Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen
D. 9. februar
I dag stod vi tidligt op, fordi vi skulle skifte hostel. Vi skulle bo på Halse Lodge, fordi dette hostel lå tættere på stranden, og fordi vi her kunne leje gratis surfboards, hvilket var meget vigtigt for os, da vores primære mål med Noosa var at surfe. Vi havde besluttet os for at tage tidligt afsted til det nye hostel, fordi vi ville være sikre på at kunne få et board. Da vi ankom, viste det sig, at vi ikke kunne tjekke ind så tidligt, så derfor stillede vi taskerne i opbevaringsrummet og tog ud og surfede! Bølgerne var meget bedre end i Surfers Paradise, så vi nød virkelig at surfe. Omkring middagstid tog vi tilbage og tjekkede ind, for derefter at spise lidt. Så tog vi tilbage til stranden og surfede. Efter et par timer mødte vi svenskerne fra dagen før, som vi så snakkede og var sammen med. Vi blev desværre nødt til at gå tilbage ved femtiden, da vi skulle aflevere vores boards. Efter aftensmaden slappede vi af på vores værelse og læste. Man bliver virkelig udkørt af at surfe så meget!
D. 10. februar
I dag sov vi længe og havde ikke så travlt med at hente surfboards, fordi vi opdagede, at der faktisk ikke var så mange, der benyttede dem - hvilket jo var super godt for os. Vejret var fantastisk godt, så vi skulle have et ordentligt lag solcreme på. I dag surfede vi på Main Beach, hvor der selvfølgelig var proppet med mennesker. Melanies surfing var ikke så god som gårsdagens, så for hende stod dagen på stranden også på afslapning. Markus udnyttede også vejret med lidt solbadning og blev fristet af en lækker milkshake.
Om aftenen mødte vi Anders Skovrup og hans kæreste igen, så dem fik vi en lille sludder med. Aftenen stod igen på afslapning og boglæsning.
D.11. februar
I dag stod Markus tidligt op, da han skulle i Australia Zoo. Shuttlebussen kørte kl. 8.30 og den tog ca. en time om at komme derud. Herude havde han omkring seks timer til at udforske Steve Irwins legendariske zoo. Dagen gik helt vildt hurtig, da der var så utrolig meget at se. Der var øgler, tasmanske djæveler, fugle, kameler, tigre, slanger, elefanter, giraffer og ikke mindst de som zoo'en er allermest kendt for, nemlig krokodiller og det store Crocoseum. Her var det vildeste dog Crocoseum, hvor et stort stadion med plads til 5000 mennesker omringede et bassin med græsareal omkring. Her blev der både fremvist fugle, slanger og en kæmpe saltvandskrokodille! Helt utroligt!
Efter en rigtig god dag kom Markus hjem kl 17, og Melanie og Markus udvekslede oplevelser. Melanie havde ikke oplevet så meget vildt som Markus. Hun var stået lige så tidligt op som Markus, da hun blev vækket af støjen. Så det blev til tidlig morgenmad, hvor hun snakkede med de to danske piger: Mette og Victoria. De tog alle ned i byen for at kigge på butikker og handle, en rigtig tøsetur. Dernæst tog de ned på stranden for at surfe og slappe af. I dag var det også rigtig dejligt vejr, så alt var i sin skønneste orden, og Melanies surf i dag gik bedre end i går.
Om aftenen slappede Melanie af, og Markus tog i byen med Anders og nogle andre. Det blev dog ikke rigtigt til noget, da der var rimelig lukket, hvor de havde besluttet sig at gå hen. Mandag er ellers dagen man tager i byen i Noosa.
D. 12. februar
I dag var vores sidste hele dag i Noosa, så den skulle selvfølgelig bruges på at surfe. Tidligt om morgenen tog vi ned og surfede sammen med Anders og Ditte-Marie (Anders' kæreste). Derefter tog Melanie ind til byen, mens Markus surfede videre med dem. Om eftermiddagen mødtes vi igen, hvor vi spiste frokost. Derefter tog Melanie i Noosa National Park med Mireia, en pige fra Spanien og vores nye roommate. De tog kystruten som var virkelig flot, og Melanie fik taget en masse flotte billeder af solnedgangen over Noosa og vandet. Da de kom tilbage til byen, mødte de en australier, som var meget glad for at snakke, så det blev til halvanden times snakken. Han var meget interessant og havde oplevet mange ting, men Melanie var også glad, da han endelig sagde farvel, for det var blevet sent, og hun skulle stadig hjem og lave aftensmad.
D. 13. februar
I dag skulle vi afsted til Rainbow Beach. Vores bus havde afgang kl. 13.00, så efter check ud kl. 10.00, havde vi stadig lang tid tilbage. Vi havde egentligt planlagt at tage en af ruterne i Noosa National Park, men fandt ud af, at vi ikke kunne nå at gå en rute helt færdig, så derfor besluttede vi os for at tage til Laguna Lookout i stedet for. Selvom der kun var ca. 2 km derud, var det en sej omgang, da det gik op af bakke samt at solen bagede os lige i hovedet. Endelig nåede vi derop og det var det hele værd, da vi fra dette lookout kunne se ud over hele Noosa. Så gik turen tilbage til hostellet, men på vejen gennem skoven, spottede Markus pludselig et lille gråt pelsdyr, og til vores glædelige overraskelse var det en vild koalabjørn! Vi var meget begejstrede, da vi tit havde kigget efter vildt men uden held. Vi tog en masse billeder og gik derefter videre.
Tilbage på hostellet ventede vi på shuttlebussen og kørte så kl. 12.20. Fordi vi ankom til busstoppestedet i byen tidligere end afgangstid, udnyttede vi tiden og gik ind og handlede. Busturen tog kun 2 timer ca., før vi kom til Rainbow Beach. Dette sted var meget småt, men hyggeligt nok. Vi tjekkede ind på hostellet og satte tingene på plads. Vi følte lidt, vi var langt ude på landet, da vi overhovedet ikke havde signal på vores mobiler. Om aftenen slappede Markus af, og Melanie sad i barområdet og mødte to danske piger, Anne-Sofie og Anne-Sofie, som sjovt nok havde gået på efterskole med Kirsten og Ida Seeberg, som Melanie og Markus kender fra gymnasiet. Der følte hun virkelig at verden var lille. Derefter på hovedet i seng!
Hyggehejsa
- comments