Endnu en morgen hvor vi vågnede op på gratis hotellet Walmart, og endnu en morgen med succes.

Vi spiste vores morgenmad og fik ryddet lidt op i vognen, der blev også tid til et par kast med den amerikanske fodbold, før vi gik ind i Walmart for at handle lidt og spørge efter en vejbeskrivelse hen til et område med skydive, og sørme om det ikke lykkedes.

Vi kørte afsted, og vejbeskrivelsen passede perfekt, dog endte vi ved en lukket port, og der så ikke særlig åbent ud, men til vores held var der et par lokale drenge der kunne koden ind til området, så ind kom vi da, og stødte på to piger der lå og tegnede, de havde lige været oppe og springe Skydive og deres veninde var igang mens vi snakkede, så vi blev og ventede til ejeren kom ned igen, så vi kunne snakke med ham om muligheden for at springe. Efter 10 min. var han nede og så fik vi bekræftet at der var mulighed, så Steven og jeg gik straks igang med at udfylde alle de påkrævede ting, og så startede undervisningen, først skulle vi dog lige se en video der fortalte os om at det vi lige havde skrevet under på at firmaet intet ansvar havde, derefter skulle vi ud og ligge og fjolle rundt på tæpper og så begyndte vi så småt at skulle suite op til at skulle ud og flyve. Jeg skulle først ud og flyve, og med brillerne placeret perfekt i panden og med joggingbukser på, ja så havde jeg sjældent følt mig mere klar, ind i flyveren kom vi, og vi fløj en del tid, hvor vores lærermester med navnet Rick, fortalte vidt og bredt omkring alting vi fløj over, eks. fik man på flotteste vis set meget af Zion oppe fra, og det var næsten mere imponerende end nede fra. Efter lidt tid, fik man at vide nu skulle man rykke sig frem i flyveren for nu skulle vi afsted, og døren gik op, vinden susede ind, og man blev spurgt om man var klar, og man havde sjældent været mere klar ind man var i det sekund, 1, 2, 3 og wup ud ad flyveren røg vi og susede ned mod jorden og inden man fik set sig om blev man bedt om at trække i snoren der skulle udløse faldskærmen, først tænkte man her sker der ingenting og Bang, så rykker hele skidtet sig, og så hænger man næsten helt stille i luften, og hvilknt oplevelse og bare hænge og dingle langt over jorden og kunne se ned på Marco og Steven, og så begyndte vi at dreje en smule og igen på ingen tid kørte ens bagdel hen af den dejligste omgang perlesten og det var da ikke helt smertefrit, men dog det hele værd!.

Nu skulle Steven afsted og derfor for han lov til at fortælle herfra.
Min tur startede på samme måde som Emils, det var en stille og rolig stigning op på de 11000 fod som vi skulle hoppe fra og selvom jeg har en smule højdeskræk var jeg utrolig rolig på turen. Lige inden man skal til at hoppe ud og han spænder en ordentligt fast, så går det lige pludselig op for en hvad det er man har gang i. Så kom tidspunktet hvor vi skulle hoppe og han åbnede døren og hold da op med vind der kom der, men ud kom vi og det blev til tre saltoer før vi kom ud i det kontrollerede fald og hold da kæft en oplevelse, det er utroligt så langt man kan se deroppe fra.
Før man ved af det er man kommet til den højde hvor faldskærmen skal trækkes og når man har gjort det og bare svæver ned mod de andre to er det utrolig så rolig man bliver.
Men på turen ned fik jeg da også lov til at lave lidt sjov og det blev til et par spiraler derned af før vi kom til landingen som jeg heldigvis klarede med en noget blødere landing end Emil.

Så er Emil tilbage på fortæller siden. Efter vores skydive oplevelse, var vi alle blevet sultne, vi smuttede ind på en Dairy Queen og fik styret vores sult, inden vi igen drog videre på togt, klokken var dog gået hen og blevet 3 og vi viste godt vi ikke ville nå langt, så vi fandt en KOA på kortet og der fik vi sørme også en campingplads.

Resten af dagen blev der taget masser af bad, der blevet spillet fodvolley, og vasket tøj, og så spiste vi tortillas til aftensmad.