Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen!
D. 5. februar
Vi kørte dagen før kl. 21 om aftenen fra Byron Bay mod Surfers Paradise. Turen tog ca. 1 time og 20 minutter, og da vi ankom, tog vi en bus hen til hostellet. Vi var egentligt faret lidt vild, så buschafføren gav os en gratis tur, og satte os af tæt på vores hostel. Det var egentligt ikke på hans rute, så vi var meget taknemlige for hans venlighed - og især på denne tid af døgnet. Vi fik derefter checket ind og gik straks i seng.
I dag havde vi ikke rigtigt nogen planer. Derfor gik vi ud for at se, hvordan Surfers Paradise så ud. Vi boede i en udkant som hed Southport, og her gik der flere gange dagligt en shuttlebus fra hostellet ind til centrum af Surfers Paradise. Vi startede med at finde det nærmeste supermarked, og efter lidt vandring fandt vi et stort center med en masse butikker, og en Coles. Coles er et stort supermarked med mange billige mærker og derfor ideelt for backpackere. Her handlede vi ind, og så på mange andre butikker. Herefter gik vi hjem med maden, og derefter ud igen, da vi havde hørt, at der lå en surfbutik ikke så langt fra hostellet. Vi havde snakket om, om det kunne betale sig at købe et brugt surfboard, men da vi ankom, kunne vi godt regne ud, at det kunne det nok ikke. Vi så derimod en masse imponerende boards og fik en god gåtur.
Hen på eftermiddagen tog vi så hostellets bus ind til centrum af Surfers Paradise for at tjekke det hele ud. Her var vildt flot og var proppet med butikker. Vi ledte og ledte efter en surfforretning, hvor vi kunne leje et board, og til sidst fandt vi en. Desværre lukkede butikken lige da vi ankom. Men nu vidste vi da, hvor vi skulle gå hen for at leje surfboards.
I Coles havde vi fundet billigt oksekød, så Markus gik igang med spaghetti kødsovs, og Melanie gik i gang med hakkebøffer. Det blev en rigtig lækker aftensmad efter en god førstedag i Surfers Paradise.
D. 6. februar
I dag stod den på surfing! - Surfing hele dagen. Vi startede tidligt om morgenen for at komme hurtigst muligt ind til stranden, men det kunne vi så ikke, da bussen først kørte kl 10.15. Derfor gik vi så over i det store center, hvor butikkerne havde åbnet. Her gik Markus ind i K-Mart for at finde nogle nye flip-flops, da hans gamle var noget værre lort og halvt i stykker. Da klokken var ved at nærme sig 10, gik vi mod hostellet og hoppede med bussen. Melanie havde været så heldig at låne et board fra en af de ansatte på hostellet, så det var kun Markus, der skulle leje et board nede ved stranden. Her var klokken blevet omkring 11.30.
Kl. 17.30 stoppede vi med at surfe, da vi simpelthen var alt for udkørte. 6 timers surfing er virkelig også meget! Strømmen ved Surfers Paradise havde simpelthen været så kraftig, at vi til sidst måtte droppe at komme ud i vandet for at fange en bølge. Dagen havde ellers været helt perfekt, solen havde skinnet, og tiden var fløjet afsted. Dagen før havde vi mødt en dansk receptionist på hostellet, vi boede på, og hende mødte vi igen nede på stranden. Hun prøvede også at surfe, men da hun ikke var den bedste svømmer, havde hun svært ved at komme ud, så hun droppede det hurtigt.
Da vi kom hjem efter en hel dag ved stranden, var vi fuldstændig kvæstede. Vi smed os ned i sofaen og så to film før vi gik i seng.
D. 7. februar
I dag skulle vi videre mod Brisbane, og afgang var kl. 13.10. Vi havde egentlugt planlagt at surfe, men pga. gårsdagens store anstrengelse blev det ikke til noget. Vi var fuldstændigt smadrede i kroppen og kunne knap nok løfte armene. Men det var ikke nogen overraskelse med gårsdagens 6 timers surfing. Melanie havde aftalt at skulle mødes med Scott, som hun havde mødt i Byron Bay, og Markus smuttede til stranden. Da Markus ankom til busstationen, skulle han af med sine tasker, og det gjorde han i en bygning lige ved siden af. Her så han en, han ikke havde troet, han ville se. Anders Skovrup, målmanden fra hans fodboldhold i Gauerslund, stod ved receptionen og skulle checke ud. De snakkede et stykke tid og udvekslede derefter numre. Hvilket tilfælde!
Melanie var imens nede ved Burleigh Heads, hvor der var en stor surfkonkurrence igang. Her så hun nogle af verdens bedste surfere, blandt andet Mick Fanning, og de viste deres tricks af ude på vandet. Det var virkelig en fed oplevelse.
Vi mødtes ved Greyhounds kontor og ventede på at blive samlet op. Alt i alt havde det været en rigtig god tur til Surfers Paradise.
Kl. 13.10 gik bussen mod Brisbane, og det tog overraskende kun 1 time, så vi var der tidligt. Her gik vi til vores hostel, som ikke lå langt derfra. Vi skulle kun sove her en nat, så der blev ikke rigtig pakket ud.
Vi gjorde, som vi plejede og gik ned for at finde et supermarked. Her var igen en Coles, og her gik vi selvfølgelig ind. Markus havde store planer for sin aftensmad, og købte kød, ananas og ost til to kæmpe burgere. Det viste sig dog, at appetitten ikke var til det hele, men så er det da godt man kan gemme maden til næste dag. Markus havde jo, som altid, overvurderet sin sult og kunne ikke spise de to burgere. Melanie kæmpede stadig med sin kur, og lavede igen to lækre hakkebøffer. Efter en dag med strand, bus og by, slappede vi af om aftenen.
Grüß Gott
- comments