Vi har modtaget en klage fra Stefan, som mener vi skriver for lidt om hvad vi oplever og for meget om hvad vi spiser, så i dette indlæg vil vi prøve at gøre det efter Stefans hoved. Til dem der ikke aner hvem Stefan er, så er det Stevens lillebror.

Dagen startede kl. 8:30 da der var et par stykker på holdet der skulle lave personlige opkald hjem til Danmark, imens skrev jeg postkort og fik sendt dem, den opgave kostede mig 3,30 dollars. I mellemtiden var Marco blevet færdig med sit opkald og vi besluttede os for hver især for at gå i bad. Da vi vendte tilbage fra badet var Steven også blevet færdigt med sit opkald, jeg gik igang med morgenmad, og Steven gik i bad, da han kom tilbage spiste vi.

Vi startede dagens køretur med at køre ud af campingpladsens indkørsel, derfra tog vi et højresving og kørte mod nærmeste lyskryds og der tog vi et venstresving og så kørte vi et stykke før Steven tog et venstre sving for tidligt, så der kom vi hen og så lidt af baggården ved et par bygninger, da vi kom ud derfra tog vi et højresving og så kørte lige ud indtil vi kom hen til et Cruise America kontor, vi havde nemlig fået et par problemer med vores camper, vores bord og skab havde løsnet sig, så vi kørte ind og ville få dem til at lave det, og vi ventede vel i 15 min. så kom der en der kunne fixe vores problemer, imens han gjorde det, spillede Marco og jeg amerikansk fodbold, og Steven holdte øje med håndværkeren.

Problemerne blev løst, vi kørte længere ned af gaden, og så ramte vi et sted hvor man kunne køre gokart, så der holdte vi ind og ville forhøre os om det var muligt, der gik lidt tid før vi kunne få hjælp, så Steven og jeg spillede en omgang air hockey, Steven lagde ud med at komme foran 3-0 men jeg vente kampen til en sejr på 7-6, i mellemtiden havde Marco fået at vide der ville gå lang tid før vi kunne komme til, så vi besluttede os for at det måtte blive en anden dag.

Derfra kørte vi og vi kørte og kørte og kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte og så kørte vi og så fortsatte vi med at køre, og på det tidspunkt var vi ved at nå frem til The Great Salt Flats, som var en af de ting Steven havde fundet frem fra godte posen, vi kom til toppen af en bakke der lignede et sted hvor man kunne se ud over salt flat, så der kørte vi af, vi parkerede vores lejede motorhome, hvor vi derefter kunne konstatere vi ikke var kommet langt nok hen endnu til at kunne se det, så vi satte bilen igang igen og ramte motorvejen, og så kørte vi og vi kørte og kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte kørte, og så lige pludselig ramte vi en afkørsel der viste os hen mod Salt Flats, så den kørte vi selvfølgelig hen imod og der foretog vi et højre sving hvor vi derfter kørte ligeud indtil vi foretog endnu et højresving og så kørte vi og vi kørte kørte kørte kørte kørte kørte og så kørte vi, indtil vi ramte enden af vejen og der var The Salt Flats, en gammel indtørret sø, hvor kun saltet lå tilbage, et kæmpe mæssigt område der var helt øde, og som nu bliver brugt til alt muligt med testkørsel og racerløb, vi valgte at gå et par skridt ud på det, for simpelthen at føle det under vores egne fødder, og sikke en sus der gik igennem alle vores maver, det var jo fast!.

Derfra kørte vi ind i byen til kaldet Wendover, det er en by der ligger på tidsgrænsen, så der kørte vi noget ind og ud af tidsgrænsen, men det ar tydeligt i hvilken del Nevada var placeret, for der lå alle casinoerne.

Frokost Arby's.

Og vi kørte og vi kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og så gav jeg drengene oppe foran en sodavand hver og så kørte vi og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og så holdte vi ind et sted for at lave aftensmad der blev til spaghetti kødsovs.

Derfra redte jeg min seng, da det var blevet mørkt og jeg intet kunne se bagfra og da Marco havde besluttet sig for at køre så tæt på Zion Nationalpark som vi kunne komme, ja så lagde jeg mig ned og slappede af, imens de to andre foran gjorde at vi fortsatte med at bevæge os fremad, så vi kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte og kørte indtil kl. blev 00:30 og vi holdte ind på en Walmart Parkerings plads, hvor Marco parkerede bussen, så redte han sin seng, det samme gjorde Steven og ja tro det eller lade være så faldte vi alle i søvn.

Fun Fact: Vi har kørt lige under 500 km i gennemsnit per dag siden vi fik camperen, så det har været nogle lange dage.