en ekstremt fascinerende flot rød farve. At den lige hedder Dune 45 skyldes, at der er 45 km fra porten af nationalparken til sandbanken. Så uden ure og med kameraerne godt pakket væk (da sandet ret hurtigt er allevegne) travede vi op af for at nå synet af solopgangen fra toppen. Med sand over alt og lettere forpustede af at trave op i sand, som man konstant faldt ned i, nåede vi endelig toppen (Søren kom først!). Og sikke et syn. Det var simpelthen så smukt, og bestemt det hele værd at stå op på det umenneskelige tidspunkt for at opleve dette. Kontrasten mellem det røde sand, den klare og ekstremt blå himmel samt de grønne træer var helt fascinerende smukt. Med superfotografen Søren har vi nu en masse billeder, som kan dokumentere, at vi taler sandt.

Efter en times tid besluttede vi os for, at vi havde set nok, så Søren valgte at rulle ned, mens Mette halvløb, og for enden ventede der os morgenmad, som Patrick da lige havde sørget for. Med trucken pakket og folk lettere omtumlet drog vi af sted mod kystbyen Swakopmund - byen for de eventyrlystne og adrenalinhungrende mennesker.

I Swakopmund boede vi i 6-mands hytter på en campingplads. Selvom vi på daværende tidspunkt kun havde haft 4 nætter i telt, var det ubeskriveligt skønt at ligge i en seng igen. Kort tid efter ankomsten blev vi præsenteret for det væld af aktiviteter, som byen havde at byde på. Heriblandt sandboarding, quadbiking, skydiving, delfincruise, hesteridning, paragliding, kajak m.m. Med 4 nætter i Swakopmund og 3 hele dage var der masser af tid til at 'lege' - dog desværre langt fra gratis og bestemt ikke for børn! Vi havde gået og puslet lidt med tanken om, om vi virkelig skulle prøve skydiving. Hjemmefra havde det mere eller mindre været planen, men da vi pludselig var i byen, hvor det faktisk var muligt, begyndte Mette at få lidt kolde fødder. Der var dog ingen tvivl om, at vi i hvert fald begge og faktisk hele gruppen ville ud at sandboarde og køre på quadbike. Derfor besluttede vi os for at lave en fælles heldagsudflugt ud af det. Om morgenen på den følgende dag blev vi kørt ud til en masse sandbanker lidt inde i landet. Søren valgte at prøve kræfter med at stå op ned ad sandbankerne, mens Mette valgte den anden mulighed; at ligge ned på en spånplade og rutsje med hovedet forrest ned af den ene vilde sandbanke efter den anden. Med et board spændt under fødderne nøjagtig som et snowboard og med hjelm på hovedet, lykkedes det Søren at komme ned - dog langt fra hele vejen i oprejst tilstand. Efter nogle forsøg blev han dog noget mere frygtløs og kastede sig derfor ud over et hop. Ikke særligt kønt men nice billeder! Iført hjelm og albuebeskyttere rutsjede Mette og størstedelen af de andre imens ned ad sandbankerne. Første tur var ret skræmmende, men det føltes langt fra lige så hurtigt, som det i virkeligheden var, og så var det ret sjovt. Så med et par ture ned ad lidt forskellige "stier", som instruktøren lige på forhånd havde vist os, var det tid til at bevæge sig endnu længere op og forsøge sig med 'Big Mama' - en tur der halvvejs nede bød på et lille hop, hvilket gjorde ret ondt, eftersom pladen man lå på, jo ikke ligefrem var polstret. Her målte de vores tophastighed. som for Mettes vedkommende blev målt til 69 km i timen. Ret sejt. Med i prisen for turen havde vi en kameramand med ude, som både filmede og tog billeder. Så senere samme dag så vi i fællesskab videoen, som han havde redigeret og klippet sammen og fik hver især en kopi.

Imens formiddagen stod på sandbording, stod eftermiddagen på quadbiking. Efter en lille introduktion til hvor hhv. speederen og bremserne sad, var det ellers af sted ud over Namibias utallige sandbanker. Mette var ved en stor fejltagelse havnet i den langsomme gruppe, hvor hun følte, hun blot gav biken gas for at holde den i gang. Så efter den første time hvor alle mødtes til en tår vand og en lille pause, spurgte hun instruktørerne, om det var okay at skifte gruppe. Med mistroiske blikke og med kommentaren om, om hun nu troede, hun kunne følge med, joinede hun drengene. På trods af at alle andre i den hurtige gruppe ikke kørte med automatgear, kunne hun sagtens følge med og fortrød, at hun ikke alle 2 timer havde fået lov til at holde speederen i bund. Søren og de andre drenge var dog lidt vildere. De lå og overhalede hinanden, og fik biken til at skride ud. De 2 timer, vi gav den max gas op og ned ad sandbankerne, var næsten for lidt. Man kunne sagtens have brugt en hel dag på at tosse rundt! Da vi senere på eftermiddagen stod i butikken for at ville betale for dagens aktiviteter, kiggede Mette pludselig på Søren og spurgte, om vi virkelig skulle booke en tid til at skydive. Søren var helt med på den, selvom hans øjne dog ikke helt skjulte, at også han var ret spændt ved tanken. Så der stod vi onsdag eftermiddag og skrev os op til at hoppe ud af et fly kl. 14.00 fredag!

Om aftenen viste Patrick endnu en gang sine kokkeevner og kastede lammekoteletter på grillen serveret med coleslaw, grøn salat, kartofler og sovs til. Mums hvor lækkert. Efter en hel dag med hæsblæsende aktiviteter krøb vi alle sammen tidligt i seng og aftalte at tage revanche den efterfølgende dag, og det kan man vist roligt sige, at vi gjorde.

Næste dag smuttede vi en tur ud i byen for at shoppe lidt efter et par badesandaler til Søren (hans andre mistede han i Indien) og en pude til Mette til de lange dage på trucken. Aftenen forinden havde vi overvejet, om det i stedet skulle være denne dag vi skydivede, da vi dermed stadig ville have fredagen at løbe på - forstået på den måde, at hvis det blæste for meget, ville de aflyse ethvert faldskærmsudspring, og eftersom fredag var sidste dag i byen, kunne vi risikere, at det ikke blev til noget. Måske var det frygten, der talte til én, da vi bookede fredag kl. 14.00, for dermed var det op til skæbnen, om det så blev en realitet! Kl. 12.20 torsdag kom vi forbi bureauet, hvor man kunne booke skydving. Vi kiggede på hinanden og tog en hurtig beslutning: "Så gør vi det satme" sagde vi til hinanden og ændrede vores tid til 14.00 samme dag! Så lidt over halvanden time senere blev vi hentet, der hvor vi boede. Efter at have betalt og skrevet under på papirerne om, at vi var indforstået med risikoen om, at der kunne ske ulykker med døden til følge og derfor lige skulle opgive en eventuel kontaktperson, var vi klar til vores livs flyvetur! En minibus med én af instruktørene og fire andre 'hoppere' bragte os ud til to små 'skure' og et par bitte små fly parkeret i ørkenen. I alt var der 13, som skulle op og springe. Vi ved ikke lige, hvorfor kun det ene fly blev brugt, men i hvert fald måtte vi sidde og vente på, at 10 hoppede før os. I flyene var der kun plads til seks personer foruden piloten, men da alle havde valgt at have kameramand med, betød det, at kun to kunne hoppe ad gangen. Flyveturen tog 25-30 minutter, og før de så kom ned, og de næste kom ind i flyet, gik der ca. tre kvarter pr. to mand. Uheldigvis var vi de sidste to på listen, så vi måtte vente hele 2,5 time på, at det blev vores tur. Specielt Mette syntes ikke, at det var særlig sjovt at sidde helt anspændt og lytte til, hvordan de andre havde 'følt suset'. Oven i hatten var der fire danske piger med, så vi kunne sagtens forstå det, da den ene, efter at have hoppet, udbrød "så overlevede vi sgu!". Til gengæld var de instruktører, vi skulle hoppe i tandem med, rigtig cool, og man kunne se og mærke på dem, at de levede og åndede for det. Ikke desto mindre fløj flyet af sted fem gange, før det endelig blev vores tur. Med to 'hoppere', to instruktører og to kameramænd foruden piloten i det lille fly, sad man HELT tæt på hinanden. Vi skulle naturligvis have hele pakken (kameramænd var valgfrit), så vi havde hver en kameramand til at filme hoppet plus et lille kamera på armen af vores instruktører. Man kunne jo lige så godt gå all-in, når nu det skulle være ;) Til vores store overraskelse var det mest den 25 minutter lange flyvetur for at nå den rigtige højde, som var mest scary. Vi nåede dog aldrig helt op på de 3000m, da solen var næsten lige ved at gå ned, så Sørens kameramand tog en beslutning om at hoppe fra lidt over 2800m, da vi så ville få nogle virkelig gode solnedgangsbilleder ud af det. Det hele gik ret hurtigt, da først vi havde fået 'Go' tegnet af piloten. Mettes kameramand åbnede lugen og hang på siden af flyet, mens Mettes instruktør med Mette i skødet skubbede dem begge mod kanten. Mette med benene hængende ude af flyet, og 3, 2, 1 var de væk. Vinden nærmest rev dem væk fra flyet. Sørens instruktør havde allerede sat dem i stilling, så lige så snart de var hoppet, hang også Sørens kameramand klar til at tage springet fra siden af flyet, og Søren med benene frit dinglende. På intet tidspunkt under selve springet tænkte vi på, at der potentielt kunne være en risiko for, at faldskærmen ikke ville folde sig ud. Man nåede slet ikke at tænke disse tanker. Alt gik så hurtigt, og så var det bare en ubeskrivelig fed følelse. Det var umuligt ikke at føle sig lykkelig og fri som en fugl, da man i frit fald blot kom tættere og tættere på jorden. Der var endda overskud til at vinke og lave tegn til kameramanden med ét stort smil fra det ene øre til det andet. Da først faldskærmen foldede sig ud, og man blot dinglede med benene der i luften, havde man mest af alt lyst til at folde den sammen igen! Det var helt klart selve det frie fald, som var alle pengene værd. Men som vi hang der og langsomt dalede mod jorden, var det nu alligevel ret fedt, at vi var de sidste, som hoppede. Vi fik den smukkeste solnedgang over byen, ørkenen og havet. Vel nede på jorden igen gav vi hinanden et kæmpe kys og kram og priste os lykkelige for, at vi begge stod på jorden igen reddet af en faldskærm. Hele oplevelsen var stadig lidt uvirkelig. Vi var helt oppe at køre - nu sammen med alle de andre, som jo allerede havde sprunget. Aldrig har en øl smagt så godt! Både billederne og videoen blev super gode! Sørens beskrivelse af selve hoppet: "Åndssvagt godt!!" Mettes beskrivelse af selve hoppet: "Surrealistisk og samtidig ubeskrivelig fedt bare at falde!!"

Om aftenen gik vi på restaurant og fik bøffer og øl/vin med hele gruppen. Senere tog vi på 'club' og fik flere øl, shots og andet godt - nok til at Søren fik lyst til at vise sig på dansegulvet! Så næste dag bestod af at sove, sove, sove og mere sove. Skønt bare at have en dag, hvor man ingen planer havde. Først hen ad eftermiddagen vågnede vi op til dåd. Da det var St. bededag lukkede alle butikker tidligt, men supermarkedet havde heldigvis åbent hele dagen. Så vi købte os hver en is og en sodavand og satte os så ellers ned på stranden og bare nød den kølige vind på en ellers varm dag. Allerede kl. 21.00 den dag måtte vi give efter for trætheden, og fik os derfor en dejlig lang nats søvn, som den sidste i en seng i lang tid..

Efter at ha' spist fælles morgenmad ved trucken og fejet hytterne var det af sted mod Spitzkoppe. På vejen lavede vi et frokoststop ved Afrikas største koloni af sæler. Hele stranden og havet må oppefra have været én stor sort masse, så mange var der. De var rigtig søde men hold op, hvor der lugtede - der hang en blanding af fæces og død babysæl-lugt i luften! De mindede Søren lidt om kinesere, eftersom de hele tiden bumpede ind i hinanden og møvede ind over hinanden for at komme frem!Efter endnu nogle timers kørsel nåede vi til Spitzkoppe - en gruppe af granitklipper mere end 700 millioner år gamle. Klippetoppene står i meget stor kontrast til det ellers helt flade land. Mens de andre fra gruppen tog på en lille guidet gåtur i området, besluttede vi os i stedet for at pakke tasken med en varm trøje og lidt vand og klatrede så ellers op af en af de lidt lavere og ikke så stejl klippe for at nyde solnedgangen. Med solen omme bag klippetoppene og himlen i de smukkeste gule og røde nuancer fik Søren endnu engang taget lad os bare sige en hel del billeder. I Spitzkoppe boede vi i en bushcamp, hvilket vil sige, at der ingen toiletfaciliteter var at finde. Så skulle man andet end blot tisse, var det frem med skovlen. Om aftenen varmede vi os ved et bål og grillede skumfiduser og drak et par øl.

Næste morgen var det endnu en en gang tidligt op og endnu en gang en lang køretur, som ville bringe os til Etosha National Park. Her var det tid til vores første safari tur :) Det allerførste vi så, inden vi ankom til vores campingplads (som lå inde i selve parken!), var en giraf, som stod ret langt væk. Vi var alle sammen helt vilde over at spotte en giraf, også selvom der hang nogle el-ledninger i baggrunden, som ødelagde billedet en del. Efter at have sat lejr op tog vi ud i selve parken for at se, om vi kunne finde 'The Big 5'. Der var en overflod af zebraer og forskellige antiloper og gazeller (blandt andet Oryx, Sprinbok, Thomson samt impalaer) samt gnuer, og til at begynde med stoppede vi ved dem alle for at knipse billeder og observere dyrene i deres naturlige omgivelser. Efterhånden blev det dog en smule trivielt, og efter noget tid gad vi ikke stoppe ved alle de mange "almindelige" dyr, selvom der var søde små nær nyfødte zebraer iblandt. Vejene i nationalparken gik forbi en masse små vandhuller, hvor dyrene typisk samles omkring. Her fandt vi udover alle de almindelige, kedelige dyr også forskellige fugle - der iblandt strudse. Der blev også spottet et par elefanter, som dog var nogle hundrede meter væk. TJEK - det var det første dyr ud af 'The Big 5', som udover elefanten består af næsehornet, bøflen, leoparden og løven. Efter et par timers søgen efter nogle lidt mere interessante dyr, kørte vi forbi en jeep, som kunne fortælle at længere inde i parken, var der en løve, som netop havde nedlagt et bytte. Det var ret langt væk, og da man skulle være ude igen fra parken inden solnedgang, måtte vi beslutte, om vi ville køre hen og prøve at finde løven, som ville betyde, at vi ikke kunne stoppe ved andre dyr på vejen, eller om vi hellere ville køre stille og roligt rundt og lede efter andre dyr. Der var rungende enighed om, at vi bare måtte tjekke løven ud! TJEK - en hunløve lå i græsset nær et vandhul med en frisk nedlagt zebra. Hun må have været alene om det, da der ikke var andre løver at se i omegnen. Det var ret syret at se en løve ligge med byttet ved siden af sig og kalde på resten af flokken ude på den afrikanske savanne. Søren fandt igen kameraet frem og nåede at tage 55 billeder af bare én løve. Heldigvis har vi aftalt at dele vores billeder med resten af gruppen, så Søren kan få mange, mange flere billeder af løven!

I den kølige stjerneklare aften kunne man sætte sig hen ved et kunstigt lavet vandhul, hvor et spotlys var rettet imod. Til et begynde med var der ikke andet end et par sjakaler, som rendte rundt og ledte efter let tilgængelig mad, præcis som de gjorde det midt inde i campen. Et par ugler fløj frem og tilbage over søen, mens de udbrød nogle mærkelige skrig. Vi besluttede os for at hoppe i soveposerne og sige godnat for i dag, men så pludselig kunne man høre en svag rumlen mellem buskene, og noget som trådte gennem græsset - TJEK - det var et næsehorn, som var blevet tørstig i løbet af aftenen. Lidt efter lidt troppede flere og flere næsehorn op, indtil der var hele 5 stykker. Og ikke nok med det, en stor hanelefant besluttede, at den også lige skulle ned og hive et par hundrede liter vand op fra den lille sø. (Ja, det kunne man sagtens se!) Det var vidst heldigt, at vi ikke nåede at hoppe i teltet! Billederne blev ikke særlig gode på grund af den dårlige belysning, men det var ret fantastisk at sidde musestille så tæt på dyrene.

Op igen kl. 5.00 næste morgen, inden solen havde nået at poppe op i horisonten, med morgenmad i delvist mørke, og så af sted på en lang safari-tur til den anden ende af nationalparken. Fra morgenstunden så vi et par store elefanter, som dog igen var langt væk fra os. Vi fandt nogle impalaer nær et vandhul, som legesyge sprang frem og tilbage i det høje græs. Udover det var der ikke meget spændende at se, før vi ankom til det sted, løven havde nedlagt sit bytte dagen før. Nu var resten af flokken troppet op - i alt 6 hunløver (desværre ingen hanløve!). Mens et par af løverne lå og loungede i skyggen fra en busk nær ved, tog en anden greb om zebraens hals med kæberne og begyndte at trække i det døde dyr. Nu fik man en chance for at se, hvor meget løverne havde spist af zebraen natten før. Det meste af bagkroppen var ikke andet end blodige knogler og lidt indmad og sener hængende ved. Egentlig et ret ulækkert syn, hvilket man i situationen overhovedet ikke lagde mærke til. Det var på en måde nærmest smukt at se på, mens løven hev af sted med, hvad der var tilbage af zebraen. På vejen videre spottede vores kok Patrick et næsehorn, som ellers havde gjort meget for at holde sig gemt bag træer og højt græs. Et hurtigt stop i et ørkenlandskab, som nok en gang har været oversvømmet med vand, og et par snapshots af Mette, og så var vi videre mod vores næste camp. Søren spottede en giraf mellem nogle høje træer, som var lidt tættere på os end den første vi så dagen før havde været, så folk måtte op og tage nogle billeder. Det viste sig dog at være noget spild at tage så mange billeder af netop den giraf, for da vi kom tættere på vores campingplads, vrimlede det ligefrem med giraffer. Det var lige før, der var flere, end der var træer! Der må mindst have været 50-60 giraffer på en strækning på et par kilometer. Nogle af dem stod endda midt ude på vejen, hvor bilerne kunne komme helt op ved siden af dem.

Morgenen efter var endnu en tidlig start (kl 5!) og så ud at se på dyr. Tre hyæner tossede rundt i bedste 'Løvernes Konge' stil, og det blev også til et par vilde grise. Efter en omgang frokost tog vi ud for at besøge en lokal San-people stamme for at få et indblik i, hvordan de lever/levede en gang. Så var vi sgu endt i det "ægte" Afrika! De forsøger at leve på samme vis, som de gjorde tilbage dengang, hvor der ikke var elektricitet og andre moderne affærer. Dog har de en lille shop, hvor man kunne købe armbånd, halskæder, knive, økser og buer+pile. Pengene bruger de til transport, uddannelse samt medicin. Vores guide troppede til at begynde med op i shorts og t-shirt men skiftede hurtigt til kun at have et lille lændeklæde på, nærmest som en g-streng! Alle andre af de indfødte havde det samme på. Selv kvinderne - så man kunne se deres bare bryster!! I starten meget grænseoverskridende. Vi fik en god indsigt i deres kultur, og fik også lov til at lave smykker og våben selv. Kvinderne skulle naturligvis lave smykker, og alle mændene fik lov til at lave en bue med kyndig vejledning af de indfødte. Da vi havde fjernet barken fra træet og strengen, som mærkeligt nok var lavet af en bambuslignende plante, var blevet spændt, var det tid til at gå på jagt. Byttet var et par træpæle med noget græs bundet i mellem dem, som derved kom til at ligne en lille antilope. Til at begynde med viste de os, hvordan man ved at kaste lidt sand op i luften kunne bestemme vindretningen og derved snige sig ind på byttet i den rigtig retning. Der skulle et par forsøg til, før vi fik ram på byttet, selvom det ikke var mere end 10m væk. Det var efter en del runder en af de indfødte, der ramte. Ingen af os turister kunne ramme det lille mål. Mette hyggede sig med at filme begivenheden, som alle mændene virkelig satte sig ind i med sjæl og krop.

Om aftenen slappede vi af ved siden af grillen efter at have spiste endnu et stjerne-måltid. Nogle gik op i baren senere, mens andre af os blev ved grillen. Da kullene var ved at brænde ud, mente Søren, at det var tid til at finde noget brænde og få lavet et bål. Sammen med Greg og Matt (to britter) gik de i deres brandet ud i det høje slange-fyldte græs for at finde noget, der kunne brænde. Det blev et storslået bål med masser af varme til pigernes store glæde, og Søren blev straks udnævnt til 'Firegod'. Midt i et spil midnats-frisbee hørte vi de andre synge fødselsdagssang for amerikaneren Aaron, som fyldte 35. Søren og de andre mænd løb derfor for at tjekke det ud, og fandt alle sammen døddrukne. Specielt fødselsdagsbarnet var pløre-fuld, fordi bartenderen blev ved med at give ham gratis drinks og shots. Det hele endte med at Aaron tumlede omkuld på betongulvet foran baren, og måtte slæbes i seng af en næsten lige så fuld tysker, kaldet Richard. Det var en god aften, men næste dag var der ingen, som var specielt friske - særligt ikke Aaron! Så da vi dagen efter havde et 3,5 times stop i den lille by Randu, grundet at Bob og Daniel skulle ordne nogle ting på trucken, var Aaron noget ilde stedt, da han mest af alt bare ville ligge ned og sove. Han kunne dog lige overskue et besøg sammen med os på "Hungry Lion" til en gang KFC-lignende mad som lidt frokost. Under maden måtte han dog meget pludselig på toilettet og spurgte, om vi gad pakke hans rester sammen og tage med. Senere fandt vi ham liggende på et gulv på en internetcafé snorkboblende. Det er ikke sådan lige at blive 35!

Fremme i lejren hen ad eftermiddagen var der ikke mere på programmet for resten af dagen. Vi havde muligheden for at tage på en lille solnedgangs-bådtur på floden, men vi valgte at spare de penge og hjalp i stedet Patrick med at forberede aftenens festmåltid: Grillede pølser af flodhestekød(!) samt lammekoteletter, bagte kartofler med hvidløgssmør, kogt broccoli, majskolber, brun sovs og så selvfølgelig lækker fødselsdagskage til Aaron. Og så fik vi også lige pyntet op med balloner og serpentiner. Umiddelbart før solen gik ned, satte vi os ned ved floden, hvorfra man kunne sidde og se over på Angola. Kort tid efter kom de andre tilbage fra bådturen, og sammen nød vi den veltilberedte mad ;)

Sidste dag i Namibia fik vi lov at sove helt til kl. 7.30. Det var helt rart at stå op, mens det var lyst og ikke fumle rundt med telt og tasker i lyset fra vores pandelygter. Med kun 3,5 times kørsel til nattens lejr havde vi for første gang i næsten 2 uger masser af tid til bare at slappe af i solen og have en masse timer i dagslys, som vi ikke skulle bruge i en truck. Skønt. Aftenmaden bød på ægte afrikansk mad, der efter strenge ordrer fra kokken og traditionen tro skulle spises med fingrene.

Det eneste vi skulle sørge for i løbet af dagen var at gøre en rygsæk klar til de følgende tre dages tur ud i Okavanga Deltaet i Botswana. Her skal vi i udhulede træstammer sejles ud til en lille ø langt væk fra civilisationen og på endnu en gang safari. Måske vi er heldige at spotte de sidste to ud af 'The Big 5'. Hvem ved..

Namibia har budt på mange gode oplevelser - især vil vi huske det for tiden, hvor vi lavede vores første faldskærmsudspring og første rigtige safari! Nu ser vi frem til en tur ud i deltaet i Botswana og den videre tur igennem Zimbabwe til Victoria Falls samt et par dage op igennem Mozambique og Malawi, inden vi når Tanzania. Vi er ikke i tvivl om, at der bliver mindst lige så mange spændende ting at fortælle om, næste gang vi opdaterer vores travellog. Vi glæder os i hvert fald til at dele det med jer!