Første stop i Afrika: Sydafrika (14. apr.-28. apr.)

Dyrt!, ubeskrivelig flot natur, behagelig temperatur, adskillige timers transport, dykning med hajer, vinsmagning, Nelson Mandela og masser af fastfood

Status på hvad vi savner:
Mette: Mørk pålægschokolade, at toiletpapir er en naturlig bestanddel af ethvert toilets sortiment, bland-selv slik, en tyrker-salatpizza, frikadeller, en bytur med veninderne

Søren: Leverpostejmaden er nu opgraderet til en fuldbyrdet 'Dyrlægens Natmad', Tuborg Squash og/eller Faxe Kondi + Bassets Allsorts lakridskonfekt, et civiliseret land (læs: alt andet end Indien!), en kylling-bacon bagel fra kantinen på CBS

Hen ad middagstid lørdag d. 14. april landede vi i Johannesburg. Det var helt mærkeligt, så rent der var, og solen bragede ikke længere igennem med sine 35-40 grader. Det var ligefrem behageligt at være udendørs. Ikke lang tid efter at vi trådte ud af lufthavnen, kom der en mand hen og på en høflig måde spurgte os, om vi skulle bruge en taxa. Lettere mistroiske da vi specielt i Indien var vandt til, at man ikke skal fortælle folk, hvor man skal hen, måtte vi lige minde hinanden om, at vi nu var ankommet til et civiliseret og meget vestligt inspireret land, hvor folk faktisk er venlige. Vi takkede pænt nej, da det hostel, vi havde reserveret, havde gratis pickup service, og der derfor var én, som ville hente os. Helt mærkeligt at han accepterede vores 'nej tak' og sagde, vi måtte have en god dag. Allerede da var vi forelskede i Sydafrika!

Turen til hostelet tog ikke meget mere end et kvarter, og med store øjne betragtede vi byen og befolkningen, som vi passerede. ALLE i den del af Johannesburg boede bag tykke mure med pigtråd for oven og med skilte, som advarede folk med ordene 'armed response'. Lidt surrealistisk verden at være havnet i, hvor man desværre er nødt til at beskytte sig selv og sine egendele på den måde, fordi der er så meget kriminalitet. Vi blev mødt af hostelets ejere - et lesbisk par, som var utrolig søde og tog godt imod os. De sagde, at vi sagtens kunne gå en lille tur i området, men at vi skulle være tilbage inden solnedgang, og ellers var vi velkommen til at ringe, så ville en af stedets chauffører hente os. Ikke særlig betrygende. Lettere skeptiske og uden kamera eller ure og kun få penge stoppet ned i sokken, begav vi os ud. Det er lidt ærgerligt og ret ubehageligt, at man går rundt og mistror alle for at ville røve én, for nu er det jo langt fra størstedelen, der har den intention. Vi kom tilbage før solnedgang og spiste på vores hostel, hvor vi for 40 kr. pr. person fik en hjemmelavet portion gryderet serveret med grøntsager og en polenta-lignende majs-grød til. Nu er 40 kr. for aftensmad jo ikke alverdens penge, men fra at være kommet fra Asien syntes vi godt nok, det var dyrt. En anden ting som vi har brugt ufattelig mange penge på igennem Sydafrika er overnatning. Det er så dyrt at overnatte - selv på backpacker hostels. Og forskellen mellem et dobbeltværelse og et dorm er virkelig lille. Men standarden på hostels i Sydafrika er også langt højere, end hvad man finder i andre lande. Mange gange havde vi altså bare brug for en seng at sove i og ikke alle de andre ting såsom pool og billardborde, som næsten alle hostels havde, og som nok var en god del af grunden til, at prisen var så høj. Sammenlagt brugte vi et sted imellem 35% og 40% af vores oprindelige budget på overnatning. Med en gang overslagsregning stod det hurtigt klart, at hele vores budget bare ville gå til overnatning, mad, drikke og transport. Så med et revurderet budget fandt vi plads til også at foretage os noget, og det må man vist roligt sige, at vi fik gjort..

Vores ene hele dag i Johannesburg brugte vi i selskab med hostelets lokale guide Chris. Vi startede turen med et besøg i Afrikas højeste bygning (omend kun 50 etager), hvorfra der var en fantastik udsigt ud over det ellers meget flade Jo'burg. Chris fortalte, at byen emmer af liv lige indtil mørkets frembrud. Da forvandles gaderne til mennesketomme asfaltstrækninger; butikkerne lukker, folk går inden døre, og kun enkelte drukkenbolte sætter sit aftryk i gadebilledet i downtown Jo'burg. Byen viser en noget mindre køn side af sig selv, med flere huse stående tomme eller besat af fattige sydafrikanere. Ikke et sted at bevæge sig udendørs når solen går på hæld.

Herefter fortsatte vi til det såkaldte Soweto (South Western Township), som er det område, hvor alle afrikanerne blev tvunget til at flytte til, da apartheid-styret blev sat i kraft. Her bor både folk fra den sorte middelklasse samt overklasse (fodboldspillere, politikere, skoleinspektører osv) side om side med de absolut fattigste; dem som lever uden elektricitet, og kun med én fælles brønd til hele kvarteret. De lever dog stadig med drømmen om at kunne få et arbejde og flytte op af rangstigen og ud af fattigdomens greb. De vedholder troen på at i morgen bliver den dag, deres liv ændres.

Efter at have oplevet et glimt af hvordan tingene ser ud i nutidens Sydafrika, satte vi kurs mod Nelson Mandelas første hus, som netop ligger i Soweto. Huset er i dag omdannet til et lille intenst museum, hvor man får et godt overblik over Mandela familiens opnåelser, samt Nelsons yngre år inden han kom i fængsel. Der ses stadig adskillige skudhuller, efter hvide politimænd har beskudt det. Næsten lige ved siden af Mandelas hus ligger et større museum opkaldt efter en 13-årig dreng, Pieterson, som blev skudt og dræbt af politiet i det såkaldte Soweto Uprising i 1976, hvor flere tusinde unge mennesker gik på barrikaderne for at demonstrere mod aparthiedstyrets grusomheder. Pieterson blev et symbol på de unge menneskers oprør, og den vold det affødte fra styrets side, og lagde dermed navn til hele museet, som i realiteten er dedikeret til hele historien omkring Soweto Uprising.

Turen fortsatte da videre til Apartheid Museum - et endnu større museum, hvor man snildt kunne have brugt 2 hele dage for at kunne have tid til at gå i dybden med al materialet. Det blev en tur gennem Sydafrikas noget mørkere side af det at være alt andet end hvid i huden. Allerede fra starten bliver man indhyldet i historien, da man bliver mødt af et indgangsparti med to indgange; én til hvide og én til mørke. Ens billet var påtrykt med indgang via enten den ene eller den anden indgang for på den måde at give én en lille smag på, hvordan tingene fungerede for bare få årtier siden. Først lidt senere mødte man dem, som havde gået ind af den anden indgang end én selv. Det var både barskt at se, hvordan sydafrikanerne havde kæmpet for lige vilkår, men på samme tid utroligt smukt fortalt og hele tiden på en forfriskende sober måde, som på ingen måde havde til formål at fortælle afrikanernes historie på en selvmedlidenheds-agtig facon.

På Appertheid Museet var der desuden en speciel udstilling, som virkelig gik i dybden med den nu 93-årige Nelson Mandelas liv - fra tidlig barndom, gennem hans politiske liv, om tiden han brugte i fængsel til efter styret endelig blev væltet. Vi fik virkelig en oplysende og fornøjelig kulturel og historisk oplevelse den dag.

Én af vores tre lange busture startede den efterfølgende morgen, hvor vi blev hentet af Baz Bus, et selskab som har specialiseret sig i at køre backpackers fra hostel til hostel i et såkaldt 'hop-on, hop'off' system. Turen gik til Durban, en kystby blandt andet kendt for at huse (det heller ikke succesfulde!) Cop16 topmøde. Det så vi dog ikke meget til, da vi kun havde én enkelt overnatning i Durban, før turen gik videre til dykkerparadiset Umkomaas, en lille time uden for Durban. Vi nåede dog en tur forbi stranden om aftenen og så et glimt af det kæmpemæssige akvarium/vandland-Durban-trækplaster, som lå klods op af vores hostel.

Planen var, at vi ville overnatte 2 nætter i Umkomaas med én enkelt dags dykning. Vi ændrede dog planer efter en tordenstorm ramte os på Sørens fødselsdag (wonder why?!). Vi forsøgte os dog med et enkelt dyk den dag, jagtende tyre- og tigerhajer, uden dog at spotte nogen. Til gengæld fik vi set to skildpadder, som var i gang med at spise fra en klippevæg samt en pænt stor Potato Bass (1,5 m). Derudover fik vi afprøvet nogle dykkerfærdigheder i det noget voldsomme hav, som blev ved med at slynge os frem og tilbage. Oppe på overfladen igen mente vores instruktører ikke, at det var helt forsvarligt at dykke en gang nummer to, da åbent hav, lyn og masser af vind normalt ikke anses for at være den bedste cocktail. Næste gang Baz Bus'en ville komme forbi var dog først to dage senere. Det betød, at vi skulle overnatte 2 gange mere end først planlagt, hvis vi skulle have en chance for at dykke med hajer, som jo var grunden til, vi havde valgt netop dette dykkersted. Det var dog ikke det værste sted at være 'strandet'. Det var ligesom at bo hos en familie, hvor vi spiste morgenmad, frokost og aftensmad sammen med det par, som ejede stedet samt et britisk par, en tysker og en franskmand, som også boede på dykkercenteret i den periode, vi var der. Super hyggeligt og virkelig venlige mennesker, som gjorde det til et herligt ophold. Specielt tyskeren, Peter, lærte vi en masse dykker-fifs af, mens han fortalte om de utallige dyk, han havde lavet over hele verden (Peter havde stoppet med at tælle men havde i hvert fald været under overfladen mindst 1000 gange!).

Det var ikke noget helt billigt sted at bo, men hold da op hvor vi nød det. Udsigten var eminent - vores værelse lå på 1. sal med en balkon hvorfra stranden kun var 50m væk. Her lykkedes det Mette at lokke Søren med ned til, når solen ellers gad vise sig.

De store bølger, som til tiden brager op mod stranden, gør Sydafrika til et yndet sted for surfere. De samme bølger skulle vi igennem for at komme ud til revet, Aliwal Shoal, for at dykke. Den 6-7 meter lange gummibåd vi skulle dykke fra blev smidt i Umkomaas floden for derefter i høj fart at forsøge at komme ud over den lavvandede udmunding og ud i havet, hvor de massive bølger ventede på os. Der var lidt ventetid før en åbning i bølgerne viste sig, og vi kunne komme ud på åbent hav uden at blive væltet omkuld af havets kræfter. Sådan forløb hver af de 3 dykkerture, vi tog på i Umkomaas - hele dykkets pris værd bare at få lov til at smadre ud i en kæmpe gummibåd og prøve kræfter med havet. Priceless!

Dagen efter Sørens fødselsdag, ude midt på åben hav i en gummibåd, begyndte dykkerinstruktørerne at gøre klar til vores hajdyk. Denne gang ville de prøve at lokke dem til ved at bruge madding. De startede med at kaste en 5-10 døde fisk i havet, som de forinden lige havde sprættet op. Der gik ikke længe, før vi så de første par hajer - som i tegnefilm, hvor finnen lige stikker over havoverfladen. Og når de kom helt hen til båden, kunne man tydeligt se dem lige under havoverfladen. Så der sad vi og vidste, at vi inden længe skulle ned til dem - stik imod alle ens overlevelsesinstinkter og med vores mødre derhjemme, som blot ventede på en sms med beskeden om, at vi var i god behold. En halv times tid efter de havde smidt de første fisk i vandet, blev vi briefet om, hvordan vi skulle agere i det hajfyldte vand. Vi skulle for det første ikke baske med armene, men holde dem tæt på kroppen, for at undgå at lave vibrationer i vandet, som kunne forskrække hajerne, samt for at hajerne ikke skulle få nogle gode idéer om at hapse os i fingrene. Desuden fik vi at vide, at de havde en 'three-strikes-and-out' regel, som betød, at hvis man tre gange drev for langt væk fra resten af gruppen, ville man blive smidt tilbage i båden - for ens egen sikkerheds skyld. Hajer udser typisk det svageste individ i en gruppe, og hvis man som dykker ikke blev i gruppen, ville det opfattes af hajerne som et svaghedstegn - i stil med en syg fisk, som ikke kan følge med resten af stimen. Det er jo rigtig godt, at man lige bliver informeret om, hvordan man skal agere under vandet, eftersom man jo ikke kan kommunikere med andet end fagter, men det hjalp ikke ligefrem på den lille spirende nervøsitet og spændthed, som begyndte at bluse op.

Efter de havde smidt en stor plastikboks fyldt med sardiner og andet ildelugtende fiskesnask ud, fik vi ellers vore gear på, og 1, 2, 3 var vi i vandet og dykkede ned til de ca. 2 meter lange 'Blacktips' hajer (og en Potato Bass!). Det var en vildt syret oplevelse. Der var hele tiden 10-15 hajer inden for ens synsfelt. Pludselig fik man øje på en, som svømmede forbi neden under én; næste øjeblik var der en, som dukkede op lige i hovedhøjde ikke mere end en halv meter fra én; indimellem svømmede der en haj ind i mellem dykkergruppen; til tider var der sågar en haj, som havde kurs direkte mod én for først i sidste øjeblik at dreje af. Det var en lille smule skræmmende for at være ærlig!! Peter havde fortalt os, at hvis man kigger en haj ind i øjnene, stirrer den direkte tilbage på én. Det kan vi nu konfirmere er korrekt; når man stirrede på en Blacktip som cruisede forbi én, stirrede den tilbage på én med dens kattelignende øjne, mens den langsomt gled forbi. Det var ret ekstremt at dykke med hajer!

Vi besluttede os for kun at lave et enkelt dyk den dag, mens de andre hoppede i vandet endnu en gang. Søren var nemlig ikke helt tilfreds med de høje bølger, som gjorde det lille pus søsyg, så han måtte lange hovedet ud over rælingen og kalde på 'Ulrik'...

Søren gik lige shop-amok endnu en gang og investerede i en dykkercomputer, som så ganske vidst også kan bruges som almindeligt ur, samt har højdemåler indbygget - en helt uundværlig ting, i hvert fald ifølge Søren. Så som et lille barn juleaftensdag kunne Søren næsten ikke vente med at afprøve sit legetøj den efterfølgende dag. Iført alt vores udstyr og Søren som en strålende sol, når han kiggede ned på sin arm, var vi mest mere end klar til at tage ud at dykke igen dagen efter. Planen var at møde nogle 'Raggies' (Ragged Tooth Sharks) i nogle små huler i et specielt område på revet. Desværre så vi ikke nogen. Til gengæld mødte vi endnu en skildpadde, og en Potato Bass krydsede også vores vej. Søren hoppede i vandet på sit andet dyk den dag (han havde denne gang forberedt sig på sin søsyge med nogle tabletter) i håb om at se tyre- og/eller hammerhajer. Det blev desværre heller ikke til hajer denne gang, men endnu en Potato Bass var meget interesseret i ham. Oppe på båden igen og på vej ind mod kysten så vi pludselig, at der bag båden kom en hel stime af delfiner mod os - på den yndefulde måde, som delfiner nu gør. Der var mindst 50 stk. (ifølge Peter omkring 100!). Mens bådens kaptajn satte speederen i bund fik Søren og de andre iført sig dykkermaske, snorkel samt svømmefødder og sprang så ellers i vandet måske ca. 100 meter fra dem. Med kurs mod Søren og de andre kom delfinerne kort tid efter svømmende rundt om og nedenunder, alt imens Mette sad på gummibåden og betragtede hele scenariet og forsøgte at memorere nogle 'mental pictures'. Det var vidst alligevel meget godt, at vi besluttede at blive nogle ekstra dage i Umkomaas :)

Da vi jo endte med at bruge lidt længere tid i Umkomaas end først planlagt, måtte vi nødvendigvis droppe noget andet. Vi var begge enige om, at vi gerne ville have lidt længere tid i Cape Town, end hvad vi ellers har haft i byer på vores vej gennem Asien, og derfor endte vi med at bruge to dage i træk i en bus for at komme dertil. Planen var oprindeligt at gøre stop på ruten og tage en dag i Port Elizabeth, men det blev ikke i denne omgang. Med 30 timers bustur fordelt på to dage, hvor alle dagens tre måltider blev et hold ved en fastfood restaurant, nåede vi sen aften søndag d. 22. frem til Cape Town. Det var helt skønt at få noget cornflakes og ristet brød med syltetøj til morgenmad, selvom det var hvad morgenmaden havde bestået af nærmest hele vejen gennem Asien.

Vi vågnede op til en dag fyldt med solskin men dog meget blæsende og derfor lidt kølig. For at få en fornemmelse af den meget langstrakte by, hoppede vi på en sightseeing bus, som samtidigt kunne droppe os af ved foden af Table Mountain. Vi forsøgte at trave op af bjerget for at få den verdensberømte udsigt over Cape Town, men vinden var simpelthen for stærkt til, at det ville kunne lade sig gøre. Allerede fra foden af bjerget var der en ret god udsigt, så vi må bestemt komme tilbage og kravle op en anden gang. Der blev nemlig ikke tid til at tage op en af de andre dage, da der var meget andet, vi fandt nødvendigt at gøre. Såsom en tur ud til Robben Island, hvor mange politiske fanger sad fængslet under apartheid-styret, her i blandt Nelson Mandela. Hele øen er nu om dage omdannet til et museum, som man kan tage ud at besøge, guidet af tidligere indsatte. Specielt den ene guide gjorde det til en fantastisk oplevelse. Han var i stand til at væve de mange nationaliteter, som var med på turen (blandt andet amerikanere, tyskere, australiere, indere), ind i hele historien omkring fængselsøen og det internationale pres på Sydafrika.

Om aftenen besluttede vi os for at forkæle os selv med en gang lækker tapas på en lidt fancy restaurant - når nu vi skulle sprænge budgettet, kunne vi ligeså godt gøre det med manér! Til gengæld lavede vi selv aftensmad de to efterfølgende dage, hvor menuen stod på henholdsvis fyldte peberfrugter og hakkebøffer med bløde løg og kartofler. Lækkert med noget hjemmelavet guf!

Dagen efter var det tidligt op for at tage på en tur ned af Cape Peninsula for at tjekke de søde små pingviner og deres unger ud ved Boulders Beach og legesyge sæler ud på en sejltur omkring Seal Island. Efter en tur på små 7 km på mountainbike var det tid til smør-selv-sandwich under åben himmel. Derefter slog vi et smut forbi Cape Points fyrtårn og Kap Det Gode Håb (det sydvestligste punkt af Afrika). Vi var lige ved at blive blæst væk af den ekstremt stærke vind, da vi stod på toppen og nød den fantastiske udsigt, fra hvor fyrtårnet er bygget.

Vores sidste hele dag alene i Cape Town drog vi af sted på en vinsmagnings-tur med et par andre unge mennesker, som boede på det samme hostel som os. Vi var i løbet af dagen rundt på fire forskellige vingårde i omegnen af Cape Town med 6-7 vine på prøvesmagnings-menuen hvert sted. Det var sjovt som ruten planlagt sådan, at vinen blev bedre og bedre hver gang, vi kom til et nyt sted! Eller også havde det måske noget at gøre med, at alkoholprocenten var stødt stigende i løbet af dagen. Det var i hvert fald en super tur med en helt fantastisk sjov og energisk guide, som allerede det andet sted vi var, afslørede at hun var til piger, og derfor måtte passe på ikke at kigge for meget efter de unge piger på gaden, mens vi kørte gennem universitetsbyen Stellenbosch. Oveni hatten var der også ostesmagning sammen med vinen det første sted, som Mette med stor fornøjelse kastede sig ud i, til Sørens store forbavselse.

Cape Town (af nogle også kaldet Afrikas Rio de Janeiro!) er en virkelig smuk by og rar at være i - i det mindste så længe der er sollys! Om aftenen skal man lige være lidt mere påpasselig med at bevæge sig for meget væk for menneskemylderet. Sydafrika er langt fra det Afrika, man tænker på, når man hører ordet 'Afrika'. Cape Town har SÅ meget at byde på, og vi kunne begge to godt se os selv bo der et stykke tid en skønne dag...

Nu var det blevet tid til at gøre klar til at mødes med den gruppe, som vi skulle være sammen med de næste 45 dage på vores rejse op gennem det syd- og østlige Afrika. Datoen '26. april 2012' har i mange måneder været en dag langt ude i fremtiden, og på en eller anden måde hele tiden i vores tanker været det sidste af vores eventyr, som ville starte den dag. Dagen, hvor vi med en truck fyldt med oppakning, telte, gas og madforsyninger langsomt ville bevæge os nordpå tættere og tættere på Danmark, hjem og slutningen på vore eventyr. Men hey, der er jo stadig små to måneder endnu :D

Vi skulle have hævet en masse dollars, som skulle gives til turlederen om aftenen. Disse dollars skulle så puttes i en boks og bruges af hver gang, der skulle handles mad ind, betales for overnatning på campingpladser osv. Efter at have brugt 1½ time samt lavet et opkald til Mettes bank for at overføre nogle penge fra hendes lønkonto til hendes Mastercard, lykkedes det os endelig at få alle de mange dollars, vi havde brug for. Om aftenen da vi skulle mødes med de otte andre, som skulle med på turen samt de to 'guider' og kokken, fik vi dog at vide, at de ikke kunne bruge særlig mange af de sedler, vi havde fået, da der var sat små (virkelig små) blækstempler på en hel del af dem, og de derfor ikke ville blive accepteret så snart vi kom længere nord på. Derfor måtte vi forsøge at få det sted, vi havde vekslet dem hos, til at skifte dem til nogle sedler uden blækstempler. Det skulle dog vise sig at være ret svært at gøre på en helligdag, hvor alle bankerne var lukket. Derfor blev vi sendt til det eneste sted i byen, som havde åbent på denne dag, nede ved havnefronten. De kunne dog ikke veksle dollar til dollar, da vi ikke havde købt dem hos det bureau, hvilket betød, at vi ville være nødt til at veksle fra dollar til sydafrikanske rand og derefter tilbage igen til dollar. Det ville blot koste os den nette sum af 71 dollar svarende til knap 10 % af det samlede beløb, vi ville veksle. Det var jo mere end sindssygt! Vi nøjedes derfor med at veksle til sydafrikanske rand og krydsede fingre for, at turlederen (Bob) ville godtage dette, hvilket han heldigvis også gjorde. Det blev dog stadig en ret kostelig affære :(

Den dag vi mødtes med resten af gruppen tog vi alle ud at spise, og senere fik vi et par øl på The Dubliner. Nogle flere end andre! Det var en god måde at blive rystet lidt sammen på. Den næste dag kørte vi af sted i en stor truck, som heldigvis kun skulle agere vores transportmiddel de næste to dage på vejen op til den namibiske grænse, hvor vores truck for resten af turen stod parkeret. Destinationen var endnu en vingård, hvor vi skulle campere på deres område i den betagende Citrusdal tæt på alt den gode vin, vinmarker og Cederberg bjergene, som indrammede det hele. Om aftenen var det tid til endnu en vinsmagning. Den mousserende rosé blev vel modtaget af specielt Mette, mens Søren drak Mettes glas Vermouth. Der er bare noget helt specielt ved at sidde i godt selskab i så smukke omgivelser og vide, at den lækre vin, man drikker, faktisk kommer fra de omkringliggende marker. Vi fik slået teltet op, og Mette fik sin debut som campist i et telt. Puha hvor sådan et telt lugter! Men hun kan lige så godt vænne sig til det med at sove i telt, for i løbet af tiden indtil vi når Kenya, skal vi campere 38 nætter ud af 45 - nogle gange også i bushcamps, hvor vi selv skal grave et toilet. Mette bliver nok aldrig helt vild med at campere, men det er ligesom en del af det at være i Afrika og intensiverer blot oplevelsen endnu mere, samtidigt med at man kan være tættere på dyrene ;)

Tidligt næste morgen drog vi af sted mod grænsen til Namibia, krydsede den med lettere vemod og kørte så kun et kvarters tid mere, før vi nåede vores lejr hen ad eftermiddagen. Patrick, vores kenyanske kok, lavede lækker kylling i karry til os, mens vi andre slog telte op og nød endnu en solnedgang over de mange små bjergtoppe. Det er svært ikke at nyde livet her i Afrika..

Næste travellog vil blive om vores lange vej op igennem Namibias ørken og om vores første tur på safari i jagten på 'The Big 5' samt turen på Okavanga-deltaet i Botswana. Vi glæder os meget til at samle oplevelser, vi kan fortælle om næste gang..